Læsetid: 4 min.

Libanon – den dødbringende postkasse

Bilbomberne i Beirut, Tripoli og Bekaa-dalen er led i en stedfortræderkrig mellem shiitiske Iran og wahabbi-sunnitiske Saudi-Arabien – med de libanesiske politikere som nervøse og politisk lammede tilskuere
Bilbomben i Beirut i torsdags dræbte fem og sårede flere end 70.

Bilbomben i Beirut i torsdags dræbte fem og sårede flere end 70.

Bilal Jawich

4. januar 2014

Døden er relativ i denne by. Hussein, der bestyrer en vandpibe-café en snes meter fra det sted, hvor en bilbombe eksploderede torsdag eftermiddag, mente således 22 timer senere, at »det var en mindre eksplosion«, der dræbte fem og sårede flere end 70. Vel – ’mindre’ i relation til den dobbeltbombe, der den 19. november dræbte 25 mennesker ved den iranske ambassade, og den bombe, der den 15. august dræbte 27, ligeledes i det shiitiske Dahiya-nabolag i Sydbeirut.

»Jeg slappede af med en pibe, da jeg hørte braget og løb ud for at hjælpe. Men der var ikke meget, jeg kunne gøre,« siger han til lyden af de kranbiler, der transporterede udbrændte bilvrag væk på al-Arid- gaden udenfor.

»Hvem der gjorde det? Israel og Amerika, selvfølgelig. De sendte en taqfir, en kfar (en sunni-ekstremist, en vantro, red.), der ikke kan have tilhørt nogen normal religion. Jeg beder til Gud, at de ikke sender flere af hans slags.«

Således er Hussein loyal over for tesen om, at troende libanesiske muslimer, kristne og drusere ikke kan være terrorister. Det har han fra Hassan Nasrallah, chefen for Hizbollah, og at Nasrallahs ord er lov fremgår af, at hans fysiognomi dekorerer Husseins café i flere versioner.

Ifølge libanesisk radio var selvmorderen »en 20-årig søn af en wahabbist« (tilhænger af den saudiarabiske wahabbi-trosretning og altså en taqfir, red.) fra Wadi Khaled i Libanons nordlige hjørne.

Faderen har forklaret, at han så sønnen sidste gang den 30. december, og nytårsdag efterlyste han sønnen hos politiet. Da var det for sent. Sønnens overkrop med ansigtet intakt landede på en sjettesals-balkon i den bygning, der blev hårdest ramt ved eksplosionen af den ’mindre’ 20-kilos-bombe, anbragt i bildøren på en jeep.

Ingen postkasser – og dog

Umiddelbart blev bilbomben torsdag forklaret som hævnaktion for attentatet den 27. december i Beiruts mondæne downtown, der dræbte Mohammad Shatah, tidligere finansminister og rådgiver for den libanesiske sunnileder, eks-premierminister Saad Hariri. Yderligere syv mistede livet ved det attentat, som tilskrives Hizbollah eller det syriske regime.

Det er muligt, men de eksplosioner, der gennem 2013 har dræbt libanesere i hundredvis i såvel hovedstaden som i Tripoli, den næststørste by, i Bekaa-dalen og i Sidon, hvor den salafistiske sheik Ahmed Assir huserede, indtil han blev fordrevet i juni, har et videre perspektiv. Som en blodig stedfortræderkrig mellem Iran og Saudi-Arabien, fremkaldt af den syriske borgerkrig mellem sunnitter og shiitter.

Så selv om libanesiske huse ikke har postkasser af angst for brevbomber, fungerer Libanon som den dødbringende postkasse for de to regionale magters budskaber til hinanden. De saudiske budskaber er eskaleret med Libanons shiitiske Hizbollah-milits’ militære engagement i Syrien, hvor Hassan Nasrallahs krigere kæmper på præsident Bashar al-Assads side mod sunni-oprørere, nogle med erklæret al Qaeda-loyalitet. Oprørere, der først og fremmest er finansieret og bevæbnet af rigmænd i Saudi-Arabien og i anden række af privatpersoner og fonde i Qatar, Kuwait og De Forenede Arabiske Emirater.

Den sammenhæng spores da også i officielle fordømmelser af attentaterne, hvor Libanons politiske ledere balancerer på en hårfin neutral linje, der nøjes med at placere ansvaret for myrderierne hos al-Qaeda. Og altså friholder de Golf-baserede regeringer for et formelt ansvar for uhyrlighederne.

Og det er her, al-Qaeda-forklaringen er bekvem for placering af ansvar. I den forløbne uge fik den da også en slags bekræftelse med anholdelsen af Majid al-Majid, en saudisk leder af terrorgruppen Abdullah Azzam-brigaden i Libanon, der påtog sig ansvaret for bomberne i november mod Irans Beirut-ambassade.

Al-Majid, der er på Saudi-Arabiens liste over de 85 mest eftersøgte al-Qaeda-terrorister, blev taget af en libanesisk hærenhed på vej tilbage til Libanon fra Qalamoun-området i Syrien, hvor de saudi-støttede oprørere er trængt i defensiven af Bashar al-Assads Hizbollah-forstærkede styrker. Majid al-Majid tjener således til at sløre den sammenhæng, de fleste libanesiske politikere privat erkender er den reelle, nemlig at al-Qaeda-terroren ikke foregår i et politisk tomrum, men både direkte og indirekte er resultat af den saudisk-iranske stedfortræderkrig i Syren – og nu også i Libanon. Hvor, som et yderligere dilemma for de libanesiske politikere, den syriske, saudi-støttede og al-Qaeda-relaterede al-Nusra Front har bebudet, at den nu vil intervenere.

Uldne formuleringer

Den kristne libanesiske præsident, Michel Suleiman, sagde efter torsdagens bilbombe, at det er »de samme terrorister«, der står bag dette års attentater, mordet på eks-finansminister Shatah såvel som på sagesløse shiitter.

Også Nabih Berri, den shiitiske formand for Libanons parlament, og den fungerende sunni-premierminister og Hizbollah-allierede, Najib Mikati, søger at undgå direkte anklager mod (formodede) syriske og saudiske bagmænd med erklæringer om, at »terrorismen ikke gør forskel mellem den ene eller anden libanesiske gruppe, men gennemfører et foragteligt komplot for at fremme splittelse«, som Mikati udtrykte sig. At han dog erkender, at Libanon er scene for den regional-sekteriske konflikt, fremgår af hans opfordring til landets politisk-religiøse fraktioner om »at optræde klogt ved at overkomme politiske hensyn og gøre en ende på ensidig beslutningstagen og eksklusion«.

Mikatis uldne formuleringer, der slutter med konstatering af, at hvad der venter, hvis partierne ikke bliver enige, »er endnu værre«, skjuler en kras kritik af Saad Hariris politiske sunni-blok, der har modsat sig en samlingsregering med deltagelse af Hizbollah, hvilket har betydet, at Libanon har været politisk lammet siden marts. Hariri, der opholder sig i Saudi-Arabien, har truet med at danne en ’fait accompli-regering’, men kan ikke samle det fornødne flertal, idet druserlederen Walid Jumblatt, hvis mandater er afgørende, insisterer på, at Hizbollah skal med i en regering.

»Af hensyn til stabiliteten,« som han for nylig sagde til Information.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu