Nyhed
Læsetid: 3 min.

Krisen har ændret Lidegaards syn på grønne afgifter

Mens Frankrig indfører en skat på CO2, har Danmark afskaffet en lignende afgift, og det grønne skattetryk er faldende. Klimaminister Martin Lidegaard har tidligere været en varm fortaler for grønne afgifter, men han ser dem ikke længere som noget columbusæg
Udland
3. januar 2014

Den danske klimaminister glæder sig over Frankrigs grønne offensiv i form af en skat på CO2, der skal finansiere milliardinvesteringer i grøn energi.

»Det viser, at Frankrig mener den grønne omstilling alvorligt. Og det har stor betydning for det kommende års forhandlinger i EU, hvor vi skal fastlægge nye klimamål frem mod 2030, at Frankrig er med til at trække i den rigtige retning,« siger Martin Lidegaard (R).

Men selv om klimaministeren altså finder det positivt, når Frankrig optrapper brugen af grønne afgifter i kampen mod menneskeskabte klimaforandringer, har den danske regering det seneste år stået for det modsatte. Med henvisning til behovet for akut vækst i en vanskelig tid har regeringen det seneste år afskaffet en række af de grønne afgifter, der skulle give virksomheder såvel som borgere incitament til at forbruge, producere og transportere mere bæredygtigt.

Det gælder blandt andet en CO2-afgift på el for erhvervslivet, som blev sløjfet i forbindelse med regeringens Vækstplan DK. Pris: 1,4 milliarder kroner årligt. Og en opgørelse fra Skatteministeriet viser, at det grønne skattetryk samlet set er faldet i SRSF-regeringens levetid. Ifølge opgørelsen udgjorde det grønne skattetryk 4,0 pct. af BNP i 2011, da regeringen trådte til, mens det i år forventes at være faldet til 3,7 pct.

»Vi har stadigvæk nogle af de allerhøjeste CO2- og energiafgifter i verden. De andre lande har et pænt stykke vej, før de når os. Vores udfordring er, at økonomien er blevet mere åben. Derfor er der grænser for, hvor meget vi kan skrue op,« siger Martin Lidegaard.

»Det er ikke noget problem at nedbringe CO2-udslippet, hvis man lukker alt ned. Men hvis man vil have et velfærdssamfund, skal man finde en balance. Derfor kommer vi nogle gange til at foretage os nogle ting, som isoleret set kan se ud til at gå i den forkerte retning,« siger ministeren.

Ny erkendelse

Martin Lidegaard har tidligere som direktør i den grønne tænketank Concito gjort sig til bannerfører for, at grønne afgifter bør ses som et værktøj, der kan fungere som vækstskaber frem for væksthæmmer. Og bruges de rigtigt, er der stadig sandhed i den betragtning, pointerer ministeren, der fortsat ser afgifterne som »en vigtig del« af regeringens politik. Men han er ikke længere så forelsket i dem, som han har været.

»Det er klart, at den krise, vi oplevede i 2008 og 2009, har jo i et eller andet omfang sat en ny dagsorden. Og jeg må da erkende, at jeg også har fået en anden forståelse. Der er en smertegrænse. Og den har forskudt sig de seneste år, hvor konkurrencen er blevet hårdere. Det er ikke en konstant grænse. Men der er en eller anden smertegrænse. Og den kommer vi stedse til at kigge på,« siger Martin Lidegaard med henvisning til, at han har sat en analyse i værk, der skal kortlægge, hvordan de grønne afgifter kan indrettes mere intelligent. En analyse, han vil afvente, før han kommer med konkrete udmeldinger.

– Du har jo tidligere turneret med ideen om, at man burde omlægge skatten, så man sænkede indkomstskatten mod at hæve de grønne afgifter. Tror du stadig helt grundlæggende på den idé?

»Nu bliver det nærmest en skattepolitisk diskussion, og det er jo skatteministerens område. Så det vil jeg ikke bevæge mig ud i. Men jeg kan godt sige, at det ikke ligger i kortene at hæve de grønne afgifter samlet set.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Allan Christensen

Hidtil har det jo været et kæmpe problem overhovedet at skabe en vækst tilstrækkelig høj til at tilfredstille vælgernes krav om mere velfærd og velstand. Med en større forståelse for betydningen af at holde igen med velfærd og velstand behøves ikke længere så kraftig en vækst, hvilket betyder at man i højere grad kan indføre 'grønne' afgfter. Det forudsætter sevfølgelig også at man er klar over hvor man skal placere afgifterne for at de nu også er 'grønne'.

Et samfund der forbyder brugen af kunstgødning, kemiske sprøjtemidler og gensplejsning til produktion af fødevarer og andre produkter det vælger at kalde økologiske er et samfund der hverken interesserer sig for økologi, natur eller sine efterkommere og den fremtid det stiller dem i udsigt.