Læsetid: 6 min.

Selv al-Qaeda kalder Syriens nye islamister rabiate

Syriens oprørere har fået en anden modstander end Assad, nemlig den ekstreme islamistiske oprørsgruppe ISIL. Andre oprørsgruppers forsøg på at bremse den rabiate gruppe kan føre til øget våbenhjælp, men stiller også donorlande i et dilemma: Skal man støtte folk, der er relateret til al-Qaeda for at bekæmpe en gruppe, der er endnu værre?
Militsfolk fra ISIL – Islamisk Stat i Irak og Levanten – i en parade ved den nordsyriske by Tel Abyad, tæt ved den tyrkiske grænse tidligere på året

Militsfolk fra ISIL – Islamisk Stat i Irak og Levanten – i en parade ved den nordsyriske by Tel Abyad, tæt ved den tyrkiske grænse tidligere på året

Yaser Al-Khodor

27. marts 2014

Det var et mord, der gav genklang. Da billeder af Hussein al-Suleihmans mishandlede lig kort efter nytår begyndte at florere på nettet, udsendte oprørsgruppen Ahrar al-Sham, som al-Suleihman ledede, en erklæring, hvor de udtrykte vrede over mordet, der øjensynligt var begået af den rabiate islamistiske militsgruppe ISIL – Islamisk Stat i Irak og Levanten.

En oprørsgruppe, der er rabiat i en grad, så selv al-Qaeda har taget afstand fra den og frabedt sig at blive associeret med gruppen, der indtil for nylig blev betragtet som en slags udløber af det globale netværk, og som har sænket en sort sky af ultrarabiat sharialov og vilkårlige mord ned over dele af Syrien.

I erklæringen udtrykte Ahrar al-Sham vrede over mordet og torturen og omfanget af mishandling »i en grad, der var ukendt for det syriske folk før revolutionen, selv når det kom til den kriminelle Assads sikkerhedstjenester«.

Gruppen krævede også, at ISIL’s adfærd skulle stilles for en uafhængig retsinstans – det vil i denne sammenhæng sige en shariadomstol – eller tage konsekvenserne, nemlig at »revolutionen og jihaden vil styre ind i en sump af interne kampe, hvor den syriske revolution vil blive den første taber«.

ISIL, der fortrinsvis består af udenlandske jihadister og har sit udspring i den irakiske borgerkrigs vilde blodrus, ignorerede truslen og fortsatte sin terrorisering af andre oprørsgrupper og civilbefolkningen og har som konsekvens siden nytår måttet kæmpe mod en stadig større del af den øvrige opposition. En kamp, der for alvor sprang op igen, da gruppen for et par uger siden myrdede endnu et højtstående medlem af Ahrar al-Sham, Abu Khalid al-Suri, hvilket udløste en massiv reaktion fra andre oprørsgrupper.

Skaber sammenhold

De interne kampe er gode nyheder for Assad-styret, der har genvundet territorium omkring blandt andet Aleppo som konsekvens af oprørernes interne kampe. Men måske lidt mere overraskende følges kampene også med en vis optimisme blandt Assads modstandere.

»På mange måder er det jo negativt for oprøret, fordi det udviser splittelsen. Men på den anden side kan det faktisk hjælpe oppositionen,« konstaterer svenskeren Aron Lund, der er en af de fremmeste eksperter i de syriske oprørsgrupper for blandt andet tænketanken Carnegie Endowment for International Peace.

»Et af de klareste argumenter for ikke at levere tunge våben til oprørerne har været, at de ville kunne ende i hænderne på grupper som ISIL. Men nu ser du en klar splittelse ned igennem oprørsbevægelsen. Derfor ser vi også penge begynde at komme ind til våben nu,« forklarer Aron Lund. »For mange oprørere er det blevet det måske vigtigste salgspunkt, når de skal overbevise udenlandske donorer om, at de skal have penge og våben: At de skal bruge dem til at isolere den mest rabiate gruppe og jage dem ud af Syrien.«

Og indsatsen har faktisk haft konsekvenser. ISIL, der indtil for kort tid siden var den stærkeste og mest velorganiserede gruppe i hastig ekspansion over det meste af Syrien, er i dag trængt tilbage fra en lang række byer og provinser.

