Præsident Barack Obamas vending af USA’s udenrigspolitik mod Asien varede præcist så lang tid, som ideens bagmand, Hillary Clinton, var udenrigsminister.
Under efterfølgeren John Kerry er tyngdepunktet vendt tilbage til Mellemøstens uomgængelige konflikter, og den traditionelle form for diplomati – ministre og rådgivere i mørke jakkesæt brygger løsninger i kancellierne – har afløst Clintons mere iscenesatte stil med fokus på børns og kvinders rettigheder samt udvikling.
»Vendingen mod Asien, der inkarnerer fremskridt, velstand og optimisme, var en vildfarelse. Vi ville så gerne ud af Mellemøsten og til det politisk stabile Asien, men nu er Dantes Helvede i Mellemøsten genopstået, og vi er på ny engageret,« siger James Traub, udenrigspolitisk kommentator ved det amerikanske magasin Foreign Policy.
Men USA’s nye og skarpe fokus på et Mellemøsten, der er ved at gå op i sømmene efter Det Arabiske Forår i 2011, skal også ses i lyset af nyligt opståede muligheder for at løse to gamle hårdknuder, Irans atomprogram og konflikten mellem Israel og palæstinenserne.
Kerry har allerede i kraft af sit aktivistiske diplomati skaffet konkrete resultater på bordet: Syriens regering er gået med til at udlevere sit kemiske våbenarsenal, Iran har accepteret at forhandle om en begrænsning af dets atomprogram til civile formål, Afghanistans præsident er enedes med USA om en sikkerhedspagt mellem 2014 og 2024. Og endelig er Israel og de palæstinensiske myndigheder tæt på at starte formelle forhandlinger om en afsluttende fredsaftale.
USA er kørt fast
Det er sket til trods for en udbredt opfattelse i regionen af, at amerikansk indflydelse over de vigtigste aktører er på retur efter den militære tilbagetrækning fra Irak, præsident Obamas uvilje mod et militært engagement i Syriens borgerkrig og den forestående hjemsendelse af kampsoldater fra Afghanistan.
»USA er kørt fast i Mellemøsten. Vi har ikke indflydelse til at diktere, ej heller til at støbe resultatet i henhold til vores interesser. Supermagten kan ikke løse cirklens kvadratur. Men det betyder ikke, at vi ikke kan styre udviklingens gang, og det er det, John Kerry prøver,« siger Aaron David Miller fra tænketanken Wilson Center, der har været mellemøstrådgiver for seks amerikanske præsidenter.
Udenrigsminister Kerry har fra sin første dag på jobbet engageret sig direkte og personligt i et væld af konfliktløsninger i Mellemøsten.
Efter aftale med Obama har udenrigsministeren endog påtaget sig at være den ledende internationale kraft bag indgåelsen af en ny klimatraktat i Paris i 2015. Kerry har lang erfaring med klimapolitik. Han arbejdede sammen med Al Gore i Senatet i slutningen af 1980’erne og deltog i det første miljøtopmøde i Rio de Janeiro i 1992.
Anden stil
Den nye udenrigsministers stil adskiller sig skarpt fra Hillary Clintons.
»Først nu er det muligt at vurdere Hillary Clintons embedsperiode. Kerry er så frenetisk i sine aktiviteter og gaber over så mange emner, at hans forgænger nu pludselig virker mindre engageret, end hun kunne have været,« siger Traub.
Men det er dog ikke helt fair mod Clinton, tilføjer Foreign Policy-kommentatoren.
»I det første år brækkede hun en arm, hun havde et vanskeligt forhold til sin tidligere politiske rival i Det Hvide Hus og fik besked om at holde sig væk fra Mellemøsten, Afghanistan og Pakistan. I stedet udnævntes særlige udsendinge til at håndtere disse konfliktområder,« påpeger Traub. Hertil skal lægges, at Hillary Clinton kan have næret ambitioner om et comeback som præsidentkandidat i 2016 og måske ikke havde et ønske om at påtage sig opgaver, der kunne trække fra i den samlede regning, hvis de mislykkedes.
