Franco forever

Porrón. Sådan hedder den kande, man i Spanien deles om at drikke vin af. Spanierne sætter ikke den lange tud for munden, men holder kanden op over hovedet og lader vinen plaske ned i svælget.

George Orwell beskriver det i sin bog om Den Spanske Borgerkrig (1936-39), Hyldest til Catalonien: »Så snart jeg så en porrón i brug, gik jeg i strejke og krævede at få en kop til at drikke af,« skriver Orwell, der deltog som frivillig på antifascisternes side.

»I mine øjne lignede de tingester natpotter, især når de var fyldt med hvidvin.«

På Barcelonas restauranter kan man se tandløse mænd, som var børn eller unge, da Franco i januar 1939 indtog byen, og som stadig gurgler hals med hvidvin fra kanden.

Ara – en catalansksproget avis, der er udkommet siden 2010 som talerør for kravet om national selvstændighed til Catalonien – dækker jubilæet for »Barcelonas fald«, mens hjemmesiden for Fundación National Francisco Franco (FNFF), der plejer den afdøde diktators ry, mindes samme begivenhed som »befrielsen af Barcelona«. Borgerkrig og statskup er stadig nationale neuroser til trods for de næsten 40 års transición siden Francos død i 1975.

»Vi har oplevet en overgang fra militærdiktatur til demokratisk samfund, som er baseret på en tavshedspagt,« siger den catalanske journalist Pere Rusiñol, »men nu er det regime, som opstod på baggrund af denne pagt, kommet i krise. Ingen ved, hvad det kan føre til.«

Francos nosser

Rusiñol var indtil 2008 politisk reporter på El País, Spaniens største avis, som blev stiftet i 1976 og har spillet en nøglerolle i overgangsprocessen.

Men han valgte selv at forlade avisen og arbejder nu på to projekter, der er opstået som reaktion på situationen i den spanske medieverden: et seriøst økonomisk-politisk månedsblad, Alternativas económicas, og et respektløst satirisk magasin, Mongolia.

»Det er ikke kun for sjov, for i Spanien har vi det problem, at vi har et nationalkatolsk diktatur,« siger den langhårede journalist i redaktionens mødelokale og ser gravalvorlig ud. Francos styre bestod af en alliance mellem nationalister i hæren og den katolske kirke:

»Så vi vil kombinere politisk satire med informationer, som mediebrugere mangler. Det er især om ejerforhold i medieverdenen, som vi beskriver i seriøse artikler på de sidste sider i Mongolia, ’Realitynews’. ’Hvis du griner herfra, er det dit problem,’ står der.«

Under rubrikken »Løgne om Franco« kan man på de sjove sider i Mongolia læse en afkræftelse af det udbredte rygte om, at generalen kun havde én nosse: »Han havde to, og de var så store, at han også ville have vundet krigen med kun den ene«.

Medier presses

Det konservative regeringsparti Partido Popular (PP), som siden valget i november 2011 har haft absolut flertal i parlamentet, repræsenterer ifølge Rusiñol Franco-styrets fortsættelse i demokratiet. På de alvorlige sider er der dybdeborende artikler om sammenhængen mellem Franco og nutidens politisk-økonomiske elite. Spaniens og Europas største varehuskæde, El Corte Inglés, er holdt op med at sælge bladet, efter at det i september tog virksomhedens nyudnævnte direktør, som er tidligere kandidat for det højreradikale parti Falange Española, under grundig behandling.

Rusiñol er optaget af, hvordan forbindelserne mellem politik, erhvervsliv, banker og medier er styrket under eurokrisen, der har ramt pressen som en annoncekrise.

»El País er blevet forvandlet til et propagandaredskab for finanssektoren,« siger han om sin gamle arbejdsplads.

»12 ud af 15 bestyrelsesmedlemmer repræsenterer bankerne, så det er ikke svært at regne ud, hvem de beskytter. De er ikke interesserede i at lave ordentlig journalistik. Blandt mere end 100 journalister, som er blevet fyret, var alle de bedste. Derfor er El País nok det bedste eksempel på udviklingen i offentligheden.«

Genoplivninger

Ambitionen med Mongolia er at genopfinde en tradition for satirisk samfundskritik, som blomstrede i Spanien og Latinamerika i 1980’erne. Ved 75-års-jubilæet for frankisternes indtog i Madrid sidst i marts, vil de for en enkelt dag genoplive den republikanske avis Heraldo de Madrid, som fascisterne straks lukkede.

»Den havde en halv million læsere og betød vildt meget i det republikanske Spanien. Så blev den konfiskeret af staten, som gjorde alt for, at den blev glemt. Tavshedspagten betyder også, at mange ikke ved, at Heraldo de Madrid fandtes, hvilket vi vil forsøge at lave om på,« fortæller Rusiñol.

»I Chile har de gjort noget lignende med avisen El Clarín. Det var landets største avis, og den støttede Allende, men blev så lukket af Pinochet i 1973. Sidste år genopstod den på 40-års-dagen for militærkuppet.«

Behandlingen af det spanske kongehus er et andet eksempel på en snigende ’berlusconisering’ af de spanske medier, mener Rusiñol. Pressen har udvist mere pli end flid i forbindelse med den sag, hvor selveste Cristina de Borbón, kongens yngste datter, blev hevet i retten. Ved retsmødet på Mallorca i lørdags var der nedlagt forbud mod billedoptagelser af prinsessen. Mongolia klædte i julenummeret bogstavelig talt Cristina af og fremlagde alle de pinlige detaljer i sagen mod hendes mand, den tidligere håndboldstjerne Iñaki Urdangarin, der er tiltalt for at have tilranet sig offentlige midler via en dertil indrettet nonprofitorganisation. »Køb det, før det bliver forbudt,« står der på bladet.

Kun ved straks at abdicere og overlade tronen til sin søn, prins Felipe, kan landets svækkede konge sikre monarkiets fremtid, udtaler kongehuseksperten José Garcia Abad, som minder om, at institutionen ikke kan tages for givet i en tidligere republik. Kong Juan Carlos opfattes generelt som en garant for det spanske demokrati, navnlig fordi han forsvarede folkestyret under et kupforsøg i 1981. Så de fleste glemmer, at han allerede i 1969 blev udnævnt til »det næste statsoverhoved« af Franco. Sløringen af denne sammenhæng gør ifølge Rusiñol Spanien til et uigennemskueligt land: »Selv om Spanien er medlem af EU, minder samfundets problemer mere om Chiles problemer,« siger han.

Infrastruktur

Højhastighedstoget tilbagelægger de 600 km fra Middelhavet til hovedstaden på to timer. Det suser gennem Aragonien, hvor Orwell tilbragte februar ved fronten: »Jeg betragtede ofte vinterlandskabet og forundredes over, hvor formålsløst det hele var,« skriver englænderen i sine optegnelser fra borgerkrigen.

Få måneder senere måtte han forlade fronten efter at have overlevet en kugle i halsen: »Udfaldet af krigen i Spanien blev afgjort i London, Paris, Rom, Berlin – i hvert fald ikke Spanien,« skrev han i 1942 og tilføjede, at profitmagere over hele verden »gned sig i hænderne«.

Infrastrukturen er det synligste tegn på den hastige modernisering af Spanien efter Francos død – der findes næppe destinationer i Europa med flottere lufthavne og undergrundsbaner end Madrid og Barcelona. Det spanske flag, der før blev set som regimets symbol, er endda blevet mere alment accepteret, især på grund af fodboldlandsholdets sejre.

Kunstneren Eugenio Merino blev født det år, Franco døde. Og ligesom mange andre af sin generation har han selv måttet skaffe sig viden om landets nære fortid, navnlig borgerkrigen og Franco: »Jeg kommer fra en konservativ familie, hvor man ikke taler om det. I skolen er Federico García Lorcas digte det tætteste, man kommer på emnet. Først da jeg kom på universitetet, begyndte jeg at læse om borgerkrigen.«

La marca España – ’brandet Spanien’, som politikere og erhvervsfolk har fået for vane at sige – har et problem, mener Merino. Han har fået Franco-nostalgikernes forening på nakken, efter at han har lavet nogle kontroversielle værker, der beskæftiger sig med Franco.

»Fordi de har valgt at sagsøge mig, har mange opdaget, at FNFF findes. Også i udlandet. Det skader Spaniens brand. Men de har villet bruge mig til at vise, at man ikke kan udstille kunst om Franco i Spanien uden at have en advokat,« siger Merino i et gråt og vådt boligkvarter i Madrid, hvor han har indrettet sit atelier i en garage.

»Hvis ikke det er elitært og uforståeligt, er det i det hele taget svært at få optaget noget om emnet på offentlige udstillinger,« tilføjer han.

Æresbegreber

I 2012 udstillede Merino værket »Always Franco« på ARCO, Madrids årlige kunstmesse. Det, der inspirerede Merino til at beskæftige sig kunstnerisk med Franco, var den nu tidligere undersøgelsesdommer Baltasar Garzóns mislykkede forsøg på at iværksætte et forsinket retsopgør, Zapatero-regeringens lov om officiel anerkendelse af frankismens ofre fra 2007 samt polemikken omkring regimets spøgelser i Det Kongelige Spanske Akademis biografiske leksikon. Han placerede en voksdukke klædt ud som den afdøde diktator i et Coca-Cola-køleskab og fik værket optaget på ARCO. Det fik FNFF til at politianmelde kunstneren. Ifølge foreningens næstformand, Jaime Alonso, skaber værket »had og sammenstød« ved at håne en person, »der ikke kan forsvare sig, fordi han er død«.

FNFF fik dog ikke medhold, men har alligevel straks sagsøgt Merino igen. Sidst på måneden skal han møde i retten.

Denne gang skyldes det værket »Punching Franco«, hvor en vellignende skumgummimodel af diktatorens hoved er monteret som en boksebold – med smadret brilleglas, flækket læbe og blåt øje – sådan som tusinder af spaniere så ud efter et forhør hos hans sikkerhedspoliti. Det er æreskrænkelse, mener foreningen, som dog denne gang har sænket erstatningskravet fra 18.000 til 12.000 euro. FNFF’s forkvinde er ingen ringere end diktatorens datter, Carmencita, der legede med en løveunge i de første propagandafilm efter borgerkrigen.

»I Tyskland findes der ingen forening, som arbejder på at holde Hitlers navn og ideer i live. Men Spanien er anderledes,« konstaterer Merino, »for at forstå det her, skal man vide, at mange spanske kunstnere lever på fattigdommens rand. De (FNFF, red.) har sagsøgt mig, fordi jeg er svagere stillet end gallerister og alle mulige andre på kunstscenen. Men for mig gav det kun mening at udstille de ting her. Det handler om at undersøge grænserne for politisk kunst i Spanien. For når man først én gang har oplevet censur, begynder man jo at se censur alle vegne,« siger Merino, som har bogstaverne C-R-A-P tatoveret under knoerne. Merino mener ikke, at hans kunst blot handler om at tæske Franco. »Nej, man kan ikke bruge værket til at afreagere. Så går hans glasøjne i stykker. Jeg er mere interesseret i en idé om katarsis, også gennem ironi og latter.«