Læsetid: 6 min.

Mongoliets blå himmel er blevet grå

Hundredtusindvis af hyrder er søgt til Mongoliets hovedstad Ulan Bator på flugt fra hårde vintre og ørkendannelse og på jagt efter økonomiske muligheder. Her bor de i fattige teltbyer, og deres traditionelle levevis har gjort byen til verdens næstmest forurenede
’Hvis det ikke var for forureningen, ville vi ikke have noget at klage over,’ siger Undarmaa, hvis treårige barnebarn ofte har vejrtrækningsproblemer.

Martin Gøttske

3. januar 2014

En due giver med sin ene vinge Otgenbayar en velplaceret lussing på kinden. Den 37-årige mand står ubevægelig, mens virvaret af duer basker rundt om hans øren for at skaffe sig adgang til kornene i hans hænder.

»Det giver mig en smule fred at komme her og fodre duerne,« siger

Otgenbayar, der står foran Betup-templet i Mongoliets hovedstad, Ulan Bator. »Det giver mig tid til at tænke over livet her i byen og det liv, jeg havde tidligere.«

Otgenbayar var hyrde, men søgte til hovedstaden for lidt over tre år siden.

»Vi havde ikke andet valg,« konstaterer han.

I det seneste årti er Mongoliet blevet ramt af flere usædvanligt langvarige og barske vinterstorme. Det har haft katastrofale følger for landets hyrder og deres kreaturer. Også for Otgenbayar og hans familie. Næsten alle hans dyr døde i de første måneder af 2010. Køer, heste og får.

»Hvis man ikke har dyr, kan man ikke overleve uden for byen,« siger han. »Så vi tog vores telt og flyttede hertil.«

Otgenbayar havde en fætter i Ulan Bator, der skaffede ham arbejde på en byggeplads.

»Vi har været heldige. Vi har mange flere penge i dag, og de har flere muligheder i byen end ude på græsmarkerne,« siger han og peger på sin datter og søn, som han lige har givet en pose korn mere, som de kaster ud til duerne.

Otgenbayar savner dog noget fra sit liv som hyrde:

»Stilheden og den blå himmel,« siger han.

Og der er særligt én ting, han har svært ved at vænne sig til i byen: forureningen.

Det paradoksale er, at Otgenbayar, der efter eget udsagn har forsøgt at leve i pagt med naturen, nu er medvirkende til Ulan Bators voldsomme forurening. Mongoliet er kendt for sin klare blå himmel, men i hovedstaden er himlen grå, og smoggen ligger tungt over byen. Forureningen her er langt værre end i nabolandet Kinas hovedstad, Beijing, hvor den massive smog jævnligt påkalder sig overskrifter i alverdens aviser. Ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO er Ulan Bator verdens næstmest forurenede by, kun overgået af iranske Ahvaz. Men årsagen til forureningen i Ulan Bator er unik. Smoggen skyldes ikke røg fra fabrikker, som der er ganske få af her, og selv om der er sket en stor stigning i antallet af biler i byen, er det heller ikke den primære årsag. Den største kilde til forurening er en konsekvens af hastig urbanisering i kombination med den traditionelle kultur, hyrder som Otgenbayar har taget med sig til byen.

Katastrofal forurening

I de seneste to årtier er omtrent 700.000 mongoler – overvejende hyrder – flyttet fra de vidtstrakte stepper til hovedstaden, og langt hovedparten af dem har slået sig ned i udkanten af byen i deres traditionelle runde telte – kaldet ger. Om vinteren i Ulan Bator – verdens koldeste hovedstad, hvor temperaturerne kan komme helt ned på minus 40 grader – kommer 60-70 procent af byens forurening fra de gammeldags kakkelovne, som opvarmer teltene. For at overleve de brutale vintre fyrer de tidligere hyrder med kul, træ og affald i ovnene. Og det gør, at partikelforureningen i byen er seks-syv gange højere end WHO’s mindst strikse grænseværdier. Ifølge en undersøgelse fra Simon Fraser University i Canada er konsekvensen, at mindst hver tiende dødsfald sker på grund af partikelforureningen.

Ulan Bators sundhedsmyndigheder advarer om, at der er sket en drastisk stigning i antallet af børn med medfødte sygdomme og i antallet af patienter med vejrtrækningsproblemer.

Hårdest ramt er tilflytterne i de fattigere ger-distrikter, hvor over halvdelen af byens 1,2 mio. indbyggere bor. Her er forureningsniveauet ofte dobbelt så højt som i andre dele af byen. Mongoliets præsident, Tsakhiagiin Elbegdorj, har betegnet forureningen og truslen mod befolkningens helbred som en »katastrofe«.

»Vi ved, det forurener, men vi ville ikke kunne overleve, hvis vi ikke brugte vores ovn,« siger Undarmaa, en kvinde i slutningen af 40’erne, som kom til Ulan Bator med sin familie for fire år siden.

