Rækken af kvindelige statsoverhoveder på det afrikanske kontinent tæller tre, og hver af dem er trådt ind i embedet blot for at finde sig selv i en situation, hvor evnen til brandslukning var det mest afgørende. Præsident Ellen Johnson Sirleaf måtte genopbygge Liberia efter en altødelæggende borgerkrig, mens Joyce Banda arvede et Malawi, der var sunket ned i politisk og økonomisk kaos.
Men ingen bægre har rummet mere malurt end det, der blev overrakt til Catherine Samba-Panza, da hun i januar blev midlertidig leder af Den Centralafrikanske Republik (CAR), en af kontinentets mest fejlslagne og glemte stater. Hun må nu forsøge at tæmme en orkan af hævndrab mellem kristne og muslimer, som har sendt tusinder på flugt ud af landet og fået FN og andre til at advare om potentielt folkemord. Hun har et år til at udføre denne opgave.
Da hun trådte ind på sit kontor, virkede Samba-Panza ikke desto mindre selvsikker. Den 58-årige kvinde talte til nationen gennem den nationale nyhedsstation mens hun udstrålede glamour grænsende til bling iført rød neglelak, halskæder i guld og hvid, armbånd, øreringe og funklende smykker på en sort kjole. Dernæst skældte hun et fransk tv-hold ud for at have fokuseret på en grusom lynchning under en militærparade i stedet for på hendes tale til samme begivenhed.
Adspurgt af The Guardian hvilke politikere, hun er inspireret af, svarer hun:
»Liberias præsident, som jeg beundrer meget, er et centralt referencepunkt for mig. Hun er en kvinde, der kom til magten i en situation, der minder om min egen. Hun blev leder af et land på et særdeles vanskeligt tidspunkt i en periode præget af efterdønningerne af en konflikt og omfattende sikkerhedsproblemer,« siger Samba-Panza og fortsætter:
»CAR befinder sig ligeledes i en meget vanskelig situation, sandt nok, men jeg mener ikke, problemerne er uløselige. Med inddragelse af hele folket og med det internationale samfunds bistand kan vi komme til en løsning.«
Kvinders rettigheder vigtigst
Samba-Panza er tidligere forsikringsagent og ledte forsoningsbestræbelserne efter en tidligere lokal konflikt, hvilket førte til, at hun blev en højt respekteret borgmester for hovedstaden i CAR, Bangui.
Hun har også været aktiv i civilsamfundets organisationer, blandt andet omkring kvinders rettigheder, i et samfund, hvor mænd dominerer såvel regeringsførelse som erhvervsliv og de fleste piger bliver giftet bort i en ung alder.
»Jeg har altid været en fighter,« siger Samba-Panza.
»Jeg har altid kæmpet for de rettigheder, jeg kendte til. Det er vigtigt at kende sine rettigheder, og at være villig til at kæmpe for dem. Størstedelen af mine søstre og døtre i CAR kender ikke deres rettigheder og kan derfor ikke forsvare dem. Men så kan sådan nogle som jeg hjælpe dem. Kampen handler altid og først og fremmest om kvinders rettigheder.«
Samba-Panzas feministiske kamp handler om at fremhæve kvinder og kvinders værd.
»Politikere kæmper som bekendt altid med hinanden og har langt fra altid befolkningens interesser i tankerne. Folket er vrede over disse interne magtkampe og ønsker en anden form for lederskab, en form for lederskab, som en kvinde kan repræsentere.«
Hun mener, at hendes fortid som aktiv i civilsamfundet fremfor i et politisk parti giver hende en fordel med hensyn til at repræsentere hele befolkningens interesser.
Men det præsidentkontor, hun skal arbejde fra, med dets overdådige fløjsbetrukne stole og sofaer med guldornamentik, bærer en tung historie med sig. Det sidste kapitel i CARs historie blev udløst af et kup sidste marts, som fik en konflikt mellem kristne og muslimer, hvor kristne nu har fået overtaget, til at blusse op. I nogle landsbyer er muslimer fuldstændig udryddet, moskeer er blevet revet ned og Amnesty International advarer om etnisk udrensning.
»Det faktum, at den muslimske befolkning forlader landet i hobetal, er noget, der ligger mig og min regering stærkt på sinde. De er dybt forankret i vores land. De er centralafrikanere. Vi bør ikke bryde det bånd, der i så mange år har bundet os og vore muslimske brødre sammen,« siger den midlertidige præsident.
Hun mener imidlertid ikke, det er passende at tale om etnisk udrensning.
»Vi har ikke et etnisk problem. Vi har et problem med en konflikt, der har religiøse aspekter. Vi slår ikke en etnisk gruppe ihjel.«
Frankrigs marionet?
Men Samba-Panza er selv allerede under angreb fra politiske rivaler og bliver blandt andet kritiseret for, at hun er født i nabostaten Chad af en far fra Cameroun og en mor fra CAR. Andre hævder, at hun er den tidligere kolonimagt Frankrigs marionet, fordi hun har taget sin universitetsuddannelse der.
I Liberia bliver Johnson Sirleaf stadigt kraftigere kritiseret for nepotisme og manglede evne til at håndtere fattigdomsproblemet, mens Bandas kampagne for genvalg i Malawi i 2014 er blevet afsporet af en korruptionsskandale. Ingen tror på, at Samba-Panza kan vende skuden i CAR – hvor hæren er i en sølle forfatning og fungerende myndigheder stort set aldrig har eksisteret – uden massiv international opbakning. Næste år skal der afholdes valg, og som midlertidig præsident har hun ikke ret til at stille op.
»Jeg må minde om, at jeg kun har siddet ved magten i en måned, og du kan ikke forvente, at jeg kan løse årelange problemer på en enkelt måned. Jeg tror, at vi må gå langsomt, men sikker til værks. Der er nogle akutte situationer, vi må handle akut på, men vi må også forholde os til, hvad vi kan udrette i CAR over de næste 11 måneder. Vi må genoplive statsapparatet,« siger Samba-Panza.
»Som bekendt har jeg ikke ret til at blive siddende for evigt. Jeg har i alt 12 måneder til at sikre en overgang til valg, så politikere kan vende tilbage til en tilstand af demokrati – på en tydelig og gennemsigtig måde.«
© Guardian og Information.
Oversat af Nina Trige Andersen
