Ungdommen siger farvel til Serbien

I en forstad til Beograd sidder den 23-årige økonomistuderende Marina Mitrovic og laver armbånd. Hun binder små stykker tråd i skrigende pink sammen med sølvfarvede metalstykker. Oven på sin lilla striktrøje bærer hun en matchende halskæde, som hun selv har lavet. Når smykkerne er færdige, tager hun billeder af dem og sælger dem på nettet. De fleste dagtimer bruger Marina Mitrovic på et universitet i Beograd, hvor hun læser til bachelor i økonomi. Skolen, smykkerne og kæresten er alt, hun bruger tid på. Byturene har hun og veninderne skåret ned til et minimum. Når hun er væk hjemmefra, hjælper hendes arbejdsløse mor ved at fortsætte smykkeproduktionen. De ti euro, som de får for et armbånd, bliver sparet op. Marina Mitrovic bruger dem på at rejse til nabolande i skoleferierne. På sigt vil hun bruge dem på at rejse væk fra Serbien for altid.

»Enten rejser man ud og får lidt perspektiv på tingene, eller også ender man med at blive i Serbien og blive supernationalistisk. Mange tror, at verden omkring os stadig hader serbere. Men sådan er det ikke, det har jeg jo set,« siger Marina Mitrovic, mens hun skiftevis viser billeder på sin BlackBerry-telefon af ferieturene med kæresten og nogle af de smykker, hun har solgt.

Marina Mitrovic er ikke den eneste 23-årige fra Serbien, som forestiller sig fremtiden uden for hjemlandet. En stor del af den serbiske ungdom ønsker ligesom hun at rejse væk.

Brain drain

En rapport fra 2012 vurderer, at omkring 300.000 uddannede unge mennesker har forladt Serbien gennem de sidste 25 år. I samme rapport står, at omkring 12.000 mennesker imellem alderen 25 til 35 år forlader Serbien hvert år. Tallene stammer fra myndighederne i Beograd, men professor i sociologi Božović, som har skrevet flere afhandlinger om serbisk ungdomskultur, har svært ved at vurdere, om de er korrekte. Han mener, at det rigtige tal sandsynligvis er højere, og at det har været stigende de sidste ti år.

»Vi har en deprimerende joke i Serbien. Den går ud på, at ingen forlader landet, fordi der ikke er nogen tilbage til at forlade det,« siger Božović og trækker lidt på skuldrene og smiler et smil, som ikke helt når øjnene.

Under krigene i Serbien i 90’erne har det især været overklassen, som har forladt landet, men Ratko Božović mener, at det i stigende grad også er middelklassen.

»Middelklassen er i så stort et underskud, at den rent praktisk ikke eksisterer længere,« fortæller Ratko Božović og henviser til den høje arbejdsløshed og til de lønninger, som for et fuldtidsarbejde kan ligge på helt ned til 2.200 euro om måneden.

Når ungdommen i dag skal kæmpe for at få opfyldt sine helt basale behov, samtidigt med at de vil bevare den livsstil fra Vesten, som de får stor inspiration fra, forsvinder de ideologiske kampe, ifølge Božović.

»Vi har fået denne her populærkultur fra vesten, som slet ikke passer ind. Det er som om de unge forsøger at tage en anden mands jakkesæt på.«

En af de ting, der bekymrer Ratko Božović mest ved ungdommen i dag, er hvordan den vold, de så som små, har påvirket dem. Da han stadig underviste på universitetet afleverede en ung fyr et essay til ham. Det handlede om en kat og en hund, som fik trukket øjnene ud af hovedet med en stålwire.

»Jeg sagde til ham, at det var for urealistisk og ulækkert at tage dén detalje med i essayet, men det viste sig, at det var hans personlige oplevelse under krigen, han havde skrevet om,« siger Božović.

»Jeg forstår godt, hvis de børn har det skidt nu. Alting går baglæns her og fortiden er ikke just munter at tænke på. Der er ingen muligheder for at opfylde sit potentiale. Det er simpelthen svært at nå nogen vegne her i Serbien.«

Vil væk

For Marina Mitrovics vedkommende er det ikke minderne fra krigen, hun gerne vil væk fra. Det er mere det, Serbien er blevet til efter krigen. Hun var kun ni år, da NATO-bombningerne af Serbien stod på, men hun husker tydeligt de mange timer i beskyttelsesrum i centrum af Beograd. Men krigstiden var ikke kun langsommelig. Tiden, hvor skolerne var lukkede, brugte hun på at lege med sine kammerater, og ingen i hendes familie kom til skade. Alligevel mener Marina Mitrovic, at krigen har sat store aftryk.

»Et menneskeliv bliver ikke prioriteret særlig højt længere,« siger hun og fortæller om den skelsættende dag for tre år siden, hvor hendes far døde.

»Da min far fik sit hjertestop, ville ambulancen ikke komme og hjælpe. Det var som om personalet hos alarmcentralen var ligeglade. Først da min bror skreg ind i telefonrøret, kørte de af sted. Men da var det for sent,« siger Marina Mitrovic. Hun tror ikke, at hendes far var død som 50-årig, hvis han ikke havde været igennem krigen.

»For ham og de andre voksne var det stressende at skulle gemme sig i kældre hele tiden, og han var konstant nervøs. Også da krigen var forbi. Det var som om frygten satte sig fast i ham.«

Marina Mitrovic har det dårligt med at skulle efterlade sin mor i Serbien, og håber på, at moderen og broderen på sigt vil følge hende til et andet land i Europa. Planen lige nu er, at hun skal til England, hvor hun har været på udveksling et halvt år. Her bor hendes moster også. Rejsen regner hun med at tage, når hun er færdig med sin bachelor, for da udløber det stipendium hun modtager, fordi hun er en dygtig elev med få midler.

»Jeg ser ingen andre muligheder end at tage væk, når jeg er færdig på skolen. Der er intet der kan finansiere mig derefter, jeg tør slet ikke drømme om at få et job. Kun dem, som kender de rigtige mennesker, får job,« siger hun.

Professor Ratko Božović forstår, hvorfor ungdommen i stride strømme forlader Serbien.

»Vi er stadig langt fra at være et frit samfund,« siger han.

»Selv i dag er vi ikke af med de problemer, som også herskede under Milošević.«

– Hvordan kan man ændre på situationen?

»Hvis de intellektuelle en dag vender tilbage, vil der måske være håb. Men der var jo gode grunde til, at de tog af sted.«