»Hvorfor beskæftige sig med konflikter, som i Obamas første embedsperiode alle lignende potentielle fiaskoer,« spørger Aaron David Miller.
»I den anden embedsperiode er omstændighederne ændret. Iran er kommet til forhandlingsbordet, fordi de økonomiske sanktioner er begyndt at gøre virkeligt ondt. Og så længe USA leder de hemmelige forhandlinger, og hverken Israel eller palæstinenserne tager ejerskab, er det okay med Mahmoud Abbas og Benjamin Netanyahu.«
Aaron David Miller var indtil for ganske nylig overbevist om, at Kerrys bestræbelser på at få israelerne og palæstinenserne til at enes om at udstikke en rammeaftale for lanceringen af forhandlingerne om en afsluttende fredsaftale var et omsonst ærinde. Men det er mellemøsteksperten ikke længere.
»Kerry skal nok få det papir ud af de to parter. Det afgørende spørgsmål er, om Abbas og Netanyahu er indstillede på at forvandle de amerikanske aspirationer udtrykt i rammeaftalen til virkelighed,« siger han.
Ny køreplan
Et andet og måske mere presserende spørgsmål er, hvorvidt en ny køreplan for fred mellem Israel, palæstinenserne og de arabiske lande vil have nogen som helst effekt på den aktuelle kaotiske situation i Mellemøsten.
Det er Kerry imidlertid overbevist om. I et interview i magasinet Atlantic Monthly i december sidste år pegede han på, at succes på to områder – Iran og den israelsk-palæstinensiske konflikt – »kan ændre hele Mellemøsten radikalt«.
»Blot en fredsaftale ville ændre dynamikken i hele regionen. Tænk på, at 35 islamiske lande og 22 arabiske lande ville anerkende staten Israel … Det er ligesom Dayton-aftalen efter krigene i Eksjugoslavien og fredsaftalen i Paris om Vietnam. Man bliver nødt til at sætte sig ned og tale og få sat gang i tingene«, sagde Kerry.
Men Kerrys optimistiske syn på de vidtrækkende konsekvenser af en fredsaftale i Jerusalem deles ikke af mange i regionen.
»Der foreligger ikke noget bevis for en dynamisk sammenhæng her. Kerry kan næppe tro, at Iran vil være mere villig til at indgå en atomaftale, blot fordi Israel har lavet fred med palæstinenserne, eller at Egypten vil blive demokratisk igen, eller at det vil bidrage til fred i Syrien. En fredsaftale er ikke nøglen til stabilitet i regionen lige nu,« mener Aaron David Miller fra Wilson Center i Washington, D.C.
Idealist og interventionist
Men ideen er typisk for John Kerrys idealistiske tilgang til verdensdiplomatiet, hvor mænd i jakkesæt kan ændre begivenhedernes gang ene og alene ved at sætte sig omkring et bord til langt ud på natten og lave aftaler.
»Vi lever i en verden, som minder om det 18. og 19. århundrede; det er ikke længere et spørgsmål om at tænke i magtbalance, som Henry Kissinger gjorde (på baggrund af Bismarcks og Metternichs magtpolitik i Europa i tiden op til Første Verdenskrig),« siger han til Atlantic Monthly.
»Kerry er overbevist om, at USA stadig er den uundværlige nation, der kan få andre lande til at makke ret. Han er den liberale interventionist,« siger James Traub.
Men den amerikanske udenrigsministers problem er, at hans chef i Det Hvide Hus har været ekstrem utilbøjelig til at rasle med sablen for at få andre lande til at bøje sig for USA’s vilje.
Denne spænding mellem Obamas og Kerrys opfattelse af amerikansk magt kom klarest til udtryk i forbindelse med Assad-styrets brug af kemiske våben mod kvarterer kontrolleret af væbnede oprørere i Damaskus i august sidste år.
Her slog Kerry til lyd for en militær straffeekspedition, som skulle ødelægge Syriens kemiske våbenlagre. Men han blev hurtigt dementeret af præsidenten. Obama ville dele ansvaret for den risikable militære mission med de folkevalgte politikere og sendte derfor sorteper videre til Kongressen, hvor der snart viste sig at være flertal imod et bombeangreb.
Det vides ikke, i hvilken udstrækning Kerry deler Obamas ekstremt forsigtige tilgang til borgerkrigen i Syrien. Udenrigsministeren skal ifølge Atlantic Monthly sidste sommer have presset på for at sikre leveringen af våben til den Frie Syriske Hær, der var blevet forsinket.
Blandt liberale interventionister i det demokratiske parti og nykonservative i det republikanske parti hersker der dyb frustration over, at præsidenten har afstået fra en mere direkte intervention i Syrien på vegne af den moderate opposition.
»Vi ved naturligvis ikke, hvad resultatet ville have været. Men det ville i hvert fald have været bedre at prøve en mere interventionistisk linje end den situation, vi står med i dag,« siger James Traub fra Foreign Policy Magazine.
Omkring Israel-Palæstina-problemet mangler der blot at oplyse. Samtidig med at udenrigsminister John Kerry rejste hjem fra Israel forleden dag, fastholdt han igen og igen at det hele hans bestræbelser for en 2-stats-løsning var en succes.
Og samtidig meddelte Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, at Israel ville fejre det med at etablere 272 nye beboelser på besat område samt et ikke-oplyst antal i Øst-Jerusalem.
Men det var vel egentlig også forventeligt, for det stopper jo forhandlingerne.
Hold da helt ferie, hvor kan man skrive meget amerikansk eftersnakkeri indhyllet i parfumeret tåge i blot en enkelt artikel!
Jeg hætter mig især ved ét udsagn, der skriger til himlen: at den syriske regering som bekendt og det ved vi jo alle, og 'det er jo ganske vist...', som salig forfatter til opbyggelige røverhistorier, H.C. Andersen skrev, at den syriske regering gassede sine egne borgere mod AL logik og interesse. Nej, Martin Burcharth, det er på ingen måde ganske vist! Lystløgneren Kerry stillede sig simpelthen op og gjorde det, han både holdt af og var bestilt til: at lyve så vandet drev. Og han regnede endnu en gang med, at bare man gentager en løgn igen-igen-igen, og blot ignorerer alle forespørgsler om at fremlægge beviser, ja så ville Imperiet endnu en gang slippe afsted med et overfald på et land, som nægtede at underkaste sig.
Jeg ved ikke, om du bemærkede, Martin Burkharth - nej det gjorde du sikkert ikke - men vi er et par stykker i den vestlige verden og især i resten af verden, der konstaterede, at amerikansk neo-imperialisme ikke just kørte på skinner i Syrien, og at mr. Krigsliderlighed-Kerry og hans stab måtte luske af med halen mellem benene. De fik simpelthen bank af en af de små i skolegården, som de ellers plejede at tæve ihjel uden modstand.
Så nu lyver lystløgnerne og staben videre for at dække over dette ansigtstab. Syrien skulle efter planen blot være en sten på vejen til en krig mod Iran, og videre igen mod Kina og Rusland. En sten på vejen sparker man blot til ...
Det er helt hen i skoven at fremstille en type som Kerry som en 'mand der vil løse konflikter'. Stod det til ham og hans Skull-&-Bones-slæng og deres zionistvenner, så var vi allerede ude i WW3. Det er sikkert også forbigået din næse, Martin Burkharth, at en storkrig mod Iran var (er?) en sikker udløser af Ragnarok. Men du har bare hoppet i stolen og rakt hånden i vejret med et 'hr. lærer må jeg ikke få lov til at snakke imperialisterne efter munden, og ja, jeg skal nok lade være med at spørge om det-og-det'.
Det er uden tvivl også forbigået din næse, at det for længst at kommet ud af 'hestens mund', hvad der er agendaen. Et eksempel blandt mange: den topplacerede general, Wesley Clarke, fremvise med store betænkeligheder og direkte afstandtagen et dokument for åben skærm, hvor Donald Rumsfeld efter et møde i forsvarsministeriet røbede, at det var planen at smadre 7 lande i Mellemøsten på 5 år, og Syrien var bare et af dem. Irak var bare starten. Den er det, som den anden lystløgner, George Bush, kaldte for at 'bringe demokrati til Mellemøsten'.
Efterlysning: journalister med egentlig indsigt i historie og geopolitik, mod til med den ballast at beskrive virkeligheden og en redaktion, der har nosser til at backe det op.
Gert Romme,
Det er faktisk sådan, at hver gang, Kerry forlader Israel, offentliggøres der planer om oprettelsen af nye israelske kolonier på palæstinensisk jord.
Her er der noget mindre benovenhed over den amerikanske udenrigsminister: http://www.independent.co.uk/voices/comment/now-its-middle-eastern-regim...
John Kerry virker som en overoptimistisk snurretop, der giver indtryk af at være tæt på det sensationelle, mens alle omkring ham viser gode miner til slet spil, og griner lidt i skægget, når han er rejst. Han minder lidt om Per Stig Møller i en maxi-udgave. Chefen lader ham fjolle rundt, men tager ham ikke alvorligt.
Selvom men kunne ønske, at han var så tæt på målet, som han fabler om.
For at underbygge Matthias H.s kl.17:08 helt forståelige skuffelse over Martin B.s journalistiske forfald og derfor vrede indlæg, skal jeg henvise til den undersøgende journalist Robert Parry's veldokumenterede blotlæggelser af, hvordan Martin B. tilsyneladende har ladet sig reducere til en brik i i det USA'nske, åh så akademiske, sofistikerede militær-politiske propaganda-apparat, når han ukritisk kan finde på at skrive:
"... i forbindelse med Assad-styrets brug af kemiske våben mod kvarterer kontrolleret af væbnede oprørere i Damaskus i august sidste år":
Først en artikel fra 13/12-13:
'NYT Backs Off Its Syria-Sarin Analysis'.
For months, the “slam-dunk” evidence “proving” Syrian government guilt in the Aug. 21 Sarin attack near Damascus was a “vector analysis” pushed by the New York Times showing where the rockets supposedly were launched. But the Times now grudgingly admits its analysis was flawed:
http://consortiumnews.com/2013/12/29/nyt-backs-off-its-syria-sarin-analy...
Og fra 'bunden' af denne artikel kan man komme videre:
For more details on this issue, see Consortiumnews.com’s “NYT Replays Its Iraq Fiasco in Syria.” For more of our early reporting on the Syrian chemical weapons attack, see: “A Dodgy Dossier on Syrian War”; “Murky Clues From UN’s Syria Report”; “Obama Still Withholds Syria Evidence”; “How US Pressure Bends UN Agencies”; “Fixing Intel Around the Syria Policy.”
Med venlig hilsen
Suk - endnu et...
Åbenbart lang vej inden vestlige informationsorganer begynder at tage den internationale spændte situation - journalistisk seriøst og dybdegående nok. Hvilket tvinger søgende og undrende mennesker at søge nye veje og internet-aviser.
Men jeg vil anbefale at man laver en kop kaffe og læser RT's interview (tale fra) Ruslands udenrigsminister Sergey Lavrov
http://rt.com/politics/official-word/lavrov-syria-geneva-ukraine-746/
Det kan ligefrem virke beroligende -og med en vis form for håb for regionen.
USA har mistet 120% af sin internationale troværdighed - og de spæde propaganda pip, virker uden bund. og uden lyst til at turde/ville åbne øjnene.
Matthias Hansson: "Efterlysning: journalister med egentlig indsigt i historie og geopolitik, mod til med den ballast at beskrive virkeligheden og en redaktion, der har nosser til at backe det op."
Dette er helt rigtigt, det ved jeg, da det er mig, som har lavet den stor politiske plan.