»Der er ikke nogen tvivl om, at de udenlandske støtter til oprøret meget gerne vil ændre dynamikken blandt oprørerne i Syrien, og at især Saudi-Arabien ser koalitionen af islamiske oprørsgrupper i Den Islamiske Front som essentiel i at isolere en gruppe som ISIL, mens man fra vestlig side også spekulerer i, hvem man kan samarbejde med, og hvordan man kan isolere de mest ekstreme grupper ved at støtte de rigtige steder,« siger Syrien-observatøren Aymenn al-Tamimi.

Samtidig har indsatsen til en vis grad bragt en del af oprørets notorisk splittede landskab af væbnede grupper sammen, som f.eks. grupperne i Den Islamiske Front, en gruppe af syv af de stærkeste islamistiske grupper som Ahrar al-Sham og den tidligere FSA-allierede gruppe, Liwa al-Tawhid, mens ISIL’s problemer også har givet mere luft til FSA-grupper, der var blandt de første til at konfrontere den rabiate gruppe, hvis historie med massemord, kidnapninger og indførelse af uhørt rabiate islamistiske regeringsmetoder har indført et rædselsregime i dele af Syrien, skabt opbakning bag Assad i regeringskontrollerede områder og skræmt internationale støtter bort fra revolutionen.

Kilden alliance

Problemet er bare, hvem man vil støtte til at tage opgøret. For mens få i Vesten vil sætte spørgsmålstegn ved det formålstjenstlige i at få ISIL udmanøvreret, er spørgsmålet, hvad man synes om dem, der kan gøre det. Ahrar al-Sham-lederen Abu Khalid al-Suri, hvis drab udløste de seneste kampe mod ISIL, var en kendt jihadist, der stod både Osama bin Laden og hans efterfølger, Ayman al-Zawahiri, nær, og al-Qaeda-gruppen Jabhat al-Nusra er et af de vigtigste kort i kampen mod gruppen.

»Problemet er, at det ikke er al-Qaeda, man kæmper imod. Det er en gruppe, der er meget værre end dem. Bland de grupper som slås mod ISIL findes også Jabhat al-Nusra, Syriens gren af al-Qaeda. Det er et dilemma, for saudierne og for mange andre,« siger Aron Lund og konstaterer:

»Vil man give penge til, at ISIL bliver jaget ud af Syrien, giver man med overvældende sandsynlighed også støtte til Jabhat al-Nusra.«

Aymann al-Tamimi afviser ligeledes, at det kan lade sig gøre at skelne mellem gode og onde i oprørsbevægelsen på den måde:

»Der er en vestlig idé om, at man kan styre udviklingen på jorden. Man vil meget gerne ændre dynamikken. Men man kan f.eks. ikke isolere Jabhat al-Nusra, de er en integreret del af oprørsbevægelsen og samarbejder også med de grupper, Vesten støtter. Også i syden, hvor den vestlige støtte er mest markant og bliver øget i øjeblikket.«

Nye toner fra golflandene

Timingen er på mange måder ellers god for oprørerne. Efter fiaskoen ved fredsforhandlingerne i Genève og det fornyede fjendskab mellem Rusland og Vesten som følge af krisen på Krim synes mange af de lande, der har holdt tilbage med støtten, mens de ventede på, at forhandlingsforløbet løb sin gang, for alvor at være parate til at engagere sig militært til fordel for oprørerne. Både fra Saudi-Arabien og Qatar lyder nye toner, og for nylig godkendte den amerikanske kongres tilstrømningen af mindre skydevåben op til antitankraketter til ’moderate oprørere’.

»Saudi-Arabien vil have Den Islamiske Front som et hovedorgan til at kæmpe imod ISIL. Man er parat til at levere tungere våben og forsøger at presse USA til at gøre det samme,« siger Aymenn al-Tamimi, der dog samtidig konstaterer, at Den Islamiske Front i sig selv er ganske splittet – også i graden af deres vilje til aktivt at bekæmpe ISIL.

Også Aron Lund vurderer, at støttebilledet har ændret sig noget til fordel for oprørerne.

»Mit indtryk er, at våbenstøtten virkelig bliver debatteret lige nu, og Qatar og Saudi-Arabien ser sammenbruddet af Genève-forhandlingerne som et carte blanche til virkelig at begynde at støtte; nu er der fri bane, sådan opfattes det,« siger han.

Samtidig er Saudi-Arabien og Qatar ude i en åben krig om indflydelse, og konsekvensen er, at de nærmest konkurrerer om at støtte mest, forklarer Aron Lund.

Den afgørende brik i puslespillet mangler imidlertid stadig, nemlig USA.

»For USA er det en langsom optrapning, mens det er en voldsom optrapning for Saudi-Arabien og Qatar. USA har haft en ’pisk og gulerod’-politik i forhold til Assad, man prøvede med guleroden i Genève, og nu finder man pisken frem. Men det er ikke nogen særlig stor pisk,« siger han og tilføjer: »Obama ønsker på sigt Assads fald, men man ønsker det absolut ikke lige nu, fordi man ved, at det vil udløse kaos, mens golflandenes holdning mere er, at hvis det skal være Somalia, så lad det være Somalia. Det frygter man i USA, og derfor er det hovedsagelig symbolske ændringer. Spørgsmålet er, hvor længe det kan holde. Der presses fra alle sider.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Jens Thaarup Nyberg
Espen Bøgh og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Med andre ord er det, det handler om for USA og venner, hvilken religiøs gruppe, man skal støtte. Hovedsagen er, at det ender med, at der ikke til sidst er en stat, der kan anses som en hindring for USA's interesser i regionen.
I den sammenhæng betyder forholdene for den syriske befolkning mindre.

Det minder meget om noget, vi har set før.

Nic Pedersen, peter fonnesbech, Bjarne Nielsen, Espen Bøgh, Per Torbensen, Anders Graae, Eva eldrup, Henrik Klausen, Henrik Nielsen, Torben Nielsen, Claus Piculell, Rune Petersen, Jeppe Petersen, Peter Jensen, Niels Mosbak, Brian Larsen, Lars Olsen, Niels-Holger Nielsen og Thorsten Lind anbefalede denne kommentar
Thorsten Lind

Alt imens vi venter på kommentarer
fra de mange demokratiforkæmpere
der støtter oprørerne i Syrien;
vil jeg nøjes med at konstatere,
at Vesten støtter islamister og højreekstremister blindt,
i suveræne stater, der har tilladt sig selv, den utilgivelige brøde,
at de ikke danser efter Vestens pibe.
Kort sagt: Syriens venner, inkl. danske politikere,
støtter Ragnarok i Syrien, fordi markedet er Gud, Allah Akbar!
Mvh Th :-/

Eva eldrup, Bjarne Nielsen, Henrik Klausen, Henrik Nielsen, Torben Nielsen, Rune Petersen, Jeppe Petersen, Peter Jensen, Brian Larsen og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne kommentar

Ja Sune, det er jo det 'Al-Qaeda' prøver at få dem til at fatte -
'I må lige moderere jer lidt hvis i vil have Vest... Øh, 'Al-Qaeda' - støtte ..'

Ahmed Mannouti

al-Assads fly og helikoptere og artilleri smadrer byer, bomber boligkvarterer og civile mål med det mindste påskud. Hvis man tror at det skaber andet end en radikaliseret modstand, så har man lært af historien.

al-Assad kan dræbe alle dem han vil og jage millioner mere på flugt. Så længe han sidder ved magten bliver der aldrig fred nye partisaner vil vokse op.

Systemtisk vold radikaliserer modstanden. Altid.

'partisaner' min bare -
Islamo-fascistisk salafisme er hvad de vil indføre .

Bjarne Nielsen, Per Torbensen, Eva eldrup, Henrik Klausen, Morten Pedersen, Rune Petersen, Henrik Nielsen og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

For min skyld kan alle religiøse fanatikere bekæmpe hinanden til sidste mand/kvinde.

Og husk; Din fjendes fjende er ikke nødvendigvis din ven.

Bjarne Nielsen, Henrik Klausen, Henrik Nielsen, Torben Nielsen og Lars Olsen anbefalede denne kommentar
Per Dørup Jensen

Løgn om at befolkningen i Benghazi i Libyen stod foran en umiddelbar massakre, løgn om at Assad-styret har brugt kemiske våben i Syrien, ignorering af illegitim regering i Kiev. Påstande om, at det er Rusland, der destabiliserer situationen i Syrien og Ukraine. Man kan vist dårligt sige andet end at USA, EU og har samtlige politikere i Danmark ikke kun lyver bevidst, men tillige støtter asociale krigskræfter på den ekstreme højrefløj!

Bjarne Nielsen, Eva eldrup, Rune Petersen og Lars Olsen anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Religiøse fanatikere befinder sig pr- definition på den ekstreme højrefløj !.

