Læsetid: 7 min.

I ørkenen kan ingen høre deres klager

I Negev-ørkenen i Israel sidder hundredvis af afrikanske asylansøgere spærret inde uden udsigt til at få behandlet deres sager. Deres tilstedeværelse deler israelerne i to. De, der tror på, at den israelske stat er skabt til at hjælpe forfulgte. Og de, der støtter Netanyahus ønske om at deportere afrikanerne tilbage til deres hjemlande
21-årige Daniel Angosom er flygtet fra Eritrea til Israel. Nu sidder han i en ’åben facilitet’, der ifølge Amnesty International er at sammenligne med et fængsel

21-årige Daniel Angosom er flygtet fra Eritrea til Israel. Nu sidder han i en ’åben facilitet’, der ifølge Amnesty International er at sammenligne med et fængsel

Nadav Neuhaus

3. februar 2014

De mørkegule sandbanker troner sig op på begge sider af rute 211 og strækker sig som et uendeligt æggebakkelandskab beplantet med elmaster, så langt øjet rækker. Vi befinder os i Negev-ørkenen i Israel, tæt på den egyptiske grænse og Sinai. Herude har vejskiltene ikke længere navne, de har tal, der dækker over statslige faciliteter gemt væk fra offentligheden. Som 9808, en hullet vej, der tilsyneladende fører ud i ingenting, men efter ti minutters kørsel ender foran et stort, pigtrådsindhegnet fængsel, hvor israelske militærkøretøjer patruljerer i en hastighed, der giver associationer til et amerikansk truck race.

Bag fængslet ligger endnu en pigtrådsborg. De nyåbnede Holot-faciliteter, en gruppe hvide barakker med blanke bliktage, huser et af staten Israels mest presserende problemer: afrikanske migranter.

De israelske befolknings- og integrationsmyndigheder anslår, at der opholder sig omkring 55,000 afrikanske migranter i Israel. 90 pct. af dem kommer fra Eritrea og Sudan. De fleste befinder sig i det sydlige Tel Aviv, mens fem pct. er tilbageholdt i blikbarakkerne i Holot og andre fængselsanlæg. Og med den israelske regerings nuværende strategi bliver de stadig flere. Nu sidder de så der med bagagen fuld af traumer uden udsigt til at få behandlet deres asylansøgninger, mens premierminister Netanyahu og højrefløjen hænger dem ud som grådige arbejdssøgende, der udgør en trussel mod den israelske stat.

Allerede i januar sidste år forsøgte regeringen at bremse menneskestrømmen fra Afrika med et 230 km langt hegn langs den israelsk-egyptiske grænse. Men spørgsmålet om, hvad der skal ske med de afrikanere, som allerede befinder sig i Israel, er stadig ubesvaret, og de seneste måneder har flygtningenes desperate situation ført til næsten daglige demonstrationer i både Tel Aviv og Jerusalem.

Migrantspørgsmålet deler israelerne i to, forklarer journalisten Einat Fishbain, der har fulgt flygtningesituationen i Israel siden 1996 for bl.a. dagbladet Haaretz og israelske Channel 2.

»Højrefløjen – ført an af Netanyahu – vil gerne sende migranterne tilbage til Afrika, mens venstrefløjen mener, at det er i strid med menneskerettighederne. Begge sider er lige desperate,« siger hun.

På flugt

I dag er aktivister og migranter samlet foran anlægget i Holot. På farvestrålende plastikmåtter foran porten og pigtrådshegnet sidder en gruppe mænd. De fleste har bare fødder. Nogle snakker, andre spiser den mad eller ser på det tøj, som aktivisterne har haft med til dem.

En af dem er 21-årige Daniel Angosom, der med et vagtsomt blik rækker mig en slap hånd. Han er flygtet fra Eritrea og er netop – sammen med 250 andre migranter – blevet overført fra fængslet til Holot-faciliteterne, der har plads til 3.300 mennesker. I begyndelsen håbede han, at det nye anlæg ville betyde bedre forhold og give ham mulighed for at få sin asylsag behandlet. Men det skete ikke. Tværtimod.

»Det er som at blive flyttet fra et fængsel til et andet,« siger han uden at fortrække en mine i det smalle ansigt.

Daniel Angosom kom til Israel den 17. november 2012 sammen med en af sine venner fra hjembyen i Eritrea. Han forlod Eritrea, fordi der var uro, forklarer han.

»I Eritrea kunne jeg se frem til et liv i tvungen, livslang militærtjeneste for regeringen, og jeg ville aldrig få mulighed for hverken uddannelse eller job,« siger han. Efter at have været på flugt i fem måneder kom han ind i Israel i december 2012.

Daniel Angosom og de andre indsatte i Holot kan bevæge sig uden for faciliteterne fra klokken seks til klokken 22, hvis de vel at mærke husker at tjekke ind tre gange om dagen. Politikerne på den israelske højrefløj kalder anlægget for »åbent«. Men med en halv time i bil til nærmeste by har migranterne ingen reel mulighed for at komme ud, inden de skal tjekke ind igen.

»Vi har ingen muligheder for at komme ud og besøge vores familier. Samtidig behandler de ikke vore sager, så ingen aner, hvor lang tid vi skal sidde her,« siger Daniel Angosom.

Menneskerettighedsorganisationer kritiserer Netanyahu for, at de »åbne faciliteter« udelukkende har til formål at presse migranterne psykisk, så de opgiver at søge asyl og i stedet accepterer at vende hjem.

»Det er et fængsel, og det strider imod menneskerettighederne at fængsle mennesker uden grund og uden individuel sagsbehandling,« siger Sara Robinson, der er rettighedskoordinator for Amnesty International i Israel.

»Herudover er den eneste måde, migranterne kan komme ud, hvis de accepterer at blive fløjet tilbage til deres hjemlande. Nogle er så pressede, at de til sidst ikke ser anden udvej.«

Premierminister Benjamin Netanyahu forsøger ikke at lægge skjul på sin begejstring over den strategiske tilbageholdelse. For nylig skrev han om afrikanerne i Holot på sin Facebook-profil: »Infiltratorerne, der er blevet forflyttet til de specielle faciliteter, kan blive der eller vende hjem til deres egne lande.«

Brud på menneskerettighederne

FN’s menneskerettighedskonvention om flygtninges status fra 1951 forbyder ellers Israel at sende asylsøgere tilbage til deres hjemlande, hvis deres liv eller frihed er truet.

»I konventionens artikel 33 står der: ’Mennesker, der er i fare i deres hjemlande, må ikke sendes tilbage’. Det er netop for at undgå deportion,« siger Sara Robinson.

Men for nylig besluttede den israelske regering en ny procedure, der overtrumfer den gamle og gør det muligt at sende asylansøgere tilbage til deres hjemlande, hvis de skriver under på, at de frivilligt tager tilbage. Og tilsyneladende er det Netanyahus hensigt at udnytte proceduren fuldt ud. I hvert fald har han udtalt til The Times of Israel: »Nu skal vi fokusere på hjemsendelse af de illegale immigranter, der befinder sig her.«

Amnesty International tager afstand fra premierministerens retorik.

»Regeringen kalder migranterne ’infiltratorer’, der søger arbejde, og vi benægter da heller ikke, at nogle er her for at arbejde. Men der er også flygtninge imellem, og så længe sagerne ikke bliver behandlet, finder vi ikke ud af, hvem der er hvem,« siger Sara Robinson.

De israelske myndighederne har allerede sendt tusindvis af migranter tilbage til både Sydsudan og Eritrea, og fremtidsudsigterne er da heller ikke lyse for dem, der bliver.

Ud af de 1.400 mennesker fra Eritrea, der indtil videre har søgt asyl i Israel, har flertallet ikke fået noget svar, og de 17, der har, er blevet afvist. Til sammenligning får 70 pct. af de eritreanere, der søger asyl i Europa, flygtningestatus. Sudaneserne får slet ikke behandlet deres sager.

Sara Robinson konkluderer: »Det israelske asylsystem er brudt sammen. Langt fra alle sager bliver behandlet, og når de endelig gør, lever sagsbehandlingen ikke op til internationale standarder.«

Israelerne har glemt deres fortid

Cigaretrøgen fra mændene på plastikmåtterne blander sig med sand og hvirvler hen over parkeringspladsen foran fængslet. Under et af halvtagene står israelske Yigal Stein, der er en af de aktivister, som er mødt op med mad og tøj. For to år siden startede han organisationen Marach Levinsky. I løbet af bare få døgn havde han samlet 200 mennesker, som lige siden har delt suppe ud til migranter i Levinsky-parken i Tel Aviv.

»Det var ubærligt at se på, at Tel Aviv blev oversvømmet af sultne mennesker, der hverken havde sko eller tøj,« fortæller han. Hæren dumper ofte migranter, som de har samlet op ved grænsen og afhørt, foran byens centrale busstation.

Yigal Stein retter blikket mod stålhegnet. Han er selv fra en familie af russiske og tyske jøder, der flygtede til Sydamerika under Anden Verdenskrig.

»Vi overlevede kun, fordi der var mennesker og regeringer, som var bedre, end den israelske er i dag,« siger han. Ifølge ham udgør immigranterne mindre end en pct. af den israelske befolkning, og de er derfor ikke den demografiske trussel, der får højrefløjen til at reagere med fremmedhad, mener han.

»Det sørgelige er, at den israelske befolkning sluger regeringens løgne og spytter dem ud igen, så snart du spørger ind til deres holdninger. De reagerer posttraumatisk i den forstand, at de selv har oplevet racisme i deres familier, og nu forsvarer de sig med racisme,« siger han.

Dystre udsigter

Einat Fishbain mener, at den israelske stat aldrig har været indrettet til at tage imod asylansøgerne. Samtidig har de yderste politiske fløje overtaget retorikken omkring migranterne, og det gør problemerne svære at løse, forklarer hun: »Højrefløjen råber: ’De kommer, de kommer og ødelægger den israelske stat’, mens venstrefløjen råber: ’holocaust’. Begge sider er lige ukonstruktive.«

De seneste måneders demonstrationer og fokus på migranterne har ifølge Einat Fishbain efterladt israelerne hysteriske og i en panik, fordi alle frygter, hvad der skal ske: »Højrefløjen har magten, men nægter at behandle de her menneskers sager. Det er barnligt, men også trist, fordi det udelukker enhver mulighed for at forandre det nuværende system,« siger hun.

Tilbage i Holot har Daniel Angosom ikke tænkt sig at tage tilbage til Eritrea frivilligt, men vil blive og kæmpe for sine rettigheder, fortæller han. Men det er ikke nemt at holde modet oppe. Når han skal sove, tænker han ofte på, hvor lang tid han skal sidde i fængsel, og nogle gange har han mareridt om, hvad han blev udsat for af beduinerne: »Det hele er som en meget uhyggelig film, bare virkelig.«

Der er ikke udsigt til, at Daniel Angosom og de andre migranter får behandlet deres asylansøgninger. Og de venter stadig i blikbarakkerne på rute 9808, en hullet vej, der fører ud i ingenting.

Serie

Seneste artikler

  • Ultraortodokse gør oprør mod Israels kvindelige soldater

    6. februar 2014
    Antallet af højrereligiøse mænd i det israelske forsvar er steget eksplosivt i løbet af de seneste tyve år. Mændene nægter at tage imod ordrer fra de kvinder, og deres stigende indflydelse truer med at underminere ligestillingen i den eneste hær i verden, hvor kvinder altid har aftjent værnepligt
  • De kom som overlevere, men endte som ofre

    23. januar 2014
    De var med da nazismen indtog Europa og drev deres familier på flugt, og de kæmpede mod araberne og briterne, da staten Israel blev udråbt i 1948. Men i dag kalder de israelske politikere Holocaustoverleverne for ofre, og bruger dem som våben mod omverdenen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Qu
  • odd bjertnes
  • Steen Sohn
Pia Qu, odd bjertnes og Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Holot-faciliteter" ... betyder det mon kz-lejre ?

Wauv, nu faar jeg taesk ... og bliver slettet !

Rune Petersen, Poul Eriksen og Eva eldrup anbefalede denne kommentar

Ja så ser vi frem til Anders Foghs snarlige alvorlige reprimande til Israels for brud på menneske - og demokratiske rettigheder, eller gælder det kun Østeuropa?

Pia Qu, Andreas Andersen, Rune Petersen, Poul Eriksen, Per Jongberg og Eva eldrup anbefalede denne kommentar
Lisbeth Clausen

Torben: Du kan bare tage til Italien og Grækenland for at finde lignende og værre forhold...

Det simple faktum er at inden for 10 år vil Europas døre være lukket og slukket, asyl ansøgninger vil ikke eksistere foruden green card til de brugbare. Foranstaltninger som miner ved grænser og farvande vil være til stede og opsamlings/flygtningelejre vil kun eksisitere i nærområderne.

Det er simpel matematik, Europa kan og vil ikke absorbere den konstante overskudsbefolkning visse asiatiske lande og dele af Afrika producerer.

Andreas Andersen, Michael Reves og Preben Haagensen anbefalede denne kommentar
Andreas Andersen

Det er trist at erfare, det vidste jeg intet om. Det er ikke mangel på penge, for der er jo altid penge nok når de som administrerer pengene skal bruge dem til deres lyster.
Gad vide hvad grunden er til at vi mennesker er som vi er overfor hinanden.

Britta Hansen og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar
Bjarne Riisgaard

Israel kan givetvis beskyldes for mange ting, men det konkrete problem med flygtninge fra Nordafrika, der ender i Israel efter at være blevet udnyttet både af deres lokale regeringer og de beduiner der driver en lukrativ er meneskesmuglingsforretning, er et regionalt problem som Israel trods alt ikke har skabt. Problemet rammer særligt flygtninge fra regimet i Eritrea, fordi grænseområdet mellem Eritrea og Etiopien er næsten er lovløst, men også andre områder i Nordafrika påvirkes. Beduinerne har en nøglerolle i menneskesmuglingen, og udnytter den tilsyneladende hæmningsløst, på en måde der kan være svær at skelne fra slavehandel.

Det er blevet værre efter at oprøret i Egypten og krigene i Sudan har svækket centralregeringernes evne til at beskytte flygtninge mod beduinernes slavehandel, og problemet er så massivt at israel ikke alene kan gøre noget ved det.

Der var en udmærket, grundig artikel om emnet i MERIP i efteråret, som kan anbefales:

www.merip.org/mer/mer268/rerouted-trafficking-eritrean-refugees

Vasili Frang, Viktor Knudsen og Lisbeth Clausen anbefalede denne kommentar