Læsetid: 11 min.

Det her er ikke deres normale liv, slet ikke

’Hvorfor er Afrika det eneste kontinent i verden, hvor man ikke kan finde ud af at holde fred? Der er gået 50 år siden afkolonialiseringen, og vi smadrer det hele selv. Hvorfor?’ spørger UNHCR’s nye chef i Cameroun, der stammer fra Mali. Forfatteren Peder Frederik Jensen skriver fra Cameroun, der huser flygtninge i tusindvis, som kommer fra den krigshærgede, dysfunktionelle Centralafrikanske Republik
Flygtninge foran deres telte i en flygtningelejr i Bissangoa 300 kilometer nord for hovedstaden i Den Centralafrikanske Republik, Bangui. En blodig borgerkrig har drevet over 700.000 mennesker på flugt internt i landet. Foto: Matthieu Alexandre

Flygtninge foran deres telte i en flygtningelejr i Bissangoa 300 kilometer nord for hovedstaden i Den Centralafrikanske Republik, Bangui. En blodig borgerkrig har drevet over 700.000 mennesker på flugt internt i landet. Foto: Matthieu Alexandre

6. januar 2014

Flygtningelejren Giwe ligger i en rydning i bushen. Strækker sig over det kuperede landskab i det østlige Cameroun. Det er sidst på eftermiddagen. Folk er ved at gøre klar til aftenen. De henter vand ved brønden, en flok børn og teenagere står ved pumpen og pjatter. De yngste leger. En mand kommer hen mod bilen. Han er velklædt. Han hilser os velkommen, og Hamdiata Dialo spørger til hans velbefindende. Om der er noget, han mangler?

Manden slår ud med armene. Det er der naturligvis. Et hjem f.eks. eller fred i den Centralafrikanske Republik (CAR), som han stammer fra. Som de fleste i denne lejr er han fra Bangui – hovedstaden i CAR – og er derfor ikke vant til et liv på landet.

Så hvad savner man? Uddannelses- og arbejdsmuligheder for sine børn. Et velfungerende demokrati, sundhed, en verden uden den altødelæggende korruption.

Sandsynligvis, men manden slår bare ud med armene og smiler.

»Vi mangler tæpper,« siger han.

Nætterne er kølige, og man sover på den bare jord.

De mangler også de papirer, der afgør, om de må rejse videre, eller om de skal blive her i lejren og leve på et minimum med mad og andre fornødenheder udleveret af FN’s Flygtningeorganisation (UNHCR). De har også en smule landbrug, men det er de som byboer ikke helt kvalificerede til at dyrke. Folk taler om Canada som det forjættede land.

Hamdiata nikker og lytter. Han er min oppasser og tolk. Vi kommer fra Garoua-Boulaï, den nordlige grænseovergang til CAR. På vejen har vi besøgt nogle af de godt 300 samfund i regionen. Mennesker, der gennem årene er flygtet fra deres ustabile hjemland.

Siden marts 2013 er antallet forøget, efter præsident Michel Djotodias voldelige magtovertagelse i CAR – det seneste i rækken af kup, der har hjemsøgt og præget landet siden løsrivelsen fra Frankrig i 1960. Siden Jean-Bédel Bokassa, en af de mest berygtede diktatorer i det postkoloniale Afrika, med præsident de Gaulles og Frankrigs velsignelse tog magten i 1965 og derved blev den første i en række af magthavere uden den store interesse i demokrati. Bokassa var mere optaget af at købe huse og slotte i Europa, at bygge paladser, at myrde og undertrykke sin befolkning, udplyndre staten og af seksuelle eskapader og kannibalisme. Meget tyder på, at han åd sine fjender, at det gennem årene lykkedes ham at servere menneskekød for de europæiske dignitarer, der besøgte landet. Da manden endelig blev afsat, fandt man således liget af en myrdet matematiklærer, delvist parteret, i en fryser i hans private hjem.

Gennem årene har man forsøgt at indføre parlamentarisme adskillige gange, men hver gang det lykkes at få gennemført et valg, går der kun få år, før en ny opstand afsætter den folkevalgte og indsætter en ny despot.

Alt dette fungerer som en slags bagtæppe for mit besøg. De mennesker, der lever ude i bushen, er ikke historiske ofre. De er ikke et vedhæng til katastrofen ’dernede i Afrika’. De er mennesker, der savner et værdigt liv, drømmer om at komme til storbyerne og uddanne sig. Folk, der lever under urimelige vilkår. Få drømmer om at komme hjem til CAR. Landet er kaput, siger man bare og ryster på hovedet.

Det har taget sin tid at slippe igennem til UNHCR. En misforståelse et sted i organisationen har problematiseret min adgang til de hellige haller. Da jeg ankom til dens regionshovedkvarter i Bertoua, nåede jeg ikke længere end til vagten. Jeg sad i skyggen på en plasticstol og ventede, mens mine papirer og et brev fra Udenrigsministeriet var inde og vende hos den ansvarlige repræsentant, der så ikke mente, at hun kunne modtage mig. Men tværtimod understregede, at jeg skulle have et brev fra hovedstaden, der forklarede mit ønske og årsagen til mit besøg. Med andre ord: Kvinden, som jeg i forvejen havde skrevet til to gange, havde ikke i sinde at afse så meget som ét minut af sin dyrebare tid på at tale med mig.

Hun skulle altså have tilladelse fra hovedstaden.

Jeg havde faktisk styr på formalia. Jeg havde skrevet til UNHCR i Cameroun og det skandinaviske kontor i Stockholm flere uger i forvejen, jeg havde ført telefonsamtaler og holdt et møde med organisationens kommunikationsdelegerede i Yaundé, hovedstaden i Cameroun, men hun havde ikke rigtigt taget ansvar for mit ophold, havde ikke involveret de øverste ansvarlige, og uden deres velsignelse når man ikke længere end til vagten. Uden chefens vidende er man blot en besynderlig og uforståelig blanche (hvid, red.), der kommer anstigende med sine krav.

Der gik tre dage, hvor den bureaukratiske stilhed herskede. Jeg blev nødt til at trække i nogle tråde. Den tidligere danske konsul gennem 40 år, Hans Winther Nielsen, hjalp mig.

Fra mit telefonopkald til monsieur Nielsen og til et møde var kommet i stand, gik der under én time. Jeg fik en opringning fra landechefen, der undskyldte og forklarede – jeg nikkede bare og tænkte mit.

Jeg tog en knallerttaxa ud til UNHCR’s bygning. Regionschefen, en lidt fraværende mand, tilbød mig en bil næste morgen.

Han viste mig et kort over regionen, hvor små klistermærker markerede landsbyer og lejre. På hvert klistermærke stod der et tal. Alt i alt befinder der sig over 100.000 mennesker med flygtningestatus i Cameroun.

Mange bor ufremkommeligt, langt inde i bushen. Det besværliggør vores arbejde, fortalte han.

Han svedte og var fraværende. Det virkede, som om han længtes efter at ligge ned; som om han var syg.

Næste morgen kørte vi til Garoua-Boulaï, op til grænsen og retur.

Ved en forsamling hytter drejede vi pludselig fra.

Hytterne var runde og af strå. Vejen var ufremkommelig, og vi standsede ved en brønd, der udgjorde en slags centrum for det lille samfund. Hamdiata pegede på brønden, som han havde peget på en skole i Garoua-Boulaï, og som han ville pege på et betonfundament senere samme dag og sige: »sanitation«. Vi gik ned ad en sti, der førte ind i bushen. Husene lå spredt ud over et større område. De smalle stier forbandt hytterne med hinanden og med brønden. Lidt væk lå der to hytter med en mark foran. En kvinde høstede afgrøder med en machete. Hamdiata hilste, hun hilste igen, de udvekslede høfligheder, hendes ansigt var vanskabt, øjnene lå for langt inde i hovedet, og der var noget galt med proportionerne, som om hovedet var alt for lille til kroppen. Hun så på mig og svang macheten, mens Hamdiata fortsatte med at gå ned mod hytterne, så smilede hun og nikkede.

Ved hytten kom en gammel kone os i møde. Begge kvinder var traditionelt klædt: De havde farvestrålende dragter slynget om sig. Stoffet begyndte ved anklerne og sluttede over hovedet. Den gamles ansigt var furet som en pløjemark og hendes stemme skarp. De begyndte at konversere, og via Hamdiata, der tolkede fra fuoldou til fransk, fandt jeg ud af, at kvinden var flygtet fra sin egn, da Anti-Balaka (’anti-machete’, en kristen milits, der bl.a. består af tilhængere af den tidligere præsident François Bozizé, red.) havde angrebet landsbyen og slået mændene ihjel. Hendes mand var også blevet dræbt. Kvinden i marken og hun selv havde taget børnene og de få ejendele, de kunne få med sig, og havde krydset grænsen. Mens hun talte, bemærkede jeg de små ansigter, der tittede frem fra hytten, men som trak sig, sky og generte, når jeg kiggede derhen.

Da vi lidt efter kom hen til brønden, var vores bil blevet omringet af børn. Da de så mig, flygtede de alle skrigende ned ad vejen for så at komme snigende igen, indtil jeg med en håndbevægelse eller et skridt fremad imod dem igen satte gruppen i bevægelse.

Det lille samfund ved vejen var typisk for den muslimske gruppe af flygtninge. Man etablerer sig og ønsker ikke at vende hjem. Det er bønder og hyrder, der er vant til landbrug. Der dyrkede jorden, hvor de kom fra, og som dyrker jorden her.

Stregen, der deler de to lande, rører dem ikke. Det er mennesker, der lever primitivt og klarer sig, som man har gjort siden stenalderen. Der holder kvæg og laver mad over bål. De moderne brønde og skoler er positive tilføjelser. I det mindste brøndene.

Om børnene når at komme i skole, eller om de bliver holdt hjemme for at arbejde, kan Hamdiata ikke helt kan svare på, men da vi på et tidspunkt holder stille ved en skole, som UNHCR har bygget, kommer skolelederen hen til bilen.

Den lavstammede kvinde ser fantastisk ud. Hun ligner et creolsk festfyrværkeri.

»Jeg er vred«, siger hun og remser en række problemer op. Skolen er både for flygtninge og lokale, men flygtningene holder deres børn hjemme. Årsagen er vist økonomisk, men det lader til, at der er mange små problemer, kontroverser og sammenstød, som ligger og lurer, og da kvinden, som i øvrigt har et krøllet fipskæg og bærer en nougatfarvet turban med en lyslilla paryk under, igen forsvinder over til sit hus, og vi begynder at køre, kan jeg ikke få et klart svar på, hvor problemerne har deres udspring, og hvor de slutter.

Et godt bud er det postkoloniale sammenbrud. Den drastiske overgang mellem at være underlagt en fremmed magt og at skulle tage ansvar og være en selvstændig nation. Alt hvad der følger af konflikt mellem tradition og modernitet. Korruption og udsultning. En afsindig forskel på rig og fattig som konsekvens af Bokassas regime.

Han var diktatoren, der endte med at lade sig krone til kejser i 1977. En begivenhed, der kostede 22 millioner dollar. På det tidspunkt lå CAR i ruiner. Bokassa havde været præsident i en årrække, og det havde drænet statskassen: Skolesystemet var smadret, børnedødeligheden var høj, og korruptionen var ufatteligt udbredt. Det eneste, der fungerede, var militæret og præsidentens flåde af biler. Bokassa, en tidligere sergent i den franske hær, der aldrig rigtig havde gået i skole, installerede sine 17 koner over hele hovedstaden. Flere gange dagligt kørte han på besøg, og hans konvoj satte byen på standby. Kvinderne kom fra hele verden. En svensker var der iblandt dem, en vietnameser, en rumæner og desuden en mængde kvinder fra forskellige afrikanske lande. Alt i alt fødte de ham 55 børn.

Kroningen af Bokassa blev støttet af Fran-krig. Man havde brug for ham og landets ressourcer. Mange højtstående embedsfolk i den franske administration havde gennem årene nydt godt af despotens ødselhed. Diktatoren havde foranstaltet jagtselskaber og uddelt gaver med rund hånd. Således fik præsident Valéry Giscard d’Estaing (præsident fra 1974 til 1981) sit eget vildtreservat stillet til rådighed, hvor det siges, at han gennem årene skød over 50 elefanter og et utal af andre dyr. Bokassa var endvidere rundhåndet med diamanter, der fandt vej til de rette europæiske lommer. En lille gave til konen. I al beskedenhed. Merci …

Grænsen blev nået, da regimet nedkæmpede en studenteropstand. Bokassa deltog efter sigende selv, da store grupper af studenter og undervisere mistede livet i kældrene. Deriblandt matematiklæreren i fryseren, der var dobbelt uheldig, da han også blev ædt.

Kun to måneder efter hans ødsle kroning sendte Frankrig, stærkt presset af den offentlige kritik i Europa, tropper ind i landet for at afsætte galningen.

Og sådan er miseren fortsat siden. Med jævne mellemrum intervenerer den tidligere kolonimagt Frankrig, officielt for at undsætte den plagede civilbefolkning, uofficielt for at beskytte sine økonomiske og politiske interesser i regionen.

I disse dage kører lastbiler med militært isenkram fra den camerounske havneby Douala gennem landet mod grænsen og krigen. De pansrede mandskabsvogne og de camouflagefarvede jeeps bærer alle Trikoloren.

Her er man af den overbevisning, at det er det eneste rigtige. Jeg forsøger at tale om det lokale ansvar. Det afviser de fleste med henvisning til kolonitiden. Verdenssamfundet og Europa må klare skærene, mener man.

Ved et tilfælde deler jeg hotel med en mand fra Mali, der viser sig at være den nye chef for UNHCR i regionen. Han skal tage over i det nye år, hvor den nuværende chef rykker til Tchad.

Han har en anden holdning. Vi spiser morgenmad sammen. På et tidspunkt spørger han:

»Hvorfor er Afrika det eneste kontinent i verden, hvor man ikke kan finde ud at skabe fred? Der er gået 50 år siden afkolonialiseringen, og vi smadrer det hele selv. Hvorfor? Vi har alt. Alle råstoffer, træ, landbrugsjord – men vi kan ikke enes.«

Ingen af os har et svar. Han er af den mening, at Afrika selv bør tage ansvar. At man på kontinentet ikke længere bør henvise til fortiden for at forklare nutiden, men også handle selvstændigt for at begrænse konflikterne og krigene.

I flygtningelejren Giwe 50 kilometer fra byen siger man ikke så meget. Her afventer man. Man følger med i nyhederne og sidder klar. Folk går klædt i vestligt tøj, nogle er veluddannede, lejrens ældste ligner en universitetsprofessor. Han giver mig hånden foran sit hus lavet af presenninger.

»Intet nyt. Situationen er uændret,« siger han. Ud over at antallet af døde stiger. Det ved vi alle.

En ung mand kommer hen til mig og beder mig om at komme med. Han vil gerne vise mig sit hjem, sin kone og sine børn. Han slår presenningen til side, og jeg kigger ind på deres 10 kvadratmeter.

De sover på nogle tæpper, der ligger direkte på jorden. Der er intet andet i rummet. Ved siden af ligger et lille aflukke – det er køkkenet. Konen og børnene sidder derinde. Børnene leger. Familien håber på bedre tider. Jeg spørger ind til, hvordan deres helbred er, og vil gerne høre nærmere om arbejde, liv, familie, men Hamdiata er blevet utålmodig. Nu vil han hjem, inden det bliver mørkt. Jeg tager afsked med den lille familie.

»Kommer du tilbage?« spørger manden.

»Det vil jeg gerne,« siger jeg. Det håber jeg. Jeg vinker og går over til bilen. Ved bilen kan jeg se ned til livet ved brønden. Det er byboere. De bryder sig ikke om, at jeg tager billeder.

Det her er ikke deres liv. Slet ikke.

