’Slagteren fra Beirut’ eller ’kong Arik’ af Israel

Ariel Sharons karriere som soldat og politiker var præget af modsætninger – fra brutal gorilla i 1953 til anerkendt militærstrateg i 1973, fra international paria i 1982 til anerkendt statsmand i 2005. Derved spejlede han Israels unge historie og efterlader sig en mental arv, som også i dag præger den jødiske soldaterstat

	Forsvarsminister Ariel Sharon (t.h.) i Beirut i 1982. Sharon er siden blevet gjort personligt ansvarlig for en massakre i flygtningelejrene Shaba og Shatila i Beirut, hvor kristne militssoldater i 62 timer myrdede mindst 800 civile, mens israelske soldater så til fra taget af en nærliggende ambassadebygning. Foto: Scanpix

Forsvarsminister Ariel Sharon (t.h.) i Beirut i 1982. Sharon er siden blevet gjort personligt ansvarlig for en massakre i flygtningelejrene Shaba og Shatila i Beirut, hvor kristne militssoldater i 62 timer myrdede mindst 800 civile, mens israelske soldater så til fra taget af en nærliggende ambassadebygning. Foto: Scanpix

13. januar 2014

1928-2014

Ariel Sharon døde på den jødiske sabbat efter ugers tilstand »for nedadgående,« otte år og en uge efter en hjerneblødning 4. januar 2006. I sandhed en langstrakt dødskamp – og en smule morbidt at følge den 85-årige pansergenerals og politikers sidste æresrunde.

Nekrologerne sitrer af den folkelige beundring, han nød hos sine landsmænd uanset partifarve – og af en slags medfølelse, han aldrig selv udviste i en 25 år lang militærkarriere, hvor han lod egyptiske soldater, palæstinensiske feyadeen-partisaner, civile, gamle og unge, kvinder og børn, syge og raske, slagte – for Sharon var de ikke hadeobjekter, men stod i vejen for den jødiske stats militære og politiske mål.

Hans folkelige popularitet som ’Arik, konge af Israel’, blev skabt i oktober 1973, da hans panser-division dristigt krydsede Suez-kanalen og afgjorde Yom Kippur-krigen i Israels favør. Han var en stor strateg og spektakulær soldat, der betragtede ordrer ovenfra som ’vejledende’, ligesom han blev en beslutsom politiker, der ikke gik af vejen for at initiere krigsforbrydelser, som det skete i Libanon i 1982.

Realpolitiker

Det sidste var nådigt fortrængt, da han få uger før sit slagtilfælde i januar 2006 forlod Likud-partiet for at danne et nyt, Kadima (Fremad), nu i rollen som fredsapostel.

Han havde året før rømmet jødiske bosættelser i Gaza og på Vestbredden med tvangsfjernelse af 9.500 bosættere – typisk nok uden at konsultere palæstinenserne – og kort efter brød han med Likud, da han kom i mindretal med en ny plan om at rømme yderligere jødiske ’udposter’ på den besatte Vestbred. Bosættelser, han selv tidligere havde opfordret til oprettelsen af som landbrugs- og boligminister.

Sharon var ikke religiøs og havde intet kørende med myterne om ’Judæa og Samaria’, Vestbreddens bibelske navne. Han var en sikkerhedsorienteret realpolitiker, og hans plan i 2005 var at beholde de store bosætterblokke ved Hebron, Jerusalem og ’den grønne linje’ – 1967-grænsen – men at rømme de små bosættelser, der ville blive indesluttet i en kommende palæstinensisk stat, som på det tidspunkt var forudsat i den amerikanskledede ’køreplan for fred’.

I kraft af den uomtvistelige popularitet, der bevirkede, at han kunne slippe uskadt igennem korruptionsskandaler, og at vælgerne tilgav ham hans gentagne politiske løftebrud, stod han til at vinde det kommende valg i marts 2006. En valgsejr ville gøre det muligt for ham at levere de nødvendige ’smertelige indrømmelser’ i en endelig aftale med Mahmoud Abbas, Yassir Arafats efterfølger som palæstinensernes leder.

