Sadok Ben Mhenni, en prominent menneskerettighedsveteran, er ikke imponeret af den nye forfatning, selv om han medgiver, at den er »mere acceptabel end forventet«.
»Men hvis de reaktionære vinder det kommende valg, vil de forvalte den nye forfatning, helt præcis som det passer dem. De har sat sig på politi og administration og kan kontrollere den lovgivning, der skal udfylde forfatningen, som i øvrigt stadig har referencer til islam,« siger han, da Information møder ham i Tunis.
At Mhenni erkender, at Ennahda har vist vilje til kompromis, betyder ikke, at han stoler på det islamistiske partis demokratiske sindelag: »Det var de to politiske mord, specielt mordet på Mohammed Brahmi i juli, der ændrede den politiske dagsorden,« siger han. »Presset på Ennahda blev øget, og det var civilsamfundet og fagforeningerne, der tvang forfatningen igennem – ikke islamisterne, der i mere end et år gjorde alt for at blokere den. De gik kun med efter en garanti for, at islam blev indskrevet som statsreligion. Hvilket reelt betyder, at folk stadig kan fængsles for blasfemi – den lov bliver ikke lavet om.«
Sadok Ben Mhenni, der er et sted i halvtredserne og var fængslet i perioder under diktaturet, er repræsentant for et udbredt synspunkt hos mange sekulære, nemlig at politisk islam ikke er til at stole på, at islamisterne kun er ’moderate af taktisk nødvendighed’, medens de pønser på at tilrane sig magten for at indføre sharia, islamisk lov:
»Derfor skal religionen helt ud af forfatningen,« siger han. »Det er statens opgave at beskytte den enkeltes frihed til at tro eller ikke tro.«
Optimist trods alt
Som typisk repræsentant for gruppen af heltidsaktivister, der dukkede op fra den politiske undergrund med Det Arabiske Forår i 2011, holder Mhenni den arabiske forårsdrøm i live, både på aktivistplan og i den mere abstrakte internationale konferencesfære, hvor drømmen indtil videre er parkeret (hans lærredstaskes logo: Oslo Freedom Forum).
Og han bekræfter, at mistanken om urent trav, når det handler om Ennahda, er udbredt: »De var i hvert fald allierede med de voldelige salafister. Terroren blev ikke bekæmpet effektivt, da de sad som ledere af regeringstrojkaen,« siger han. »Indtil de politiske mord sidste år var de ikke meget andet end en religiøs forlængelse af Ben Alis sekulære diktatur. Først da de blev trængt op et hjørne, skiftede de kurs.«
Mhenni nævner forskellige sager, der har præget den politiske debat – en af dem er tre politimænds voldtægt af en ung pige: »Faktisk er kvindernes position forværret med revolutionen,« siger han, »nemlig derved, at forfatningen tillader religiøse partier med polygami på partiprogrammet, hvilket ellers blev forbudt i 1957.
Og ratificeringen af Cedaw, FN’s konvention mod diskrimination af kvinder, er ikke blevet bekræftet.« Men alligevel er Mhenni optimist: »Der er stadig kampe, der skal kæmpes, og kvinderne går forrest sammen med de unge. De har ikke tabt pusten.«
