Læsetid: 7 min.

Diplomater samarbejder med NSA om spionage

Amerikanske diplomater og andre embedsmænd leverer vigtige oplysninger til NSA’s digitale spionage. Ekspert advarer mod at udlevere personlige data til USA’s diplomati
Et NSA-dokument fra 2009 viser, at amerikanerne op til COP15-topmødet i København spionerede mod centrale landes forberedelser for at kunne »forsyne beslutningstagere« med oplysningerne ved de vigtige klimaforhandlinger i København.

Mads Nissen/Ritzau Scanpix

6. februar 2014

Den amerikanske efterretningstjeneste NSA har opbygget et globalt overvågningssystem, der retfærdiggøres med, at det er nødvendigt af hensyn til den nationale sikkerhed og krigen mod terror, men som også bruges til at fremme amerikanske interesser i internationale forhandlinger. Dokumenter fra de seneste års store læk fra USA’s diplomati og efterretningstjenester viser, at en række forskellige led i USA’s centraladministration er med til at muliggøre spionagen – som vel at mærke ikke begrænses af regler eller lovgivning, så længe den ikke er målrettet mod amerikanske statsborgere.

Samarbejdet er så omfattende, at en ekspert i NSA’s arbejde opfordrer til forsigtighed i omgangen med amerikanske embedsmænd og diplomater.

»Enhver diplomat skal forstå, at hvis man giver sit visitkort med personlige data til en amerikansk embedsmand, så kan det havne på steder, man ikke selv ønsker,« siger James Bamford til Information.

Han er en af verdens førende kendere af NSA, som han har skrevet tre bøger om.

Information kunne i sidste uge afsløre, at den amerikanske efterretningstjeneste NSA har spioneret mod COP15 forhandlingerne og tilsyneladende også imod de danske forberedelser til det, der er blevet kaldt det vigtigste topmøde siden Anden Verdenskrig.

Et NSA-dokument fra 2009, lækket af Edward Snowden, viser konkret, at amerikanerne op til COP15-topmødet spionerede mod centrale landes forberedelser for at kunne »forsyne beslutningstagere« med oplysningerne ved de vigtige forhandlinger i København.

Men spionagen mod det danske topmøde er langtfra et enkeltstående eksempel på, at USA har bragt sin overvågning langt ind på diplomatiets og de internationale forhandlingers område, også når emner uden sikkerhedsmæssig relevans har været på dagsordenen. For ikke alene viser et andet lækket dokument fra Snowden som tidligere beskrevet i Information, at NSA allerede i 2007 spionerede mod andre lande på klimaområdet for at holde beslutningstagerne orienterede om det pres, som amerikanerne var ved at komme under på grund af landets høje CO2-udledning.

Også øvrige Snowden-dokumenter fra NSA og GCHQ, de amerikanske og britiske efterretningstjenester med speciale i elektronisk overvågning, har over det seneste halve år afsløret eksempler på elektronisk spionage ved internationale forhandlinger. Og holdes de sammen med de lækkede diplomatiske indberetninger, der blev offentliggjort af Wikileaks i 2010, kan offentligheden danne sig et mere dækkende billede af, hvordan samarbejdet mellem spioner, forhandlere og diplomater fungerer.

’Kunderne’

I NSA er overvågningen af den globale kommunikation delt op i afdelinger med forskelligt fokus eller ud fra geografisk område. Efterretningstjenestens eksperter i elektronisk overvågning får opgaver fra tjenestens såkaldte ’kunder’ i resten af den amerikanske centraladministration, forklarer James Bamford. Kunderne kan være andre efterretningstjenester eller Udenrigsministeriets forhandlere og diplomater. Men hvordan og hvilke emner, der kan igangsættes overvågning af, er stadig ikke offentligt kendt.

»Der er ingen, der rigtigt ved, hvordan de beslutter sig for et mål, for det er noget, der foregår internt. Der er ikke nogen lovgivning, der beskytter folk uden for USA, som ikke er amerikanske statsborgere. Så lovgivningsmæssigt er der ikke nogen begrænsning. Der skal være en form for efterretningskriterium, men alle diplomater for en udenlandsk regering uden for Five-Eyes er i NSA’s øjne et helt legitimt mål,« siger James Bamford.

Five-Eyes-alliancen består udover USA af Storbritannien, Canada, Australien og New Zealand, og de fire lande har som de eneste en aftale med USA om ikke at spionere mod hinanden.

Resten af verden er i frit spil for NSA’s spioner, forklarer Flemming Splidsboel, der er forsker på Københavns Universitet og tidligere har arbejdet som analytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste.

»Amerikanerne foretager elektronisk indhentning bredt. De lande, de er interesserede i oplysninger omkring, indhenter de mod. De sondrer ikke mellem allierede og ikke-allierede, og der vil være ganske få personer, de ikke kan finde på at indhente imod.«

35 statsledere

Et lækket dokument fra Edward Snowden, som Guardian har offentliggjort, viser, hvordan oplysningerne ikke kun går fra spionerne til beslutningstagere og embedsmænd, men også den anden vej. I dokumentet, som er fra 2006, beskrives det, hvordan NSA’s afdeling for indhentning af elektroniske efterretninger »fra tid til anden« får adgang til kontaktinformationer og numre fra ansatte i andre dele af staten.

»I en sag for nyligt leverede en amerikansk embedsmand 200 telefonnumre til 35 globale ledere. S2 Operations Staff gav med det samme disse informationer videre til S2 Production Centers (PC’s).

På trods af at flertallet af numrene sikkert er tilgængelige via open source (åbne kilder, red.), har PC’erne fundet 43 hidtil ukendte telefonnumre. Disse numre plus adskillige andre er blevet overført til OCTAVE,« står der i det lækkede dokument.

OCTAVE er kodenavnet for en database, hvorfra overvågning af telefonnumre, som NSA er interesseret i, kan sættes i gang. Af dokumentet fremgår det senere, at man på trods af de 200 nye telefonnumre er skuffet over resultatet af aflytningerne:

»Indtil videre har PC’erne fundet meget lidt brugbare efterretninger fra disse særlige numre, som ikke ser ud til at blive brugt til følsomme diskussioner. Men numrene har ført til andre numre, som efterfølgende er blevet overført.«

Fra visitkort til overvågning

I 2006-dokumentet bliver delingen af oplysninger mellem diplomater og spioner omtalt som noget, der sker »fra tid til anden«, men en diplomatisk indberetning fra det amerikanske udenrigsministerium lækket af Wikileaks i 2010, giver indblik i, hvordan det er sat i system.

I dokumentet, der er dateret 31. juli 2009, fremgår det, at USA instruerer sine diplomater i at indsamle oplysninger, der kan bruges til at spionere mod FN. Embedsmændene bliver bedt om at indsamle oplysninger om titler, navne, telefonnumre, mobilnumre, e-mails, brugernavne på internet og intranet, kreditkortnumre, arbejdskalendere og endda biometriske data – alle oplysninger, der ifølge dokumentet »er afgørende for efterretningstjenesternes indsamlingsindsats«.

Senere i samme dokument udpeger det amerikanske udenrigsministerium desuden en lang række emner, som det generelt ønsker efterretninger om fra diplomaterne. Et af de mange emner er COP15 i København, der på det tidspunkt ligger fem måneder fremme i tiden.

Indberetningen fra juli 2009 vakte opsigt, da Wikileaks lækkede den i 2010, blandt andet fordi den afslørede, at USA spionerede mod FN. Hvad offentligheden ikke kunne vide på det tidspunkt, var præcis hvorfor de biografiske oplysninger kunne være så centrale for den amerikanske efterretningsindsats. Det er først blevet afsløret af Snowdens læk.

»Den slags oplysninger er til NSA,« siger James Bamford.

»Det er grunden til, at Udenrigsministeriets folk bliver bedt om at indsamle personlige informationer fra visitkort, fordi det er noget, de har brug for at opsnappe f.eks. e-mails. De sender memoer rundt imellem sig, om at man skal huske at indsamle de her detaljer,« fortsætter han.

Noget af det vigtigste, Edward Snowden har afsløret, er i hvor høj grad NSA’s avancerede brug af teknologi og adgang til masseovervågning har gjort det muligt for tjenesten at anvende selv små stykker personlig data til at spionere på alt fra civile til regeringsledere.

Oplysninger som e-mails, telefonnumre og IP-adresser er afgørende for spionagen, da disse indsamlede såkaldte ’selektors’ kan sættes i forbindelse med programmer som XKeyscore, der giver agenterne mulighed for at søge efter oplysninger om adresserne i deres gigantiske databaser af opsnappet kommunikation.

»Det er blevet meget nemmere for NSA at indsamle de her informationer. Før fokuserede de mest på at opfange signaler fra satellitter, men så snart alting begyndte at skifte til fiberoptiske kabler, skaffede NSA sig adgang til de kabler. Ifølge Snowden-dokumenterne passerer 90 pct. af internetkommunikationen igennem USA, så den teknologiske udvikling har hjulpet NSA en hel del,« siger James Bamford.