Det er i hvert fald vurderingen hos en EU-diplomat, der gjorde tjeneste i Ramallah i den periode, og hvor israelernes kollektive hukommelse var afkortet til en horisont på tre-fire år.

Israelere, der havde grædt af raseri eller drukket sig fulde i 2001, da Ariel Sharon afsatte Ehud Barak som premierminister ved et parlamentsvalg, mente fem år senere, at Israel ’var fortabt’ uden Sharon. De så det flynderagtige massiv, der hver aften vraltede gennem tv-nyhederne i karakteristisk rullende sværvægts-gangart, som manden, der havde gjort Israel til et sikrere sted at være i de fem år, han havde haft magten.

Omvendt var det blevet mere usikkert at være palæstinenser – Sharons plan blev aldrig gennemført, men gik ud på at indeslutte dem i de fem største byer og kontrollere, eller annektere, resten af Vestbredden.

Promenade på Tempelbjerget

Han tog magten ved at kuppe det politiske miljø efter Ehud Baraks fredsfiasko i Camp David i sommeren 2000, da Bill Clinton ville redde sit eftermæle på Yassir Arafats bekostning.

PLO-lederen sagde nej til ’tilbuddet’ om en reduceret palæstinensisk stat underlagt israelsk sikkerhedskontrol, og Barak vendte svækket tilbage som lederen, der ikke havde leveret den lovede fredsaftale.

Men stik imod alle odds og verserende rygter om en voldelig eksplosion forholdt palæstinenserne sig afventende, så Ehud Barak blev siddende til 28. september, godt to måneder efter Camp David-sammenbruddet.

Den dag skred Sharon til handling med en 34 minutter promenade på Tempelbjerget, hvor Al Aqsa- og Klippe-moskéen, islams tredjevigtigste helligdom, har adresse. Bevogtet af en politistyrke på 1.500 mand og med en erklæring om, at han var i sin gode ret til at betræde den kvadrat, hvor jødernes tempel stod 2.000 år tidligere, antændte han lunten til Al Aqsa-intifadaen. Den resulterede i tusinder af dødsofre og splittede palæstinenserne med Gazas udskillelse fra det palæstinensiske selvstyre samt opførelsen af den mur på palæstinensisk område, som markerede den kommende grænse, Sharon havde udset sig.

Sharons promenade på Tempelbjerget kunne have været stoppet med et simpelt forbud, begrundet med sikkerhedsrisikoen. Men Ehud Barak tøvede af frygt for at blive beskyldt for svaghed og lod Israels daværende sikkerhedsminister, Schlomo Ben-Ami, rådføre sig med Jibril Rajoub, Arafats sikkerhedschef, der svarede, at så længe Sharon ikke entrede moskéerne, så han ikke noget problem.

Det svar nåede ikke ned til palæstinenserne på gadeniveau, og deres spontane protestdemonstrationer blev mødt med tåregas, gummibelagte stålkugler og skarp ammunition. Intifadaens første fire lig blev registreret samme dag, hvor flere end 60 blev såret.

En amerikansk eks-senator, George Mitchell, blev tilkaldt for at undersøge opstandens årsager og konkluderede, at den ikke – som rygterne sagde – var planlagt af Arafat før Sharons provokation, men at provokationen heller ikke var den direkte årsag, om end den var ’dårligt timet’.

Jeg boede i Jerusalem i de dage, og de kolleger, der dækkede uroen, var enige om, at Sharons Tempelbjerg-kalkule gav politisk bonus: Barak blev tvunget til at udskrive valg, som Sharon vandt på sin udstråling af beslutsom brutalitet. Her var manden, der kunne banke de kontrære palæstinensere på plads. Dertil var angrebet mod USA den 11. september samme år kommet ham til hjælp. Få timer efter World Trade Centers tårne var sunket i grus, gik Sharon på nationalt tv og stemplede Arafat som »vores bin Laden«. Og Arafat lod stå til.

En bølge af selvmordsbomber gjorde Jerusalem til en by, hvor angsten var med til bords, når man vovede sig ud for at spise i Vestjerusalem, den jødiske bydel, og hvor arabiske taxichauffører så sig over skulderen, når de fik israelske kunder på bagsædet.

Det var en af årsagerne til, at jeg i 2002 besluttede at leje mig ind i et ekstra hus i Ramallah på Vestbredden med en kollega, og jeg var lige flyttet ind, da Sharon iværksatte ’Operation Skjoldværn’ og sendte kampvogne til Vestbredden med det formål at banke Arafat på plads én gang for alle.

Den morgen var jeg i Beirut for at dække et topmøde i Den Arabiske Liga, og jeg husker stadig afmagten ved morgenbordet på en libanesisk café, da min journalistkone ringede på min danske mobiltelefon og fortalte, at hun var taget fra vores lejlighed i Jerusalem til Ramallah og nu sad indespærret i huset med israelske kampvogne foran havelågen. Da jeg kom til Jerusalem om aftenen var det umuligt at komme videre til Ramallah – byen var militærzone, jobbet skulle gøres færdigt. Da jeg aftenen efter sad og skrev, udløste en selvmordsbomber sin vest nede om hjørnet, og den otteårige datter spurgte: »Var det en selvmordsbombe?«

»Det er fyrværkeri,« sagde jeg og tændte for fjernsynet til lyden af hylende sirener.

Det hele tog en uges tid, og da det var overstået, sad Arafat i husarrest i sit Mukata-hovedkvarter, min kone var evakueret af Røde Kors, og USA’s udenrigsminister Colin Powell havde under sit besøg i Jerusalem – som bevidst var blevet forhalet for at give Sharon tid til også at ’afslutte jobbet’ i den genstridige Vestbred-by Jenin– givet Arafat besked om, at han »havde en sidste chance for at stoppe volden«.

Sharon blev modtaget i Det Hvide Hus. Og jeg opdagede, at jeg var ophørt med at give tiggerne i det jødiske Vestjerusalem almisser, hvorfor jeg bad min daværende avis om at blive fritaget for at dække Israel i en periode af angst for at blive smittet med den grimme antisemitisme. Det ønske blev imødekommet. Således havde Sharon indflydelse i det meget små, såvel som i det store.

Voldens sprog

Ud over Israels første premierminister, David Ben-Gurion, har ingen politiker præget udviklingen i den jødiske stat som Ariel Sharon. Med kommentatoren Gideon Levys ord vil »den enorme skade, den store mand har forvoldt os, vare ved i lang tid«.

Sharon kendte kun voldens sprog, som han delte med sin chef gennem mange år, general og forsvarsminister Moshe Dayan. Som Gideon Levy skriver: »Disse to brutale bondegeneraler overbeviste israelerne om, at der simpelt hen ikke var et andet sprog på hebraisk (…) således dikterede Sharon ikke kun Israels politik, men også nationens moralske stade.«

Et eksempel på voldens vokabularium er ’Lavon-affæren’ i 1955, opkaldt efter Israels daværende forsvarsminister, Pinhas Lavon. Det kom frem, at egypterne havde oprullet et israelsk agentnetværk med kodenavnet ’Susannah’, hvis opgave var at bombe amerikanske mål i Kairo med det formål at skade Egyptens (og Gamal Abdel Nassers) på det tidspunkt rimelige relationer til især USA.

To år i forvejen havde Nasser indledt en dialog med Israels daværende premierminister, Moshe Sharett, der i 1953 afløste David Ben-Gurion, Israels grundlægger og første premierminister. Moshe Sharett synes at have haft en oprigtig hensigt om fred med araberne, hvis de ville garantere Israels eksistens, mens Nasser på sin side var klar over, at Israel var kommet for at blive, og derfor var også han interesseret i fred. Desuden havde Nasser kontakter til USA om bl.a. samarbejde på sikkerheds- og efterretnings-området samt amerikansk medvirken til en aftale om Jordan-flodens vand og bistand til anlæggelse af Aswan-dæmningen.

