Letta blev ofret som giraffen Marius

Torsdag eftermiddag opfordrede Matteo Renzi sine partikammerater til at »forlade sumpen«. Dermed åbnede Firenzes 38-årige borgmester, der i begyndelsen af december blev valgt til landsformand for centrumvenstrepartiet PD, en regeringskrise i Italien. »Jeg har siddet i sumpen på grund af PD,« udtalte Letta som reaktion på Renzis opfordring.

Siden april 2013 har den 47-årige Enrico Letta, som er Renzis partifælle, ledet en koalitionsregering. Men Italien har brug for en ny regering, der kan holde valgperioden ud, mener partiformanden, der som den næste regeringsleder nu selv risikerer at blive opslugt af Roms politiske sump.

»Det er en risikabel beslutning,« indrømmer Renzi, »men det giver mening, hvis man kan sige til resten af Europa, at målet er en regering, som kan holde indtil 2018, reformere valgloven og forfatningen og forsøge at gøre op med det undertrykkende bureaukrati.«

Renzi ser dermed ud til at blive den tredje italienske regeringsleder i træk, der ikke kommet til magten som følge af en sejr ved et parlamentsvalg. Mandag afviste republikkens præsident, Giorgio Napolitano, enhver snak om nyvalg som »tåbeligheder«.

Da den 89-årige Napolitano i april 2013 som den første præsident i republikkens historie lod sig genvælge, insisterede han på en bred samlingsregering med deltagelse af PD, Silvio Berlusconis PdL og en centrumhøjregruppe under ledelse af den tidligere ministerpræsident og EU-kommissær Mario Monti. Den skulle efter planen have fragtet Italien sikkert om på den anden side af EU-formandskabet i anden halvdel af 2014, men er allerede kørt fast – bl.a. fordi der opstod splittelse i Berlusconis parti, da han for et halvt år siden blev dømt for skattesvindel og efterfølgende ekskluderet fra parlamentet.

Et normalt land

Så sent som onsdag aften fremlagde Letta et nyt reformprogram, der overtager flere tiltag på beskæftigelsesområdet fra det program, som Renzi blev valgt til partiformand på. Samme dag havde Den Europæiske Centralbank advaret om, at beskæftigelsessituationen i Italien, Spanien og Grækenland udgør en risiko for den økonomiske genopretning i EU – ifølge de seneste tal fra den italienske stats statistiske institut, Istat, er arbejdsløsheden på 12,7 procent. Reaktionen på Lettas reformudspil fra landets økonomiske elite viste, at løbet var kørt:

»Det er en god analyse, men vi har ikke fået de svar, som vi ventede os,« udtaler Giorgio Squinzi, industrisammenslutning Confindustrias formand.

Den politiske lammelse i Rom er en klods om benet på erhvervslivet i Italien, som dog stadig er blandt de største industrinationer og verdens femte eksportøkonomi, påpeger Squinzi:

»Giv os et normalt land, så skal vi vise, hvad vi er i stand til.«

Renzi blev valgt som formand ved en afstemning blandt partiets vælgere. Når tilliden til politikerne er så lav, som det er tilfældet i Italien, udgør de knap to millioner stemmer, som Renzi fik ved formandsvalget, et usædvanligt stærkt mandat. I de seneste uger har han været under støt stigende pres for at investere sin popularitet i landets regering – navnlig blandt PD’s regeringspartnere. Renzi har utallige gange sagt, at han ville koncentrere sig om partiet, og at han ikke var indstillet på at overtage regeringsmagten. En ny regering kræver, at befolkningen først bliver spurgt ved et valg, understregede han mandag morgen i et interview i La Stampa. Men samme aften sagde Renzi til de sammenstimlede journalister foran præsidentboligen, hvor han var inviteret i audiens:

»Enten risikerer jeg min hals, eller også risikerer jeg min røv.«

Renzi havde oprindelig satset på at støbe kuglerne til en ny valglov og forfatningsreform uden for parlamentet, for så derefter at kunne indkassere gevinsten ved et parlamentsvalg, når Lettas regering havde udtjent sit formål. For tre uger siden indledte han forhandlinger med Berlusconi om en ny valglov, som er blevet nødvendig, efter at Forfatningsdomstolen har erklæret landets valglov fra 2005 for ugyldig. Men da han ikke er valgt af partiets repræsentanter i parlamentet, var der udsigt til, at aftalerne med Berlusconi ville blive blokeret af intern modstand, og at han så ville komme til at fremstå som magtesløs leder. Ifølge nogle iagttagere spiller det også ind, at der snart skal udpeges nye ledere for omkring 50 statskontrollerede virksomheder, og at Renzi således straks vil iværksætte sit reformprogram af den offentlige sektor med betroede folk.

Negativt fortilfælde

Letta valgte ikke at deltage i partistyrelsesmødet. Efter afstemningen meddelte han, at han trækker sig:

»Det er ikke så rart at se på,« sagde Giuseppe Civati, en tabende kandidat ved PD’s formandsvalg, »Letta ligner giraffen fra København.«

Renzi regner med at kunne konsolidere sit flertal med parlamentarikere fra oppositionspartierne MoVimento 5 Stelle og Sinistra Ecologia Libertà. I PD frygter mange, at beslutningen om at overtage magten uden et parlamentsvalg giver bagslag. Sådan gik det, da PD’s Massimo D’Alema blev regeringsleder i 1998: Det blev optakten til et årti domineret af Berlusconi. Indenrigsminister Angelino Alfano meddeler, at hans parti – NCD, som består af afhoppere fra Berlusconis parti – er parat til at indgå i Renzis regering.

»Men ikke på enhver betingelse,« understreger Alfano.

Senere vil det vise sig, om Berlusconi ikke også har et ord at skulle have sagt i NCD.