Sårbare vækstlande ryster verdensøkonomien

De globale finansmarkeder er på ny ramt af uro. Det kan aflæses i aktiekurser, der dykker. I valutakurser, der har store udsving. Og i bekymring om væksten, der så ud til at vende tilbage, er ved at forsvinde igen.

Den negative udvikling kan ikke forklares af én ting, men af en masse små begivenheder, hvor ikke mindst stor finansiel turbulens i udviklingsøkonomierne har tiltrukket sig den største opmærksomhed. Udviklingsøkonomierne er for små til at kunne forklare, hvorfor hele verdensøkonomien trækker vejret nervøst, men store nok til at bidrage til bekymringerne. Turbulensen har bredt sig til Europa, Kina og USA, som med svage nøgletal omvendt selv bidrager til at forstærke uroen i udviklingsøkonomierne.

Iagttagere peger særligt på tre faktorer, der gør verdensøkonomien sårbar: Vækstlandene har de største problemer. De er blevet udråbt til at være de lande, der skal sikre fremgangen i verdensøkonomien, men nu er det vækstlandene, der har de største udfordringer. Tre af de såkaldte BRIK-lande – Brasilien, Rusland og Sydafrika – står til at få lavere vækst i 2014 end USA.

Og kigger man på Indien, Indonesien, Brasilien, Tyrkiet og Sydafrika, der har fået fællesbetegnelsen ’de sårbare fem’ (The Fragile Five, red.), oplever alle lande svag økonomisk vækst, valutakursfald, og at investeringer og kapital søger ud af landene. Og endnu værre står det til med Argentinas økonomi.

Selv om de seks økonomier kun udgør lidt mere end 10 procent af det globale BNP, har landene siden 2009 tegnet sig for godt en femtedel af fremgangen i verdensøkonomien. Det er derfor, at de seks sårbare økonomier kan skabe global uro.

Der er kun få fællestræk ved udviklingen i de kriseramte udviklingsøkonomier. Et er dog politisk uro internt i landene, noget andet er, at den store kapitalindstrømning fra Vesten er vendt. Under finanskrisen, hvor Europa og USA lå underdrejet, var de største gevinster at finde i u-landene, men nu søger pengene hjem igen.

Det har nationalbankerne i både Indien, Tyrkiet og Sydafrika forsøgt at bekæmpe ved at hæve renterne dramatisk for derved at hindre kapitalflugt. Den amerikanske økonom Nouriel Roubini har kaldt uroen i udviklingsøkonomierne, der er taget til gennem den seneste uge, en »lille perfekt storm«. Med det mener han, at en række små begivenheder, der indtræffer samtidig, har skabt den store uro. Hver især er problemerne i Sydafrika og Tyrkiet ikke nok til at skabe problemer, men samlet udgør de en risiko.

Væksten aftager i Kina og USA

Verdens to største økonomier ser ud til at miste fart. Både Kina og USA har seneste to dage vist skuffende tal fra fremstillingssektoren.

Selv om Kina fortsat står til at vokse med over syv procent i år, så frygter iagttagere, at økonomien, vil udvikle sig svagere end forventet.

Og selv om den underliggende tendens i USA går mod bedring – det er stort set alle enige om – så følges de gode økonomiske nyheder i øjeblikket af dårlige. Det gælder også, når man kigger på arbejds- og boligmarkedet.

At Kina og USA viser svaghedstegn er i sig selv grund til bekymring for de to lande. Men når verdens største økonomier mister fremdrift, rammer det også resten af verden. Ikke mindst udviklingsøkonomierne, der er meget afhængige af, at Kina fortsætter sin fremgang. Dermed forstærker Kinas svaghedstegn en i forvejen negativ tendens i udviklingsøkonomierne.

Spørger man økonomiske analytikere, er de enige om, at det, der for alvor kan få roen til at sænke sig over verdensøkonomien på ny, er, at USA og Kina overvinder svaghedstegnene og fastholder fremgangen.

Deflationen spørger i Europa:

I Europa er den største bekymring, om priserne begynder at falde: Om Europa får deflation. Inflationen, prisstigningerne, er faldet så meget, at hvor de fleste økonomer først slog deflation hen som utænkelig, er det nu en bekymring, de fleste anser for reel.

Da de hidtil laveste inflationstal blev offentliggjort i slutningen af januar, faldt de europæiske aktiemarkeder mere end to procent. Og direktøren for Den Internationale Valutafond, Christine Lagarde, har kaldt deflation for et »uhyre«, der skal bekæmpes. At deflation skal betragtes som en trussel, kan man forvisse sig om ved at kigge på Japan, der har været fanget i deflation og stagnation i to årtier.

Dynamikken er simpel: Hvis der er udsigt til, at prisen på en vare – f.eks. en sofa eller en ny telefon – falder i morgen og i overmorgen, hvorfor skulle man så købe den i dag? Det rammer virksomhederne, der producerer sofaen eller telefonen, de må skære ned, og det slår igennem i arbejdsløshed, der igen giver mindre økonomisk aktivitet. Og så er den negative spiral etableret. Deflationen er foreløbig noget, der bare spøger, men faren er så reel, at den bidrager til den globale usikkerhed.