Hun bor i sit telt i bakkerne lige nord for centrum af hovedstaden sammen med sin mand, to voksne døtre og barnebarnet Enkhtaivan på tre. Midt i teltet står kakkelovnen med en blikskorsten, der stikker ud af teltets top. Jorden i teltet er dækket af gulvtæpper. Der er en sofa og senge. Familien er blandt de heldige, der har adgang til elektricitet. De har derfor også et køleskab og et lille fjernsyn. Vand henter de 10 minutters gang fra teltet.

Hurtige klimaændringer

De mongolske hyrder har boet i disse transportable telte i århundreder. De har hurtigt kunnet pakke dem sammen og rejse til bedre græsningsarealer på landets enorme stepper. Men nu bor mange af dem permanent her i udkanten af Ulan Bator. Mens flere er kommet hertil efter de hårde vintre, er mange andre som Undarmaa og hendes familie blevet tvunget væk fra deres græsmarker på grund af ørkendannelse – forårsaget af klimaforandringer og overgræsning. FN vurderer, at op mod 90 procent af landet, der er næsten lige så stort som Vesteuropa og kun har 3 mio. indbyggere, nu er dækket af skrøbelig tør jord. Ørkenvandring får Gobi-ørkenen til at udvide sig med 10.000 kvadratkilometer om året, og landets regering har sagt, at Mongoliet formentlig mærker effekten af de globale klimaændringer »langt hurtigere end noget andet sted i verden«. De seneste 70 år er Mongoliets gennemsnitstemperatur steget med 2,14 grader – langt mere end det globale gennemsnit.

»Der var ikke mere mad til dyrene,« siger Undarmaa om årsagen til, at hun og hendes familie flyttede til byen. »Der var ikke mere græs. Miljøet kunne ikke holde til os.«

Her i Ulan Bator er det familien, der næsten ikke kan holde til miljøet. »Forureningen er blevet værre,« fortæller Undarmaa.

Hun peger på barnebarnet og siger:

»Hun bliver hele tiden syg og har vejrtrækningsproblemer.«

Treårige Enkhtaivan bliver så vidt muligt holdt inde i teltet. Når hun skal udenfor, binder de et halstørklæde om hendes mund og næse i håb om at skåne hende fra den værste forurening.

»Hun ville ikke have de problemer, hvis vi stadig levede ude på græsmarkerne,« siger Undarmaa. »Men nu er vores liv her.«

Undarmaa tjener nu penge ved at gøre rent hos en sydkoreansk familie i centrum af byen. Hendes to døtre arbejder i en skønhedssalon. Og manden er på en byggeplads. »Hvis det ikke var for forureningen, ville vi ikke have noget at klage over,« siger hun.

Mælk til himlen

Flere af tilflytterne søger mod traditionen i desperation over de problemer, forureningen påfører deres familier. En af dem er den 35-årige mand Ganbold, som er i færd med at ofre en liter langtidsholdbar mælk til himmel og jord.

»Jeg gør det for min datters helbreds skyld,« siger han om det shamanistiske ritual.

Han står på toppen af en bakke, hælder mælken op i en lille kop og kaster den op i luften, mens han går rundt om en stenhøj og mumler sin bøn. Duerne, der sidder på stenene, bliver også plasket til med mælk og ryster deres fjer.

Ganbolds femårige datter har astma. Han er sikker på, at det skyldes forureningen.

»Vi kan ikke selv beskytte hende,« siger faren. »Så jeg beder til, at andre kan.«

Ganbold har boet i Ulan Bator i seks år. Han vil ikke tilbage til græsmarkerne, men vil gerne væk fra teltområdet og ind i centrum af byen. Fra toppen af bakken har han udsigt over hovedstaden og dens store kontraster, som kun er blevet større siden 1990, da Mongoliet ophørte med at være en sovjetisk satellitstat og blev demokratisk.

På den ene side af bakken er der udsigt til et ger-distrikt med telte og røg fra skorstene. Her er vejene en blanding af jord og is, og det er de færreste telte, som har adgang til elektricitet, rindende vand, kloakker og centralvarme. Indbyggerne her bruger op mod 40 pct. af deres indkomst på træ eller kul til at opvarme deres telte. På den anden side af bakken ligger boligblokke fra sovjettiden. De er faldefærdige, men lejlighederne dér har den eftertragtede centralvarme. Bag boligblokkene ligger hovedstadens centrum med skinnende højhuse, det tydeligste tegn på den hastige økonomiske vækst, som Mongoliet nyder godt af takket været dets store mængde råstoffer. I området omkring den centrale Sukhbaatar-plads, hvor der indtil for nylig stod en statue af Lenin, er der nu luksusshoppingcentre og dyre biler på vejen.

»Herude mærker vi ikke så meget til den økonomiske vækst,« siger Ganbold, der for tiden er arbejdsløs. »Jeg håber, vi kan få flere penge og finde en måde at beskytte vores børn på.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Hvolbæk
Jens Hvolbæk anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu