Analyse
Læsetid: 4 min.

Venezuelas befolkning er mentalt i krig

Problemet med konflikten i Venezuela er, at enhver undertrykkelse retfærdiggøres og forsvares med henvisning til den ydre fjende
Udland
24. februar 2014

For en uge siden blev filminstruktøren Oliver Stone spurgt om sit syn på urolighederne i Venezuela. Om han fortsat mener, at den venezuelanske oppositionen er håndlangere for udenlandske interesser.

»USA er lige så involveret – på daglig basis – i Venezuela, som de var i Vietnam og er det i Afghanistan,« lød Oliver Stones indledende forklaring på de voldelige demonstrationer i Venezuela.

Den Oscar-vindende instruktør var indbudt til en paneldebat arrangeret af The Future of Freedom Foundation, da han er en af mange prominente tilhængere af Venezuelas afdøde præsident Hugo Chávez – og nu har kastet sin uforbeholdne sympati på efterfølgeren, præsident Nicolas Maduro.

Oliver Stone har blandt andet lavet pseudo-dokumentaren South of the Border, baseret på et manuskript skrevet af to andre kendte støtter af tidligere præsident Hugo Chavez: Tariq Ali og Mark Weisbrot. Sidstnævntes synspunkter kan i øvrigt hyppigt læses i net-udgaven af det britiske dagblad The Guardian, hvor Mark Weisbrot klumme efter klumme redegør for, hvor fantastisk den venezuelanske økonomi har det, hvor bevidst fejlagtigt de vestlige medier gengiver situationen, og hvordan USA hele tiden forsøger at destabilisere Venezuela. En pointe, som også Oliver Stone gentog i paneldebatten:

»Der synes at være et ønske om at dræbe (fra demonstranternes side, red.), og man må nødvendigvis tro, at nogen står bag dem.«

Truslen udefra

Stones udlægning af situationen i Venezuela er forenklet, farlig og har et enormt publikum – USA’s historiske meritter i Latinamerika gør den nem at sælge. Men den er helt ude af proportioner. Konklusionen bliver jo, at det nødvendigvis må tillades, at folket styres med hård hånd, for alternativet er, at landet overtages af udenlandske magter.

LÆS: Besættere i de bristede drømmes tårn

I den morsomme roman The War of Don Emmanuel’s Nether Parts fra 1990 beskriver den britiske forfatter Louis de Bernières et fiktivt land i Latinamerika, hvor en diktatorisk leder som svar på folkets stigende utilfredshed opfinder en krig mod en fiktiv fjende. For intet kan mobilisere masserne som en ydre fjende, og intet kan legitimere enhver brug af magt som truslen om et forestående angreb.

Hugo Chávez mestrede denne disciplin. Gentagne gange har han beordret eskadriller og kampvogne mod den colombianske grænse for at besvare en eller anden tvivlsom provokation. Men hver gang gik truslen hurtigt i glemmebogen, og den begyndende krig udfoldede sig aldrig. Fly og kampvogne blev, hvor de var.

Nuværende præsident Nicolas Maduro er også hele tiden i krig, og derfor kan han uden videre tillade sig at stramme grebet om befolkningen, afvise enhver kritik med henvisning til, at det er et forsøg på destabilisere landet – og ellers fortsætte arbejdet med stille og roligt at afmontere demokratiet, til det slutteligt kun praktiseres som en stemmeøvelse hvert sjette år.

Tilhængere af den såkaldte bolivarianske revolution – som Oliver Stone – synes, at det er helt i orden. At det intet betyder, at Venezuela ikke længere er en del af Organisationen af Amerikanske Staters menneskerettighedskonvention (CIDH), fordi kritikken fra den side er upassende indblanding i interne affærer. At Maduro siden november sidste år har regeret landet pr. dekret – altså uden om parlamentet – i de situationer, han ønsker. At domstolene mister deres uafhængighed, at ikke-statslige medier undertrykkes og konstant risikerer domme for at opildne til uro. At udenlandske menneskerettighedsorganisationer ikke er velkomne, og at den venezuelanske regering over de seneste 8-9 år har opbygget lokale, bevæbnede selvforsvarsgrupper, der bydel for bydel skal forsvare revolutionen for enhver pris.

Som International Crisis Group skriver i deres netop udsendte appel – og som et svar på, at ikke al international kritik handler om upassende indblanding i en suveræn stats interne anliggender:

»Venezuelas fremtid er på spil, men et politisk og økonomisk sammenbrud vil have voldsomme konsekvenser for hele regionen, der ellers har nydt en lang periode med hårdt tilkæmpet økonomisk fremgang, stabilitet og demokrati. At acceptere kravet om suverænitet må ikke være en undskyldning for ikke at handle (læs: tage kritisk stilling, red.), når der er så store fremskridt på spil.«

Fra hadetale til handling

Problemet er, at efter mere end 15 år med en konstant retorik om at knuse modstanderne og forsvare revolutionen mod fascister er en stor del af befolkningen allerede mentalt i krig. Som den mangeårige kritiker af styret i Venezuela Francisco Toro skriver i et indlæg på Caracas Chronicles under overskriften »Hvorfor Venezuela er på vej mod en ny farlig fase«, er problemet i Venezuela i dag, at hvor Hugo Chávez netop kunne balancere mellem konstant at være på vej i krig og så alligevel altid få ro på masserne i sidste ende, har Maduro ikke denne evne. Simpelthen fordi han ikke nyder samme opbakning og har samme kontrol over egne tilhængere. De bevæbnede, civile selvforsvarsgrupper – der tæller mere en halv mio. tilhængere – er særligt bekymrende. For blandt dem er der folk, der igennem en halv menneskealder har dyrket en retorik om at forsvare revolutionen med våben og til sidste bloddråbe. Og mister styret kontrollen med disse, er der ikke langt til den virkelige kamp.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her