Gyldent Daggry vil danne nyt parti

Højreradikale aktivister siger, at de vil danne Nationalt Daggry, hvis Gyldent Daggry udelukkes fra at stille op til valg

	Det højreradikale græske parti, Gyldent Daggry, er Europas mest voldelige politiske organisation

Det højreradikale græske parti, Gyldent Daggry, er Europas mest voldelige politiske organisation

Louisa Gouliamaki
4. februar 2014

Efter at have holdt lav profil i månedsvis er det græske nyfascistiske parti Gyldent Daggry tilbage i gaderne. Som svar på et muligt forbud mod partiet, vil det nu blot stille op under nyt navn til nationale og europæiske valg.

Det højreradikale græske parti, Europas mest voldelige politiske organisation, har luftet planer om et nyt antræk kaldet Nationalt Daggry, hvis de udelukkes fra at stille op til valg på grund af en igangværende undersøgelse om påståede kriminelle aktiviteter.

»Patrioter vil have et parti at stemme på ved næste valg, selv hvis myndighederne gennemfører deres kup og forbyder Gyldent Daggry,« sagde medlem af parlamentet og partiets stjerne, Ilias Kasidiaris i lørdags til tusindvis af tilhængere i Athen. »Ligegyldig hvad der sker, vil vi stille op til valg. Græske nationalister, som ikke har været involveret i kriminelle organisationer, og som har uplettede straffeattester, har dannet et nyt patriotisk parti, Nationalt Daggry.«

Efter at to-partikoalitionen i det gældsplagede land bekendtgjorde, at afstemningen om euroen vil blive slået sammen med kommunalvalget i maj, anses det kommende valg for at kunne blive et udtryk for den generelle folkestemning.

I solidaritet med fængslede

I lørdags sagde Alexis Tsipras, leder af det vigtigste oppositionsparti, Syriza, at dobbeltvalget reelt vil være en afstemning om de upopulære nedskæringsprogrammer, som er sat i værk til gengæld for nødlån fra EU og IMF. Som leder af Europas største venstrefløjsparti stiller Tsipras også op til posten som præsident for EU-Kommissionen. Men det er det indædte anti-indvandringsparti, Gyldent Daggry, som de 28 medlemslande er mest optaget af.

Kasidiaris – der dukkede op som frontfigur for et parti med seks ud af sine 18 deputerede i fængsel efter drabet på en antifascistisk musiker i september – afslørede ekstremisternes planer under en demonstration på 18-års-dagen for militære sammenstød mellem Grækenland og Tyrkiet over to ubeboede øer i det Ægæiske Hav.

Denne begivenhed – det tætteste de to nabolande har været på krig siden invasionen af Cypern i 1974 – har ultranationalisterne højlydt fejret, siden de blev katapulteret ind i parlamentet i juni 2012.

Sidste år hævdede partiet, at flere end 50.000 deltog i demonstrationen. I år dukkede færre end 3.000 op på trods af, at begivenheden også var blevet en mindehøjtidelighed og solidaritetserklæring med to medlemmer af Gyldent Daggry, der er blevet skudt, og støttedemonstration for partiets fængslede parlamentsmedlemmer, herunder lederen Nikos Michaloliakos.

Michaloliakos, der er en ublu beundrer af den militærjunta, der sad på magten frem til 1974, dannede partiet Gyldent Daggry i starten af 1980’erne. Nu er han anklaget for at stå i spidsen for paramilitære operationer som systematisk angriber migranter, venstreorienterede og homoseksuelle.

På trods af organisationens tilsyneladende manglende evne til at mobilisere tilhængere, står den stadig stærkt i meningsmålingerne. De viser, at Gyldent Daggry stabilt ligger som landets tredjestørste parti og vil kunne trække mindst 10 procent af stemmerne på en bølge af vrede over og foragt for de nedskæringspolitikker, de politiske magthavere gennemfører.

Kasidiaris, som har meldt sit kandidatur til borgmesterposten i Athen på trods af, at også han står anklaget for kriminelle handlinger, spås op til 15 procent af stemmerne.

»De satte os i fængsel. Og hvad sker der så? Visnede vi bort?« spurgte han forsamlingen i lørdags. »Nej, vi gjorde ej. Vi er stærkere, mere magtfulde, og om kort tid vil vi også sidde på magten.«

Helena Smith er The Guardians korrespondent i Grækenland, Tyrkiet og Cypern.

© The Guardian og Information

Oversat af Nina Trige Andersen

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Niels  Mosbak

Ilias Kasidiaris talmanden for Golden Dawn, er under efterforskning af politiet - han er løsladt mod kaution, og har fået inddraget sit pas, men er som de andre ledende medlemmer af Golden Dawn sigtet for at tilhøre en kriminel organisation.
Mindehøjtideligheden for de tre dræbte officerer, der "faldt i krigen mod Tyrkerne" er en anden morsomhed - rent faktisk blev de dræbt ved at deres helikopter styrtede ned på grund af en teknisk fejl, så ikke nogen kamp dér.
Om Golden Dawn fortsat kan trække 10% af stemmerne er nu ikke så sikkert - sidste målinger taler om et-cifrede resultater, men det ligger fast, at de fortsat er det tredjestørste parti i Grækenland, hvor det førende parti i meningsmålingerne i dag er det græske enhedslisteparti Syriza, der har overhalet det konservative Nea Demokratia.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kjeld Hansen

Der burde opsættes en rammelov for demokratisk anstændighed i EU, således at yderligt gående politiske strømninger på både venstre og højrefløjen på forhånd er dømt ulovlig.

- En gang en fejltagelse i Europa som i 30'verne må være nok. Aldrig igen for en hver pris.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels  Mosbak

Kjeld Hansen

Jeg er ikke helt sikker på, at du har gennemtænkt dit sidste indlæg - hvem skulle bestemme hvilke holdninger der er ulovlige - handlinger kan være ulovlige - holdninger kan næppe undergives lovgivning, på en meningsfuld måde.
Golden Dawn forsøges ikke gjort ulovligt i Grækenland på grund af politiske holdninger - men på grund af politiske handlinger - drab og grov vold i flere tilfælde - så anklagemyndigheden søger at påvise, at der har været en kommandovej fra partiets fører gennem bl.a. talsmand Ilias Kasidiaris og til stormtropperne på gaden. Derfor er ledelsen af partiet fængslet, ikke fordi man vil forbyde partiet da noget sådant ikke er muligt ifølge den græske forfatning, men fordi partiet har handlet som en kriminel organisation og det kan man straffes for.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg

Niels Mosbak:
"Om Golden Dawn fortsat kan trække 10% af stemmerne er nu ikke så sikkert - ... det ligger fast, at de fortsat er det tredjestørste parti i Grækenland, hvor det førende parti i meningsmålingerne i dag er det græske enhedslisteparti Syriza, der har overhalet det konservative Nea Demokratia."
Har man en spærregrænse?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jesper Wendt

"Græske nationalister, som ikke har været involveret i kriminelle organisationer, og som har uplettede straffeattester, har dannet et nyt patriotisk parti, Nationalt Daggry.«"

Nationalistiske patrioter? Det kan vel ikke udelukkes, men synes det er grundlæggende modsætninger. Da patrioter er forankret i en republik.(- Brændt varm på en sød Ukrainer?)

"Jeg er ikke helt sikker på, at du har gennemtænkt dit sidste indlæg - hvem skulle bestemme hvilke holdninger der er ulovlige - handlinger kan være ulovlige - holdninger kan næppe undergives lovgivning, på en meningsfuld måde."

Det sker jo desværre, både i Tyskland og Frankrig, og sikkert i adskillige andre lande.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kjeld Hansen

Niels Mosbak
05. februar, 2014 - 18:27

Nej, de er ikke gennemtænkt. Men det er altså heller ikke et lovforslag til første behandling. Det er en holdning til, at der mangler redskaber til, at beskytte demokratiet mod yderligheder, som desvære igennem det sidste år ti har vist sit grimme fjæs i Europa igen.

- Radikalisering er en trussel mod fred og velstand som skal bekæmpes.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kjeld Hansen

Niels Mosbak
05. februar, 2014 - 18:27

"ikke fordi man vil forbyde partiet da noget sådant ikke er muligt ifølge den græske forfatning"

- Det er netop præcis derfor en demokratisk ramme nedfældet i en grundlov vil sikre demokratiet mod overgreb.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels  Mosbak

Jens Thaarup Nyberg

Der er en spærregrænse på 3%.

- - -

At man i Frankrig, Tyskland og andre lande har partier og tanker der er "forbudte" er jo i strid med et pluralistisk demokrati.
Et demokratis styrke ligger jo ikke i at forbyde holdninger, men at fjerne årsagerne til at de opstår.
Det handler i Grækenlands tilfælde om en nedskæringspolitik der er dikteret af EU, Den Europæiske Centralbank, og IMF - Verdensbanken. Disse økonomer har så - uden at vise nogen form for sociale hensyn - men alene økonomiske hensyn, gennemtvunget nedskæringer der har ført det store lag af grækere ud i direkte fattigdom i en grad så mennesker ikke har råd til at betale for f.eks. elektricitet - og det er et vidt udbredt fænomen, der også er slået igennem i middelklassen - hos min nabo f.eks. der er tomatavler.
Kreta er oven i købet den del af landet, der har et relativt højt BNP pr. indbygger, men også her på øen ender mennesker i armod.

Fattigdom og uvidenhed vandrer som regel hånd i hånd - og det er årsagen til at knap 10% af den græske befolkning er endt som supportere for det ny-nazistiske parti Golden Dawn.
Så en øget indsats rent undervisningsmæssigt, samt en social hensyntagen i den økonomiske politik - så undgår man størstedelen af de der falder for populistiske partier, hvis eneste politik er xenofobi...

Men meninger kan hverken domstole eller politi stille noget op over for - og løsningen er ikke at forbyde hverken meninger/holdninger/eller for den sags skyld kriminelle organisationer som Hells Angels, der for eksempel er forbudt i Berlin - lad dem være ude i det åbne, hvor man kan se dem og holde opsyn med dem - så er det langt nemmere at dæmme op for eventuelle lovovertrædelser - hvis efterretningstjenesterne ellers passer deres arbejde.
Og det har de gjort i tilfældet med Golden Dawn, der bl.a. er "lagt ned" på teleoplysninger og på filer på beslaglagte pc'ere der dokumenterer overtrædelser af lovgivningen - bl.a. på ovennævnte Ilias Kasidiaris, der er løsladt mod kaution - man har fundet videosekvenser hvor han skyder med automatgevær, samt politilegitimationskort udstedt i hans navn - falsk naturligvis - så han er næppe egnet til at danne et nyt parti af ustraffede nationalister - men i min optik er det bedre for demokratiet at den slags fælleskaber er over jorden - end under jorden, da det sidste vanskeliggør efterforskningen af aktiviteterne.

At organisationen har fået lov til at operere relativt uhindret i alt for lang tid er en anden sag - det skyldes alene regeringens langmodighed, fordi visse elementer i Nea Demokratia har holdninger der flugter fint med Golden Dawns - så de lod tingene passere så længe det blot var immigranter det gik ud over - men turde ikke lade stå til da en græker mistede livet, fordi vi også har et rimeligt kraftigt virkende anarkistisk miljø, der allerede har lavet en "bytter" ved nedskydning af to medlemmer af Golden Dawn der stod vagt foran et partihovedekvarter.
Men ellers er her såmænd meget fredeligt...

anbefalede denne kommentar