Læsetid: 5 min.

Haiti er ved at rejse sig af ruindyngerne

Fire år efter det store jordskælv, der dræbte 300.000 og lagde mange byer i ruiner, er haitianerne på vej ud af den kollektive depression, tragedien udløste. En ny optimisme og et håb om en bedre fremtid er begyndt at spire
En mand kigger efter brugbare rester i ruinerne af huse foran den sammenstyrtede katedral i Port-au-Princes centrum i ugen efter jordskælvet den 12. januar 2010.

Jakob Dall

17. januar 2014

Det er fire år siden jordskælvet fandt sted. Fire år siden vi var i huset i Jacmel, mens det revnede og mure faldt ud. Og vi pludselig kunne se himlen. Vi er meget meget klar over, hvor heldige vi var at komme ud, inden det faldt helt sammen. Vi er evigt taknemmelige for den handlekraft, som modige haitianske venner udviste, da de hjalp os i de afgørende sekunder og minutter.

Vi har stadig meget svært ved at fordøje det, der skete. Og har været igennem forskellig behandling for ’posttraumatisk stresssyndrom’, et begreb, vi har lært at tage alvorligt.

Næsten 300.000 mennesker døde. Nogle af vores venner mistede nærtstående familie. Haiti oplevede en omfattende katastrofe.

Vi er kommet tilbage. Vi mødes hvert år heroppe på nordkysten af Haiti, langt fra epicentret og den hårdt ramte hovedstad Port-au-Prince.

Hvordan har haitianerne det fire år efter? For nylig var vi i Port-au-Prince og i Jacmel, og det, vi ser, er en ny optimisme. Egentlig overraskende.

I hovedstaden er der ryddet op i et vist omfang, og de steder hvor større og mindre bygninger faldt, er der nu enten ryddede tomter eller nybyggede huse. Der er stadig knap to hundred tusind af de oprindeligt halvanden million husvilde mennesker i teltlejre. Mange er blevet genhuset på en eller anden måde. Det er et løst begreb, men der gøres noget.

Sean Penns teltlejr

Det er rigtigt, at mange af de 11 mia. dollar, der blev lovet ved FN-konferencen i marts 2010, ikke er kommet til udbetaling. Nogle af dem skulle bruges til akut nødhjælp. Og at mange, mange penge er forsvundet i korruption og løsagtig administration. Sørgeligt at se, at ikke alle de udenlandske hjælpeorganisationer har vist seriøsitet i håndteringen af pengene.

Men det går synligt fremad. En stor fejl fra starten var, at den haitianske regering ikke blev konsulteret mere. Som konsekvens af fordomsfuld mistænksomhed over for de lokale myndigheder blev pengene drejet direkte over i ofte umodne projekter og i øvrigt ofte i alt for store udgifter til udenlandske hjælpearbejdere.

Et stort eksempel på effektiv nødhjælp har fra starten været skuespilleren Sean Penns indsats. Han skabte med venners hjælp en teltlejr til 70.000 mennesker på rigmandskvarteret Pétionvilles golfbane. En virkelig politisk handling. Umuligt for de rige at spille golf i et par år.

Penn styrede personligt lejren og har været til stede indtil i dag. Men hans lejr er nu demonteret, for han har skaffet tag over hovedet til alle de mennesker, han havde i sin varetægt.

Det er en succes. Et eksemplarisk stykke humanistisk arbejde.

Ideologisk kampplads

Præsident Michel Martelly og hans premierminister Laurent Lamothe har også været meget udfarende. De har været til stede i Davos og andre vigtige konferencer kloden rundt og fået mange samarbejdsaftaler i gang.

Det er nok deres skyld, at man ser så mange vejprojekter i dag i Haiti. De er klar over, at infrastrukturen i mange år har været håbløs, og at landet kun kan reddes fra yderligere fald ned i armod ved at være mere effektivt indrettet, f.eks. så hjælpen kan nå frem til dem, der har brug for den.

Fra starten af Martellys og Lamothes embedsperiode har de gjort det til deres slogan, at »Haiti is ready for business«. De ønsker ikke at stille sig op med hånden fremme og tigge almisser fra det udenlandske samfund. De mener, at fremtiden ligger i at indrette Haiti på at tage imod investeringer og større initiativer. De har en mere aggressiv holdning.

Og der er allerede mærkbare resultater. I Nord-Haiti åbnede for et år siden en stor industriel park, Caracol, nær grænsen til Den Dominikanske Republik. Her er flere udenlandske investorer aktive. Dog er det svært at leve op til målet om 60.000 arbejdspladser. Som alt for ofte i Haiti tyndes ambitionerne ud undervejs. Foreløbig er der kun 3.000 nye arbejdspladser i Caracol. Men den er et eksempel, som vises frem. Parken blev sidste år indviet under overværelse af personligheder som Bill Clinton, som er FN’s generalsekretær Ban Ki Moons personlige repræsentant i Haiti, og USA’s daværende udenrigsminister Hillary Clinton.

Men at Haiti fortsat er en ideologisk kampplads, er tydeligt. Mange af de nye initiativer kritiseres for at gå neoliberalismens ærinde.

Ligesom Martelly og Lamothe nærmest konstant er udsat for heftig beskydning. De har ifølge deres kritikere i oppositionen tiltaget sig diktatoriske magtbeføjelser. De udsætter af samme grund et nyt valg til parlamentet, og desuden siges det, at de stjæler fra projektbudgetterne. Sådan fyger det altid med kasteskyts i Haiti.

Synlig middelklasse

Men det er vores indtryk, at befolkningen er kommet op af den umiddelbare kollektive depression, der fulgte jordskælvet, og har indrettet sig på, at livet kan give nye muligheder. Mange fremskridt kan ses med det blotte øje. Man er kommet ind i den såkaldte anden fase af genopbygningen. Der satses på sikkerhed for at tiltrække investorer. Man ved, det er nødvendigt at overbevise udlandet om, at der er stabilitet i Haiti. Det er også derfor, det stadig er vigtigt, at FN-styrken MINUSTAH er til stede og hjælper med orden, mens politiinstruktører fra mange lande er med til at uddanne den nødvendige politistyrke. Den politiske retorik er heller ikke så luftig, som den ofte har været.

Nu er der konkrete ting at prale af. Fem nye lufthavne. Solpaneler overalt. Syv nye hospitaler, 44 helbredsklinikker, 22 nye sportsstadioner. Og ikke mindst 300 km nyasfalteret vej.

En af de mest interessante ting er, at middelklassen er meget mere dynamisk og synlig i hverdagen, end den har været tidligere.

For nogle år siden var det sådan, at der var den meget rige mulat-elite, som skaltede og valtede med landets ressourcer og især sikrede deres egne formuer, og så den store fattige befolkning. Skellet mellem de to grupper var enormt og grimt.

Der var en sort middelklasse, som kunne få lov til at blive embedsmænd og ministre, men den var ikke ret stor og havde ingen nævneværdig magt. I dag er middelklassen synlig overalt. I forretningslivet og i det sociale liv. De har penge og bruger dem flittigt.

Det kan man kun tolke som et sundhedstegn. Der er håb om, at Haiti kan bugsere sig ud i en bedre fremtid.

20. jan. 2014. Artiklen nævner et dødstal på 300.000, men anfører ikke at kilden er et estimat fra Haitis regering. Andre kilder, herunder FN, sætter estimatet lavere.
/red

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det kan være interessant at kigge tilbage ...eksempelvis til den gang Jørgen Leth var rystet over det han oplevede:

Fra et sted, jeg faktisk foragter
http://www.information.dk/254122

Leth har udvidet talemåden: "Ærlighed får man fra børn og fulde folk" til også at omfatte "chokerede folk"