Læsetid: 8 min.

Minder fra Jugoslavien: et mere trygt og lige samfund

Både gamle og unge serbere drømmer sig tilbage til tiden under Tito, hvor der var arbejde til alle, og jugoslaverne tog på bilferie til Italien. Nu håber de, at et medlemskab af EU kan bringe fortidens storhed tilbage, men risikerer at blive slemt skuffede
Bojana Mucić (t.v.) er 35 år og har et godt job som konsulent hos Coca-Cola. Hun bor i Beograd. Til højre er det indgangen til Titos gravtempel ved hans tidligere bopæl i Beograds velhaverkvarter Dedinje. Fotos: Tor Birk Trads
11. februar 2014

Ved glasporten står en vagt og byder velkommen, som var det hans eget hjem. I forgangen ligger en gæstebog, hvor en af hilsnerne er: »Kun Jugoslavien var stort nok til alle. Alt andet er for småt. Tito havde sine fejl, ligesom alle andre, men han vidste, hvordan man skulle være en retfærdig og rimelig herre for den lille mand. For det skylder vi i al evighed ære til ham og Jugoslavien,« står der på serbisk med sirlig skråskrift.

Næsten 22 år er gået, siden Jugoslavien faldt, og endnu længere tid er det siden, at den socialistiske føderale republiks leder, Josip Broz, bedre kendt som Tito, døde. Alligevel er Beograds grå gader stadig fyldt med folk, der længes efter den tid, og de tager stadig bussen eller bilen fra centrum ud til Titos gravtempel ved hans tidligere bopæl i Beograds velhaverkvarter Dedinje for at vise deres respekt og skrive i gæstebogen.

Selv om Tito var en autoritær leder, der holdt Jugoslavien og dets folk i et stramt greb, bliver det kommunistiske styre i dag forbundet med tryghed og stabilitet her. Både hos den ældre generation, der voksede op under diktatoren, og hos den yngre generation, som blev født under Slobodan Milošević i 1990’erne. De gode minder overleveres af forældrene. Nu står Serbien til at blive medlem af EU, og optagelsen i unionen er blevet serbernes nye håb om en bedre fremtid. Det er især regler og stabilitet, som serberne mangler. Men flere frygter, at EU vil skuffe og bringe kaotiske tilstande i landet.

Tito

I Beograd, det, der engang var hovedstaden i Jugoslavien, står det tidligere serbiske forsvarsministerium, som NATO bombede under krigen i Kosovo, stadig, som da bomberne faldt i 1999. Uden for Beograd, i de små byer, står fabrikker, hvor tusinder engang arbejdede, tomme. De blev bygget og bemandet under Tito, ofte arbejdede hele familier der, men nu er de arbejdsløse, og byerne bliver af serbere beskrevet som »døde«.

Tito var en jugoslavisk revolutionær og statsmand, der besad mange forskellige roller fra 1943 til sin død i 1980. Under Anden Verdenskrig var han leder af den kommunistiske modstandsbevægelse Partisanerne, der ofte bliver betragtet som den mest effektive i det besatte Europa. Nok var Tito en autoritær leder, men mange, både i og uden for Jugoslavien, så ham som en sympatisk diktator, der gav det ’alliancefrie’ Jugoslavien en stærk, diplomatisk rolle i politik og gennemførte økonomiske reformer til gavn for de fleste.

På de interne linjer formåede han at holde fred mellem de etniske grupper i Den Jugoslaviske Forbundsstat, og på den internationale scene fik han opmærksomhed som leder af den alliancefri bevægelse. I modsætning til andre, nye kommunistiske stater frigjorde Tito Jugoslavien fra Aksemagterne, alliancen mellem Tyskland, Italien og Japan. Modsat andre kommunistiske diktaturer måtte udlændinge også rejse frit rundt i Jugoslavien, ligesom jugoslavere frit måtte rejse til Vesteuropa.

Den unge generation

Ved Titos gravtempel dukker to unge, muskuløse fyre op. Iklædt sorte dynejakker og med et reserveret og bestemt blik bevæger de sig op ad den røde løber og stiller sig foran et kort, som markerer hvilke lande, der deltog i Titos begravelsesceremoni. 128 lande. Fire konger, 31 præsidenter, seks prinser, 22 statsministre og 47 udenrigsministre. De kom fra begge sider af Jerntæppet og udgjorde ifølge teksten den hidtil største statslige begravelse i historien.

Dagen efter begravelsen skrev avisen The New York Times i en nekrolog, at Tito i modsæt- ning til andre kommunister ikke krævede, at folket skulle lide for hans vision.

»Efter en først sovjetisk påvirket, dyster periode, rykkede Tito mod en radikal forbedring af levevilkårene i landet. Jugoslavien blev efterhånden et lyspunkt midt i det generelt mørke Østeuropa,« noterede avisen.

Den ene af mændene, Milos Stevanic, der denne dag besøger gravstedet, er født i 1982 og kan derfor dårligt huske Jugoslavien, men som han har fået det fremstillet i forældrenes fortællinger, foretrækker han nationen dengang frem for nu.

»Mine forældre har fortalt mig, hvordan de bare kunne tage på bilferie til Italien. Dengang var der job til alle, folk var lige, og man kunne få en uddannelse. Nu er der ingen job, man kan ikke bruge sin uddannelse til noget, og politikerne er korrupte,« fortæller Stevanić, der blev færdig med økonomistudiet for tre år siden, men stadig ikke har fundet et job.

»Jeg lever fra dag til dag.«

Men Stevanić flytter ikke: »I Serbien får vi det altid til at fungere. På den ene eller anden måde. Men det er ikke sjovt,« siger han. De to venner slutter deres besøg foran kisten. Der står de, i tavshed og med let dukket nakke.

Romantisering

Først var der arbejde, så var der bomber, nu er der arbejdsløshed. Sådan husker mange serbere tiden fra Tito, over Milošević (og frem til nu, hvor adgangen til EU nærmer sig).

Serbien har i løbet af en kort periode skiftet karakter fra et autokratisk styre via Miloševićs forsøg på at genrejse en miskrediteret nationalisme til en form for kapitalisme. Det har været store forandringer, og der har været megen uro.

Når man træder ud af de bumlende sporvogne, som ingen passagerer gider at betale for at køre med, ud på de kaotisk placerede gader, møder man blandt alle betonbygningerne mennesker, der »har svært ved at finde sig selv i samfundet«, som en sociolog med særlig interesse for Jugoslavien udtrykker det. Han hedder Jovo Bakić og har skrevet bøger om ideologien bag unionen Jugoslavien og om, hvordan folk fortolker den nu.

Både den unge og den ældre generation, primært middel- og underklassen, tænker i dag på Jugoslavien som en god og stabil stat, vurderer Bakić. En stat ’for den lille mand’, som det også blev beskrevet i gæstebogen i Titos gravtempel.

»Der var regler, en rimelig indkomst til flertallet, stabile job, garanteret uddannelse uanset efternavn, og diktatoren, Tito, var retfærdig.«

Ifølge Bakić ville flertallet næppe have husket den kommunistiske tid sådan, hvis Serbien havde stabiliseret sig efter borgerkrigen i 1990’erne.

Bojana Mucić er 35 år gammel og arbejder som konsulent hos Coca-Cola. Et godt betalt job i en international virksomhed. Men hun er enig med Bakić:

»Mange folk husker den tid som god, for de følte sig sikre. De havde stabile indkomster og det samme job i hele deres karriere. Det var ikke en forbrugerorienteret tid som den, vi lever i nu. Min generation oplevede slutningen af den postkommunistiske tid som stabil, romantisk og sikker. Vi oplevede overgangsperioden med krig, bombning og den slags, og mange af os hverken kan eller vil overgå til det, der kom efter 1990’erne – kapitalismen. Folk forventede en tilværelse meget lig deres forældres – hvor de havde arbejde og økonomisk sikkerhed resten af deres liv – men mange mennesker tabte i det spil,« siger Bojana Mucić. Hun kan egentlig godt lide at bo i Beograd, men når hun rejser, bliver hun skuffet over Serbien, fordi hun i udlandet får øje på alle de ting, der er galt i hjemlandet – f.eks. infrastruktur, korruption og dårlige institutioner.

Det nye håb

Tito genopstår ikke. Fortiden forbliver i de forgyldte minder, mens fremtiden forhandles med EU, som for en stor del af serberne, specielt middelklassen, er blevet håbet om et bedre socialt sikkerhedsnet og flere penge på lommen. Og så, påpeger Bakić, bliver EU opfattet som en union, hvor der er regler. Hvor enhver person skal være lige for loven, og hvor loven skal være i overensstemmelse med en retfærdighed, som ikke eksisterer i Serbien nu.

I den såkaldte statusrapport, som EU udarbejder for lande, der er i forhandling om medlemskab, er en af de største forhindringer for Serbiens optagelse den massive korruption i landets institutioner og i den politiske top.

Bojana Mucić mener, at det kun kan blive bedre.

»Jeg har ikke en drøm eller forhåbning om, at EU vil være løsningen på vores problemer. Det er jo ikke, fordi vi træder ind i himlen. Men jeg tror, at EU vil kunne øge standarderne for kvaliteten og procedurerne i vores institutioner. Hvis man vil ind i EU, så kræver det altid en mængde ændringer, så tingene bliver bedre,« siger hun.

Professor Bakić frygter, at EU kun kan skuffe. Blandt andet fordi EU netop ikke er det, man i Jugoslavien drømmer sig tilbage til. Det var et kommunistisk styre, hvor EU er kapitalistisk. Han er bange for, at serberne ikke er klar til at omstille sig til et samfund, »hvor det hele er op til en selv med fuld konkurrence«.

Derfor mener han, at apati kan blive den naturlige efterfølger af skuffelse. Og dermed et samfund, der kommer til at stå stille, hvor »alle bliver ligeglade med hinanden og sig selv og derfor ikke prøver at løse problemerne«.

Når den slags har stået på i en periode, kommer oprøret, mener Bakić.

»Vreden kommer nedefra i samfundet, fordi det er dem, der har størst behov for, at Serbien bliver forandret. Når det så mislykkes, og de ikke kan holde ligegyldigheden ud længere, gør de oprør.«

Han mener ikke, at man skal kigge længere væk end Grækenland og Bulgarien for at finde situationer at spejle Serbien i.

»EU er ikke deus ex machina,« advarer han.

Jugoslavien

Fra indgangen til Titos gravtempel leder en rød løber op til den kommunistiske diktator, der ligger i sin marmorbelagte kiste i lysegrå nuancer, omkranset af velfriserede blomsterbuske og med lys skinnende ned fra vinduerne oven over. Sådan foretrak han det, da han levede, så sådan står det stadig, fortæller den 58-årige vagt, Josef.

Officielt er hjemmet, hvor Tito kom for at hvile sig om vinteren, blevet til et gravtempel med omkringliggende museer om Jugoslaviens historie, men sådan er det ikke for Josef. For ham er det stadig Titos hjem – et sted, hvor man viser sin respekt. Et museum har en anden respektløs karakter, forstår man på Josef, der har vogtet over Titos hjem i fire år. Frivilligt og uden et ønske om løn. Hver anden dag møder han stolt op i sin koboltblå uniform og deler ud af sin viden til de besøgende.

Han lyder som en historiker, når han fortæller, men vagten har ikke læst tykke bøger om Tito. Han var soldat og senere major i den Det Jugoslaviske Folks hær (JNA), som Tito skabte, og det skabte Josef. Ligesom rigtig mange andre fra den tid findes der for Josef ikke nogen erstatning for det trygge, socialistiske styre.

Vi går op ad den røde løber og ind i et separat rum, der huser en historisk samling.

»Jeg er et produkt af den mand,« konstaterer han og peger på en montre, hvor Titos feltmarskaluniform hænger på en gine. Hvid og velholdt.

»Det er den originale,« siger han, vender sig om mod mig og spørger:

»Er den ikke smuk?«

Selv om Titos Jugoslavien blev opløst i 1992, kommer Josef nogle gange til at sige Jugoslavien i stedet for Serbien.

Serie

Seneste artikler

  • Der er koldt på EU’s dørtrin

    13. marts 2014
    I en skov lidt syd for Serbiens hovedstad, Beograd, bor en gruppe flygtninge fra Eritrea i forladte bygninger nær et asylcenter. De kan ikke skaffe de nødvendige papirer, der giver adgang til asylcentret, og forsøger i stedet at holde stand mod de tocifrede minusgrader med tøj i lag på lag
  • Historien er krigens første offer

    26. februar 2014
    To gange de seneste 20 år har de serbiske myndigheder ændret indholdet i skolernes historiebøger. Begge gange fordi den førte politik krævede en mere nationalistisk forståelse af fortiden. Nu står de serbiske unge tilbage med en nazisympatiserende historieopfattelse og lærere, der har mistet troen på et forsøg på objektiv historieskrivning
  • Ungdommen siger farvel til Serbien

    17. februar 2014
    Den serbiske ungdom slap omkring årtusindeskiftet af med Slobodan Milošević gennem aktivisme om dagen og dans til techno om natten. I dag er det kun overklassens unge som danser, og de fleste unge drømmer om at forlade landet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Johannes Lund
  • Bill Atkins
Johannes Lund og Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu