Baggrund
Læsetid: 5 min.

Måske er det Frankrig som har brug for Afrika?

Der er forbavsende lidt diskussion i Frankrig om landets militære indsats i Den Centralafrikanske Republik. Indsatsen tager sig umiddel-bart ud som en redningsaktion for en befolkning i overhængende fare for folkemord, men hvad er Frankrigs egentlige interesse i at komme sin gamle koloni til hjælp?
Frankrigs præsident Hollande deltager i mindehøjtideligheden for en fransk soldat, dræbt i landets mission i Den Centralafrikanske Republik. Hollande har ikke brudt med en lang fransk tradition for interventioner i Afrika.

Yoan Valat

Udland
11. januar 2014

Da Frankrig i december sendte 1.600 soldater til den Centralafrikanske Republik (CAR) til støtte for den afrikanskledede støttemission til den Centralafrikanske Republik, MISCA, fik det ganske vist et FN-mandat, men kun et særdeles vagt samtykke fra sine europæiske partnere. Til gengæld var der praktisk talt ingen diskussion om berettigelsen af en intervention internt Frankrig. Et stort set enigt parlament bakkede op om en »nobel og retfærdig sag i overensstemmelse med republikkens værdier«, som Christian Jacob fra oppositionspartiet UMP formulerede det.

Endnu engang – og for anden gang på et år efter, at Frankrig intervenerede i Mali i januar 2013 – trådte Frankrig ind i en konflikt i rollen som ’Afrikas politibetjent’, denne gang i CAR, der er gået fra kaos til kaos siden uafhængigheden fra Frankrig i 1960. Frankrig trådte til, efter at både chefen for USA’s Afrikasekretariat, Robert Jackson, den franske udenrigsminister, Laurant Fabius, og FN’s specialrådgiver for forebyggelse af folkemord, Adama Dieng, havde advaret om, at der var overhængende risiko for folkemord i CAR. Og hvem andre end Frankrig – den tidligere koloniherre – mobiliserede i nødens stund sine tropper og forsøger i øjeblikket at få situationen i CAR under kontrol.

Gensidig afhængighed

Men det er ikke kun for de centralafrikanske indvåneres brune øjnes skyld, at den tidligere koloniherre skrider ind, mener historikeren Jean-Pierre Bat, der er ekspert i Frankrigs postkoloniale historie i Afrika.

»Frankrig har fortsat et tæt knyttet net af geopolitiske og kommercielle interesser i Den Centralafrikanske Republik, som de andre europæiske lande slet ikke har på samme måde,« konstaterer han.

Han peger på, at Frankrig i dag ikke længere agerer som ’storebror’ i Afrika, snarere som partner. Men det var ellers som storebror, det startede.

»De Gaulles specialrådgiver i afrikanske anliggender, Jacques Foccard, etablerede det postkoloniale Frankrig med Frankrig som storebror og de nye stater som republikkens mindre søskende,« forklarer Bat.

»Der skulle skabes et politisk, økonomisk og kulturelt fransk-afrikansk fællesskab, senere kaldet ’Francafrique’, et udtryk, der senere blev forhadt på grund af de mange korruptionsskandaler. Var man med i Francafrique, fik man udviklingsstøtte, men ikke mindst hemmelige aftaler om militær støtte i tilfælde af ydre angreb, men også indre opstand.«

Jean-Pierre Bat betegner dette gensidige afhængighedsforhold som ’Foccardsyndromet’, og det gennemsyrer den dag i dag Frankrigs politik i forhold til Afrika.

»Frankrig har stadig verdens næststørste diplomati, hvor den personlige kontakt er altafgørende. Det, der førhen skulle holdes stand imod, var kommunistisk og angelsaksisk indflydelse. Nu bruges det blot på en anden måde. Efter muren er faldet, handler det mere om at bruge denne del af Afrika som et udenrigspolitisk kort i en globaliseret verden med en stor fransktalende befolkning.«

I Den Centralafrikanske Republik udviklede Foccardsyndromet sig til tragisk barok og parodi på sig selv. Skrækeksemplet er CAR’s Kejser Bokassa, der med fransk støtte blev diktator fra 1966 og endte som ukontrollerbar galning, der kejserkronede sig selv, for så i 1979 at blive afsat ved en fransk militærintervention på præsident Giscard d’Estaings initiativ. Men historien sluttede ikke dér. Fra sit eksil på Elfenbenkysten, sørgede Bokassa for, at der blev lækket en historie om en stor personlig diamantgave til Giscard d’Estaing. Det blev til ’Diamantsagen’, der fik afgørende betydning for, at Giscard d’Estaing tabte præsidentvalget til sin socialistiske rival, François Mitterrand, i 1981.

Afrikapolitikken er det franske præsidentembedes manddomsprøve, og det ved alle franske politikere, hævder Jean-Pierre Bat. Det forklarer den overraskende konsensus om Afrikapolitikken.

»Man er ikke politiker i Frankrig, hvis ikke man forstår det. Se blot François Hollande, han manglede totalt autoritet som præsident i franskmændenes øjne indtil interventionen i Mali.«

Også Mitterrand blev indfanget af Foccardsyndromet.

Han udpegede sin egen søn, Jean-Christophe Mitterrand, til sin rådgiver på Afrikaområdet for at kunne sætte sin egen dagsorden. Resultatet blev en række korruptions- og våbenhandelsskandaler, som kom for dagens lys i 90’erne. At der også strømmede penge til Mitterrands præsidentkampagner fra olieselskabet Elf – det senere Total – der havde store interesser i Afrika, er del af den fortsatte saga.

Hollande fortsætter tradition

Efter Murens Fald i 1989 betingede Mitterrand Frankrigs støtte til de tidligere kolonier med demokratiseringsprocesser. Blandingen af de to elementer, på den ene side at kræve demokrati, men alligevel at forsøge at styrke visse parter i en konflikt, fordi det var i Frankrigs interesse, skulle blive katastrofal, mener Jean-Joseph Boillot, der er professor i økonomi og medforfatter til bogen Chindiafrique, der analyserer Kina, Indien og Afrikas rolle i verden i dag.

»I Rwanda blandedes både indgriben og ikke-indgriben, og det førte til folkemordet. Dét, François Hollande skulle have lært af den historie, var at følge op på ideen om Afrikas selvstændighed. Men han gør det modsatte. Hollande fortsætter mere end nogensinde en kurs, hvor han styrker visse franske virksomheders særinteresser, i stedet for at tage sig af Afrikas selvstændige udvikling«.

Som eksempel giver Boillot, at Frankrig ikke engang er medlem af Initiativet for gennemsigtighed om naturlige ressourcer, IETI, der blev etableret i 2002. Det er ellers, forklarer, Boillot fundamentalt for Afrikas selvstændighed, som man kunne udnytte langt bedre. Kina og Indien behandler staterne i Afrika som selvstændige forretningspartnere, uden at søge at påvirke dem gennem militær eller politisk kontrol.

Ifølge Boillot er det nemlig ikke alene Frankrig, men hele Europa, der paradoksalt nok er på gale veje, når landene hver for sig forfølger sine individuelle kommercielle interesser i stedet for at skabe en fælles EU-politik med Afrika som handelspartner.

Rigdommen ikke under jorden

For ganske vist ligger store dele af Centralafrika geografisk set oven på oliekilder, diamant- og kobberminer og andre naturressourcer. Men den virkelige rigdom eller trussel ligger et andet sted.

»Der står snart en milliard afrikanere lige syd for Europa, og vi driver den helt forkerte politik. I Frankrig har man aldrig i højere grad end på det seneste afrikanske topmøde i Paris i december forfulgt ideen om Frankrigs særinteresser i Afrika. Man tager overhovedet ikke hensyn til Afrikas egne interesser. Dermed går man paradoksalt nok glip af den reelle gevinst, som kunne hentes ud af at have Afrika som selvstændig handelspartner.«

Det er Jean-Pierre Bat enig i:

»Centralafrikas rigdom ligger ikke længere nede i jorden. Den ligger ovenpå og udgøres af antallet af mennesker, man ud i fremtiden kunne handle med. Det er for eksempel mobiltelefoner. Når jeg er i CAR, fanger min mobil overalt. Det er virksomheder som Orange, der nu har interesser i området.«

Jean-Pierre Bat mener til gengæld, modsat Boillot, ikke, at Frankrigs indgriben i CAR i disse måneder er forfejlet. Det vigtigste er nemlig at få stabiliseret området, lige meget hvem der kommer til magten.

»Afrika er jo Frankrigs kort i globaliseringen. Frankrigs militære indsats går ud på overhovedet at bevare noget, der ligner en stat i CAR. Eller opstår der et ingenmandsland som i andre områder af Afrika. Og så er der jo ganske enkelt ikke nogen at handle med.«

 

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her