Læsetid 6 min.

Udviklingsbistand: En epoke rinder ud

Efter mere end 50 år med traditionel udviklingsbistand fra de rige til de fattige lande er bistandsbegrebet under fundamental forandring. Der tales om et nyt paradigme, hvor det private erhvervsliv skal spille en langt større rolle, og hvor de nye vækstlande allerede har indtaget en væsentlig position, der udfordrer de traditionelle vestlige donorer
Kina er en af de nye vækstøkonomier, der er kommet til det afrikanske kontinent, hvor de med en blanding af investeringer, lån og udviklingsbistand skaber både udvikling og stor indflydelse – helt uden krav til god regeringsførelse, rettigheder eller demokrati

Kina er en af de nye vækstøkonomier, der er kommet til det afrikanske kontinent, hvor de med en blanding af investeringer, lån og udviklingsbistand skaber både udvikling og stor indflydelse – helt uden krav til god regeringsførelse, rettigheder eller demokrati

Katrina Manson
10. februar 2014

Det er muligt, at det også passer godt med, at SR-regeringen med SF’s udtrædelse skulle skære i antallet af ministerier. At handel og udviklingsbistand derfor lægges ind under samme ministerium, som det er sket med udnævnelsen af den nye minister for handel og udviklingsbistand, Morgens Jensen (S).

Men det ligger også helt i tråd med den udvikling – eller snarere omvæltning – som inden for de seneste fem-ti år har vendt op og ned på den traditionelle udviklingsbistand.

Det forklarer professor Lars Engberg-Pedersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, der ser en klar tendens til, at de kommercielle interesser kommer til at spille en meget større rolle. Ikke mindst fordi de såkaldte nye vækstlande i løbet af ganske få år har forskubbet magtbalancen på særligt det afrikanske kontinent, og i dag står stærkere repræsenteret og mere indflydelsesrige end Vesten.

»Det er meget tydeligt, at lande som Kina, Indien, Brasilien og andre, der lancerer deres såkaldte alternative bistand, fuldstændig har baseret deres bistand på kommercielle interesser. Så det ville være underligt, hvis ikke vi i den vestlige verden kigger i samme retning,« siger Lars Engberg-Pedersen.

Dermed svinger pendulet endnu en gang for den globale udviklingsbistand, der fra midt 1990’erne og i begyndelsen af det nye årtusinde ellers tog et opgør med tidligere tiders tendenser til, at donorlandene brugte bistanden til at pleje egne interesser, og hvor en stor del af midlerne samtidig blev brugt på indkøb i donorlandene og aflønning af egne eksperter.

»Alle de her initiativer til at regulere bistanden så den bliver mere ren, er blevet trængt tilbage, fordi der kommer nye spillere på banen.«

Nye spillere, nye penge, nye tider

Ingen er længere i tvivl om, at Kina med landets uslukkelige tørst efter råstoffer og landbrugsland ser Afrika som en væsentlig del af løsningen. Investeringer, gaver og handelsaftaler går hånd i hånd, når kinesiske statsvirksomheder søger nyt land. Men Kina er langt fra det eneste af de nye vækstlande, der har rettet blikket stift mod de afrikanske lande, deres råstoffer og det uudnyttede vækstpotentiale.

Brasilien, der ligesom Kina har kunnet fremvise en imponerende evne til at bekæmpe fattigdom hjemme, har i dag 37 ambassader i Afrika – det er mere end noget europæisk land – og fra 2000 til 2012 steg samhandlen med det afrikanske kontinent fra fire mia. dollar til 28 mia. dollar. Samtidig er brasiliansk udviklingsbistand til de afrikanske lande 50-doblet på ti år fra mindre end 10 mio. reales i 2004 til knap 500 mio. reales i dag.

Men dansk og anden vestlig bistand er ikke kun presset af de nye geopolitiske spillere. I mange af de tidligere modtagerlande af bistand er forholdet til Vesten under markant forandring. Bolivia har netop meddelt den private, danske bistandsorganisation IBIS, at de ikke længere ønsker deres udviklingsprogrammer i landet. Forklaringen er, at de ikke vil tillade, at private organisationer blander sig i landets interne politiske forhold – bl.a. ved at arbejde med særligt udsatte grupper og deres rettigheder. I Ecuador har miljøorganisationer oplevet samme behandling. At blive smidt ud af landet med beskyldninger om at blande sig i interne anliggender.

Og da det for få uger siden blev offentliggjort, at Storbritannien fra 2015 lukker ned for al statslig bistand til deres tidligere koloni, Indien, blev meldingen modtaget med et skuldertræk. Det er alligevel »peanuts«, som det lyder fra den indiske regering.

Tilstedeværelsen af de nye vækstlande i særligt Afrika betyder samtidig, at de »moralske pegefingres tid« er slut. I dag kan eksempelvis Kenyas eller Ugandas regering – hvis de ser en fordel i det – vælge, om de vil modtage bistand fra syd eller nord, og når lande som Brasilien, Kina, Indien eller Saudi-Arabien udtrykkeligt meddeler, at de ikke blander sig i, hvordan modtagerlandene behandler deres egne borgere eller eksempelvis ser på homoseksuelles rettigheder, så mister de vestlige lande naturligvis en del af deres legitimitet, forklarer den mangeårige bistandskender Knud Vilby.

»På makroplan betyder den nye udvikling jo, at Afrika er langt mindre afhængig af Vesten og derfor kan sige nej tak til de værdier, som den vestlige bistand har promoveret og i stor stil også har været betinget af.«

Mindre fokus på fattigdom

Frygten blandt mange bistandseksperter er, at det kommer til at gå ud over de fattige og mest marginaliserede mennesker. Tidligere har en stor del af udviklingsbistanden netop haft fokus på de grupper i samfundene, der ikke automatisk fik del i industrialiseringen eller fremgangen i deres respektive lande. Derfor beklager Emma Mawdsley, ph.d. på det geografiske fakultet ved Cambridge University, de nye udviklingstendenser, og hun ser med skepsis på den nye model, der fjerne sig fra decideret fattigdomsorientering.

»Jeg ser i stigende grad en ideo-logisk tilbagevenden til åbenlyst at bruge statslig bistand på den private sektor, hvilket vi ser er med til at legitimere en hel række af nye former for finansielle investeringer som bistand,« siger hun.

Den frygt deles af Knud Vilby, der netop har lagt sidste hånd på »et kig i krystalkuglen«, som han siger. Det er den danske bistandsorganisation IBIS, der har bestilt en analyse af, hvor den internationale bistand er på vej hen. Ligesom de fleste andre private bistandsorganisationer, de såkaldte ngo’er, er man i IBIS be- kymret over udviklingen, der sandsynligvis betyder færre penge til netop det arbejde, de laver: den langsigtede og fattigdomsorienterede bistand: »Der bliver færre midler til det traditionelle pæne u-land og et øget fokus på dels katastrofeområder som Somalia og Afghanistan – også fordi man har fået koblet en sikkerhedsdimension op på bistand – og dels et øget fokus på mellemindkomstlandene, hvor vækstpotentialet er størst. Det vil gå ud over den klassiske bistand,« siger Knud Vilby, der dog peger på, at flere andre hensyn, der sammentænkes med bistanden, truer det traditionelle fokus på fattigdom. Det gælder ikke mindst klimabistand. Verdens rige lande har forpligtet sig til fra 2020 at yde 100 mia. dollar i klimabistand om året til verdens udviklingslande, og da ingen kan pege på, hvor de penge skal komme fra, er en ny tendens på vej. Den statslige bistand skal i fremtiden i højere grad bruges som risikovillig startkapital til at tiltrække private investorer, der i fremtiden skal udgøre en langt højere del af udviklingsbistanden.

»Der er en hastigt voksende tendens til et meget stort fokus på private public partnership. Her er en af de bagvedliggende tanker, at når bistanden bliver mindre og skal dække flere formål, så er det bedre at lade de offentlige midler fungere som katalysator for private midler. Og så tænkes det også, at det med offentlige midler er muligt at sikre en højere kvalitet – etisk set – af udviklingen, end hvis blot der er tale om private investeringer,« siger Knud Vilby.

Pressede organisationer

Derfor ligger der også en frygt hos de store private bistandsorganisationer for, at der vil komme færre penge i fremtiden, hvilket allerede kan ses nu. Det er en tendens, man regner med fortsætter,« siger Knud Vilby

– Hvordan vil bistanden se ud om fem år?

»Det er svært at sige, for der er jo netop tale om et paradigmeskifte og en meget hastig forandring af bistanden. Noget af forandringen skyldes selvfølgelig, at flere traditionelle udviklingslande klarer sig bedre og derfor i højere grad kan stå på egne ben. Og det er godt. Men man kan samtidig frygte, at den i forvejen stagnerende bistand i stadig højere grad skal bruges på katastrofer, flygtningehjælp, klima og handel, og at det vil gå ud over den traditionelle og mere langsigtede udviklingsbistand til de svageste.«

–Er det skidt?

»Det er jo altid bedre at forebygge end at skulle rydde op, når skaden er sket. Og det er den indsats, som jeg ser bliver svækket.«

Traditionel udviklingsbistand under pres

Seneste artikler

  • Udviklingslandene frigør sig fra bistanden

    4. marts 2014
    Den klassiske udviklingsbistand fylder mindre i udviklingslandene og mister gradvis sin betydning. Det er et godt tegn, siger eksperter, der dog samtidig advarer mod tendenser til øget diskrimination og undertrykkelse i mange udviklingslande
Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Niels-Holger Nielsen
    Niels-Holger Nielsen
Niels-Holger Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Niels-Holger Nielsen
Niels-Holger Nielsen

Hvem bistår hvem?

De internationale firmaer i Afrika betaler ikke skat i de lande, som de udbytter. Nu med statsgaranti.

Thorbjørn Thiesen, Benjamin Bach og Mette Hansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Brøndum
Henrik Brøndum

@Niels-Holger Nielsen

Du ermeget naiv hvis du tror at regeringerne i u-lande typisk er nogle hjaelpeloese stakler der trynes af KIna og internationale koncerner. Regeringerne er typisk meget magtfulde bl.a. pga. u-landshjaelpen og der er ingen der tjener mere end 5 dollar om dagen der goer det uden regeringens velsignelse.

Den vigtigste effekt af f.eks. dansk ulandsbistand - er at beskaeftige dem der arbejder i u-landsorganisationerne - og at styrke de lokale regeringer. Der indkasseres typisk 50 % af midlerne til regeringsmedlermmernes private lommer og resten gaar saa til deres loyale folk.

Hvis man som dansker vil goere noget for de fattigeste er man noedt til selv at rejse derned og dele kontante penge ud paa gaden og i markerne.

Brugerbillede for Torben  Knudsen
Torben Knudsen

Jeg tænker sådan helt overordnet om vi fra starten fik defineret fattige og defineret u-lande, som dem, der levede anderledes end os. Som levede af dagen og vejen og med deres traditioner ikke mindst familiemæssigt, med nogle helt andre værdier end vores.
For at fremme bidragene, måtte fattigdomsbilledet være det bærende og jeg synes at hjælpen meget, på trods af kommentarer, har været direkte, selvom en del er gået til høvdinge og konsulenthonorarer.
Vores basis livsform materialismen og arbejdsræset synes vi skulle eksporteres til u-landene som ulandshjælp.
Nu har de fået tv, mobiltelefoner og andet gøgl, så nu er der vel ingen vej tilbage, måske kunne afrikanerne og andre, reeksportere en menneskelig måde at leve på til os.

Brugerbillede for Benjamin Bach

@Henrik Brøndum
Det er desværre ikke nok: Udenlandske virksomheder ankommer med løfter om arbejdspladser og infrastruktur. Hvis de ikke kan bestikke sig vej til lempelser gennem korrupte politikere, bruger de bare store armfagter. Nye veje, skoler etc.

Når historien fortælles bagefter, mangler i midlertid en del konkrete tiltag, og de luftige socioøkonomiske løfter er væk. Konkurrencen fra verdensmarkedet umuliggør, at virksomhederne træder udenfor profit-marginalerne og tænker langsigtet. Der er ikke meget råderum til at investere i skoler og infrastruktur, eksemplerne er kun meget få.

Som eksempel ville jeg bruge tøj-industrien i Bangladesh. Den har haft sindssygt lang tid til at have en positiv impact på landet; men jeg er bange for, at de positive tiltag ikke kom fra H&M's arbejde:

I 2010 modtog Bangladesh $1,415 mia. i udviklingsstøtte (OECD)
H&M betalte 585 svenske kroner i skat.

...og så blev vi lige mindet om arbejdsforholdene, da en almindelig tøjfabrik brændte ned med arbejderne låst inde.

Hørte jeg i øvrigt, at du advokerede for budgetstøtte, fordi det forhindrer korruption?

Derfor er der brug for andre organisationer til at assistere med udviklingspartnerskaber på lang sigt. Civilsamfundet, NGOer, DANIDA osv. Incitamenterne og parametrene skal være anderledes end blot muligheden for at profitere. Virksomheder VIL ikke betale skat, og sådan har det altid været.

Den statslige bistand skal i fremtiden i højere grad bruges som risikovillig startkapital til at tiltrække private investorer

Hvor der før var korruption i partnerlandet, vil der nu være et bonanza af korruption i ministerierne herhjemme og ude blandt smarte bistands-sælgere.

Dennis G. M. Jensen, Ebbe Lauridsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Katrine Visby

Jeg kender én, der har arbejdet for Mellemfolkeligt Samvirke.
Hun fortalte at hvis man skal være sikker på at de fattige får deres hjælp, skal man personligt give pengene i deres hånd. Hun hjalp en lille pige dernede med skoleuniform, bøger, blyant osv. Men da hun rejste hjem til Danmark, måtte hun stoppe med at hjælpen, for hun vidste at pigens onkel ville tage det hele.
Man føler sig lidt til grin herhjemme når der er blevet doneret så meget gennem årene, og de er landet i de forkerte hænder

Brugerbillede for Leo Nygaard

Ingen giver uden at tage endnu mere.
Magteliten deler med investorerne. Folket taber.
Store selskaber købte jord i Somalia. Af magthaverne. Ikke af folket.
De lokale bønder blev landarbejdere.
Jord og resurser skal ejes af folket. Ikke af moderne koloniherrer.

Brugerbillede for Benjamin Bach

@Katrine Visby
Hmm. Du kender en, der gav en pige nogle bøger og en blyant og kan på den baggrund konkludere, at der er blevet doneret så meget gennem årene, og de er landet i de forkerte hænder. Jeg er enig i, at hjælpen skal være så direkte, som mulig, men jeg kan ikke se, at det er et argument mod udviklingsbistand.

Selvom jeg ikke er enig med formen og meget af indholdet, så har Verdens Bedste Nyheder en eksistensberettigelse, når den slags opfattelse af udviklingsbistand får lov til at eksistere. Prøv at se, om ikke du kan finde nogle projekter derinde, som du også synes er gode.

Brugerbillede for Niels-Holger Nielsen
Niels-Holger Nielsen

Henrik Brøndum, du burde holde op med at udlægge mig. Det slipper du skidt fra. Vær så venlig at fritage mig for dine stråmænd for eftertiden.

Brugerbillede for Ebbe Lauridsen
Ebbe Lauridsen

Fattigdomsbekæmpelse kan godt lade sig gøre gennem NGO'er. Her er nogle inspirerende eksempler:
http://www.information.dk/485562
Giv kontanter til de fattige uden betingelser og for meget sagsbehjandleri. Så skal de fattige nok selv finde den bedste måde at bruge dem på. Det virker og giver både økonomisk vækst, bedre sundhed og uddannelse - og mindre fattigdom og kriminalitet. Så enkelt kan det gøres.

Brugerbillede for Katrine Visby

Benjamin Bach,
Jeg er slet ikke imod udviklingsbistand. Og det er godt at høre at der er nogle solstrålehistorier derude.
Men det er bare så uretfærdigt at hjælpen ikke når frem til de fattigste, som skulle modtage den.

Det kunne være man skulle gøre mere af det, som Ebbe Lauridsen har lagt ud her ovenfor.