Læsetid: 6 min.

Eksperter: Sanktioner er mest af alt signalpolitik

Vestlige ledere kan godt lide at bruge økonomiske sanktioner som en symbolsk løftet pegefinger over for brutale regimer. Ukraine er seneste eksempel. Men det er sjældent, at sanktionerne har en reel effekt, forklarer eksperter
Voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter resulterede torsdag i, at flere end 60 personer mistede livet i Kijevs gader. Læger rapporterede om, at sårede og døde havde skudsår. EU’s udenrigsministre mødtes og blev enige om sanktioner mod Ukraine, men det er ikke noget, der kan vende udviklingen, vurderer flere eksperter

Voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter resulterede torsdag i, at flere end 60 personer mistede livet i Kijevs gader. Læger rapporterede om, at sårede og døde havde skudsår. EU’s udenrigsministre mødtes og blev enige om sanktioner mod Ukraine, men det er ikke noget, der kan vende udviklingen, vurderer flere eksperter

Bulent Kilic

21. februar 2014

Ukraines præsident, Viktor Janukovitj, kom i torsdag i selskab med statsledere som Robert Mugabe, Kim Jung-un og Charles Taylor. Alle ved de, hvordan det er at blive underlagt sanktioner fra den vestlige verden. Men kun i få tilfælde har sanktionerne den ønskede effekt.

»Rent statistisk fungerer det cirka en ud af fem gange,« forklarer professor Peter Wallensteen fra Uppsala Universitets Department of Peace and Conflict Reseach. Han ser ikke målrettede sanktioner som et specielt effektivt middel til at skabe fred eller forhandling.

Læs: EU-enighed om sanktioner mod Ukraine

Alligevel er sanktioner, hvad enten de er rettet mod specifikke personer eller et helt lands muligheder for handel, et hyppigt anvendt værktøj, som FN, EU og USA bruger til at lægge pres på hårdhændede regimer. Hvis sanktioner skal være effektive, kræver det, at en række forudsætninger er til stede, påpeger Peter Wallensteen.

Læs: USA truer Ukraine med sanktioner

»Det kræver en stærk opposition, og at landet er politisk isoleret. Når sanktionerne så kommer oveni, har det en større effekt,« siger professoren.

I tilfældet Ukraine er der ganske vist tale om en stærk opposition til den siddende regering. Men landet kan ikke siges at være hverken politisk eller økonomisk isoleret. Hvis EU begynder at indføre strengere sanktioner over for præsident Janukovitj og den politiske elite, vil de formentlig blot orientere sig længere mod øst, vurderer Peter Wallensteen.

»Det er den store risiko, at man presser Ukraine yderligere i retning af Rusland. Jeg tror, det er derfor, man vælger ganske forsigtige sanktioner, som sender et signal, men som ikke har store økonomiske effekter, som vil gøre landet mere afhængigt af Rusland, end det er,« siger han.

Ingen løftestang

Normalt vil det ellers være mest effektivt at gå direkte efter de politiske magthavere, forklarer Peter Wallensteen. Det er vigtigt at udstille, hvem der er direkte politisk ansvarlig i en konflikt. Men i en situation, hvor Ukraine kan vælge at søge længere mod øst i stedet, må man nøjes med at rasle lidt med sablen i form af mildere sanktioner. De kan virke som en indiskret trussel fra EU om, at præsident Janukovitj kan blive den næste, der bliver ramt af sanktioner, mener Peter Wallensteen.

Senioranalytiker ved Dansk Institut for Internationale Studier Peter Munk Jensen tvivler imidlertid på, at præsident Janukovitj vil lade sig skræmme af sanktionerne mod Ukraine.

»EU har ingen løftestang i forhold til Janukovitj. Den røg i Vilnius, da han sagde nej til en handelsaftale med EU. EU har nul indflydelse på ham. Han har valgt side. Han er røget i lommen på Putin, og det er der, indflydelsen kommer fra,« siger han.

Senioranalytikeren ser derfor først og fremmest de målrettede sanktioner som et politisk signal fra EU om, at man tager afstand fra blodsudgydelserne i Ukraine. Men man bør ikke forvente, at truslen om yderligere sanktioner får præsidenten til at ryste på hånden, mener han.

»Hvis man spiller en rolle på den internationale scene og i sit eget nabolag, så kan man jo ikke bare sidde og gøre ingenting, når det her foregår. Det, man kan gøre, er så at indføre sanktioner, vel vidende at det formentlig ikke på kort sigt har den store effekt,« siger Peter Munk Jensen.

Den psykologiske effekt

I visse tilfælde har målrettede sanktioner dog vist sig at have en effekt, forklarer Peter Wallensteen. Han fremhæver Liberia og Iran som positive eksempler. I Liberia satte den manglende pengetilstrømning en stopper for krigsherren Charles Taylors fremfærd mod sit eget folk. Og i Iran førte den nuværende, mere reformvenlige, præsident Hassan Rohani blandt andet valgkamp på, at han ville have løftet sanktionerne fra Vesten.

»Men i andre tilfælde som Nordkorea og Zimbabwe sidder regimerne ganske sikkert og har anvendt det ydre tryk som et argument for, at regimet er nødvendigt, og at det hårde styre er nødvendigt for at redde landet. Man spiller på patriotismen. I fire ud af fem tilfælde er det det, der sker,« forklarer Peter Wallensteen.

Han mener, at sanktionernes stærkeste effekt i Ukraine kan være den psykologiske. Sanktionerne udstiller præsidenten som en forbryder, og det mærkat ønsker man ikke at have siddende på sig, mener Peter Wallensteen. I bedste fald kan sanktioner derfor bringe to stridende parter tættere på en forhandling. Men det fungerer bedst, når det modtagende land er løbet tør for alternativer.

»Ukraine og dets regering har andre venner i verden, som står bag dem og gør, at landet kan omgå sanktionerne. Mange af lederne har for eksempel sikkert mange af deres penge i Rusland snarere end i EU,« forklarer Peter Wallensteen.

Klem oligarkerne på maven

Hvis EU for alvor vil forsøge at øve indflydelse på præsident Janukovitj, bør man hellere rette blikket mod Ukraines magtfulde elite af oligarker, mener Peter Munk Jensen. Disse ekstremt velhavende forretningsfolk har stor politisk indflydelse, og enkelte af dem har allerede manet til forsoning mellem de stridende parter.

»Man kan godt gå ind og klemme dem på maven. Omvendt må man også forestille sig, at de her oligarker ligesom en klog ræv har flere udgange. De har formentlig allerede sikret, at deres midler ikke er til at få fat i længere, fordi de har kunnet lugte, at det her kunne komme,« siger Peter Munk Jensen.

For nylig stod den rigeste af alle oligarkerne, kul- og stålbaronen Rinat Akhmetov, frem med et budskab om, at »politikere, regeringsmedlemmer, oppositionen og moralske ledere må sætte sig til forhandlingsbordet.«

Han og landets øvrige oligarker har hidtil stået bag præsident Janukovitj, men de vil ikke bryde sig om et eventuelt indrejseforbud eller indefrysning af deres penge i EU, forklarer Gary Clyde Hufbauer fra Peterson Institute for International Economics. Men rent juridisk vil det være problematisk at indføre sanktioner mod oligarkerne, som formelt set er privatpersoner uden politisk magt.

»De er ikke medlemmer af regeringen. Så selv om det vil være praktisk let at ramme dem på pengepungen gennem deres selskaber, vil det juridisk set være meget svært,« forklarer Gary Clyde Hufbauer. »Juridisk er det lettere med politikere og myndighedspersoner. Men problemet er, at de ofte er meget velinformerede om muligheden for sanktioner, og derfor har de formentlig taget forbehold og skjult deres penge.«

Længere mod nord spøger EU’s erfaringer fra Hviderusland, landet der ofte omtales som Europas sidste diktatur. EU har i årevis forsøgt at presse præsident Aleksandr Lukasjenko ind på en mere forsonlig kurs over for såvel EU som sit eget folk. Men effekten har været den stik modsatte, forklarer Peter Munk Jensen.

»Han har trukket sig væk fra EU, dialogkanalerne er slukket, og der er ikke nogen menneskerettigheds- forbedringer,« siger senioranalytikeren.

Et klart signal

Ifølge ham risikerer EU, at det samme sker i Ukraine, hvis man fremturer for hårdt. Som han ser det, står EU derfor i den situation, at man reelt ikke har nogen mulighed for at øve indflydelse på udviklingen i Ukraine. Det er efterhånden også tvivlsomt, om den ukrainske befolkning i det hele taget er interesseret i støtten fra EU, mener Peter Munk Jensen.

»Der er så stor frustration over EU’s manglende handlekraft over de seneste tre måneder. Desillusionen over for EU er enorm blandt demonstranterne. EU har ingen høj værdi overhovedet blandt demonstranterne og for så vidt heller ikke hos oppositionen.«

Selv om EU torsdag vedtog sanktioner mod Ukraine, er det endnu ikke besluttet, hvem de skal omfatte. Forhåbningen er, at det kan skabe et pres på præsident Janukovitj, der fortsat forhandler med henholdsvis den tyske, franske og polske udenrigsminister.

»På den måde lægger vi et maksimalt pres på de forhandlinger, der pågår netop nu. Og derfor er håbet, at det vil have en virkning,« forklarer den danske udenrigsminister, Martin Lidegaard (R). Det er derfor, at landets øverste politiske ledelse ikke i første omgang vil være omfattet af sanktionerne, siger han.

»Det sender et klart signal om, at hvor mange og hvem, der bliver omfattet af de her sanktioner, afhænger af, hvad der sker i de kommende timer i Kijev,« siger ministeren.

»Det giver os en mulighed for at skalere op, hvis det er det, der bliver behov for, men også for at moderere sanktionerne, hvis der rent faktisk bliver fundet en forhandlet løsning. Så det afhænger af, hvad der sker i de kommende timer. Jeg udelukker ikke nogen muligheder.«

– Risikerer EU at skubbe Ukraine tættere på Rusland, hvis man indfører for hårde sanktioner?

»Den eneste mulige løsning i Ukraine er i hvert fald en forhandlet løsning. Og det kræver altså, at vi får en dialog mellem både Rusland og EU men også de to parter i konflikten. Der skal to til at lave en løsning i Ukraine. Derfor er det vigtigt, at vi kan fastholde alle parter ved forhandlingsbordet,« siger Martin Lidegaard.

Læs: Nøglen ligger i Moskva

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Daniel Hansen
Daniel Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Desværre underminerer det krigstribunalet. Det er svært at forstille sig en uvildig undersøgelse, baseret på års sanktioner, og massiv dækning i medierne. Det er en dom uden retssag. Jeg forventer den slags fra Mugabe, ikke Thorning.

Torben Nielsen

Hvorfor er det "forfærdeligt", hvis Ukraine indgår samarbejdsaftaler med Rusland? Lige nu er hele verden i Rusland til OL. Der er da også et samarbejde.

Er den kolde krig genoptaget? Hvem har gjort det? Hvorfor?

Bjarne Nielsen, Claus Madsen, Per Pendikel og Daniel Hansen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Man skal ikke indføre sanktioner for at opnå noget, men for ikke at stå model til noget, man ikke bør stå model til.

Således også Ruslands stop for europæisk svinekød. Kom nu ind i kampen Information. fortæl mig noget jeg ikke ved.

Claus E. Petersen

Lad dog Ukraine og Rusland om den sag, og gid politikerne og journalisterne kunne finde på noget mere relevant (for almindelige danske borgere) at beskæftige sig med.
Mørklægnings lov, løgnagtige politikere, afvikling af demokrati i danmark, EU's politiske union osv.

Bjarne Nielsen

Hvilket brutalt regime ville nogensinde forhandle med en opposition, der erklærer at ville begå kup og overtage magten i landet uden demokratiske valg, angriber politi og militær og statsinstitutioner med sten, skydevåben og brandbomber og vil begå landsforræderi imod forfatningen ved at forhindre det nuværende flertal i overhovedet at deltage i kommende valg?

Hvad ville journalistiske ludere i stil med denne artikels forfatter skrive, hvis noget tilsvarende fandt sted i USA eller Storbritanien eller Israel og statsmagten skred ind mod terroren?

Hér har vi til gengæld en folkelig opstand, som ikke er særligt sjov at referere om, måske særligt fordi den ikke så let kan indskrives i vore magtfuldes interessekampe:

"Demonstrationer mod privatiseringer og arbejdsløshed starter i Tuzla og spreder sig til en række andre byer i Bosnien-Hercegovina til større strejker, protester og opstand mod regeringen"
http://modkraft.dk/artikel/opstand-i-bosnien-rebellion-bosnia

Claus E. Petersen

Jeg beklager, men modkraft.dk er omtrent det sidste sted jeg vil lede efter information.
Det aller sidste sted ville nok være cwfa.org