Læsetid: 3 min.

Op ad bakke i Geneve

Trods små sejre om nødhjælp til civile kalder FN’s mægler forhandlingerne om en løsning i Syrien for ’møjsommelige’ og der er tegn på, at USA er ved at opgive det diplomatiske spor
Våbenhvilen i Homs er indtil videre det eneste synlige resultat af Geneve II-forhandlingerne. Knap 1500 mennesker er blevet evakueret fra den belejrede by, anslår FN.

Våbenhvilen i Homs er indtil videre det eneste synlige resultat af Geneve II-forhandlingerne. Knap 1500 mennesker er blevet evakueret fra den belejrede by, anslår FN.

Bassel Tawil

13. februar 2014

Onsdagens gode nyhed fra Geneve II-drøftelserne kom ikke ud af forhandlingslokalerne i Schweiz, men fra den syriske by Homs. Yderligere 250 var ved middagstid sluppet ud af den belejrede gamle bydel, og nødhjælp nåede igen frem efter tirsdagens ’logistiske problemer’, nemlig beskydningen af nødhjælpskonvojerne med håndvåben og mortérer.

Nyheden fra forhandlingerne var vel nærmest en ikkenyhed: et udspil fra oppositionsdelegationen om en overgangsregering, der favner hovedparten af det nuværende regimes administration og integrerer oprørsmilitserne i en fælles hær, men hvor det afgørende punkt, oppositionens krav om præsident Bashar al-Assads afgang, omhyggeligt ikke er nævnt. Men heller ikke taget af bordet, hvorfor regimets delegation vil afvise at drøfte så meget som et komma i dokumentet. Regimets forhandlere har konsekvent kaldt forhandlinger om en overgangsregering, før en afvæbning er aftalt, for ’frugtesløse’.

Reelt er parterne lige så langt fra hinanden, som da møderne indledtes 24. januar. Deres to uforenelige scenarier har fået FN’s mægler, Lakhdar Brahimi, til at kalde forhandlinger ’møjsommelige’ og præsident Barack Obama sagde på sit pressemøde tirsdag med Frankrigs præsident, François Hollande, at »der er en enorm frustration her«.

Langt fra Geneve til slagmarken

Våbenhvile i Homs er indtil videre eneste konkrete resultat af forhandlingerne i Geneve, der mandag tog hul på anden runde og er fastsat til at slutte fredag. Ifølge FN er knap 1500 af de skønsmæssigt 4000, der i 18 måneder har sultet under regimets belejring af Homs’ gamle bydel, nu kommet ud på den anden side af den militære jernring.

Mens tv-kameraerne filmede ambulancer i Homs fortsatte borgerkrigen med luftbombardementer mod Aleppo, Deraa i det sydlige Syrien og Yabroud i Qalamoun-grænseområdet mellem Syrien og Libanon. I Hama-provinsen er en alawitlandsby angrebet af sunniislamistiske oprørere, hvor 10 kvinder ifølge regimets medier meldtes dræbt i en ’massakre på civile’. Oprørernes version er, at gamle, kvinder og børn blev evakuerede før angrebet på landsbyen, som blev forsvaret af alawitiske shabihamilitante, og hvor kvinder deltog i forsvaret af landsbyen.

Hvad disse mere eller mindre pålidelige rapporter fra borgerkrigens fronter illustrerer, er den afstand mellem den syriske virkelighed og forhandlingerne i Geneve, der har bevirket, at Rusland og USA i går sendte diplomater til Geneve i forsøget på at afværge et truende sammenbrud. Man gætter næppe forkert, hvis koalitionens udspil om en overgangsregering er skrevet med ført hånd – det vil under ingen omstændigheder vække bifald blandt oprørerne inde i Syrien, der i forvejen ser delegationens samtaler med al-Assad-regimet som forræderi.

Problemet er ikke kun forskellen mellem oppositionens og regimets dagsordener, der er uforenelige, men først og fremmest, at der ikke er garanti for, at oppositionsdelegationen fra Syriens Nationale Koalition kan levere på de aftaler, der indgås. Koalitionens eksilpolitikere repræsenterer ikke de fleste militser på landjorden, men de vestlige, tyrkiske og arabiske sponsorer, der finansierer dem.

Dertil kommer, at kurderne og den ’tålte’ opposition i Damaskus, ikke sidder med i Geneve. Forløbet af våbenhvilen i Homs tyder desuden på, at heller ikke regimet har kontrol over dets militære enheder. De to parter beskylder hinanden for angrebene på nødhjælpskonvojer, hvor også det syriske Røde Halvmånes biler blev angrebet, men bedømt efter de tilgængelige oplysninger har begge parter brudt aftalerne om at lade nødhjælpen komme uhindret frem.

USA: Alle muligheder på bordet

Situationen resulterede tirsdag aften i et resolutionsforslag i FN’s sikkerhedsråd om ’humanitære korridorer’, der kan sikre beskyttelse af nødhjælpen. Men Ruslands viceudenrigsminister Gennadij Gattilov meddelte onsdag, at russerne vil nedlægge veto mod forslaget, da det kan danne grundlag for militær intervention udefra. Rusland har tidligere nedlagt veto mod tre resolutionsforslag om at gribe ind i den syriske konflikt belært af erfaringerne fra interventionen i Libyen i 2011. Ikke desto mindre er der begyndende signaler om, at USA er rede til at gå videre end før, når det kommer til militær støtte til oprørerne.

Ifølge nyhedsbureauerne har USA øget våbenhjælpen og træningen af oprørere i Jordan, og forleden lod en talsmand for det amerikanske udenrigsministerium journalister vide, at ’alle muligheder er på bordet’. Og det er ikke kun al-Assad-regimets overgreb mod civile, der bekymrer USA – der skal også styr på de al Qaeda-relaterede militser, der har etableret sig i Syriens nordlige provinser. Og at uret tikker fremgår af en kommentar fra den iranske viceudenrigsminister, Hossein Amir-Abdollahian, der forudså »en ny krise, hvis mæglerne i Syrien-konflikten ikke griber situationen realistisk an«. Som bekendt er Iran ikke inviteret til Geneve II-bordet, men iranerne er de eneste, der kan lægge et effektivt pres på det syriske regime.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Problemet er ikke kun forskellen mellem oppositionens og regimets dagsordener, der er uforenelige, men først og fremmest, at der ikke er garanti for, at oppositionsdelegationen fra Syriens Nationale Koalition kan levere på de aftaler, der indgås. Koalitionens eksilpolitikere repræsenterer ikke de fleste militser på landjorden, men de vestlige, tyrkiske og arabiske sponsorer, der finansierer dem."

Det kan undre at Ellegaard i mange af sine artikler om krigen i Syrien undlader en aktiv inddragelse af disse sponsorforhold, som viser at der er tale om en proxy-borgerkrig; et internationalt eksekveret statskup, camoufleret som et folks 'frihedskamp'. Ellegaard skriver det selv hér; krigen kan ikke bringes til ophør før militsernes bagmænd standses.

Eva eldrup, Niels Mosbak og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne kommentar

Tak for opdateringen, Ellegaard.

USA har vel netop modsat sig, de diplomatiske muligheder - ved ultimatum. Det er i hvert fald min uforbeholdne opfattelse. Det væsentlige er at holde dem fast. Så der fortsat kan forhandles om de værste zoner (humanitær-hjælp). Det bliver nok først, når konturen af et nederlag for alvor tager form, at der kommer indrømmelser. Så det er nok ikke utænkeligt at krigen vil optrappes nu, men det internationale samfund må fokusere på at hjælpe de nødlidende, og mægle, freden skal komme indefra. Hvordan det så end sker, med et sammenrend af udlændinge.

Per Dørup Jensen

Nej, der er ingen frustration hos Brahimi, Hollande, Hague, Biden, osv. Det går helt som planlagt.
Det eneste kardinalpunkt de og deres terrorslæng i Syrien reelt har på deres "forhandlings-" dagsorden er, at landets leder skal gå af.
Et sådan urimeligt krav, endda medieret af terrorist-ledere, er naturligvis ikke til forhandling, hverken i Syrien eller andre steder.
Assad har jo også gentagne gange sagt, at han er rede til at gå af, hvis det syriske folk ikke vil vælge ham ved et demokratisk præsident-valg til april.
Og Putin vakler heller ikke. Han er teoretisk skolet i Sovjet-tiden, og har i praksis perciperet hvordan Nato siden da har ædt sig ind, ikke kun i eks-Sovjets østeuropæiske indflydelsessfære, men tilmed ind i tidligere Sovjet-republikker, og er fuldt bevidst om imperialismens videre ekspansionslogik mod Rusland - hvis han ikke står fast, og møder USA og Nato højt oppe på banen.
Og ingen nation og folk med selvrespekt vil da overgive sig til islamistiske terrorister - eller til højreorientede væbnede vandalister, som i Ukraine, hvis fællestræk er, at de er betalt, organiseret og mobiliseret udefra. I USA ville man kalde dem landsforrædere, hurtigt afvæbne dem. Og så så man nok ikke mere til dem.
Langt de fleste syrer vil da heller ikke have sunni-muslimske gak gak fundamentalister til at lede deres land, og påtvinge dem deres religiøse vildfarelser. Og de er også fuldt klare over, hvordan det er gået med det irakiske og libyske samfund i kølvandet på USA´s og Nato´s invasioner.
Dertil kommer, at "oppositionen" jo ikke engang - klogt nok - har fremlagt et eneste konkret politisk programudkast om, hvor de vil hen med Syrien, hvis de skulle komme til magten!
Så der er nok ikke helt forkert at antage, at de fleste syrere hellere vil fortsætte med Assad- "regimet." Og det ved USA, UK og Frankrig jo også godt. Og det er også derfor, de ikke vil vente på udfaldet af præsident-valget til april. Og blandt andet derfor, at bagmændene bag USA´s udenrigspolitik, højrefløjen og Corporate America, har givet Obama ordre til optrappe det i forvejen betydelige pres på Syrien.

Niels-Holger Nielsen, Eva eldrup og Hugo Pieterse anbefalede denne kommentar
georg christensen

Det er en sørgelig tilstand "Europafolket" befinder sig i.

Hver gang en "giraf", i zoologisk have bliver sendt ud til "løveføde", (foragter vi hændelsen), og glemmer fuldstændig "Syrerfolket", som bliver pint og undertrygt, på det groveste af deres diktator.