Læsetid: 7 min.

Franco forever

Der er noget råddent i kongeriget Spanien. Monarkens yngste datter slæbes for retten som en gemen borger, og regeringen har gemt en død diktator under gulvtæppet. Det er helt til grin, mener den første generation af spaniere, der er vokset op efter demokratiets genindførelse
Overgangen fra diktatur til demokrati i Spanien har været baseret på en tavshedspagt, hvor Franco-styrets forbrydelser blev fortiet. Det grundlag er kommet i krise, mener flere iagttagere: ’Demokratiet er måske mere skrøbeligt nu end på noget tidspunkt siden Francos død,’ skriver den fyrede chefredaktør for avisen El Mundo, Pedro Ramírez, i The New York Times

Overgangen fra diktatur til demokrati i Spanien har været baseret på en tavshedspagt, hvor Franco-styrets forbrydelser blev fortiet. Det grundlag er kommet i krise, mener flere iagttagere: ’Demokratiet er måske mere skrøbeligt nu end på noget tidspunkt siden Francos død,’ skriver den fyrede chefredaktør for avisen El Mundo, Pedro Ramírez, i The New York Times

Eugenio Merino

10. februar 2014

Porrón. Sådan hedder den kande, man i Spanien deles om at drikke vin af. Spanierne sætter ikke den lange tud for munden, men holder kanden op over hovedet og lader vinen plaske ned i svælget.

George Orwell beskriver det i sin bog om Den Spanske Borgerkrig (1936-39), Hyldest til Catalonien: »Så snart jeg så en porrón i brug, gik jeg i strejke og krævede at få en kop til at drikke af,« skriver Orwell, der deltog som frivillig på antifascisternes side.

»I mine øjne lignede de tingester natpotter, især når de var fyldt med hvidvin.«

På Barcelonas restauranter kan man se tandløse mænd, som var børn eller unge, da Franco i januar 1939 indtog byen, og som stadig gurgler hals med hvidvin fra kanden.

Ara – en catalansksproget avis, der er udkommet siden 2010 som talerør for kravet om national selvstændighed til Catalonien – dækker jubilæet for »Barcelonas fald«, mens hjemmesiden for Fundación National Francisco Franco (FNFF), der plejer den afdøde diktators ry, mindes samme begivenhed som »befrielsen af Barcelona«. Borgerkrig og statskup er stadig nationale neuroser til trods for de næsten 40 års transición siden Francos død i 1975.

»Vi har oplevet en overgang fra militærdiktatur til demokratisk samfund, som er baseret på en tavshedspagt,« siger den catalanske journalist Pere Rusiñol, »men nu er det regime, som opstod på baggrund af denne pagt, kommet i krise. Ingen ved, hvad det kan føre til.«

Francos nosser

Rusiñol var indtil 2008 politisk reporter på El País, Spaniens største avis, som blev stiftet i 1976 og har spillet en nøglerolle i overgangsprocessen.

Men han valgte selv at forlade avisen og arbejder nu på to projekter, der er opstået som reaktion på situationen i den spanske medieverden: et seriøst økonomisk-politisk månedsblad, Alternativas económicas, og et respektløst satirisk magasin, Mongolia.

»Det er ikke kun for sjov, for i Spanien har vi det problem, at vi har et nationalkatolsk diktatur,« siger den langhårede journalist i redaktionens mødelokale og ser gravalvorlig ud. Francos styre bestod af en alliance mellem nationalister i hæren og den katolske kirke:

»Så vi vil kombinere politisk satire med informationer, som mediebrugere mangler. Det er især om ejerforhold i medieverdenen, som vi beskriver i seriøse artikler på de sidste sider i Mongolia, ’Realitynews’. ’Hvis du griner herfra, er det dit problem,’ står der.«

Under rubrikken »Løgne om Franco« kan man på de sjove sider i Mongolia læse en afkræftelse af det udbredte rygte om, at generalen kun havde én nosse: »Han havde to, og de var så store, at han også ville have vundet krigen med kun den ene«.

Medier presses

Det konservative regeringsparti Partido Popular (PP), som siden valget i november 2011 har haft absolut flertal i parlamentet, repræsenterer ifølge Rusiñol Franco-styrets fortsættelse i demokratiet. På de alvorlige sider er der dybdeborende artikler om sammenhængen mellem Franco og nutidens politisk-økonomiske elite. Spaniens og Europas største varehuskæde, El Corte Inglés, er holdt op med at sælge bladet, efter at det i september tog virksomhedens nyudnævnte direktør, som er tidligere kandidat for det højreradikale parti Falange Española, under grundig behandling.

Rusiñol er optaget af, hvordan forbindelserne mellem politik, erhvervsliv, banker og medier er styrket under eurokrisen, der har ramt pressen som en annoncekrise.

»El País er blevet forvandlet til et propagandaredskab for finanssektoren,« siger han om sin gamle arbejdsplads.

»12 ud af 15 bestyrelsesmedlemmer repræsenterer bankerne, så det er ikke svært at regne ud, hvem de beskytter. De er ikke interesserede i at lave ordentlig journalistik. Blandt mere end 100 journalister, som er blevet fyret, var alle de bedste. Derfor er El País nok det bedste eksempel på udviklingen i offentligheden.«

Genoplivninger

Ambitionen med Mongolia er at genopfinde en tradition for satirisk samfundskritik, som blomstrede i Spanien og Latinamerika i 1980’erne. Ved 75-års-jubilæet for frankisternes indtog i Madrid sidst i marts, vil de for en enkelt dag genoplive den republikanske avis Heraldo de Madrid, som fascisterne straks lukkede.

»Den havde en halv million læsere og betød vildt meget i det republikanske Spanien. Så blev den konfiskeret af staten, som gjorde alt for, at den blev glemt. Tavshedspagten betyder også, at mange ikke ved, at Heraldo de Madrid fandtes, hvilket vi vil forsøge at lave om på,« fortæller Rusiñol.

»I Chile har de gjort noget lignende med avisen El Clarín. Det var landets største avis, og den støttede Allende, men blev så lukket af Pinochet i 1973. Sidste år genopstod den på 40-års-dagen for militærkuppet.«

Behandlingen af det spanske kongehus er et andet eksempel på en snigende ’berlusconisering’ af de spanske medier, mener Rusiñol. Pressen har udvist mere pli end flid i forbindelse med den sag, hvor selveste Cristina de Borbón, kongens yngste datter, blev hevet i retten. Ved retsmødet på Mallorca i lørdags var der nedlagt forbud mod billedoptagelser af prinsessen. Mongolia klædte i julenummeret bogstavelig talt Cristina af og fremlagde alle de pinlige detaljer i sagen mod hendes mand, den tidligere håndboldstjerne Iñaki Urdangarin, der er tiltalt for at have tilranet sig offentlige midler via en dertil indrettet nonprofitorganisation. »Køb det, før det bliver forbudt,« står der på bladet.

Kun ved straks at abdicere og overlade tronen til sin søn, prins Felipe, kan landets svækkede konge sikre monarkiets fremtid, udtaler kongehuseksperten José Garcia Abad, som minder om, at institutionen ikke kan tages for givet i en tidligere republik. Kong Juan Carlos opfattes generelt som en garant for det spanske demokrati, navnlig fordi han forsvarede folkestyret under et kupforsøg i 1981. Så de fleste glemmer, at han allerede i 1969 blev udnævnt til »det næste statsoverhoved« af Franco. Sløringen af denne sammenhæng gør ifølge Rusiñol Spanien til et uigennemskueligt land: »Selv om Spanien er medlem af EU, minder samfundets problemer mere om Chiles problemer,« siger han.

Infrastruktur

Højhastighedstoget tilbagelægger de 600 km fra Middelhavet til hovedstaden på to timer. Det suser gennem Aragonien, hvor Orwell tilbragte februar ved fronten: »Jeg betragtede ofte vinterlandskabet og forundredes over, hvor formålsløst det hele var,« skriver englænderen i sine optegnelser fra borgerkrigen.

Få måneder senere måtte han forlade fronten efter at have overlevet en kugle i halsen: »Udfaldet af krigen i Spanien blev afgjort i London, Paris, Rom, Berlin – i hvert fald ikke Spanien,« skrev han i 1942 og tilføjede, at profitmagere over hele verden »gned sig i hænderne«.

Infrastrukturen er det synligste tegn på den hastige modernisering af Spanien efter Francos død – der findes næppe destinationer i Europa med flottere lufthavne og undergrundsbaner end Madrid og Barcelona. Det spanske flag, der før blev set som regimets symbol, er endda blevet mere alment accepteret, især på grund af fodboldlandsholdets sejre.

Kunstneren Eugenio Merino blev født det år, Franco døde. Og ligesom mange andre af sin generation har han selv måttet skaffe sig viden om landets nære fortid, navnlig borgerkrigen og Franco: »Jeg kommer fra en konservativ familie, hvor man ikke taler om det. I skolen er Federico García Lorcas digte det tætteste, man kommer på emnet. Først da jeg kom på universitetet, begyndte jeg at læse om borgerkrigen.«

La marca España – ’brandet Spanien’, som politikere og erhvervsfolk har fået for vane at sige – har et problem, mener Merino. Han har fået Franco-nostalgikernes forening på nakken, efter at han har lavet nogle kontroversielle værker, der beskæftiger sig med Franco.

»Fordi de har valgt at sagsøge mig, har mange opdaget, at FNFF findes. Også i udlandet. Det skader Spaniens brand. Men de har villet bruge mig til at vise, at man ikke kan udstille kunst om Franco i Spanien uden at have en advokat,« siger Merino i et gråt og vådt boligkvarter i Madrid, hvor han har indrettet sit atelier i en garage.

»Hvis ikke det er elitært og uforståeligt, er det i det hele taget svært at få optaget noget om emnet på offentlige udstillinger,« tilføjer han.

Æresbegreber

I 2012 udstillede Merino værket »Always Franco« på ARCO, Madrids årlige kunstmesse. Det, der inspirerede Merino til at beskæftige sig kunstnerisk med Franco, var den nu tidligere undersøgelsesdommer Baltasar Garzóns mislykkede forsøg på at iværksætte et forsinket retsopgør, Zapatero-regeringens lov om officiel anerkendelse af frankismens ofre fra 2007 samt polemikken omkring regimets spøgelser i Det Kongelige Spanske Akademis biografiske leksikon. Han placerede en voksdukke klædt ud som den afdøde diktator i et Coca-Cola-køleskab og fik værket optaget på ARCO. Det fik FNFF til at politianmelde kunstneren. Ifølge foreningens næstformand, Jaime Alonso, skaber værket »had og sammenstød« ved at håne en person, »der ikke kan forsvare sig, fordi han er død«.

FNFF fik dog ikke medhold, men har alligevel straks sagsøgt Merino igen. Sidst på måneden skal han møde i retten.

Denne gang skyldes det værket »Punching Franco«, hvor en vellignende skumgummimodel af diktatorens hoved er monteret som en boksebold – med smadret brilleglas, flækket læbe og blåt øje – sådan som tusinder af spaniere så ud efter et forhør hos hans sikkerhedspoliti. Det er æreskrænkelse, mener foreningen, som dog denne gang har sænket erstatningskravet fra 18.000 til 12.000 euro. FNFF’s forkvinde er ingen ringere end diktatorens datter, Carmencita, der legede med en løveunge i de første propagandafilm efter borgerkrigen.

»I Tyskland findes der ingen forening, som arbejder på at holde Hitlers navn og ideer i live. Men Spanien er anderledes,« konstaterer Merino, »for at forstå det her, skal man vide, at mange spanske kunstnere lever på fattigdommens rand. De (FNFF, red.) har sagsøgt mig, fordi jeg er svagere stillet end gallerister og alle mulige andre på kunstscenen. Men for mig gav det kun mening at udstille de ting her. Det handler om at undersøge grænserne for politisk kunst i Spanien. For når man først én gang har oplevet censur, begynder man jo at se censur alle vegne,« siger Merino, som har bogstaverne C-R-A-P tatoveret under knoerne. Merino mener ikke, at hans kunst blot handler om at tæske Franco. »Nej, man kan ikke bruge værket til at afreagere. Så går hans glasøjne i stykker. Jeg er mere interesseret i en idé om katarsis, også gennem ironi og latter.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Nils Enrum
  • Torben R. Jensen
Nils Enrum og Torben R. Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ang. Kong Juan Carlos i Spanien. Ja, Franco mudnævnte ham i 1969 til det næste statsoverhoved! Fordi Franci mente at han ville føre frankismen, den autoritære francostat videre! Det gjorde han så ikke, vel! Og med Kongens indgriben i 1981, hvor situationen altså var langt, langt mere alvorligt end vi vidste her i Danmark i 1981, er Kong Juan Carlos stadig garant for demokratiet i Spanien.

Og det passer aldeles ikke det med Tyskland, ledende naziser mv. havde i perioden 1945/1946-1976/1977 høje poster i Tyskland...

Janus Agerbo, Nic Pedersen, Per Torbensen og Torben R. Jensen anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Der er jo også italienere, der ser op til Mussolini og russere m.fl. der er sovjet-fans.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg tror, Spanien og Grækenland har det tilfælles, at de ikke fik taget et retsopgør med diktaturet. Man lagde et tæppe hen over det for at få indført demokratiet. Men demokratiet kom til at lide under det manglende opgør, og de samme støtter af fascismen fortsatte i den demokratiske politiske verden.

Jooh, men på den anden side har snart sagt alle jo rost Nelson Mandela for netop at undlade et egentligt "retsopgør" i Sydafrika, hvor der jo også nok var et mellemværende eller to.....!?

Men MKN har da slående ret, når han påpeger modsigelserne i Spaniens "indre og ydre" kurs ovenfor!

Michael Kongstad Nielsen

Nic P.: - man kan næppe sammenligne med Sydafrika. Sydafrikas borgerkrig var vist mellem boere og englændere, mens Spaniens var mellem spaniere indbyrdes.

MKN,

det mener jeg nu i allerhøjeste grad man kan!
Sydafrika er delt blandt mange stammer (inkl. hvide!), hvilket Mandela også har påpeget.
Det samme var/er Spanien (spørg bare f.eks. baskere eller catalonere).
At kalde Boerkrigen en borgerkrig er nok for resten noget søgt, vil jeg mene. Både den (de) og Zulukrigen var rene britiske imperialistiske overfald på selvstændige stater. Selv efter datidens standard!

Michael Kongstad Nielsen

Ok. Nic P., de spanske var delt i etniske grupper fra Catalonien, Castilien. Baskerlandet , Andalusien osv., men borgerkrigen var et opgør mellem klasser, og en indledning til Anden Verdenskrig. Den varede fem år, men Franco-diktaturet varede i 30 år.

Ja, det ved jeg godt MKN, men hverken Sydafrika eller Spanien (eller så mange andre steder) er helt så enkle, som skolebøgerne og DR ville bilde os ind.
Man bliver tit klogere, hvis man får set nærmere på tingene. Jeg er selv i flere sammenhænge blevet overrasket!!

Michael

Nic P.: - man kan næppe sammenligne med Sydafrika. Sydafrikas borgerkrig var vist mellem boere og englændere, mens Spaniens var mellem spaniere indbyrdes.

Det retsopgør Mandela (o.a.) fravalgte var vel heller ikke i relation til boerkrigen. Det var opgøret med hele Apartheit-styret - altså de 40-45 års hvide mindretalstyre efter 1948.

Om det så var godt eller skidt at man bevidst undlod et retsopgør er så en anden sag - der er både for og imod, men det har jo nok lempet overgangen til reelt demokrati og gjort vejen langt mindre blodig.

Michael Kongstad Nielsen

Det er rigtigt, Thomas Krogh, det med boerkrigen var bare en tanke, der lige faldt mig ind. Men jeg er ikke spor sikker på, at det er formålstjenligt at lave amnestilove og undlade (rets)opgør med den forfærdelige fortid. Vejen skulle ikke være blodig, da nu overgangen var sket, men et eller andet retsligt og måske endnu bedre "moralsk" opgør burde der nok forekomme, for ligesom at slå en streg i sandet og sige, dette var før, og nu er det efter.

Michael

Jeg er sådan set enig - det er en afsindigt svær balance. På den ene side et ønske om at komme videre og bygge bro mellem parterne i en (overstået) konflikt, og på den anden side et - meget forståeligt - ønske fra ofre for overgreb om retfærdighed. Jeg har ikke et universalsvar.

Michael Kongstad Nielsen

Det med retsopgør efter en konflikt er vanskeligt. Herhjemme har vi jo heller ikke åbnet arkiverne efter den kolde krig. Vi mangler endnu et retsopgør mod de der lod ideologi og politik komme før deres fædrelands interesser.
Vi rejser ikke mere skamstøtter, men det havde tiltalt manges retfærdighedssans, hvis man havde åbnet arkiverne og rejst tiltale, eller i det mindste offentlig gjort navnene på de værste, jeg vil kalde dem landssvigere.
Det har nok lidt med folkekarakteren at gøre, her er det jo sådan, at hvis man påbegyndte en revolution, så blev den aflyst hvis vi fik regnvejr.

Michael Kongstad Nielsen

I Danmark har vi haft ét retsopgør efter besættelsen under II Verdenskrig. Det faldt ikke for heldigt ud, da alt for mange af de tunge landssvigere gik fri. Efter Franco (og efter det portugisiske og det græske diktatur) burde der nok have været et retsopgør, for det var jo diktaturer i et ellers demokratisk Europa, der holdt deres befolkninger uden for indflydelse i 30 år (mindre i Grækenland), fuldstændigt uhørt i den moderne verden, der ellers hyldede demokrati og menneskerettigheder.

Med hensyn til Danmark under den kolde krig må man sige, at et opgør ville være latterligt, allerede fordi den kolde krig ikke er ophørt endnu i manges (borgerlige) hoveder.

Lars Martin Pohle

Interessant at fölge denne debat. Jeg tillader mig at kommentare et par udvalgte punkter:
- MKN taler om "(rets)opgør med den forfærdelige fortid" - husk her paa, at höjreflöjen i Spanien ikke ser Franco-diktaturet som nogen forfärdelig fortid. Fölgelig er der intet behov for moralske eller retslige opgör endsige lad-os-alle-blive-venner-igen. Man skal blot fölge visse spanske kanalers udsendelser én eneste dag for at forvisse sig derom.
- Den spanske konges funktion som "demokratisk garant" sluttede for mange aar siden. I de seneste aar betragtes han närmere som en medlidenhedsvärdig gammel mand (andre ville benytte et andet substantiv) og det er kun et spörgsmaal om tid inden han tager - eller bliver nödet til at tage - beslutningen om at overlade tronen til sönnen Felipe. Spaniens omgang med konceptet "demokrati" har nu om dage intet at göre med kongen.
- At Catalonien önsker uafhängighed burde ikke undre nogen. Fra at väre et veldefineret og - tiden taget i betragtning - velfungerende rige til at blive underlagt et andets riges militäre - og dermed juridiske, administrative osv - styrke og derefter systematisk blive trampet paa er ikke sjovt. Det, der mest undrer én, er, at de har vist saa megen taalmodighed.

Danmark er ikke bedre end Spanien ,der er masser af fortrængninger som gerne må komme op til overfladen.
Den kolde krig er langt fra slut,har blot antaget andre former,eller er det resterne af denne krig,der ikke helt har forladt vores hoveder?
Spanien adskiller sig ved det faktum,at børnene fra ofrene fra Franko tiden stadig lever og kræver svar på deres ophav og deres forældres skæbne.

I Danmark kunne vi også gøre det bedre,ved at frigive kilde materiale om kommunisternes rolle og socialdemokraternes rolle under den kolde krig,de var trods alt modstandere og denne kamp har formet vores tanke måder helt op til i dag og kan ikke se enden helt endnu på denne periode.