Religiøse fanatikeres største fjender er de gudløse og socialisterne.

Sjovt nok tager mange af nibe med-socialister parti for religiøse fanatikere (bare disse ikke er kristne eller jøder)

jan henrik wegener

Niveauet for diskussionen "imponerer" sandelig! Især det gamle reffræn "det er alt sammen "vestens" skyld!" (naturligvis - så behøves ikke nærmere overvejelser over hvem eller hvad mon "vesten" er).

Ole Olsen, Jørn Boye, Jesper Hansen og ellen nielsen anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Lars Olsen.

Du tror vel ikke at jeg mener at "muslimer" bare skal bombes væk !.

Kender du ikke forskel på "Muslimer" og fanatikere ?

Carsten Hansen

utroligt hvis der stadig findes socialister der tager islamister/Islamismens parti !

Historien burde have lært dem noget andet.

At tage afstand fra islamister/islamisme er, for en socialist, lige så naturligt som at tage afstand fra kristen fundamentalisme og Jødisk ditto.

Ahmed Mannouti

Carsten Hansen:

Man kan godt være socialist uden sympati for salafisme, men alligevel forstå de historiske forhold der får et land til at eksplodere mod diktaturet.

Carsten Hansen

Ahmed.
Jeg er skam også modstander af diktatorer som Assad, Mubarrak og lignende.

Men at erstatte sådanne diktatorer med religiøs fanatisme orkestreret af Al Qiada eller det er værre, er at gå fra asken til ilden.
Der er ikke meget demokrati i islamismen; Sådan ca. nul.
Teokratisk diktatur er den rette betegnelse.

Hvis det syriske folk nogensinde skal blive frit, så skal det forbi islamismen.

Ahmed Mannouti

Carsten Hansen:

Eneste løsning er at al-Assad styret falder eller kortsigtet at FN laver sikre zoner i Syrien for flygtningene så der kan skabes grobund for et sikkert liv og en normalisering for det store flertal. Alt andet vil blot gøre situationen værre.

Carsten Hansen

Ahmed M.

Problemet er gammelkendt.

Befolkninger vil gerne skille sig af med diktatoren.
Men befolkninger er ikke en homogen størrelse.
Nogle ønsker demokrati.
Andre står klar til at overtage den ledige stilling som diktator.
Og endnu andre står klar til at indføre religiøst diktatur.

Jeg tror dog, at i sidste instans (måske først om mange år), så falder alle diktaturer; Både de enevældige, højre- og venstre- samt de religiøse.

PS: Vi gavner ikke de almindelige hverdagsmuslimer, hvis vi lader ekstremister være repræsentanter for deres holdninger og ønsker.
Derfor er det ganske naturligt for socialister at tage afstand fra ekstremisme.
Dette er så naturligvis også den officielle politik hos de danske venstrefløjspartier/organisationer.

Tænk sig at du som socialist er hoppet med på den der store løgn om at vi vælger vore egne ledere .
'Kontrolleret opposition' kaldes det og vort 'demokrati' har for længst krydset grænsen til pøbel-vælde ..
Hvor 'socialistisk' var det lige Danmark blev af at have SF i regering ?

Gorm Petersen

Find frem til vredens kilder. Kun derfra kan volden stoppes.
Hitler fejlede fordi han gik for hurtigt frem. Politik er som frøer der skal koges. Smides de ned i det varme vand pludseligt, hopper de op igen. Opvarmes vandet langsomt - ganske langsomt - lader de sig koge.

Vestpressen har 3 hade-objekter: Russere, Serbere og Muslimer. Hitler opererede i Mein Kampf med tilsvarende undermennesker. Det sibiriske sumpmenneske - negeren - og den "sortsmudskede sydeuropæer" (trods venskabet med Mussolini).
Hitlers holdning til socialisme er i dag stort set skolelærdom, og racehygiejne har blot skiftet navn til "arvehygiejne". Hitlers sejr er total - han var blot for utålmodig til selv at opleve sejren i levende live.

Henrik Klausen

"Skal man støtte folk, der er relateret til al-Qaeda for at bekæmpe en gruppe, der er endnu værre?"

Nej.

Dette var endnu et afsnit i serien 'Nemme svar på dumme spørgsmål'.

Peter Ole Kvint, Nils Brakchi, Carsten Hansen og Helene Nørgaard Knudsen anbefalede denne kommentar

Ahmed Mannouti

Hvem er det så der afholder det internationale samfund i at gribe ind ? Det er Putin, og han tænker kun på øjeblikkets gevinst.
Hvis salafisterne sejrer, bliver Putin, og hans flådebase, smidt ud af Syrien.
Hvis Putin derimod havde støttet oprøret, havde han en mulighed for at beholde sin flådebase.
Så det er ikke bare al-Assad, men også Putin.
Putin er jo dobbeltmoralsk, han støtter (hvis han ikke selv står bag) oprøret på Krim, men han er modstander af oprøret i Syrien.
Iøvrigt bør politik og religion være adskildt, og religiøse hensyn burde ikke blandes med en evt. regeringsdannelse efter al-Assad.

@ Ahmed

”Kilden til vreden er ganske nem at finde. Al-Assad.”

Det er en grov simplificering. Assad er den største del af årsagen, og bærer som landets reelle magthaver primært ansvaret for situationen og udviklingen i Syrien det er vi ikke uenige i. Når det så er sagt så glemmer du et meget vigtigt punkt, og det er at lige så snart, oprøret tog en højre religiøs/ekstrem drejning med dertilhørende blodbad, så var den reelt tabt. Verden kunne ikke længere støtte eller have sympati med oprøret og det syriske folk stod alene tilbage som taberne. Årsagerne er mange, men man kan ikke alene klandre Assad for dette. Han udnyttede blot den sekteriske linje for at fremme egen agenda, og det lykkedes i den grad.
Du er velkommen til at kritisere Assad alt det du vil, men glem ikke jeres venner golflandende der sammen med primitive tv-imamer støttede den sekteriske linje og finansierede radikale sekteriske oprørere. Hvad der startede som en kamp mod et diktatur er endt i et religiøst og etnisk blodbad.
Det syriske folk har desværre vist en uhørt grad af politisk naivitet og inkompetence. Man har ladet sig rive med, og har intet lært af historien. Dette er hvad 40 års diktatur kan gøre ved dig. Bare se på Egypten, mange egyptere lod sig manipulere til at tro at de bedst er tjent med at vælte en folkevalgt præsident, og erstatte denne med et brutalt militærdiktatur. Utroligt!

Ps: Assad findes ikke i DK, men det er skræmmende hvad jeg har hørt fra folk der enten støtter den ene eller anden part, nemlig nøjagtig den samme sekteriske og modbydlige retorik samt de mest utrolige konspirations-teorier.

Bjarne Nielsen

Det lader til at mange uden at tænke nærmere over det betragter Assad som en skurk, fordi de har lært i medierne, at det er han.

Hvis i lige tænker jer lidt om, hvad ved i så om Assad, bortset fra generaliserende og ukonkrete udtalelser fra dem, der støtter terroristerne?

Hvad er det konkret, der bør forbedres i det syriske samfund, hvilke ting burde Assad gøre anderledes?

Den med at Syrien ikke må bombe eller skyde på bevæbnede terrorister køber jeg ikke.

Sabine Behrmann

Man kan starte med korruptionen, Bjarne Nielsen. Den gennemsyrer hele samfundet, og selv den mest lovlydige borger kan ikke undgå at betale bestikkelse på ét eller andet tidspunkt i sit liv. (Assad selv omtalte problemet i en tale på universitetet i Damaskus i foråret 2011, men fik ikke gjort ret meget ved det, fordi det ville have ramt især hans fætter, Rami Makhlouf, på pengepungen.) Korruptionen er allestedsnærværende. Man kan ikke engang få udført reparationer på ens hus uden at betale under bordet for den godkendelse, man er forpligtet til at indhente, inden man kommer i gang. (Eller også kommer man i gang og giver sikkerhedsstyrkerne noget, de kan bruge mod én næste gang, de vil intimidere én.)

Så ville de allerfleste syrere hilse en nedskæring af sikkerhedsapparatet velkommen. Hvis man fx vil rejse fra en by til en anden med offentlig transport (her taler jeg om fredstider), så skal man godkendes af bevæbnede sikkerhedsfolk - og busserne bliver da også fra tid til anden ransaget af bevæbnede styrker. Og selvfølgelig bliver metadata for telefonsamtaler registreret.

Retssystemet lider under, at der faktisk findes to systemer: det ene er det, vi måske ville kalde almindeligt, det andet er Baath-partiets. Hvis en domstolsafgørelse ikke falder i partiets smag, bliver den lavet om med henvisning til "samfundets interesser".

Jeg har rejst en del i Syrien, og uanset hvor jeg har talt med folk om det, har de beklaget underskuddet på retssikkerheden.

Michael Kamp, Jens Thaarup Nyberg, odd bjertnes og Ahmed Mannouti anbefalede denne kommentar
Ahmed Mannouti

Michael Kamp:

Jeg er enig i at oprøret i dag er meget mere end en simpel revolution mod al-Assad, men kilden, altså det der startede det, kan meget snævert afgrænses til hans styre.

At oprøret er blevet så radikaliseret som det er skyldes mange ting men det kunne ikke tage anden vej det kunne tage da trykkogeren røg i luften. Den store sunni-majoritet har været 2. rangs borgere og er blevet eftertrykkeligt forflugt og marginaliseret mens Syriens økonomi ikke kunne følge med befolkningsvæksten og også sendte flere og flere i fattigdom.

Som det er nu har begge parter tabt og ingen vil give sig fordi de er næste lige stærke. Hvis ikke FN griber ind med sikre zoner, den eneste løsning jeg reelt ser udlandet kan komme med, så kan borgerkrigen vare i årtier.

@ Bjarne
Aaarh Bjarne Assad ER en skurk, det er noget enhver der kender til Mellemøsten ved. Hele Assad klanen er kendt for deres brutalitet, del og hersk politik, tortur og vilkårlige henrettelser. Det ikke kun i Syrien men også i Libanon, hvor Assad klanen i den grad har blod på hænderne.
Nu er du vel klog nok til at vide at ikke hele oppositionen består af ”terrorister”? Så nej, man støtter ikke nødvendigvis ”terrorister” når man er imod Assad.

”Hvis i lige tænker jer lidt om, hvad ved i så om Assad, bortset fra generaliserende og ukonkrete udtalelser fra dem, der støtter terroristerne?”

-hvad ved DU reelt om Assad?

”Hvad er det konkret, der bør forbedres i det syriske samfund, hvilke ting burde Assad gøre anderledes?”

- Seriøst?

@ Ahmed
”Jeg er enig i at oprøret i dag er meget mere end en simpel revolution mod al-Assad, men kilden, altså det der startede det, kan meget snævert afgrænses til hans styre. ”
- Jeg er skam enig

”At oprøret er blevet så radikaliseret som det er skyldes mange ting men det kunne ikke tage anden vej det kunne tage da trykkogeren røg i luften. Den store sunni-majoritet har været 2. rangs borgere og er blevet eftertrykkeligt forflugt og marginaliseret mens Syriens økonomi ikke kunne følge med befolkningsvæksten og også sendte flere og flere i fattigdom.”
- Jeg er ikke helt enig i at radikaliseringen var den eneste udvej. Den havde nemmere kår i sådan en situation det er rigtigt, vi så det i Bosnien og Kaukasus. Men Syrerne havde et valg, og de valgte at springe med på den sekteriske vogn og i den sekteriske fælde som Assad havde lagt. Der røg så verdens sympati for det syriske oprør som er blevet reduceret til at omhandle ”terrorbekæmpelse” og syriske oprørere til hjerte/lever-ædende Al-Qaida tosser. Golfstaternes og i særdeleshed Saudi Arabiens iver efter at slå Iran, koste hvad det vil, har været en særdeles væsentlig faktor, i og med at våben og penge blev tildelt ekstreme salafister frem for mere moderate/sekulære elementer, der kunne have trukket oprøret i en helt anden retning.
Sunni-majoriteten har ganske rigtigt været forfulgt, men du glemmer også at sunnierne forfulgte Allawitterne inden da. For mig er det ikke et argument for at man roder sig ud i et hævntogt hvor hjernen slås helt fra.

”Som det er nu har begge parter tabt og ingen vil give sig fordi de er næste lige stærke. Hvis ikke FN griber ind med sikre zoner, den eneste løsning jeg reelt ser udlandet kan komme med, så kan borgerkrigen vare i årtier.”
- Hele Syrien har tabt, der er ingen vindere i denne konflikt. Men som det ser ud nu så har Assad fået overtaget hvad angår det militære aspekt.

Ahmed Mannouti

Michael Kamp:

Hvis syrerne havde haft et reel valg så ville jeg give dig ret. MEN det valg har de aldrig haft.

Al-Assad's Syrien er ikke Indien i tiden efter verdenskrigen. En syrisk Gandhi ville ikke få indflydelse. Han ville blive tortureret ihjel i Al-Assads fængsler. Og hvilke andre muligheder havde oprørerne?

Hvem hjælper oprørerne? Vesten? I sidder og glor og rører ikke en finger. Russerne? De har travlt med at sælge våben til Al-Assad. FN? Tragikomisk panel af snakkehoveder hvor russerne vil blokere for ethvert initiativ.

Hvad er der tilbage? Kan oprørerne vælge og vrage mellem støtter? Nej. De må tage den hjælp og bruge de midler der er til rådighed. De har intet valg.

@ Ahmed Mannouti
Jeg kender skam godt nok til Syrien og det syriske regime til at vide, at fredelige midler ikke virker.
Jeg taler derimod om det ”bevidste” valg af en sekterisk linje og brutalisering af konflikten. Assad tvinger ikke unge syrere til at kæmpe under ISIS eller Nusras faner, det kan være en taktisk nødvendighed=valg men tvang er det ikke. Assad tvinger heller ikke unge syrere til at slagte, summarisk henrette og torturere tilfangetagne modstandere, og det er fuldstændig underordnet at det syriske regime gør det, man gør det fordi man søger hævn, men hævn og brutalitet har en pris, og det er at verden ikke længere kan/vil kendes ved denne konflikt. Oprørerne er i verdenssamfundets øjne, ikke længere bedre end Assad, tværtimod vil mange sige.
Ingen hjælper oprørerne, ikke vesten der gerne ser at Syrien (og alle andre arabiske og muslimske lande for den sags skyld) smadres så meget at de(n) ikke længere er en magtfaktor (i særdeleshed overfor Israel). Russerne, Iran, Golf staterne mv. har deres egne interesser, og giver ikke en flad øre for oprøret eller de civile syreres ve og vel. Men de absolut værste skurke har været ”Jihadisterne” der er skyld i at verden for alvor vendte Syrien ryggen, og at oprøret er ved at blive slået ned mens vi snakker. De er lige så stor en fjende af Syrien som regimet er det. Syrerne er nødt til at lære af Palæstinenserne, og det er at de er alene og kun sig selv nærmest. Forvent ikke støtte fra de arabiske ”brødre”, den kommer ikke og er kun tom retorik. Det tog Palæstinenserne over 7 årtier at lære denne dyre lektie, og burde være blevet fanget af syrerne inden de rodede sig ud i et åbent oprør mod nogen der ikke holder sig tilbage for at bruge alle midler for at bevare magten, præcis som alle andre arabiske diktaturer.
Misforstå mig ikke, jeg forsvarer ikke det syriske regime, eller generaliserer hele oprøret. Jeg ved at der er nuancer, men det der irriterer mig mest, er at det syriske folk åbenlyst ikke har lært af historien, eller ved hvordan man spiller det politiske spil. Var oprøret blevet fastholdt som et nationalt og demokratisk oprør havde vi muligvis set helt andre resultater, men den almene vesterlænding kan på ingen måde relatere til eller have sympati med oprøret som det er nu hvor den domineres af religiøse slogans og krigsforbrydelser.

Jeg kender ikke meget til Syrien, men jeg er ret sikker på at der er et flertal af syrere, der bander det oprør ad helvede til, specielt under hensyn til fremtidsudsigterne.

Ahmed Mannouti

Michael Kamp:

Set udefra er det rigtigt og jeg kan godt følge dit argument men jeg synes stadigt du overser en væsentlig brik. Nemlig HVORFOR det sker. Hvad radikaliseringen skyldes. Jeg er ikke syrer men jeg har rejst i Syrien mange gange og jeg kender masser af syrere og som mennesker, som individder, mødre og fædre er de ikke forskellige fra os andre - hverken dig eller mig. Og lige så lidt som du eller jeg vil, så vælger en ung syrer ud af det blå at slå ihjel på de mest grusomme måder.

Jeg bor i Sønderjylland og arbejder lige så meget i Tyskland som Danmark og som mennesker er begge nationaliteter fantastiske. Familiefædre og -mødre, omsorgsfulde og kærlige sociale individder som jeg ikke ville betænke mig et sekund på at lægge mit liv i hænderne på hvis det skulle være.

Men for to generationer siden blev en hel tysk nation forført af en gal korporal og denne nation blev forført til at begå forbrydelser af en grad af inhumanitet vi stadigt ikke helt forstår. Almindelige tyskere deltog, som vagter i kzlejre, som soldater i værnemagt og waffen-ss, som stikkere eller bare bureaukrater i grusomheder der endnu står som noget særligt. Havde alle disse tyskere et valg? Ja men hvor mange kunne reelt tage det?

Det samme sker i Syrien. Syrien er et radikaliseret og totalitært samfund og alle tilløb til dialog og fredelige ændringer er blevet kvalt i blod i årtier. Det eneste der overlever det og det eneste der styrkes af et sådan samfund er radikalisering og vold. Og det sker på begge sider af konflikten. Man kan sidde udenfor og sige at alle har et valg ja, men hvor mange har reelt valget alligevel?

Dissidenter i syrien er historisk ikke sat i åbne fængsler eller lettere hudsarrest. De er blevet tortureret ihjel i Al-Assad's kældre. Smådrenge der har lavet grafitti mod styret får ikke bøder eller reprimander. De bliver tævet til ukendelighed eller får flået fingerneglene af af bødlerne.

Den slags styre der sidder i årti efter årti kan kun føre til en ting. En trykkoger der springer i luften en dag og når det sker, så sker det med midler og våben som ingen i et fredeligt samfund som Danmark har nogen forudsætning for at forstå.

Og forstå mig ret. De menige soldater i den syriske hær er lige så meget ofre som de sunnier de slås imod. Man kan bare ikke dømme dem ud fra forestillinger om at man har et "valg" som man har haft det andre steder.

@ Ahmed

Selvfølgelig forstår jeg hvorfor det sker, brutaliseringen/radikalisering af konflikter er ikke et nyt fænomen, og ganske naturligt. Og selvfølgelig er syrere ikke forskellige fra os eller andre folkeslag, europæernes opførsel under første og anden verdens krig som du nævner er et udmærket eksempel på, at selv ”super-civiliserede” samfund på kort tid kan gå amok i en blodrus..Dette kan dog aldrig blive en undskyldning for at opføre sig på samme måde. Lad mig minde dig om at arabernes/muslimernes krigs-etik, historisk set har været langt langt bedre end den er nu, hvordan kan det være?. Muslimer blev påbudt ikke at skade civile, tilfangetagne fjender, skade deres ejendom mm. og det efterlevede man i varierende grad. Det kan man ikke sige er tilfældet nu hvor krigsforbrydelser snart er hverdag. En dreng bliver skudt gennem munden og dræbt foran dennes mor for at sige noget nogen fortolker som blasfemisk, mænd der henrettes og smides i grøften fordi de er fjender, ryger, drikker, misser de fem bønner eller ikke kan svare på religiøse spørgsmål, er handlinger der aldrig bør forsvares uanset årsagen.

Jeg forstår godt din indgangsvinkel, men synes alligevel du forsimpler situationen, og undskylder denne opførsel. Hvorfor er det at FSA eller andre sekulære grupper overordnet set ikke har travlt med at hugge hovedet af folk som jihadisterne har det? Hvorfor har de valgt at være mindre voldelige/brutale end de islamistiske/jihadistiske grupper selvom de står overfor samme fjende og brutalitet? Det viser bare at man selvfølgelig har et valg, om ikke at opføre sig som dyr i en blodrus. Hvorfor er det at de gamle muslimske hære opførte sig mere eller mindre eksemplarisk ( i datidens standard) og havde en langt bedre krigs-etik end de kristne hære der massakrerede alt og alle? Igen et valg.

Jeg sidder selvfølgelig her i trygge rammer og gør mig klog, og vil aldrig forstå den frygt syrerne lever i nu, omend jeg befandt mig i Libanon under borgerkrigen og har derfor set død og ødelæggelse og kender til frygt som de fleste danskere aldrig vil opleve det, men vi er nødt til at fordømme forbrydelser når de sker i stedet for at prøve at retfærdiggøre dem eller bortforklare dem. Jeg har lige siden opstanden brød ud krydset fingrene for at syrerne ikke lod sig trække ind i den volds-spiral som blev iværksat af Assad og de forbandede jihadister der har kapret den syriske sag, og fået hele verden til at vende den ryggen. Arabere/muslimer som jeg betragter som venner, bliver nødt til at hive sig selv op på en højere standard, og holde op med al' den konspirationstænkning og undskyldning af alt. De er nødt til at indse, at ingen kan/vil forbedre deres situation end dem selv.