Læsetid: 4 min.

’Vækstøkonomierne er i alvorlige problemer’

Dårligt politisk lederskab er en af de primære grunde til vækstlandenes problemer, men ikke alle bliver lige hårdt ramt
19. februar 2014

– Hvor alvorlig vil du betegne den aktuelle uro i de nye vækstøkonomier?

»For vækstøkonomierne er situationen meget alvorlig. Og maler vi med den brede pensel, er konklusionen, at krisen i vækstlandene vil blive værre. For resten af verden, ved vi det endnu ikke. De fleste økonomer, inklusiv mig selv, tror imidlertid ikke, at det vil få alvorlige konsekvenser globalt.« – Hvorfor ikke?

»Simpelthen fordi de her økonomier, når vi taler handel og finansiel kapacitet, slet ikke har samme tyngde i forhold til den globale økonomi, som hvis det er de europæiske eller amerikanske finansmarkeder, der er i uro.«

»Dernæst er det vigtigt at notere sig, at ikke alle vækstøkonomier er i samme situation. Der er vækstøkonomier, der er ved at falde helt sammen. Der er vækstøkonomier, hvor økonomien er under opbremsning, og så er der vækstøkonomier, der mere eller mindre problemfrit navigere igennem krisen.« –Kan du sætte nogle navne på?

»Dem, der er ved at kollapse, er Ukraine, Venezuela og Argentina. Dem, der går igennem en meget vanskelig situation, er eksempelvis Tyrkiet og Brasilien. Og dem, der klarer sig nogenlunde igennem, er lande som Mexico, Chile, Sydkorea.«

–Hvor afgørende det, at den amerikanske centralbank er begyndt at bremse salget af statsobligationer?

»Ét af problemerne er, at de massive investeringer, der under krisen har søgt mod vækstlandene, er på vej væk. Og når de trækker sig tilbage, så gør de det i første omgang helt uden at tage hensyn til dårlige eller gode økonomier – de trækker sig fra alle lande uden at diskriminere.

Derfor rammes alle lige nu. Men det er meget vigtigt at forstå, at mange at de her problemer i vækstlandene ikke bare skyldes eksterne faktorer. De problemer, som Venezuela, Ukraine, Argentina og Brasilien lider under, er skabt af deres egne politiske ledere, men bliver forværret af den internationale situation.«

Har levet over evne

– Hvad har problemerne været?

»Man kan sige, at vækstlandene samlet set lider, men at de lider på hver deres måde og af hver deres årsager. Men fælles for de fleste vækstlande er, at de har levet over evne, og har brugt for mange penge.«

»Men igen – det er meget svært at sammenligne lande som eksempelvis Chile og Brasilien. Chile vil blive ved at vokse – de har store valutareserver og grundlæggende en sund økonomi. Brasilien befinder sig derimod i teknisk i recession og oplevede i 2013 den største kapitalflugt i mere end et tiår og det værste julesalg i december i mange år – intet af det sker i Chile.«

– For bare et par år siden talte alle om det brasilianske mirakel – hvad er der sket?

»Brasiliens mirakel blev skabt af tre faktorer: Den første er Kina og resten af Asiens tørst efter varer. En anden faktor er den amerikanske centralbanks meget afslappede pengepolitik, der har skabt enorme mængder kapital, der blev investeret lokalt i lande som Brasilien. Og for det tredje er miraklet skabt af en politik, der blev igangsat i Brasilien af tidligere præsident Henrique Cardoso, der forstod både at skabe makrofinansiel stabilitet og social udvikling.

Nu er udviklingen vendt: Der efterspørges færre varer og råstoffer i Asien. Den amerikanske centralbank er begyndt at bremse op for udstedelsen af statsobligationer, og Brasilien har ikke formået at opretholde en fornuftig balance mellem forbrug og indtjening.«

– Samtidig hævder flere økonomer, at mange vækstlande ikke har reformeret økonomien i tide?

»Præcis – og her er Brasilien igen et godt eksempel på, at man efter et tiår med gode tider er begyndt at opfatte høj vækst som en permanent tilstand i stedet for at reformere og investere, mens tiderne er til det. I dag lider landet under en forfærdelig infrastruktur.«

– Og hvad er vejen ud af det her morads?

»Vi ved, hvad det kræver – og i Brasilien er præsident Dilma Rousseff langsomt begyndt at handle derefter ved at begrænse udbuddet af kredit, skære i regeringens udgifter og igangsætte reformer, herunder privatiseringer – men det tager tid.«

Styrer mod katastrofe

– Kan du beskrive situationen i nogle af de andre latinamerikanske lande som Venezuela og Argentina?

»Som sagt er hvert land forskelligt, hver tragedie sin egen. Men her taler vi om de to lande i verden med den højeste inflation, to lande med dybt uansvarlige politiske ledelser og to lande plaget af en voldsom korruption. De styrer direkte mod en katastrofe – det er ingen hemmelighed. Og igen, det er ikke en situation, der er skabt af udefrakommende faktorer, men af landenes respektive præsidenter.«

– Hvis man kan tale om en fælles udfordring for de nye vækstøkonomier, hvad ville det være?

»At forstå, at de gode tider er ovre, og at det kræver meget stramme trimninger af vækstlandenes økonomier, hvis de skal kunne navigere sikkert i denne nye globale finansielle virkelighed.«

Serie

Seneste artikler

  • Vækstøkonomier bør have valutakontrol

    15. februar 2014
    Kina har gode erfaringer med at styre udenlandsk kapital ind i produktive sektorer fremfor at ødsle penge på forbrug og risikere finansiel ustabilitet, siger cheføkonom Hu Yifan Hu Yifan, chef-økonom i investeringsforeningen Haitong, Hong kong
  • Vækstøkonomier har levet over evne

    10. februar 2014
    Med en strammere amerikansk pengepolitik er de gode tider med billige penge og overforbrug forbi. Nu skal livremmen strammes ind, siger den indiske økonom Arvind Subramanian Arvind Subramanian, økonom, Peterson Institute for International Economics, Washington
  • Boblerne springer i vækstøkonomien

    7. februar 2014
    Vestlige centralbankers udpumpning af penge har skabt bobler i vækstøkonomierne, der nu er ved at springe. Uroen på de finansielle markeder vil fortsætte, mens centralbankerne strammer op, mener Ismail Ertürk, der ikke tror, at det ender som en global krise Ismail Ertürk, ekspert i finansielle markeder, Manchester Business School
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu