Læsetid: 3 min.

Schweiz vil stoppe indvandring

Søndagens folkeafstemning i Schweiz, der lægger op til en reduktion af indvandring fra EU, blev den tredje sejr for det indvandringsfjendtlige Schweiziske Folkeparti
11. februar 2014

 

Længe var der uvished om, hvorvidt SVP, Det Schweiziske Folkeparti, ville vinde sin tredje sejr med en folkeafstemning imod ’masseindvandring’, som det så dramatisk hed på plakater landet over.

Den første sejr hentede SVP og dets søsterparti i de fransksprogede kantoner, UDC, i 2009. Afstemningen om et forbud mod minareter omhandlede ganske vist samlivet mellem muslimer og det schweiziske samfund. Men i sidste instans var det snarere et mistillidsvotum til den etablerede politiske klasse. Og en anledning til at tilkendegive en protest mod, hvad mange schweizere ser som et indbygget modsætningsforhold i muslimsk kultur til demokrati og menneskerettigheder.

Folkepartiet havde dengang støtte fra 29 procent af befolkningen, men minaretforbuddet blev vedtaget med hele 57 procent.

Det højrepopulistiske parti mobiliserede således stemmer uden for sine traditionelle kernetilhængeres rækker. Den anden sejr på dette område, om forholdet mellem indvandrere og det schweiziske samfund kom i 2010, da der blev stemt om automatisk udvisning af udlændinge, som har gjort sig skyldige i en række nøjere definerede forbrydelser, herunder økonomisk svindel.

Søndag kom så tredje sejr, hvor folkepartiets forslag endnu en gang fik støtte fra brede dele af det politiske spektrum. Lovforslaget, der blev vedtaget med 50,3 procent af stemmerne, indeholder en klausul om, at al lovgivning på udlændingeområdet fremover kun bestemmes af Schweiz.

Stop for ’kædeindvandring’

Hermed ophæver man aftalen med EU om arbejdskraftens frie bevægelighed for at vende tilbage til det system, der gjaldt indtil 2007. Ifølge dette sætter Schweiz suverænt årlige kvoter for, hvor mange indvandrere man ønsker til at besætte ledige jobs.

I den nye lov ligger også, at Schweiz suverænt skal kunne bestemme asylret og indskrænke retten til familiesammenføring og permanent opholdstilladelse for indvandrere fra ikke-europæiske lande. Den del af loven indfanger den folkelige skepsis over for fortsat ukontrolleret ’kædeindvandring’. På det punkt bygger SVP/UDC altså videre på sine to foregående sejre.

Baggrunden er dog også den store indvandring og pendling fra nabolande som Tyskland og Frankrig siden 2007, hvor kvotesystemet blev ophævet. De lavere omkostningsniveauer og lavere lønninger i disse nabolande har nemlig ført til lønpres mod schweiziske ansatte. Man er således blevet stillet over for et ultimatum om lønnedgang eller afskedigelse hos flere virksomheder i grænseregionerne. Desuden har den kolossale tilstrømning af fremmed arbejdskraft lagt pres på infrastruktur og boligmarked. Man forventede 8.000 indvandrere per år. Der kom 80.000. Det er i stigende grad blevet vanskeligt for schweizere at få råd til bolig, når efterspørgslen stiger med de mange tilrejsende.

Grænseområder er uenige

Alligevel indeholder afstemningsresultatet umiddelbart en bemærkelsesværdig modsætning mellem sådanne helt konkrete problemer og det faktum, at modstanden mod loven trods alt vandt i netop grænseområderne: Man sagde nej til loven i den franske del, som ligger lige op til Frankrig og nej i den tyske Zürich-kanton mod nord, op til Tyskland.

Bemærkelsesværdigt er også, at loven navnlig fik støtte fra landdistrikterne og ikke fra de byer, hvor indvandrerne typisk bosætter sig. Man må derfor konkludere, at trods de helt kontante problemer for schweiziske lønmodtagere, som EU-indvandringen skaber, blev modviljen mod muslimer atter mobiliseringsfaktor. For EU-indvandringen er et lokalt problem i grænseegne og berører ikke andre områder af Schweiz. Men alle har tilsyneladende haft en mening om den demografiske ændring af Schweiz, der sker igennem den stadige tilstrømning af muslimske indvandrere.

Den schweiziske justitsminister, Simonetta Sommaruga, gjorde i går situationen således op: »Med regeringen beklager jeg, at denne lov er vedtaget. Men det direkte demokrati er dette lands styrke. Man diskuterer, man beslutter sig, og man accepterer resultatet«.

Schweiz skal nu genforhandle sin aftale på dette område med EU, hvor tonen i går var uforsonlig: EU’s justitskommissær, Viviane Reding, forsøgte sig i Financial Times med denne metafor: »De fire grundlæggende friheder – for menneske, for varer, for kapital og for tjenesteydelser – kan ikke adskilles. Det fælles marked er ikke en schweizerost. Man kan ikke have et fælles marked med huller i«.

Jens-Martin Eriksen er forfatter og bosat i Schweiz

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

»De fire grundlæggende friheder – for menneske, for varer, for kapital og for tjenesteydelser – kan ikke adskilles' .....
Tingsliggørelsen - objektgørelsen - varegørelsen af 'mennesker' når nye højder.
Hun mener det næppe engang selv. Det er maskindelen der taler.
Og vi ved jo, at mange vil opfatte det som humanistisk, når kodeordet 'mennesker' tages med på lister over kvaliteter. At listerne selv er kvantitative og 'værdi(-doms-)løse' ? Ingen hindring ?