Udviklingsbistand: En epoke rinder ud

Det er muligt, at det også passer godt med, at SR-regeringen med SF’s udtrædelse skulle skære i antallet af ministerier. At handel og udviklingsbistand derfor lægges ind under samme ministerium, som det er sket med udnævnelsen af den nye minister for handel og udviklingsbistand, Morgens Jensen (S).

Men det ligger også helt i tråd med den udvikling – eller snarere omvæltning – som inden for de seneste fem-ti år har vendt op og ned på den traditionelle udviklingsbistand.

Det forklarer professor Lars Engberg-Pedersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, der ser en klar tendens til, at de kommercielle interesser kommer til at spille en meget større rolle. Ikke mindst fordi de såkaldte nye vækstlande i løbet af ganske få år har forskubbet magtbalancen på særligt det afrikanske kontinent, og i dag står stærkere repræsenteret og mere indflydelsesrige end Vesten.

»Det er meget tydeligt, at lande som Kina, Indien, Brasilien og andre, der lancerer deres såkaldte alternative bistand, fuldstændig har baseret deres bistand på kommercielle interesser. Så det ville være underligt, hvis ikke vi i den vestlige verden kigger i samme retning,« siger Lars Engberg-Pedersen.

Dermed svinger pendulet endnu en gang for den globale udviklingsbistand, der fra midt 1990’erne og i begyndelsen af det nye årtusinde ellers tog et opgør med tidligere tiders tendenser til, at donorlandene brugte bistanden til at pleje egne interesser, og hvor en stor del af midlerne samtidig blev brugt på indkøb i donorlandene og aflønning af egne eksperter.

»Alle de her initiativer til at regulere bistanden så den bliver mere ren, er blevet trængt tilbage, fordi der kommer nye spillere på banen.«

Nye spillere, nye penge, nye tider

Ingen er længere i tvivl om, at Kina med landets uslukkelige tørst efter råstoffer og landbrugsland ser Afrika som en væsentlig del af løsningen. Investeringer, gaver og handelsaftaler går hånd i hånd, når kinesiske statsvirksomheder søger nyt land. Men Kina er langt fra det eneste af de nye vækstlande, der har rettet blikket stift mod de afrikanske lande, deres råstoffer og det uudnyttede vækstpotentiale.

Brasilien, der ligesom Kina har kunnet fremvise en imponerende evne til at bekæmpe fattigdom hjemme, har i dag 37 ambassader i Afrika – det er mere end noget europæisk land – og fra 2000 til 2012 steg samhandlen med det afrikanske kontinent fra fire mia. dollar til 28 mia. dollar. Samtidig er brasiliansk udviklingsbistand til de afrikanske lande 50-doblet på ti år fra mindre end 10 mio. reales i 2004 til knap 500 mio. reales i dag.

Men dansk og anden vestlig bistand er ikke kun presset af de nye geopolitiske spillere. I mange af de tidligere modtagerlande af bistand er forholdet til Vesten under markant forandring. Bolivia har netop meddelt den private, danske bistandsorganisation IBIS, at de ikke længere ønsker deres udviklingsprogrammer i landet. Forklaringen er, at de ikke vil tillade, at private organisationer blander sig i landets interne politiske forhold – bl.a. ved at arbejde med særligt udsatte grupper og deres rettigheder. I Ecuador har miljøorganisationer oplevet samme behandling. At blive smidt ud af landet med beskyldninger om at blande sig i interne anliggender.

Og da det for få uger siden blev offentliggjort, at Storbritannien fra 2015 lukker ned for al statslig bistand til deres tidligere koloni, Indien, blev meldingen modtaget med et skuldertræk. Det er alligevel »peanuts«, som det lyder fra den indiske regering.

Tilstedeværelsen af de nye vækstlande i særligt Afrika betyder samtidig, at de »moralske pegefingres tid« er slut. I dag kan eksempelvis Kenyas eller Ugandas regering – hvis de ser en fordel i det – vælge, om de vil modtage bistand fra syd eller nord, og når lande som Brasilien, Kina, Indien eller Saudi-Arabien udtrykkeligt meddeler, at de ikke blander sig i, hvordan modtagerlandene behandler deres egne borgere eller eksempelvis ser på homoseksuelles rettigheder, så mister de vestlige lande naturligvis en del af deres legitimitet, forklarer den mangeårige bistandskender Knud Vilby.

»På makroplan betyder den nye udvikling jo, at Afrika er langt mindre afhængig af Vesten og derfor kan sige nej tak til de værdier, som den vestlige bistand har promoveret og i stor stil også har været betinget af.«

Mindre fokus på fattigdom

Frygten blandt mange bistandseksperter er, at det kommer til at gå ud over de fattige og mest marginaliserede mennesker. Tidligere har en stor del af udviklingsbistanden netop haft fokus på de grupper i samfundene, der ikke automatisk fik del i industrialiseringen eller fremgangen i deres respektive lande. Derfor beklager Emma Mawdsley, ph.d. på det geografiske fakultet ved Cambridge University, de nye udviklingstendenser, og hun ser med skepsis på den nye model, der fjerne sig fra decideret fattigdomsorientering.

»Jeg ser i stigende grad en ideo-logisk tilbagevenden til åbenlyst at bruge statslig bistand på den private sektor, hvilket vi ser er med til at legitimere en hel række af nye former for finansielle investeringer som bistand,« siger hun.

Den frygt deles af Knud Vilby, der netop har lagt sidste hånd på »et kig i krystalkuglen«, som han siger. Det er den danske bistandsorganisation IBIS, der har bestilt en analyse af, hvor den internationale bistand er på vej hen. Ligesom de fleste andre private bistandsorganisationer, de såkaldte ngo’er, er man i IBIS be- kymret over udviklingen, der sandsynligvis betyder færre penge til netop det arbejde, de laver: den langsigtede og fattigdomsorienterede bistand: »Der bliver færre midler til det traditionelle pæne u-land og et øget fokus på dels katastrofeområder som Somalia og Afghanistan – også fordi man har fået koblet en sikkerhedsdimension op på bistand – og dels et øget fokus på mellemindkomstlandene, hvor vækstpotentialet er størst. Det vil gå ud over den klassiske bistand,« siger Knud Vilby, der dog peger på, at flere andre hensyn, der sammentænkes med bistanden, truer det traditionelle fokus på fattigdom. Det gælder ikke mindst klimabistand. Verdens rige lande har forpligtet sig til fra 2020 at yde 100 mia. dollar i klimabistand om året til verdens udviklingslande, og da ingen kan pege på, hvor de penge skal komme fra, er en ny tendens på vej. Den statslige bistand skal i fremtiden i højere grad bruges som risikovillig startkapital til at tiltrække private investorer, der i fremtiden skal udgøre en langt højere del af udviklingsbistanden.

»Der er en hastigt voksende tendens til et meget stort fokus på private public partnership. Her er en af de bagvedliggende tanker, at når bistanden bliver mindre og skal dække flere formål, så er det bedre at lade de offentlige midler fungere som katalysator for private midler. Og så tænkes det også, at det med offentlige midler er muligt at sikre en højere kvalitet – etisk set – af udviklingen, end hvis blot der er tale om private investeringer,« siger Knud Vilby.

Pressede organisationer

Derfor ligger der også en frygt hos de store private bistandsorganisationer for, at der vil komme færre penge i fremtiden, hvilket allerede kan ses nu. Det er en tendens, man regner med fortsætter,« siger Knud Vilby

– Hvordan vil bistanden se ud om fem år?

»Det er svært at sige, for der er jo netop tale om et paradigmeskifte og en meget hastig forandring af bistanden. Noget af forandringen skyldes selvfølgelig, at flere traditionelle udviklingslande klarer sig bedre og derfor i højere grad kan stå på egne ben. Og det er godt. Men man kan samtidig frygte, at den i forvejen stagnerende bistand i stadig højere grad skal bruges på katastrofer, flygtningehjælp, klima og handel, og at det vil gå ud over den traditionelle og mere langsigtede udviklingsbistand til de svageste.«

–Er det skidt?

»Det er jo altid bedre at forebygge end at skulle rydde op, når skaden er sket. Og det er den indsats, som jeg ser bliver svækket.«