’Operation Susannah’ torpederede disse initiativer, og Nasser var fanget i et hjørne: Hans følere til Moshe Sharett var hemmelige, da Egypten formelt stadig var i krig med Israel, så det var umuligt at skåne de afslørede israelske agenter uden at det ville få politiske omkostninger. To af dem blev hængt i Kairo.

David Ben-Gurion, der havde afløst Lavon som forsvarsminister, da skandalen kom frem, besvarede uden at orientere sin nominelle chef, Moshe Sharett, henrettelserne i Kairo med et angreb på en egyptisk militærpost i Gaza, der dengang var under egyptisk kontrol. Operationen, ’Sort Pil’, blev gennemført af Ariel Sharon, der efterlod 56 dræbte og snesevis af sårede egyptiske soldater, og Sharon var således aktiv i blokeringen af den første spæde fredsføler mellem Egypten og Israel.

At Sharon i 1953 som ung major ledede Gaza-operationen var ikke tilfældigt. Han havde som leder af antiterror-enheden ’101’, oprettet samme år, til opgave at gennemføre modterror mod arabiske mål som svar på aktioner af arabiske fedayeen-guerillaer.

Efter en af ’101’s gengældelsesaktioner i Gaza mod El Bourj-flygtningelejren beskrev den danske FN-kommandant på stedet, generalmajor Vagn Bennike, hvordan israelske soldater kastede bomber ind i huse, hvor hele familier opholdt sig.

»Forsøgte de at flygte ud af husene, blev de beskudt med hånd- og automatvåben«, hed det i Bennikes rapport. Før et angreb på en jordansk landsby, Qibya, beordrede Sharon »flest mulige huse bortsprængt og højst mulige tab for fjenden«.

Resultatet var 69 dræbte, heraf to tredjedele kvinder og børn, og 45 huse lå i ruiner. Efter den massakre skrev Moshe Sharett, der dengang var udenrigsminister, i sin dagbog: »Det er en plet, der klæber til os og ikke kan afvaskes i mange år«.

Disse dages skildringer af Sharon som en stor mand vækker ikke genklang i Gaza og i de palæstinensiske flygtningelejre spredt ud over Mellemøsten, her kendes Ariel Sharon som ’Slagteren fra Beirut’.

Shaba og Shatila

Tilnavnet fik han ikke, fordi han saboterede ethvert forsøg på forsoning, stemte imod fredstraktaten med Egypten i 1979, var imod den delvise tilbagetrækning af israelske styrker fra Libanon i 1985, stemte imod fredsforhandlingerne i Madrid i 1991 og Oslo-aftalerne i 1993, undlod at stemme for freden med Jordan i 1994 og hånede Ehud Baraks tilbagetrækning fra resten af Libanon i 2000. Det var politiske standpunkter og derfor til at fatte.

Hadet og tilnavnet skyldes hans medansvar som forsvarsminister for den monstrøse krigsforbrydelse under Libanon-felttoget i 1982, der året efter blev dokumenteret af den israelske Kahane-kommission. På sidste side af kommissionens rapport stemples Sharon som »personligt ansvarlig« for en massakre i flygtningelejrene Shaba og Shatila i Beirut, hvor kristne militssoldater i 62 timer myrdede mindst 800 civile, mens israelske soldater så til fra taget af en nærliggende ambassadebygning.

Sharon blev hårdt presset tvunget til at gå af som forsvarsminister, men forblev i regeringen, selv om rapporten dokumenterede, at han havde opfordret de libanesiske falangister til myrderierne ved at beskylde ’palæstinensiske terrorister og mordere’ for at stå bag mordet på den kristne libanesiske leder Bashir Gemayel. Det havde i øvrigt ikke noget på sig – morderen viste sig at være en kristen libanesisk fascist.

Falangisternes kommandant i Shaba-Shatila, den israelsk-trænede Elie Hobeika, indvilgede i 2004, nu som libanesisk politiker, i at vidne mod Sharon ved en belgisk domstol, der – som det var muligt den gang, før det blev ændret efter en amerikansk trussel om at flytte Nato-hovedkvarteret fra Bruxelles – på de overlevendes vegne havde anlagt sag mod ham for krigsforbrydelser.

Men Hobeika nåede aldrig til Bruxelles. Dagen efter, at en israelsk statsadvokat erklærede, at det juridiske forsvar for Sharon var et ’statsligt anliggende’, blev Hobeika myrdet i Beirut med en bombe, detoneret med tændingsnøglen i hans jeep.

En praktisk mand

Ariel Sharon var aldrig, heller ikke i sine fem år som premierminister en ’fredens mand’ – en titel, både præsident George W. Bush og hans udenrigsminister, Condoleezza Rice, og såmænd også Per Stig Møller tildelte ham.

At den daværende danske udenrigsminister var at finde i koret af lobhudlere skyldes den tilfældighed, at han i 2002 som formand for EU var i Israel for at promovere ’køreplan for fred’, som ’Kvartetten’ – USA, EU, FN og Rusland – havde iværksat, og som Sharon saboterede fra dag ét. Ikke fordi han hadede palæstinenserne, for det gjorde han ikke – han var født og opvokset i en kibbutz som søn af et jødisk indvandrerpar fra Hviderusland, og han kendte sine arabiske naboer.

Men han så dem som en blokering for zionistisk herredømme i Palæstina – og som den praktiske mand, han også var, gjorde han sit til at fjerne denne forhindring. Ikke ved ordet, men ved sværdet, for i hans optik var voldens sprog det eneste, de havde respekt for.

Det synspunkt kan man få bekræftet i Israel hver dag året rundt.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Ariel Sharons folkelige popularitet som ’Arik, konge af Israel’, blev skabt i oktober 1973, da hans panser-division dristigt krydsede Suez-kanalen og afgjorde Yom Kippur-krigen i Israels favør. Han var en stor strateg og spektakulær soldat, der betragtede ordrer ovenfra som ’vejledende’. Her ses han bag David Ben Gurion. Foto: Scanpix

Ariel Sharon

1928: Født i Kfar Malal i en moshav (landbrugskollektiv) i det britiske mandatområde Palæstina som søn af jødiske indvandrere fra Hviderusland.

1942: Melder sig som 14-årig til militsen Haganah, der senere bliver til IDF, den israelske hær.

1947: Delingsfører i Haganah ved FN’s delingsplan, der bliver signal til militær mobilisering

1948-49: Deltager i den israelske uafhængighedskrig som officer i den berygtede Alexandroni-brigade, blev såret og sluttede krigen som kompagnichef.

1950: Tilknyttes den israelske hærs efterretningstjeneste sideløbende med historiestudium på Jerusalems hebraiske universitet.

1953: Grundlægger med rang af major ’Enhed 101’, der gennemfører modterror over grænserne til jordansk og egyptisk område.

1956: Leder af faldskærms-enhed under Suez-krigen – kommer på kant med sine overordnede, der beskylder ham for at handle mod givne ordrer.

1967: Generalmajor og panser-kommandant i Seksdageskrigen, hvor han høster hæder med sejre på Sinai-fronten.

1973: Tvinges til at forlade hæren, men vender tilbage i oktober som kommandant i en panserdivision, der sætter over Suez-kanalen og bidrager til at omringe de egyptiske styrker, hvilket er afgørende for krigens udfald. Samme år går Sharon ind i politik som medstifter af Likud-partiet sammen med bl.a. Menachem Begin.

1977: Likud vinder valget og danner regering med Sharon som landbrugsminister og koordinator af de jødiske bosættelser på Vest-bredden, der tager fart.

1982: Som forsvarsminister overtaler han Menachem Begin til at invadere Libanon ’i 48 timer’ – der bliver til 18 år. Kendes året efter direkte ansvarlig for falangist-massakren på civile palæstinensere i Shaba-Shatila flygtningelejren i Beirut.

1984-92: Minister for handel/industri og bygge/anlæg i flere Likud-regeringer, hvor han også agiterede for annektering af Vestbredden.

1993: Agiterer mod Oslo-processen hvor Arbejderpartiets Yitzhak Rabin og PLO’s Yassir Arafat aftaler at forhandle om fred. Taler ved møder, hvor tilhørerne kalder Rabin for ’forræder’. Rabin myrdes af jødisk ekstremist i 1995.

1996: Infrastruktur-minister i Benjamin Netanyahus første kabinet. Kort efter udenrigsminister.

1999: Formand for Likud-partiet.

2001-2006: Premierminister og gennemfører fra 2005 fuld tilbagetrækning fra Gaza og fire Vestbred-bosættelser. Danner midterpartiet ’Kadima’ og udskriver valg i december 2005 på program om fredsaftale med palæstinenserne. Står til at vinde 40 af Knessets 120 pladser. Efter hjerneblødning 4. januar bliver Ehud Olmert premierminister.

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Niels Jespersen

Ja, artiklen lader ikke nogen i tvivl om at Sharon og Israel er et misfoster, som ikke hører hjemme i denne verden. Hvorfor afventer de hektiske zionister dog ikke Messias´ komme - som skrevet i de gamle jødiske bøger er det jøderne strengt forbudt - og en stor synd .- at gøre noget som helst for at samle Israel eller etablere noget der ligner før Messias kommer. Hans opgave er netop at føre dem til Israel og oprette riget. I det perspektiv ville Israel naturligvis have en berettigelse, når den dag kommer....Men de store skader zionisterne og oprettelsen af Israel har forårsaget for jødedommen, hvis man akcepterer at Israel er synonym med jødisk levevis (vi har ikke set enden endnu, flere Sharoner står i kø for fortsætte slagteriet velsagtens) fortjener staten ikke at overleve - folk skulle tage at flytte væk og give staten tilbage til de oprindelige beboere samt undskylde for den hjernevask de har været udsat for.

Det er de konsekvenser man kan trække af Lasse Ellegaards gengivelse af slagterens meriter og deres dybe sammenhæng med Israels marv, kød og blod....

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for J. Nielsen

Pyha, det helt befriende for engang skyld, at læse noget andet end de evindelige politisk korrekte nekrologer der fylder de danske medier.

Den ene avis efter den anden, vælger slet ikke at nævne Sharons terror-angreb på landsbyen Qibya. Belejringen og terrorbombingen af Beirut i 1982, der gav selv præsiden Reagan kvalme, bliver dårligt nævnt heller. Sabra og Shatila kan man trods alt ikke negligere, men istedet for, at se på de overvældende beviser for, at Sharon stod bag massakren, vælger man blot at citere israelernes egen undersøgelse der kalder ham for indirekte skyldig.

Som prikken over i'et dyrker man myten om at "lave en Sharon", som at han rent faktisk skulle være "vendt på en tallerken" i forhold til de illegale bosættelser. Man skal jo ikke lede længe for at finde ud af, at hans tilbagetrækning fra Gaza, og udposterne blot gik ud på, at han cementere sit greb om den centrale Vest-bank og Øst-Jerusalem. Ikke nogen som helst fredsvilje der.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Torbensen

Ja pas nu på ikke at få flødeskumskagen og kaffen galt i halsen,her i lille Danmark-tidligere kaldt flødeskumsfronten-behageligheden i rolig mag væk fra livet genvordigheder med ret til forargelse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for steen nielsen

Kan netop ingen sige fra overfor fredens sag, hvis selv de mest kompromisløse sadler om og taler den?
Hvis det altså sker i virkelighedens verden, kan vi bare håbe på, at det bliver en epidemi.

anbefalede denne kommentar