Baggrund
Læsetid: 6 min.

År 3 e.F.: Radioaktiviteten siver stadig

Først om 30-40 år er der ifølge Fukushima-værkets ejer håb om at have demonteret de nedsmeltede reaktorer
Nær byen Tomioka i Japan er marker fyldt med poser af radioaktivt affald, der skal renses. Tomioka er en spøgelsesby beliggende i den forurenede ’spærrezone’, der omgiver det japanske atomkraftværk Fukushima Daiichi, der nedsmeltede, efter det blev ødelagt af et jordskælv og en efterfølgende tsunami for tre år siden.

Nicolas Datiche

Udland
7. marts 2014

I Fukushima, Japan, har borgerne måttet lære tålmodighed. Ifølge den japanske regering og elselskabet Tepco vil der gå endnu 30-40 år, før demonteringen af de fire havarerede atomreaktorer kan være tilendebragt. Det er den officielle ambition, om end konkrete planer for den langsigtede oprydning af de radioaktive ruiner endnu ikke eksisterer.

Inden da – senest i 2040 – vil Fukushima-regionen med dets to millioner indbyggere til gengæld have etableret en energiforsyning baseret 100 procent på vedvarende energi. Det besluttede de regionale myndigheder i sidste måned. I havet ud for det nedsmeltede atomkraftværk snurrer allerede verdens første flydende vindmølle.

Sådan ligger landet op til treårsdagen tirsdag for den atomkatastrofe, der den 11. marts 2011 ramte Japan i kølvandet på jordskælvet og tsunamien, som bragte tragedie, død og ødelæggelse. Lokalt i Fukushima er man på én gang traumatiseret af katastrofens eftervirkninger og opsatte på at komme ud af atomæraen. Nationalt har den konservative premierminister Shinzo Abe netop med en ny energiplan bebudet atomkraftens langsomme genkomst. Og i ruinerne af atomkraftværket kæmper elselskabet og tusinder af arbejdere stadig med, hvad det Internationale Atomenergiagentur, IAEA, eufemistisk kalder »en fortsat meget kompleks situation.«

Da ulykken ramte for tre år siden, fulgte en hel verden på tv-skærmene det rullende sammenbrud på atomkraftværket, hvor strømforsyninger og pumper til reaktorernes kølesystemer gik ned én for én, ledsaget af gradvist tiltagende smeltning af de glohede brændselselementer i reaktorkernerne og eksplosioner i tre af de fire reaktorer.

Brud på reaktorernes beskyttende stålindeslutning resulterede i voldsomme, vedvarende udslip af radioaktivitet til både vand og luft, og i de følgende dage og uger evakueredes 160.000 mennesker i 20 kilometers afstand eller længere fra værket. Forurenede afgrøder og fødevarer blev beslaglagt, landbrug i udsatte områder og fiskeri ud for Fukushima-værket blev standset. IAEA endte med at karakterisere havariet som en ’kategori 7-hændelse’, den absolut alvorligste på skalaen for nukleare ulykker, samme kategori som Tjernobyl-ulykken i 1986.

Tre år senere fortsætter dramaet

For et par uger siden meddelte Tep-co f.eks., at 100.000 liter højradioaktivt vand var lækket fra en af de mange tanke med spildevand, fordi en medarbejder havde efterladt nogle ventiler åbne. Koncentrationen af det radioaktive strontium-90 i det lækkede vand blev målt til 230 millioner becquerel pr. liter – WHO’s grænse for drikkevand og Tepcos egen grænse for acceptabel udledning til grundvand er 10 becquerel pr. liter.

»Vi er meget flove over, at en sådan uacceptabel ting kan ske efter de mange skridt, vi har taget for at forbedre håndteringen af det oplagrede vand,« lød den efterfølgende beklagelse fra Tepcos vicepræsident Zengo Aizawa, der forsikrede, at udslippet ikke udgjorde nogen fare for befolkningens sundhed.

Lækagen »demonstrerer behovet for en permanent løsning på spørgsmålet om det forurenede vand,« tilføjede Aizawa og satte dermed fingeren på et af de mest pinefulde problemer på Fukushima-værket: De konstant voksende mængder af radioaktivt spildevand som konsekvens af den nødvendige køling af de havarerede, men stadig stærkt varmeudviklende og lækkende reaktorer.

Det seneste halve år har den japanske kontrolmyndighed, Nuclear Regulation Authority, fem gange måttet udsende pressemeddelelser om lækager af radioaktivt vand på værket. På pladsen, hvor den seneste lækage indtraf, er der p.t. oplagret 340 millioner liter radioaktivt spildevand, hvilket svarer til Parken fyldt op med vand i knap 50 meters højde, og der kommer mere til hver dag. I løbet af næste år må kapaciteten udvides til 700 mio. liter.

I en aktuel missionsrapport fra Fukushima betoner IAEA nødvendigheden af at finde en permanent løsning på spildevandsproblemet.

»Dette kræver, at alle muligheder tages i betragtning, herunder den mulige genoptagelse af kontrollerede udledninger til havet,« skriver IAEA.

Meget bedre er det ikke med alt det faste radioaktive affald og den forurenede jord, der i takt med den langsommelige oprydning hober sig op inden for værkets hegn såvel som udenfor.

Lange udsigter

Diverse medier har rapporteret, hvordan der rundt om i Fukushima-regionen – i landsbyer som på bjergskråninger – er indrettet interimistiske oplagringspladser, hvor titusindvis af store blå plastiksække med begrænset holdbarhed går en uvis fremtid i møde.

»I alt er 250.000 ton jord proppet i sække og stablet op på 30 lokaliteter i Fukushima-regionen,« skriver den amerikanske journalist Laurie Garrett i tidsskriftet Foreign Policy.

Meget værre bliver affaldsproblemet, når man ad åre nærmer sig den risikable proces med at fjerne det stærkt strålingsfarlige, delvist nedsmeltede brændsel og andet vraggods fra reaktorernes indre. Her vil mennesker aldrig kunne arbejde, så opgaven må udføres af robotter, uden at man endnu præcist ved hvordan.

»Vi har sat det ambitiøse mål at fjerne brændselsbestanddele fra i hvert fald én af reaktorerne i første halvdel af 2020. Det bliver ikke let. Teknologien til at gøre det sikkert er endnu ikke på plads, og vi kan ikke skyde nogen genvej,« siger Tepcos præsident Naomi Hirose.

Elselskabets håb – foreløbig blot et håb – er at kunne have fjernet reaktorerne på et tidspunkt omkring 2045-55. Hvad ulykken dermed vil ende med at have kostet Japan ved ingen, men varierende, uafhængige skøn siger 500-1.300 milliarder kr., heraf ifølge Tesco 260 mia. kr. i erstatning til ulykkens ofre: de evakuerede befolkningsgrupper, landmænd, fiskere og andre, der har mistet indtægter, osv.

Uvisheden

For de evakuerede er situationen fortsat belastende og uvis. Det første halvandet år efter ulykken voksede antallet af evakuerede gradvist til 164.000, dels fordi myndighederne ændrede evakueringszonerne og kriterierne i takt med den øgede viden om det radioaktive nedfalds uregelmæssige spredning, dels fordi frygten for stråling og usikkerhed om fremtiden drev folk til selv at søge væk. I dag angives næsten 100.000 fortsat at leve som evakuerede, mindst halvdelen af dem i midlertidige og nu hyppigt skadesramte beboelser. Ifølge et reportagebesøg af Reuters beretter socialarbejdere om alkoholisme, sygdom og tiltagende konflikter i de berørte familier, mens den japanske Reconstruction Promotion Committee i en rapport fra juni 2013 fortæller om stress, livsstilsbetingede sygdomme og behov for psykologhjælp blandt børn, der er traumatiserede af de svære levevilkår med frygt for stråling, mindre udendørsophold m.m.

Forleden meddelte regeringen, at 300 forflyttede beboere fra byen Tamura, 20 km fra værket, kan flytte hjem til april, men samtidig fik sammenlagt 2.000 personer fra landsbyerne Katsurao og Iitate – begge i større afstand – besked om, at deres planlagte hjemvenden i denne måned er udskudt et år.

Mange andre venter på besked fra myndighederne, der ofte er forsinkede med oprensningsarbejdet efter den radioaktive forurening og uklare om tidsfrister og kriterier for ophævelse af evakuering.

Ifølge avisen Asahi Shimbun ophæves evakueringen af Tamura-distriktet bl.a. fordi, det er uholdbart dyrt for Tepco at blive ved at udbetale kompensation til de tvangsflyttede. Faktisk meddelte elselskabet for to uger siden, at man om et år stopper enhver udbetaling af kompensation til dem, der har lidt indkomsttab på grund af ulykken. I alt 30.000 af de evakuerede kan angiveligt nære håb om at flytte hjem om et par år, mens mindst 25.000 personer er fra områder, hvor strålingsniveauerne ifølge det statslige Reconstruction Agency stadig om fem år kan være uacceptabelt høje.

»Der kommer et tidspunkt, hvor nogen må sige, ’I vil ikke blive i stand til at bo her mere, men vi vil kompensere jer,‘« sagde generalsekretær Shigeru Ishiba fra regeringspartiet LDP sidste år.

Spørgsmålet er hvor mange, der vil vende hjem, når de får muligheden. En undersøgelse gennemført i området af professor Akira Imai, Fukushima University, fortæller, at 61,7 pct. af de adspurgte i juni 2011 ønskede at vende hjem – i februar 2012 var andelen faldet til kun 36,1 pct. Især de unge synes at miste troen på et liv i området.

Manglende tillid til myndighederne kan også være en del af forklaringen. En netop offentliggjort meningsmåling fra Asahi Shimbun fortæller, at 74 pct. af indbyggerne i Fukushima-regionen er skuffede over myndighedernes håndtering af ulykken og dens eftervirkninger, og at 67 pct. føler sig under pres ved at leve i regionen, der huser det nedsmeltede atomkraftværk. Om to af spøgelsesbyerne tættest på værket, Okuma og Futaba, siger henholdsvis 67,1 og 64,7 pct. af de evakuerede indbyggere, at de har opgivet håbet om at vende hjem.

»Lige meget hvor meget, de renser op, flytter jeg ikke tilbage, for jeg har børn, og det er mit ansvar at beskytte dem,« siger Yumi Ide, mor til to fra den ligeledes hårdt ramte nabolandsby Tomioka til Reuters. Her drømmer kun 12 pct. om engang at vende hjem.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Allan Christensen

Man kan undre sig over hvorfor det er så vigtigt med hæmningsløs velfærdsvækst. Det er jo ikke fordi velfærdens fortalere er fuldstændig uvidende om de aldeles komplicerede teknologiske udfordringer der er forbundet med at tilvejebringe denne velfærd på en så økologisk ansvarlig måde som overhovedet muligt. Det er dybt ulykkeligt om det mod forventning skulle vise sig at atomkraft og anden traditionelt udviklet ny teknologi ikke har bidraget til at begrænse de frygtede konsekvenser af disse uansvarlige krav om mere velfærd.

Preben Rasmussen

Fukushima-katastrofen afsluttes aldrig.
Den er historien om en uhellig alliance mellem staten og en grisk og uansvarlig kraftsværksejer.
Det er historien om systematiske løgne, fortielser og underdrivelser af katastrofens omfang og konsekvenser.
Myten om den uendeligt sikre atomkraft ?
Hvem bekymrer sig om de langsigtede sundhedsmæssige konsekvenser for befolkningen og miljøet ?
Er det Tepco der betaler regningen ? Og hvem har scoret profitten ?

Flemming Scheel Andersen, Niels Mosbak, Per Torbensen og Lars Brandt Geertsen anbefalede denne kommentar
Per Torbensen

og imens strømmer millioner af liter radioaktivt vand ud som under graver livet i havet omkring Japan og hvornår stopper denne forurening-det ved de ikke engang selv-håbløst.
At befolknings populationen er faldende i Japan er ikke tilfældig,dummere er de unge ikke,de ser ingen fremtid mere.

Flemming Scheel Andersen og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar