Historien er krigens første offer

En skov af insisterende hænder stikker i vejret i det madpakkelugttunge lokale. De tætpakkede fyrretræspulte står i snorlige rækker, men på dem flyder det som i de fleste andre 6.-klasser med farvestrålende tasker, bøger og penalhuse med billeder af boybands, blomster og dyr.

Eleverne går på Vladislav Ribnikar-skolen i Beograd, og bliver lige nu undervist i historie. Foran tavlen står en ung lærerinde med blond hestehale og en opslået kinabog i hånden; hun fortæller om Middelalderens konger. Om nogle måneder er det moderne Serbiens historie på skemaet, og det volder ofte problemer, forklarer lærerinden Tatjana Stevanovic, mens eleverne sidder og arbejder. Hun forsøger slet og ret at undgå at undervise i Serbiens deltagelse i 1900-tallets konflikter.

»Krigene er for tæt på, til at vi kan lære noget af dem. Det er bedre at holde sig fra krig, så man undgår, at undervisningen bliver politisk,« siger hun.

Hvis man kaster et blik på de serbiske historiebøger til skolebørn, bliver det hurtigt klart, hvorfor mange lærere har givet op. Inden for bare 20 år er historiebøgerne blevet ændret to gange i en mere nationalistisk og nazisympatiserende retning. Første gang efter at Slobodan Milosevic kom til magten 1993. Anden gang efter hans fald i 2000. I begge tilfælde var ændringerne politisk motiverede og blev gennemtrumfet af de nye magthavere, der havde brug for at tilpasse serbernes syn på de to verdenskrige og de jugoslaviske stater, fortæller professor i serbisk historie ved Beograd Universitet Dubravka Stojanovic.

»Midt under krigen med flygtninge, bomber og etniske udrensninger investerede vores ministre i nye historiebøger. Det viser, hvor vigtige bøgerne er. Krig handler om fordomme, stereotyper og om forskellige fortolkninger af, hvem der er skyldig, og hvem der er offer,« siger hun.

Det serbiske undervisningsministerium har ikke siden 2000 taget initiativ til at ændre lærebøgerne og tilstræbe en mere faktabaseret og pluralistisk fremstilling af fortiden. Og det har konsekvenser, at de personer, som fremstilles som nationale forbilleder i historiebøgerne, har været ansvarlige for etniske udrensninger og støttet nazisterne, mener Dubravka Stojanovic

Under Milosevic

Kort efter Slobodan Milosevic kom til magten i starten af 1990’erne, fik han Undervisningsministeriet til at ændre historiebøgerne. Krigen rasede i Bosnien-Hercegovina, og han havde brug for at styrke det nationale sammenhold, forklarer Dubravka Stojanović.

»I en krigssituation er det vigtigt for folk at vide, at de altid historisk set har haft ret, at alle andre har kæmpet imod dem,« siger hun.

De begivenheder, der ikke passede ind i Milosevic verdensbillede blev nedtonet eller slettet. Blandt andet står der meget lidt om det 19. århundred og Serbiens regeringspolitik over for Kosovo og Makedonien. Der er heller ingen forklaring på angrebet mod Bulgarien i 1885 eller de mange forsøg på at annektere det nordlige Albanien under Balkankrigene i 1912. Serbiens rolle fremstår udelukkende som defensiv.

Kapitlerne om Anden Verdenskrig blev også revideret under Milosevic. Igen var det vigtigt, at fremstille serberne som ofre, og i den forbindelse blev der ikke sparet på detaljerne. I en lærebog til 14-årige står der: »De indsatte i Jasenovac (kroatisk koncentrationslejr, red.) blev slagtet med knive, dræbt med forskellige former for værktøj: økser, hamre, mukkerter og jernstænger, skudt og brændt i krematoriet, kogt levende i kedler, hængt, udsultet, nægtet vand og udsat for kulde.«

Formålet med at udpensle serbernes lidelser var at styrke deres moral under den igangværende krig, forklarer professor Dubravka Stojanović. »Ofre er uskyldige, så når du er offer, kan du ikke begå forbrydelser, hvilket betyder, at du faktisk er fritaget for en hvilken som helst form for fremtidigt ansvar. Det er en position, som frigør dig,« siger hun.

Milosevic foretog også ændringer for at få opbakning fra den nationalistiske del af den serbiske befolkning. Ved at rense tjetnik-bevægelsens historie for negative elementer og erklære både dem og Titos partisaner for antifascister, der kæmpede mod tyskerne, skabte Milosevic en politisk balance mellem de to historiske modstandere. Samtidig retfærdiggjorde han sin egen politik, der kombinerede den kommunistiske orden med den nationalistiske ideologi. Men den historiske oprydning efter tjeknikkernes massakrer stoppede ikke her. Efter Milosevic’s fald blev der skruet yderligere op for glorificeringen af den nationalistiske tjetnik-bevægelse.

Efter Milosevic

Hver gang lærerinde Tatjana Stevanovic stiller et spørgsmål, letter eleverne sig fra sædet for at komme til at svare. De er vilde med historie, siger de. Mest fortællingerne fra det gamle Egypten og om indianerne i Amerika. Krigene de seneste 100 år ved de fire 6.-klasseselever Anna Colovic, Tara Raduloric, Milica Jovanovic og Kristina Sainovic ikke noget om.

»Der blev bombet – det er det, jeg ved,« siger en af pigerne og smiler til de andre.

De fniser. Deres forældre har ikke fortalt dem om krigene. De har ikke lyst til at snakke om det, siger pigerne. Lærerne har det på samme måde, forklarer Tatjana Stevanovic. De forsøger at placere den moderne serbienshistorie i slutningen af skoleåret, så den drukner i afslutninger og klasseture.

»Det er alt for svært at være objektiv, for konflikterne er ikke løst endnu, og derfor forsøger vi at undgå emnet,« siger hun.

De lærebøger, børnene sidder med i dag, er et produkt af den omskrivning, der blev fortaget efter Milosevics fald i 2000. Her ændrede undervisningsministeriet primært afsnittene om Anden Verdenskrig, fortæller Dubravka Stojanović.

»Historien var det første, der blev ændret. Ikke engang politikorpset reformerede de, før de omskrev hele Serbiens historie under Anden Verdenskrig,« siger hun.

Især kommunisternes og Titos rolle i krigen stod for skud, mens tjetnikkerne blev fremstillet som helte.

»Det skabte en ekstrem farlig situation i Serbien, for imens man tog hævn over Tito og partisanerne, omskrev man faktisk historien og fremstillede tjetnikkernes samarbejde med nazisterne i et positivt lys,« siger Dubravka Stojanović.

Ud over at udelade dele af historien blev kronologien også ændret. For eksempel skriver forfatterne til historiebøgerne: »Den støtte, de allierede gav partisanbevægelsen, betød, at de styrker, som endnu ikke havde engageret sig politisk i 1944, nemlig tjetnikkerne, nu var på tyskernes og bulgarernes side.« Starten på tjetnikkernes samarbejde med tyskerne bliver altså rykket fra den virkelige dato i efteråret 1941 til slutningen af ​​1944.

Ud over at forfalske historien, giver historiebøgerne også indtryk af, at der ikke var noget samarbejde mellem tjetnikker og nazisterne i løbet af krigen, mener Dubravka Stojanović. »Børnene læser, at partisanerne var de slemme, og at tjetnikkerne samarbejdede med italienerne, fordi det var det klogeste. De får ikke at vide, at samarbejdet med italienerne også var et samarbejde med nazisterne, og at tjetnikkerne har begået forbrydelser mod civile, specielt kroater, muslimer og serbere,« siger hun.

Den nationalistiske diskurs er klar og helt afgørende for serbernes eftermæle, forklarer Dubravka Stojanović. »Det hænger selvfølgelig sammen med krigene i 1990’erne, hvor de serbiske tropper kaldte sig selv tjetnikker. Når ministeriet forsøger at give tjetnikkerme et bedre ry under Anden Verdenskrig, forsøger de indirekte at forandre deres image under 90’er-krigen,« siger hun.

Nationalistisk drejning

Serbien er blandt de sidste lande i det sydøstlige Europa, hvor undervisningsministeriet stadig har monopol på at producere lærebøger. Det har resulteret i, at nogle lærere undlader at undervise i krigene, mens andre har udviklet deres eget materiale, fortæller Dubravka Stojanović.

»Nogle af lærerne siger, at de følger bogen, mens andre siger, at de underviser i det, de tror på. Først blev jeg meget glad og tænkte: ’Hvor er de modige’. Men det er totalt kaos. Når du underviser i Anden Verdenskrig, må du ikke give udtryk for den personlige mening, at Hitler var storslået, men det kan man i Serbien, for her er absolut ingen kontrol,« siger hun.

Identifikationen med fortidens antidemokratiske kræfter og i særdeleshed den besejrede side under Anden Verdenskrig er ifølge Dubravka Stojanović et farligt supplement til de ideologiske og politiske strømninger i Serbien.

»Konsekvensen er tydelig. De her unge kæmper mod homoseksuelles parader, de gennemtæver udlændinge, og de bliver fodboldhooligans. Man kan selvfølgelig aldrig sige, at det udelukkende er et resultat af uddannelse, men når du har den her forvirring omkring Anden Verdenskrig, bliver de unge i dag mere nationalistiske end tidligere generationer, og det er et stort problem,« siger hun.

Mange historikere sammenligner i dag Serbien med Weimarrepublikken i 1930’erne. I Serbien er det ikke et tabu at være nationalist, for majoriteten er nationalister, påpeger Dubravka Stojanović. Hun fortæller, at det mest sete tv-program i Serbien lige nu er en dramaserie, hvor nazisterne har hovedrollen.

»Søndag i primetime kan serberne se, hvordan nazisterne bliver fremstillet som de gode, fordi de var med til at bekæmpe kommunismen,« siger hun og fortsætter. »Rehabiliteringen startede i skolerne, derefter kom der lovgivning og ligebehandling af veteraner, rehabilitering af domstolene, og nu ender det hele som et tv-show, der ser krigen fra nazisternes synsvinkel.«

Et højt brag overdøver lærinden. En bold rammer ruden og leder for et øjeblik opmærksomheden ud på børnene, der leger skolegården. De aner ikke, hvad nationalisme er. Men det kommer de til, mener Dubravka Stojanović.

»Når du er ni år, har du ikke noget valg, du har en lærer, og du har en undervisningsbog,« siger hun.