Er det ikke spil for galleriet det hele ? Slyngelnationerne USA og Israel ønsker jo ikke fred. Det er så længe siden, at de har oplevet fred, at de ikke mere ved, hvad det er. For dem er fred, at de med vold og magt får deres vilje. Israels handlinger viser med al tydelighed, at de vil have det hele - palæstinenserne er de ligeglade med, regner dem nærmest for undermennesker og ser dem i øvrigt helst udryddet. Og de skal nok også få det hele vha. storebror USA og alle de lande, der slikker USA et vist sted. Og her er vi jo stolte førsteslikkere ! Det bar' dejligt at være dansker, ik ?
citat
"Kerry har allerede i kraft af sit aktivistiske diplomati skaffet konkrete resultater på bordet: Syriens regering er gået med til at udlevere sit kemiske våbenarsenal, Iran har accepteret at forhandle om en begrænsning af dets atomprogram til civile formål, Afghanistans præsident er enedes med USA om en sikkerhedspagt mellem 2014 og 2024. Og endelig er Israel og de palæstinensiske myndigheder tæt på at starte formelle forhandlinger om en afsluttende fredsaftale."
1. "Syriens regering er gået med til udlevere sit kemiske våbenarsenal"
Dette er ikke en følge af Kerrys aktiviteter. Tværtimod var det jo Obama som blev reddet af russerne, da han havde truet med at bombe Syrien (sådan fremstilles det simplistisk i pressen) - og tilsyneladende var ved at blive fanget af retorikken og propagandaløgnene om regimets brug af kemiske våben. Se f. eks. kommentarer ovenfor som henviser til Robert Parrys dokumentation på consortiumnews.com. I sig selv betyder det intet - USA fortsætter med at støtte Israels langsigtede planer om at splitte og ødelægge Irak, Syrien og Iran først og fremmest. Det sørger den magtfulde Israelske lobby for. Men den lobby vil Martin Burcharth ikke omtale i sine artikler har jeg bemærket gennem mange år! Gør man ham opmærksom på det bliver han ret irriteret over at blive konfronteret med sin ensidige fremstilling af sagerne på Israels præmisser.
2.Iran har ikke villet bøje sig for boykot og vil aldrig bøje sig for en kujonerende stormagt, som vil gennemtrumfe en boykot og ødelæggelse af landet baseret på Israels store propagandanummer om Irans "atomprogram" som det tvetydigt bliver kaldt i vestlige pressemeddelelser. Men hvis Irans interesser i en legitim berigelse af uran til atomkraft kan tilgodeses vil landet gerne "forhandle" . Det har altid været Irans udgangspunkt og landet har mange gange prøvet at få en dialog i gang - men er indtil nu blevet afvist mage gange - på gr. a. den israelske lobbys magt over amerikansk Mellemøstenpoltik. Se mange fremragende artikler på www.wbeeman.com gennem årene om netop Iran. Så det er Obama der nu har ændret holdning til problemerne - og som møder voldsom modstand i Kongressen, hvor den israelske lobby i dag har mønstret 50 senatorers offentlige støtte til forslag om yderligere stramninger overfor Iran. 52 senatorer skulle være nok til flertal. For et par dage siden var der 49 senatorer bag forslagene så det går fremad for Israel!
3. Afghanistan er jo tabt - det siger mange andre indsigtsfulde kommentatorer - John Mearsheimer f. eks. Der er kun tale om window dressing her med den "nye pagt".
4. Der bliver ikke nogen ny palæstinensisk stat - igen som følge af den israelske lobbys voldsomme magt over politikere og presse. Se her: http://mearsheimer.uchicago.edu/pdfs/PalestineFuture.pdf
Her er en gennemgang af de foreløbigt 4 tilfælde hvor Obama frem til 2012 måtte se sig ydmyget af Israel og dets femtekolonne i USA. Men det aspekt kan Burcharth jo som sagt ikke lide at omtale...
3.
Kerry var i Saudi Arabien i sidste uge, hvor han omtalte al-Qaeda som regionens "mest farlige spiller". Han glemte ellers at tage op med sine saudiske venner, at det er deres - og US - våben, som ender i hænderne hos al-Qaeda-grupper, ligesom USA for længst har konstateret, at Saudi Arabien direkte støtter al-Qaeda. Disse grupper er ikke kun ved at destabilisere Syrien (med afgørende US/Saudi støtte), men også Irak - som den irakiske regime for nyligt konstaterede. Men Kerry lovede mere støtte til Irak for at bekæmpe al-Qaeda, som vi også støtter.
http://www.informationclearinghouse.info/article37323.htm