 

Dette er den anden af to beretninger af Peder Frederik Jensen fra grænselandet mellem CAR og Cameroun, hvortil flygtninge fra konflikten i CAR er strømmet i tusindvis. Første del blev bragt den 2. januar 2014

Peder Frederik Jensen (f. 1978) er forfatter og har udgivet tre bøger, senest romanen ’Læretid’ (2012). Hans rejse til Cameroun er støttet af Danidas oplysningsbevilling

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Vilvig
  • June Beltoft
  • Jette Abildgaard
  • Jens Hvolbæk
Jørn Vilvig, June Beltoft, Jette Abildgaard og Jens Hvolbæk anbefalede denne artikel

Kommentarer

Aksel Gasbjerg

’Hvorfor er Afrika det eneste kontinent i verden, hvor man ikke kan finde ud af at holde fred?

Tja..artiklen svarer jo selv på spørgsmålet i dette centrale citat:

"Og sådan er miseren fortsat siden. Med jævne mellemrum intervenerer den tidligere kolonimagt Frankrig, officielt for at undsætte den plagede civilbefolkning, uofficielt for at beskytte sine økonomiske og politiske interesser i regionen".

Problemet er, at Afrika har olie, metaller og andre ressourcer, som de vestlige multinationale selskaber vil omsætte til profit. For at undgå, at ressourcerne tilfalder befolkningen, bruger Vesten den velkendte neokoloniale metode: Vesten indsætter en diktator, der forærer ressourcerne til Vesten. Diktatorens indsættelse legitimeres med overfladiske demokrati-klicheer, der ukritisk videreformidles af de vestlige medier. Gør befolkningen krav på deres egne ressourcer, bliver de slået ned af diktatorens hær, der åbent eller skjult støttes af Vesten.

Bliver befolkningens legitime interesser for truende, kan Vesten støtte diktatoren med mange metoder til at sætte lus i skindpelsen og splitte befolkningen (del og hersk).

Keld Sandkvist, Karsten Aaen, Ervin Lazar, Daniel Hansen, Carsten Søndergaard, peter fonnesbech, Bob Jensen, Peter Jensen, Tove Lodal, Peter Ole Kvint, June Beltoft, Tedros Istifanos, Jette Abildgaard, Lise Lotte Rahbek, Claus Jensen, Niels-Holger Nielsen, randi christiansen og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Toke Andersen

Men er det ikke også lidt for let bare at pege på Frankrig som den store skurk?
Man kunne med ca lige stor ret sige at Frankrig er den eneste post-kolonialistiske nation der påtager sig, noget der bare minder om et ansvar for århundredes systematisk undertrykkelse, udbytning og slaveri af befolkningen på dette kontinent.

- Det er ikke horder af unge franskmænd der rejser til Afrika for at indoktrinere som mange sorte mennesker som muligt med kristendommens terror.
- Det er heller ikke Frankrig der betinger støtte og nødhjælp med krav om askese eller anden vanvittig religiøs underkastelse.

Troels Ingvartsen, Mikkel Madsen og Morten Pedersen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Med til forklaringen hører Bismarcks indkaldelse til konference i 1885 i Berlin, hvor alle de europæiske lande med interesser i Afrika deltager, og hvor de deler rovet mellem sig. Lille Danmark var såmænd også med, jeg tror stadig vi havde et par små handelsstationer på guldkysten. Men Berlin-konferencen tegnede nogle streger i sandet og på landkortet, og det er altid en giftig affære, for sådan nogle streger er meget svære at viske ud igen. Og grænserne tog ikke det mindste hensyn til befolkningens tilhørsforhold af etnisk eller religiøs karakter.

Peter Ole Kvint

Når Frankrig er så stort et problem i Afrika så skyldes det at de aldrig efterlader et brugbart system. Da hæren ellers bliver nedskåret. Dels er uddannelsessystemet fransk så alle der kan noget flygter til Frankrig.

Afrika er nu ikke det eneste sted det brænder siden kolonitiden. Både Indien, Sri Lanka og særligt Burma har været plaget af konstant krig siden uafhængigheden.
I Sydamerika har der været en konstant krig imod indianerne. Men dette gælder måske ikke.

Michael Kongstad Nielsen

Men selvom kolonimagterne besidder megen skyld, skal man ikke underkende de befriede lande deres egen skyld. Og befrielseshærenes ledere, som blev de nye magthavere, og løftede sig op til ny overklasse. I Indien, for at springe til Kvints kommentar, blev befrielsen mere blodig end noget sted, og det må befolkningen og deres egne ledere tage et medansvar for.
Faktisk er provinsen Kashmir endnu uafklaret mellem Pakistan og Indien.

Gert Sørensen

Måske skulle man lade Afrika selv finde en balance og en livsform der passer til kulturene der. Vesten, Kina, Rusland og hvem der ellers blander sig burde trække sig helt ud, stoppe al nødhjælp, stoppe al økonomiske udnyttelse osv. og lade afrikanerne i fred. Historien har jo vist at det sjældent går godt når andre lande lande blander sig. Det samme gælder Mellemøsten, Afganistan, Indien/Pakistan osv. Hvorfor skal vi blande os i Syrien, Libanon, Israel, Libyen, Iran, Iraq osv. osv - det går kun galt når vi forsøger at pådutte andre vores livform og såkaldte demokrati. Det nytter ikke at vi agerer demokrati-imperialister - hvem siger demokrati er godt i Libyen eller i muslimske landet i det hele taget for at tage et eksempel.

Torben Knudsen

Fin personlig rejsebeskrivelse, der ikke har meget med overskriften at gøre.
Skulle man give en fire fem årsager kunne det være:
Afrika er ikke nationer, men stammer
Islam
Afrikas værdier, der kan sælges af de få til multinationale selskaber som tidligere Kolonialismen åg er endnu ikke kastet
Livsform, den afrikanske eller en kopi af Europa?

Det er ikke en dag for tidligt, at det afrikanske kontinent retter blikket indad, når de spørger sig selv om, hvad der er glat. Afrika råder over alle de ressourcer, som de har brug for, for at få succes.

- Lige bort set fra én afgørende ting. Kvalificeret, ukorrupt og uegennyttig politisk ledelse.

Som det er nu og har været det i år tier, så er det mildest ikke de mest spidse blyanter i penalhuset, som regerer kontinentet. Tværtimod.

Troels Ingvartsen, ellen nielsen og Mikkel Madsen anbefalede denne kommentar

Same old story.

Så længe man giver andre skylden for sin egen skæbne, lægger man denne skæbne også i hænderne på dem.

Hvis du konstant forklarer nutidens problemer med fortidens synder, går du glip af fremtiden.

Den største bjørnetjeneste man således kan gøre afrikanerne er at forklare dem at det ikke er deres egen skyld, for så siger man også at de ikke selv kan gøre noget for at forbedre deres situation.

Ind imellem tænker jeg på om det har været en bevist strategi for vestlige økonomiske imperialister i den postkolonialistiske tidsalder, at påtage sig ansvaret for alle de dårligdomme som efterfølgende skyllet hen over de gamle kolonier, for på den måde at sikre sig muligheden for fortsat økonomisk udbytning.
Hvis det er tilfældet er venstrefløjens rolle jo yderligere tragisk.

Morten Pedersen, Troels Ingvartsen, ellen nielsen og Mikkel Madsen anbefalede denne kommentar

Jeg kan ikke lade være med at sammenligne med Vietnam, som blev sønderbombet og ødelagt på enhver måde i begyndelsen af 1970'erne. Politisk delt og derefter genforenet. Martret af totalitære politiske ideologier med genopdragelseslejre og bådflygtninge. Alt dette har de lagt bag sig. Jeg rejser i landet 25 år senere, fra nord til syd, og ser et land under opbygning. Møder repræsentanter for erhverv, fagforeninger og endda de stadigt eksisterende revolutionære kommitteer. Der er en vilje til selv at løse samfundets problemer, og de problemer der stadig findes bliver ikke bortforklaret med en henvisning til Amerika, imperialismen eller den hvide mand. Udenlandsk påvirkning kan forklare meget; men efter 20 års selvstændighed er det et lands egen befolkning, som står tilbage med ansvaret.

Morten Pedersen, Karsten Aaen, ellen nielsen og Mikkel Madsen anbefalede denne kommentar
Toke Andersen

@Egon
Jeg synes det er en meget uheldig og ugennemtænkt logik du bringer til torvs der.
Det er selvfølgeligt(!) altid mere konstruktivt at kigge fremad i stedet for at svælge i fortidens krænkelser.

Men det er også en meget billig, forsimplet og ekstremt ufølsom kritik at fremsætte.

Lidt som voldtægtsmanden der kigger på sit offer og siger; Nåh ja, det var da også synd at du blev voldtaget, men nu må du altså tage dig sammen og se at komme videre - kigge fremad, ikke sandt. Du kan ikke blive ved med at beskylde mig for alle de ulykker der måtte ramme dig.

Toke Andersen

@Frank

Vietnam og Afrika har ikke mange sammenlignelige fællestræk.

De overgreb som henholdsvis Vietnam og Afrika har været udsat for er også vidt forskellige.

Faktisk en ret dårlig sammenligning!

Mikkel Madsen

Kolonitiden er for mange landes vedkommende 50 års tid siden. Det er på tide at komme videre.

Det er absolut heller ikke alle grænser i Europe, Sydamerika og Asien, der er lige hensigtsmæssigt - og monoetnicitet i en stat er ikke nogen garanti for succes, jf. Nordkorea, hvor antallet af ikke-koreanere er forsvindende lille.

Vietnam har (ganske rigtigt) haft en historie, der matcher og endda overgår mange afrikanske lande i råhed, udenlandsk indblanding og indenlandsk inkompetence. Alligevel er landet på vej fremad.

Japans brutale koloniherredømme over Korea har ikke forhindret efterfølgende succes i Sydkorea.

Mikkel Madsen

@Toke: "Vietnam og Afrika har ikke mange sammenlignelige fællestræk.
De overgreb som henholdsvis Vietnam og Afrika har været udsat for er også vidt forskellige."

Jeg synes egentlig at det er en ret god sammenligning:-)

1) Frankrig som koloniherre. Det matcher store dele af Afrika, herunder artiklens CAR.
2) Brutalt koloniheredømme.
3) Uduelige post-koloniale diktatorer. Bokassa, Diem (ham med den famøse svigerinde "Madame Nhu").

Faktisk har Vietnam på mange måder haft det VÆRRE end mange afrikanske lande. Tænk Vietnamkrig, krig mod Kina 78-79 osv.

jan henrik wegener

Glem ikke at for meget store dele af verdens vedkommende har de seneste årtier været mere fredelige end tidligere perioder. Sammenligner man f.eks. med Europa, har de seneste 67 år været helt udenfor "normalen" (hvis sådan en ellers kan findes).
"Gamle" Danmark var jo også temmeligt uligt det vi kender.

Der er korruption i en eller anden grad i de fleste lande, men nogle steder er det direkte ødelæggende for udviklingen. Det er mit indtryk at Vietnam er mindre korrupt end Cambodja. I Cambodja er lønnen som offentlig ansat latterlig lav og alle vil gerne have en iphone og andet sjovt, og det får man ikke ved bare at passe sit arbejde. Og alle deltager i festen helt op til toppen, hvor Hun Sen og hans familie har meget store besiddelser og økonomiske interesser overalt. Det er ikke fordi folk er dumme eller uden uddannelse. Mange har uddannelser fra vestlige universiteter men med mindre der sendes et meget stærkt signal fra toppen, så har jeg svært ved at se det ændre sig. Nu er der efterhånden mange flittige unge med gode uddannelser, som er frustrerede over ikke at kunne få arbejde, mens de ser de rige familier få det hele inklusiv gode jobs, og det var en af grundene til at valget sidste år ikke blev det succes Hun Sen havde forventet.
Hvis det som tabes pga. korruption i stedet blev brugt til uddannelse og lønninger og man begyndte at ansætte dem med de bedste kvalifikationer, så er der ingen tvivl om at Cambodja kunne konkurrerer med de bedste økonomier i Asien i løbet af et par år. Men det sker desværre nok ikke.

Jacob Egeskov

Det hele handler om national identitet, eller mangel på samme...

Vestlig indflydelse stopper desværre ikke ved I-phone, pad, pod...

Og de afrikanere der virkelig kan og vil en demokratisk proces, mejes ned af grådige stammeledere, der er "ansat" til, med franske, amerikanske eller russiske kugler, at beskytte vigtige internationale handelsinteresser og konsortier...