Læsetid: 5 min.

Reportage fra Kijev: Blodet flyder på pladsen

I kuglerne fra politistyrkers skarpe skud opstår Ukraine som nation. Folk tror ikke på EU mere
I kuglerne fra politistyrkers skarpe skud opstår Ukraine som nation. Folk tror ikke på EU mere

Bulent Kilic

20. februar 2014

»Jeg har folk, der har sagt et muligt sidste farvel til deres familier.« Orest er en simpelt klædt mand på godt 50 år. Han er leder af en af oprørets frontbrigader på Maidan, Uafhængighedspladsen i Kijev. Han beskriver, hvordan familiefædre under hans kommando er parat til at gå i døden for en bedre fremtid:

»Hvad skal de ellers gøre? De kan ikke forsørge familien ude i landsbyen, det er ikke til at få betalt arbejde.« De må se på, at Janukovitj bygger slotte for milliarder, mens de lever i armod: »Vi kæmper for at blive hørt, kæmper for vores værdighed,« siger Orest.

Han spejder som en general ud over resterne af oprørernes lejr efter politiets vedholdende angreb. Der er kun omkring to tredjedele af minisamfundet tilbage, det er amputeret og i går var dagen derpå.

Læs: Janukovitj fyrer chefen for den ukrainske hær

Efter et døgns intense gadekampe er krigerne trætte. Udmattede helt oppe ved frontlinjen, hvor de varmer sig ved brændende bildæk og holde skærme og skjold i skudlinjen. Trætte af at slæbe dækkene frem.

Trods glæden over at ødelægge to pansrede mandskabsvogne med molotovcocktails, er fornøjelsen kortvarig. Demonstranterne er frustrerede over at måtte trække sig tilbage og se deres teltlejre gå op i røg efter politiets chokgranater har ramt dem, og efter at pansrede mandskabsvogne har bulldozet dem.

Vadim Kaminskij, aktivist på en af oprørets fjernsynsstationer Spilno TV, måtte se sit studie gå op i røg:

»Jeg havde lagt rigtig meget arbejde i det,« sukker han. Tirsdag endte en fredelig demonstration i voldsomme uroligheder, efter at uropoliti kastede chokgranater ned på demonstranterne fra hustagene. Politiet ville ikke lade mængden nå frem til parlamentet, der skulle drøfte et kompromisforslag til løsning af krisen. Forfatningen blev forsøgt ændret, så regeringen blev udnævnt af parlamentet og ikke som ellers af den enevældige Janukovitj.

Skarpskytter dræber folk

Politiets voldsomme fremfærd og frustrationen over den manglende adgang til parlamentspladsen udløste gadekampe, der kulminerede med, at regeringspartiets hovedkvarter blev sat i brand, og herefter dræbte politiets skarpskytter flere aktivister. Aktivister besvarede for første gang under krisen ilden med skud fra geværer.

Magthaverne gik i panik, lukkede helt ned for Kijevs afgørende trafikale pulsårer; metrosystemet og indfaldsvejene blev spærret af, og de gav oprørerne et ultimatum kaldet en ’antiterroraktion.’ En slags ikkeerklæret undtagelsestilstand.

Våben til oprøret

Det efterfølgende massive modangreb fra politiets side overraskede oprøret, der ellers havde trænet i ugevis i at holde stand på barrikaderne.

»Vi var spredt ud over et for stort område,« vurderer Orest årsagen til, at det kun tog en times tid for politiet at indtage en stor bid af oprørets område, trods barrikaderne.

Den ledende oppositionspolitiker, Jurij Lutsenko, skridtede i går de nyopførte barrikader af:

»Hvis bare vi var blevet angrebet med knipler og tåregas, så skulle vi nok have holdt skansen. Men specialstyrkerne skød med skarpt lige ind i folk, og derfor løb de alt, hvad de kunne.«

Han afviser tanken om, at aktivisterne skulle begynde at forsvare sig med skydevåben: »Vi er et fredeligt folk i Ukraine – det er nogle få ekstremister, der har skudt. Det her er ikke Rusland.«

Lutsenkos egen bror Sergej modsiger ham: »Ude i Lviv har vi fået fat i 4.000 håndvåben fra styret.«

Vreden over et dødstal, der bare stiger til over 25 har i Vestukraine ført til besættelse af flere regeringskontorer.

»Våbnene er på vej til Kijev nu,« siger Sergej, mens politiets chokgranater brager i baggrunden. Det er grænser for, hvor meget selv de tålmodige ukrainere vil finde sig i, før de giver igen, lyder logikken.

Hævn

Janukovitj går på tv-skærmen og kræver, at oprørerne går hjem og holder op med at være oprørere, før der kan blive tale om realitetsforhandling: »Vold er ikke nogen løsning,« siger han alvorstungt med en slet skjult henvisning til oprøret.

»Hvorfor skyder de så på vores drenge?« siger Maria, en ældre dame, der midt om natten har en hel kasse fedtemadder med til oprørerne – med en forarget mine:

»Det er dem, der har aflagt ed om at beskytte os!,« tilføjer hun vredt.

Imens kaster styrets politistyrker under deres fremrykning molotovcocktail ind ad vinduerne og sætter ild til en stor fagforeningsbygning på pladsen, der har været oprørets hovedkvarter.

»Tænk på dem derinde, det er jo frygteligt,« ryster Maria på hovedet. At det ligner en klar hævn for ødelæggelsen af regeringspartiets kontor rør hende ikke: »De får som fortjent, de dræber os jo!«

En plakat midt i oprørets teltby siger: »I Sotji har de lege. For os er det alvor,« mens to af de fem olympiske ringe brænder og afspejler den dødelige og knugende stemning, der hviler over Kijevs centrum.

Janukovitjs ’gå hjem’-budskab virker mere end verdensfjernt efter styrets systematiske brug af skarpe skud, noget den kontroversielle indenrigsminister i øvrigt benægter med pokerfjæs på tv.

Der er titusinder af aktivister i alle aldre på gaden døgnet rundt i et mylder af aktivitet. Der brydes flisesten, der slås i mindre stykker, brygges molotovs, bordtennisborde bliver til sygesenge ude i det fri, nu hvor politiet har erobret alle oprørets tidligere bygninger. Alvoren blandes med nyfunden samarbejdsånd, hvor selv midaldrende damer er med til at bryde fortovet op og danne menneskekæder, der bringer kasteskytset hen til frontbarrikaden. Alligevel er det, som om det kun næsten er en egentlig borgerlig revolution.

Farlige regeringsbøller

Orest sætter fra sit udsigtspunkt fingeren på det ømme punkt. For mens mange af oprørerne er tilrejsende, og der er forbavsende mange fra Janukovitj traditionelle magtbase i Østukraine, »hvor er så alle Kijevborgerne? Hvis bare én procent af Kijev var her, så ville vi være mange flere,« sukker han.

På vej hjem sidst på natten nærmer min taxa sig en bizar vejspærring. Folkene ved den ligner oprørere, men det er ikke deres stil. Chaufføren er snu og vender bilen. Få timer senere kommer nyheden om, at en ukrainsk journalist er blevet banket til døde ved vejspærringen, der er etableret af regeringsorganiserede bøller, der ved at sprede skræk og rædsel skal skræmme borgere fra at nærme sig oprøret. Andre er skudt ned af disse bøller, som er betalt af regeringen.

Derfor er der stor frustrationen over EU’s udtalte »bekymring« uden magt og handling bag.

»Vi har ikke brug for jeres moralske opbakning mere. Gør noget eller skrid!,« lyder budskabet på et skilt.

Janukovitjs svar er tale om antiterroristoperationer, for det giver mulighed at sætte militæret ind uden at erklære undtagelsestilstand. Ved frontbarrikaden ved den udbrændte fagforeningsbygning holder den læreruddannede Jurij fra Vestukraine en pause i slangebøssebeskydningen af politiet: »Jeg bryder mig ikke om den måde magthaverne skider på folk. Vi er patrioter her, ikke chauvinister. Vi vil bare leve i et ordentligt land.«

Læs: Ukraines opposition får svært ved at enes

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Kim Pedersen
Bjarne Kim Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

EUs partibosser har for langt tid siden,skiftet partibog og ærlighed ud med aktiebog og afskrivning af demokrati,heri adskiller hverken Ukraine eller Rusland sig,på det moralske plan har de ikke noget,at lade hinanden høre.
Med hensyn til begivenhederne på pladsen via kameraer og spot on,er det alt for tidligt at udtale sig om,tingene og virkeligheden kan sagtens se anerledes ud når det hele først bundfælder sig og andre informationer kommer frem-Undskylder gerne-men belært af tidligere episoder og erfaringer,skal man nok vare sig med for hurtige konklusioner.

"Mre håndfast dokumentation for at "Svoboda" har fået mere reel magt, også over det nye styre i Kijev ?"

De har jo ikke siddet længe, men en af deres mærkesager som bl.a. den nye lov om, at russisk ikke længere anerkendes som lovligt andetsprog, giver allerede forudsigelige resultater:

http://www.theguardian.com/world/2014/feb/23/ukraine-crisis-secession-ru...

Så får vi måske at se om de pæne tanker også gælder russisksindede demonstranter, hvis den nye regering i Kiev skulle blive grov nede på Krim.

Odessa og Krim og de Østlige områder vil nok gerne tilbage Rusland ,hvis Vesten presser sig på med EU og nato,skal boet gøres op fra 1991-hvorfor ikke Putin ?

Sider