Baggrund
Læsetid: 6 min.

Besættere i de bristede drømmes tårn

I Venezuelas kaotiske hovedstad er selv en politimand og hans familie nødt til at bo ulovligt i det berygtede Torre de David – en skyskraber, der skulle have været bankpalads, men i dag er et vertikalt slumkvarter
Væggen hos en familie, der er flyttet ind i det ufuldendte bankhøjhus ’La Torre de David’. I Caracas er livet ikke nemt, heller ikke selv om man ikke skal betale husleje

Væggen hos en familie, der er flyttet ind i det ufuldendte bankhøjhus ’La Torre de David’. I Caracas er livet ikke nemt, heller ikke selv om man ikke skal betale husleje

Meridith Kohut

Udland
24. februar 2014

52 etager høj og med helikopterlandingsbane på taget skulle den ufærdige skyskraber – oprindeligt tænkt som bankhovedsæde – have knejset stolt i det centrale Caracas som symbolet på Venezuelas økonomiske boom i begyndelsen af 1990’erne.

I et land, der kæmper med en af ​​verdens højeste inflationsrater, kronisk knaphed på fødevarer og et sort valutamarked, hvor dollar handles til 10 gange den officielle kurs, står La Torre de David (opkaldt efter investor David Brillembourg, hvis død i 1993 faldt sammen med den venezuelanske økonomis sammenbrud) i stedet som metafor for den venezuelanske stats manglende evne til at sikre sine borgere boliger, offentlig transport og sikkerhed.

Ulovligt besat igennem otte år af over 300 familier tæller den kæmpemæssige bygning blandt sine beboere også en politimand. Ikke at 27-årige Jorge Luis Cadena er stolt over at kalde det ’et hjem’ for sin kone og tre børn.

Cadena, der hæver en månedsløn på blot 4.800 bolivares – det svarer til 4.150 kroner efter den officielle kurs, reelt til 365 kr. – lyder mere resigneret end vred.

»Mit job anses ikke for vigtigt. Ligesom en lærers job ikke anses for vigtigt«, siger han sørgmodigt. »Vi er ansvarlige for folks sikkerhed og børns uddannelse. Men på den løn, de betaler os, kan du se, at den slags ikke ses som vigtigt.«

LÆS: Venezuelas befolkning er mentalt i krig

Ved at flytte ind i tårnet og væk fra Caracas’ voldelige slumområder har Cadenas i det mindste sikret en tryggere tilværelse for sin familie.

»Det gav os mulighed for at flytte fra svigermor, men jeg føler ikke, jeg ejer dette sted,« siger Cadena.

Som husbesætter kan Cadena spare de 3.500 bolivares om måneden, det ville koste at leje en bolig i tilsvarende standard. I stedet kan han nu betale afdrag på sin brugte Honda Accord 1999. Bilen bruger han til sit bijob som taxichauffør. Det indbringer ham det dobbelte af lønnen som politibetjent.

»Alle venezuelanere må have to job,« siger Cadena på sin vej op ad trapperne til sit hjem på 26. etage.

»Vi overlever, fordi Gud vil det sådan«.

Cadena er ikke den eneste på vej til job. Atriumgården foran tårnet myldrer af tidlig morgenaktivitet. En håndfuld mænd drøner forbi på taxi-motorcykler, en stadig mere populær løsning på såvel arbejdsløshed som trafikforstoppelse i Caracas’ gader.

Svært at komme ind

Tårnets opgang og lyseblå korridorer er tilklistret med opslag, der tilbyder alt fra hjemmelavet is til engelskundervisning og tandbøjler til spotpris, der skulle kunne give dig det perfekte smil. Disse mange tjenester, der udføres fra hjemmet, vidner om den uformelle økonomi, som venezuelanere er afhængige af for at holde trit med stigende leveomkostninger.

»Vi finder altid en måde at overleve på, men let er det ikke,« siger Cadena.

Ud over sine to hverdagsjob hjælper han til i weekender på et autoværksted. Cadena købte også bilen som værn mod inflation. Med en inflation på over 52 pct. om året og enorme og stigende afgifter på importvarer »er det eneste, som ikke stiger her, folks løn«. Priserne på alt – fra bildele til byggematerialer eller lægemidler – kan blive fordoblet fra den ene måned til den næste.

»At jeg kunne købe bilen her var som en gave fra Gud. Jeg har ikke adgang til kredit, så det er nærmest et mirakel.«

Cadenas billån, siger han, fik han ikke af en bank, men af en privat långiver, som han dog ikke vil fortælle nærmere om.

»Han stoler på mig, fordi jeg har ry for at være ærlig,« forklarer han.

Fire år efter indflytningen virker Cadenas 90 kvadratmeter store lejlighed stadig ret ufærdig. Udsigten over byens sydlige del er dog imponerende. Her skulle investeringsbankfolk have siddet ved skriveborde for at arbejde sig op ad karrierestigen. Men hvor slipseklædte mænd kunne have jongleret med tal, steger Cadenas kone, Yecenia Polanco, nu æg til morgenmad.

Det var Yecenia, som fandt den ledige lejlighed. At komme til at bo i skyskraberen er meget eftertragtet, og at få en lejlighed kræver intens lobbyvirksomhed over for bygningens optagelsesudvalg. Men Yecenia har venner, der hjalp parret og deres tre børn. Da de rykkede ind, var lejligheden ikke andet end et gulv, nogle gigantiske søjler samt lidt rester af bankpaladsets engang så glitrende glasfacade.

Men møjsommeligt fik Cadena opsat vægge, der skiller dem fra naboerne. De har for nylig indrettet badeværelse og et lille L-formet køkken, hvor en kæmpestor blå vandtank sikrer vand nok til en uge ad gangen. Der hænger stadig støv i luften fra ombygningen.

»At få alle de mursten og al den cement op på 26. etage, trin for trin, kunne kun lade sig gøre med naboers hjælp, og selv da var det svært,« siger Cadena. »Og da vi kun skal være her midlertidigt, vil jeg heller ikke lægge så meget arbejde i det.«

Det ville Yecenia gerne. Lige nu er dagligstuen kun adskilt fra det soveværelse, de alle deler, ved et gyldent forhæng, der giver rummet et teatralsk udseende. Hun kunne godt tænke sig rigtige vægge, men med Cadenas indkomst alene er der ikke råd.

Cadena tjener nok til, at familien kan klare til dagen og vejen. Halvdelen af hans indkomst går til de fødevarer, som ifølge Yecenia ikke blot bliver stadig sværere at opdrive, men også dyrere og dyrere uge for uge.

»Vi plejede at handle hos gadesælgere, for de var billigere. I dag er de dyrere end supermarkederne.«

De priskontroller, som regeringen indførte for fem år siden, har betydet, at basale fødevarer som sukker, majsmel eller mælk er blevet sjældne på supermarkedshylderne. En liter mælk koster, hvis man kan finde den, syv bolivares. En gadesælger tager op til 15 bolivares.

Ikke plads til store drømme

Børn er den næsttungeste udgiftspost i Cadena-familiens budget. Selv om børnene går i den offentlige skole, koster transport og skoleartikler dyrt.

»Alt, hvad vi er i stand til at spare op, har det altid med at gå til et eller andet akut. I denne måned måtte vi betale 750 bolivares for to skjorter til børnenes skoleuniformer,« siger Yecenia.

Yecenia er uddannet frisør, men efter en oplevelse, hvor hun så den mand, hun var ved at barbere, blive skudt på klos hold lige foran hende i salonen, foretrækker hun at arbejde fra hjemmet og kun efter aftale. Hun er langsomt ved at opbygge sin kundekreds igen, men at opdrage på børnene, der har uregelmæssige skoletider, og jagte knappe varer på kryds og tværs af byen tager det meste af hendes tid.

»Jeg føler mig mere sikker, når jeg arbejder hjemme, selv om jeg tjener færre penge,« siger hun.

På en god måned kan hun tjene 2.000 bolivares.

At hendes mand er betjent gør ikke livet lettere for Yecenia eller hendes børn. Faktisk ville hun foretrække, at han sagde sit job op.

»Det er ikke sikkert nu til dags.«

Hendes onkel, der også var betjent, blev dræbt af mænd, der blev vrede over, at han irettesatte dem under en patruljering.

Cadena bryder sig mindre og mindre om sit job for hver dag. For ham var det langtfra en drøm, der gik i opfyldelse, da han blev politimand, men dengang følte han i det mindste, at fordelene opvejede risiciene.

»Det var en god følelse at være omgivet af folk, der havde akademiske grader – advokater, ingeniører osv. Jeg lærte meget,« forklarer Cadena.

Men Caracas er ikke et let sted at være betjent.

»De malandros (bøller, red.), vi har her, har flere og bedre våben end os. De tjener også flere penge, end vi kan drømme om,« siger Cadena.

Cadena finder dog sit job som taxichauffør endnu farligere.

»Når du går med våben, udsætter du dig selv for at blive dræbt og få røvet din pistol. Men at køre i byens gader om natten er værre,« siger han.

Jorge og Yecenia føler sig ofte modløse. For dem er Caracas ikke en by, hvor man kan drømme store drømme.

»Hvad kan vi stræbe efter her? Måske kan vi videreuddanne os lidt og tjene lidt mere. Men vi kan ikke gå med et smart ur eller mobiltelefon – det ville være som at sætte en pistol imod sit eget hoved,« siger Cadena.

Og dog nægter de at give afkald på at håbe.

»Jeg vil holde liv i mine drømme om at få et rigtigt hjem, så vi kan give vores børn en bedre fremtid,« siger Cadena. »Vi ønsker bare det, alle ønsker.«

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Okay - jeg troede at Venezuela var socialistisk...
Men det er jo ikke første gang at vi får at vide, at forarmede, ustabile stater, med US-dollaren som uofficiel parallelvaluta, og en økonomisk og politisk elite der sidder på alle landets ressourcer og penge, er socialistiske.

50% er kommet ud af fattigdom de sidste 10 år, hvem kan være med der? (Kilde: Counterpunch)