Baggrund
Læsetid: 5 min.

Flygtningelejren, der burde få verden til at rejse sig

Titusinder af palæstinensiske flygtninge er fanget i en lejr midt i den syriske borgerkrig og lever under forfærdelige vilkår, som burde bekymre os alle. Christopher Gunness, talsmand for FN’s hjælpeindsats i området, beretter om, hvorfor nødhjælpen må opprioriteres
Beboere fra den palæstinensiske flygtningelejr Yarmouk uden for Damaskus venter på at blive evakueret. Billedet er taget den 4. februar og er offentliggjort af Syriens nationale nyhedsbureau, SANA. Foto: Scanpix/SANA

Beboere fra den palæstinensiske flygtningelejr Yarmouk uden for Damaskus venter på at blive evakueret. Billedet er taget den 4. februar og er offentliggjort af Syriens nationale nyhedsbureau, SANA. Foto: Scanpix/SANA

Udland
10. februar 2014

Opslagsværket over menneskets umenneskelighed har fået et nyt ord: Yarmouk. Lejren i udkanten af Damaskus var engang det livlige centrum for den palæstinensiske flygtningebefolkning i Syrien, hvor 160.000 palæstinensere levede i harmoni med syrere af enhver slags. I løbet af de sidste måneder er Yarmouk blevet synonym med fejlernærede børn, kvinder, der dør i barselssengen på grund af mangel på lægetilsyn, en belejret befolkning tvunget til at leve af dyrefoder; og alt dette foregår i hovedstaden i et FN-medlemsland i det 21. århundrede. Yarmouk inkarnerer den tragiske og dybe lidelse, som overgår civile under konflikten i Syrien. Sådan behøvede det ikke være.

Født midt i en krig

Tragedien har et menneskeligt ansigt. 14 måneder gamle Khaled er et barn af krigen. Han blev født, mens Yarmouk blev opslugt af Syriens bundløse konflikt: Væbnede grupper trængte ind i lejren, og regeringstropper reagerede ved at omringe den. Fanget med sine forældre og fire søskende har han allerede oplevet mere lidelse, end de fleste af os når på et helt liv.

Khaled personificerer Syriens tragiske konflikt, men også de muligheder, vi må række ud efter. Han ville formentlig have været død, hvis det ikke havde været for dr. Ibrahim Mohammad fra United Nations Relief and Works Agency (UNRWA), som behandlede ham for en alvorlig form for fejlernæring kendt som kwashiorkor, der skyldes langvarig mangel på protein.

»Da jeg så Khaled første gang, lignede han en fem måneder gammel baby,« siger Mohammad. »Han var ved at dø. Han havde overlevet på vand og nærmest ingen fast føde i to måneder.«

Da jeg spørger Khaleds mor, 29-årige Noor, om livet i Yarmouk, bliver hun oprevet.

»Helvede ville være bedre,« svarer hun. »Vi kogte urter og krydderier sammen med vand og drak det. Vi åd græs, indtil der ikke var mere.«

Da Noor fødte Khaled i hjemmet, kunne hun give ham brystmælk i starten, men på grund hendes dårlige kost stoppede mælken efter to måneder. Komælk bliver smuglet ind i lejren, men er ekstremt dyr, og der er ingen pulvermælk at få. Khaled måtte undvære. Han var heldig. Noor fortæller, at hendes fire måneder gamle niece sultede ihjel.

»Alle regnede med, at Khaled snart ville være død enten af sult eller bombningerne,« siger hun. »Døden var overalt. En af mine naboer døde, da hun fødte. Jordmoren blev kaldt bort midt i forløbet for at hjælpe en anden kvinde, og da hun kom tilbage, var min nabo forblødt ihjel.«

Udmattelse og smerte

Der er mange Khaled’er og mange flere Noor’er i Yarmouk. UNRWA-arbejdere har mødt dem hver morgen siden 18. januar, da de syriske myndigheder lod UNRWA bringe mad ind i lejren. Hver dag samles horder af udtærede skikkelser og venter på uddelingsholdet på Rama Street i den nordlige ende af lejren. Når deres id-kort er blevet tjekket, passerer nogle af dem ingenmandslandet, hvor grupper af snigskytter opererer, og stiller sig op i de lange køer i uddelingsområdet.