Milliarder af data indsamles hver dag via NSA’s masseovervågningsprogrammer og skaber den gigantiske høstak af oplysninger, NSA har adgang til. Men for at høstakken skal blive nyttig for den enkelte agent, har han eller hun brug for selektoren – e-mailen, ip-adressen eller telefonnummeret. Den gør det muligt at finde nålen, f.eks. en forhandler eller FN-ansat. Hvis det globale overvågningsprogram ikke giver nogle brugbare resultater, eller hvis dataen er krypteret, kan NSA iværksætte mere målrettede aktioner for at få fat i den ønskede information. I den diplomatiske indberetning fremgår det videre, at diplomaterne også instrueres i at indsamle oplysninger om FN’s tekniske systemer heriblandt »centralt personale og funktioner fra den FN-enhed, der står for FN’s kommunikationsteknologi og computernetværk«. Det gælder også detaljer om FN-ansattes interne netværk, »sikkerhedsforanstaltninger, passwords, personlige krypteringsnøgler og typer af VPN (virtuelle private netværk, red.), der bliver brugt« samt FN-systemets nuværende og fremtidige brug af alt fra mobilnetværk, satellittelefoner, firewalls og IP-telefoner til taletidskort og mobilradioer.

Disse tekniske specifikationer, ved vi i dag, er nyttige for NSA’s specialiserede hackerenheder, der angriber tekniske systemer rundt omkring i verden for at få adgang til de informationer, tjenesten ønsker.

Diplomater, indhentere og hackere ser altså ud til at assistere hinanden i den globale kamp for bedst mulige elektroniske efterretninger i enhver situation, og her ser NSA indtil videre ud til at være klart førende. Som ledelsen af NSA selv beskriver det i sin tophemmelige SIGINT-Strategi 2012-2016, lækket af Snowden og publiceret af New York Times:

»Som verden har forandret sig, og verdens indbyrdes afhængighed og informationsalderen har forandret det rum, som vores mål bevæger sig i, har vi tilpasset os på nytænkende og kreative måder, der har ført til det stadie, vi er på nu, og som nogle kalder signalefterretningernes guldalder.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Riisgaard
  • Hugo Barlach
  • Heinrich R. Jørgensen
  • Espen Bøgh
  • kim jensen
  • Olav Bo Hessellund
  • Sup Aya Laya
  • Torben Arendal
  • Steen Sohn
  • Dorte Sørensen
  • Niels Mosbak
Bjarne Riisgaard, Hugo Barlach, Heinrich R. Jørgensen, Espen Bøgh, kim jensen, Olav Bo Hessellund, Sup Aya Laya, Torben Arendal, Steen Sohn, Dorte Sørensen og Niels Mosbak anbefalede denne artikel

Kommentarer

Så skal de ikke længere kaldes diplomater, men spioner.

Henrik Christensen, Espen Bøgh, Olav Bo Hessellund, Steffen Gliese og Rune Petersen anbefalede denne kommentar
Olav Bo Hessellund

Diplomater, der overtræder det lands lovgivning, de arbjeder i, er at betragte som kriminelle, uanset de ikke kan straffes.

Enhver udsendt amerikansk diplomat må for eftertiden betragtes som potentiel og sandsynlig lovovertræder.

Straffeloven
§ 263. Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, som uberettiget
1) bryder eller unddrager nogen et brev, telegram eller anden lukket meddelelse eller optegnelse eller gør sig bekendt med indholdet,
2) skaffer sig adgang til andres gemmer,
3) ved hjælp af et apparat hemmeligt aflytter eller optager udtalelser fremsat i enrum, telefonsamtaler eller anden samtale mellem andre eller forhandlinger i lukket møde, som han ikke selv deltager i, eller hvortil han uberettiget har skaffet sig adgang.

For at få udleveret den/de ansvarlige skal det kunne give 1 års fængsel.
Aflytningen er så tilladt for amerikanerne!
Udleveringsaftaler eller straffelov skal ændres

Ja man forstår bedre at amerikanerne er paranoide overfor alt der indenfor 10.000 kan anses som værende skadelig for USA - tænk hvis andre lande opførte sig som dem selv.
I den lange ende bliver det bare deres egen skygge de frygter - frygten er nemlig ikke udefra kommende - men en sygelig angst inde i hjernebarken af den amerikanske administration.

Janus Agerbo, Torben Arendal og Eva eldrup anbefalede denne kommentar
Olav Bo Hessellund

@Michael Pedersen:
- og hvis man sympatiserer med den amerikanske stats ulovlige snageri i andre landes forhold, så er det bare OK.
Er det sådan dit udsagn skal forstås?

Janus Agerbo, Espen Bøgh og Eva eldrup anbefalede denne kommentar
Olav Bo Hessellund

@Michael Pedersen:
...at spille overrasket eller ej.

Det er jo ikke det, der er problemet her.
Spørgsmålet er, hvordan man forholder sig til konstaterede lovovertrædelser: Med den tilbagelænede blaserthed, du lægger for dagen - eller man protesterer, når der begås klare ulovligheder.