Læsetid: 4 min.

Ny verdensorden presser ngo’er

Efter 20 års konstant fremgang står de såkaldte civilsamfundsorganisationer – ngo’erne – foran en ny virkelighed. Det politiske spillerum bliver mindre og pengene færre. Derfor søger organisationerne mod nye alliancer for ikke at ende som tabere i kampen om at gøre godt
Danske IBIS vil sandsynligvis snart fusionere med verdens største ngo, Oxfam, for super-ngo’er har bedre finansieringsmuligheder og en stærkere stemme. På billedet ses Oxfam-aktivister foran Det Hvide Hus i Washington DC

Danske IBIS vil sandsynligvis snart fusionere med verdens største ngo, Oxfam, for super-ngo’er har bedre finansieringsmuligheder og en stærkere stemme. På billedet ses Oxfam-aktivister foran Det Hvide Hus i Washington DC

Karen Bleier

17. februar 2014

Geopolitisk er verden i opbrud. Magt og indflydelse siver langsomt fra de gamle magter i nord og vest mod syd og øst. Og det mærkes hos de private ikkestatslige udviklingsorganisationer, der efter et par årtier med konstant større gennemslagskraft må erkende, at udviklingen er vendt. Det er blevet sværere at være civilsamfund, og i flere fattige lande ses udenlandske organisationer som politiske modstandere, der blander sig i interne forhold.

»Det er en realitet, at vi bliver mere presset. Og jeg tror, at det er en tendens, der bliver skærpet,« siger Vagn Berthelsen, mangeårig generalsekretær i en af Danmarks største ngo’er, Ibis.

Han peger på, at det politiske spillerum i mange udviklingslande mindskes. Den antagelse understøttes af verdensorganisationen for borgerdeltagelse, CIVICUS, der i deres årsrapport for 2013 konkluderer, at 57 procent af verdens befolkning i dag lever i lande, hvor de politiske rettigheder er under stigende pres – og at tallet stiger.

Det betyder, at ngo’er, der arbejder politisk ved at fokusere på borgernes rettigheder, i stigende grad bliver presset – eller helt forbudt.

»Man vil gerne have, at vi eksempelvis leverer billig uddannelse, men ikke at vi blander os i uddannelsespolitikken.«

Flere super-ngo’er

Omvendt er der begyndt en debat i flere europæiske lande om behovet for private bistandsorganisationer og ngo’er; om ikke det organiserede civilsamfund i de fattige lande selv kan løfte opgaven?

»Som vi har set det i Holland, er der en tiltagende debat om de store europæiske ngo’ers rolle. De har i mange år gjort et udmærket arbejde med at opbygge kapaciteten hos deres partnere i syd, og derfor spørges der, hvilken rolle organisationerne i nord skal spille,« forklarer mangeårig bistandsekspert og journalist, Knud Vilby.

Han understreger, at han som sådan ikke mener, ngo’erne er blevet overflødige, men at de naturligvis er nødt til at indrette sig efter de skiftende forhold – positive som negative.

Trine Pertou Mach, der indtil juni 2013 var forkvinde for bestyrelsen i en anden af Danmarks store ngo’er, Mellemfolkeligt Samvirke, MS, mener ligeledes, at forholdet mellem nord og syd er under forandring – også når det gælder det organiserede civilsamfund – men at organisationerne i nord fortsat spiller en afgørende rolle. Ikke mindst, fordi udviklingsbistanden i stigende grad bruges til andre formål end det traditionelle arbejde med langsigtet fattigdomsbekæmpelse, når flere midler skal gå til handel, lande med terrorproblemer, klimabistand og katastrofehjælp. Men endnu vigtigere, mener hun, for at sikre de fattige rettigheder.

»Derfor er det vigtigt at have civilsamfundsorganisationer, der ikke bare er statens håndlangere og spændt op på den dagsorden, som de nationale bistandsprogrammer følger. Her spiller ngo’erne i nord fortsat en meget vigtig rolle i forhold til at mobilisere civilsamfundet i de fattige lande omkring deres rettigheder, hvad enten det gælder kvinderettigheder, adgang til jord eller uddannelse,« siger Trine Pertou Mach, der forklarer, at man skam tager højde for, at relationerne mellem nord og syd ændrer sig.

Det sker blandt andet ved, at stadigt flere af de store ngo’er går sammen i globale alliancer. MS er under Trine Pertou Machs lederskab blevet en del af det verdensomspændende netværk Action Aid. Ibis vil sandsynligvis snart fusionere med verdens største ngo, Oxfam – og i fremtiden blot hedde Oxfam Danmark. Og Folkekirkens Nødhjælp, der er den næststørste danske ngo, er i dag en del af netværket Action by Churches Together, ACT. »At opbygge stærke ngo’er i syd er sådan set fortsat målet,« siger Trine Pertou Mach, der mener, at de nye globale alliancer netop betyder, at stadigt mere arbejde kan og skal overlades til organisationerne i syd.

Internationale udfordringer

Ellers er den primære årsag til de nye store super-ngo’er at sikre bedre politisk gennemslagskraft i forhold til de udfordringer, der fortsat holder de svageste grupper i udviklingslandene i fattigdom.

»Man kan ikke alt som national ngo, og der er derfor et behov for at specialisere sig. Med en stigende internationalisering får vi en meget bredere rækkevidde, både geografisk og tematisk,« siger Trine Pertou Mach.

Hun peger på, at det lobbyarbejde, som ngo’erne udfører, bliver langt mere slagkraftigt, når der står en international organisation bag. Især når det gælder de stadigt flere transnationale udfordringer for udvikling, som dominerer dagsordenen.

»De politiske beslutninger, der har betydning for de strukturelle faktorer for fattigdom, er jo ikke længere i så høj grad nationale som internationale. Det var i hvert fald en af de vigtigste overvejelser, vi havde i MS, før vi besluttede at indgå i et større internationalt samarbejde,« siger hun.

–Er det ikke også et spørgsmål om penge?

»Det er klart, at det i princippet giver adgang til flere finansieringsmuligheder,« svarer Trine Pertou Mach.

»Jo stærkere navn, man får som organisation, des nemmere er det givetvis også at få adgang til finansiering,« siger hun.

Vagn Berthelsen er enig. Han peger på, at Ibis eksempelvis arbejder imod skatteunddragelse og land grabbing – altså udenlandsk opkøb af landbrugsjord i Afrika – som et par af organisationens vigtigste mærkesager.

»Hvis vi skal kunne gøre os gældende eksempelvis i vores arbejde med at bekæmpe skatteunddragelse og skattely, så er det klart, at det er en fordel at være en større og dermed stærkere stemme.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Harder Vingaard Larsen

Det er sjovt at laese IBIS´s indledende kommentar. Det er helt tydeligt et henvisning til sagen i Bolivia, hvor deres lokalt ansatte leder brugte pengene til at finansiere den politiske oposition og det stod paa laenge. Da IBIS havde en mand paa besoeg rutinemaessigt fremsatte Bolivias regering problemet og det endte med at den ansatte blev smidt ud af moedet med ambassadoeren og den udsendte fra IBIS. Det lykkedes ikke at overbevise regeringen om at det var en fejl og denne har ikke tilladt videre arbejde i landet for IBIS. Det er et stoerre og stoerre problem for disse international NGO´er at de fattige lande nu er naaet saa langt i deres udvikling at de ikke bare smider sig paa knae over for "de hvide" og gaar alt hvad vi siger, men begynder at stille det fraekke spoergsmaal: Maaske skal VI goere det anderledes end EU, USA? Maaske er det ikke vejen frem? Det stoeder (isaer) europaernes stolthed og der svares igen med beskyldninger om mangel paa demokrati, naar virkeligheden er at mange af de progressive lande i Sydamerika nu netop dyrker lokaldemokrati og direkte demokrati meget mere end i EU, hvor det mest handler om valg hver 4-5. aar og ikke en daglig kontakt med befolkningen.

Philip B. Johnsen

"Ny verdensorden presser ngo’er"

Den nye verdensorden, presser alle de gamle økonomier, de stå alle for fald, en helt naturligt udvikling, er en ny Verdensbank, den nuværende har misbrugt sin position, som imperalistisk løftestang, alt for længe, hvilket nu resultere i udviklingslande søger investeringer, fra især de nye vækstøkonomier og på sigt, lån fra den nye Verdensbank.

Det er sansynligvis rigtigt ngo’er stå stærkere i større enheder, men fremtiden er ikke ngo’ernes, den er de nye samarbejdspartnere, de nye vækstøkonomier der er specialiseret, i at trække store befolkningsgrupper, hurtigt ud af ekstrem fattigdom.

De nye væsktøkonomier har en anden tilgang til udviklingslandene, de kommer ikke, som imperialister, der som vesten holde dem nede og plyndre dem for råstoffer, gennem samarbejde med eneherskere, men som samarbejdspartnere, der skaber udvikling gennem opbygning af infrastruktur og der igennem give udviklingslandene vækstpotentiale, men de tager sig betalt for det naturligvis og kineserne, der står for mang af de nye anlægsprojektet, ansætter ikke folk lokalt, men har selv folk med, træerne vokser ikke ind i himmelen.

Der er selvfølgelig ikke tale om, at alt er rosenrødt, men udvikling er frihed der er til, at føle på og vækst, betyder de kan betale lånene tilbage, hvis alt går vel.

Phil, vær nu ikkefor blåøjet. Sådan som kina behandler sin egen befolkning kan du vel ikke gå og tro at de vil behandle andre landes befolkninger bedre? Kinererne vil fare frem på samme imperialistiske facon, " der skaber udvikling gennem opbygning af infrastruktur og der igennem give udviklingslandene vækstpotentiale" helt præcist hvad de game imperialistiske magter gjorde, siden "frigørelsen", altså. Vækst for de rige, vækst af monocrop-landbrug, vækst af forurenende industrier, vækst i at drive mennesker bort fra den jord de har dyrket i århundreder og ind i slum-forstæder for at give plads til storlandbrug, vækst i skovhugs i følsomme områder, og opbygningen af infrastruktur, det er som regel noget der gøres for at gøre plyndring af landet mere effektiv. Veje og kraftværker, som landenes fattige befolkning ikke får noget ud af, bortset lige måske elektricitet, så de kan have fjernsyn.

Man skal ikke glemme, at der i de fleste u-lande i de sidste 50 år faktisk ER sket en udvikling, både politisk og økonomisk. Samtidig har også NGO'ernes arbejde forandret sig: Mens de tidligere var nødhjælpsorganisationer, som har ydet hjælp på en politisk forholdsvis neutral basis, er de blevet mere og mere politiske.

I u-landene ved man nok bedst, hvor disse NGO'er få deres penge fra. IBIS f.eks. financierer dens projekter kun som en lille del af deres medlemsbidrag. Langt den største del udgør statsstøtte. Og når NGO'er som Action Aid eller Oxfam nøje og ukritisk følger trop med den britiske regerings udenrigspolitik, skal man ikke undre sig, at u-landene bliver mere og mere skeptiske. Med ret eller ej, mistænker man jo NGO'er for bare at være de vestlige regeringernes stråmænd.

Dertil kommer, at ikke kun organisationer som IBIS optræder som NGO, men også helt andre som GGGI, amerikanske, britiske eller tyske fonde med en klar politisk agenda som eneste aktivitet. I de tidligere kolonier har man heller ikke glemt, at det var de "private" handelskompanier, der indledte kolonialtiden.

Når nu de danske NGO'er tilslutter sig de store britiske NGO'er, er det nok en selvstændig dansk udenrigspolitiks falliterklæring.

Philip B. Johnsen

Bob Jensen du har helt ret, træerne vokser ikke ind i himmelen, men de plantes af de nye vækstøkonomier, udviklingslande låner penge og mange af landene vækster.

reguleret kapitalisme skaber nogle få super rige, men det er et faktum at der bliver trukket mange ud af fattigdom, der er få der nu bekymre sig om de langsigtede omkostninger, det kender vi kun alt for godt, her hjemme fra andedammen.

Når Kina finder folkeretten frem, så vil jeg stå med åbne arme. Indtil da, er ingen ulykke stor nok. De skal kun ha' snor, så længe de respekterer konventionerne, det samme gælder alle lande.

Der skal være klare retningslinjer, og sanktioner, mod brud på FN resolutioner, der træder i kraft, uden VETO. Intet land er for stort til at synke ned i fattigdom og isolation. Det kræver dog helt andre neutrale ressourcer - end dem man operer med nu, hvor habiliteten virker mere end flosset.

Ivan Breinholt Leth

"Derfor er det vigtigt at have civilsamfundsorganisationer, der ikke bare er statens håndlangere og spændt op på den dagsorden, som de nationale bistandsprogrammer følger." Men det er jo ikke til at se forskel på Mellemfolkeligt Samvirke og Danida. Når Danida erklærer, at Danida forbliver i Zimbabwe, følger MS trofast efter. Når Danida erklærer, at demokrati er en forudsætning for udvikling nikker de ja i MS, selvom enhver kan konstatere, at det ofte forholder sig lige omvendt. Osv. Christian Friis Bach opfordrede direkte ngo'erne til at være mere 'frække'.