Det er stressende og udmattende at vente. Når dagen slutter, mørket falder på, og FN-holdet tager tilbage til basen i Damaskus, går hundreder af civile i en tydelig desperat forfatning, plaget af udmattelse og smerte, tilbage til deres hårde liv i Yarmouk, mange af dem med intet. På vores bedste dag, 30. januar, kunne vi uddele mere end 1.000 madpakker, hver af dem med nok til at brødføde en familie i omkring to uger. På mere vanskelige dage har vi uddelt så få som 26 eller så mange som 645. Krigen respekterer intet behov.

Som med alt humanitært arbejde, der foregår under konflikt, er belønningerne små og frustrationerne tilsvarende mange, mens faren lurer overalt.

Nødhjælp under beskydning

Den 14. januar forlod en UNRWA-konvoj bestående af seks vogne fyldt med mad til 6.000 mennesker og 10.000 doser af poliovaccine og anden medicin vores hovedlager i Damaskus. Vi var blevet instrueret i at bruge den sydlige indgang til Yarmouk, hvilket betød, at konvojen skulle køre 20 kilometer gennem et område med højt konfliktniveau, og hvor adskillige væbnede grupper, heriblandt nogle af de mest yderliggående jihadistiske organisationer, var stærkt og aktivt tilstede.

Under henvisning til sikkerhedshensyn ville de syriske myndigheder ikke lade UNRWA bruge den nordlige indgang til Yarmouk, som er under regeringens kontrol, og som ellers anses for at være forbundet med relativt mindre risici.

Da konvojen nærmede sig Yarmouk fra syd fik den følgeskab af en sikkerhedseskorte fra regeringen, hvilket gjorde det muligt for konvojen at nå det sidste regeringskontrollerede checkpoint. Konvojen blev clearet, og de syriske myndigheder stillede med en bulldozer, som skulle rydde vejen for murbrokker, jorddynger og andre forhindringer. Bulldozeren blev beskudt og var tvunget til at trække sig tilbage, omend uden nogle sårede.

Herefter brød skudilden for alvor løs, herunder med massiv beskydning fra automatvåben, lige nær ved UNWRA’s køretøjer. En mortergranat sprang ved siden af konvojen. Vores hold trak sig tilbage, heldigvis uden sårede.

Vi fortsatte ufortrødent. Vores mission fortsætter. Efter en succesrig adgang til Yarmouk den 18. januar har vi uddelt mere end 6.000 fødevarepakker og 10.000 poliovacciner. Det er ikke nok. Vi har brug for mere. Vi har brug for sikker, grundlæggende og vedvarende adgang til lejren. Og vi har brug for dette til alle civile i Syrien. Der er mange Yarmouk’er.

Symboler på håb

Lad mig slutte beretningen med at vende tilbage til Khaled. Fire uger senere var han blevet forvandlet gennem næring og medicin. Hans livløse ansigt bærer nu et smil, hans opsvulmede mave og lemmer ser sunde ud takket være Mohammads arbejde. I dag vejer han som en otte måneder gammel baby. Han voksede med hjælp og under vedholdende lægetilsyn. Vores sundhedsafdeling er overbeviste om, at han vil nå en størrelse og vægt, som havde han været en normal, sund baby.

Vi må se Khaleds hurtige bedring og hans mor Noor som symboler på et håb, symboler på vores forpligtelse over for Yarmouks befolkning og alle civile i Syrien.

Yarmouk er en udfordring for menneskeligheden i os alle. Når Yarmouks befolkning og andre civile i Syrien frarøves deres værdighed, svinder værdigheden i os alle.

Måske kan ordet Yarmouk en dag få en ny betydning. Måske kan Yarmouk, når krigen er slut, blive et eksempel på menneskelig medfølelse, et sted, hvor krigens nådesløshed blev overvundet af den menneskelige værdigheds rene kraft.

Christopher Gunness arbejder for UNRWA i Yarmouk

© The Guardian og Information. Oversat af Nina Trige Andersen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her