Graffitien på en gavl i centrum hylder ’frihed, lighed og respekt for revolutionens nye orden’. Og de fleste, jeg taler med, er enige om, at denne ’orden’ – nedfældet i den nye forfatning – er et skub i den rigtige retning. Arabiske og internationale kommentatorer har rost, for ikke at sige skamrost, tuneserne for at have vedtaget deres nye forfatning – med mere end et års forsinkelse.
Men som lægen og fritidspolitikeren Lotfi Mraihi, stifter af endnu et socialliberalt parti ud over ca. 117, der allerede eksisterer, siger over en fisketallerken i den mondæne Tunis-forstad La Marsa:
»Forfatningen er skam glimrende, men det vigtige er, hvad vi stiller op med den.«
Og det er et tilbagevendende spørgsmål, for forfatningen er åben for fortolkning fra den til enhver tid siddende regering.
»At den er vedtaget, betyder jo ikke, at de politiske modsætninger er væk. De blev bare sat i bero i øjeblikket,« tilføjer Lotfi Mraihi. Og situationen ser ret forskellig ud, afhængig af hvem man spørger.
For de hidtil regeringsbærende islamister i Ennahda med rødder i Det Muslimske Broderskab er forfatningen et kompromis fremtvunget af dårlig økonomi og presset fra internationale støtter, der indefrøs lån og udviklingshjælp, indtil tuneserne blev enige. Det var økonomisk nødvendigt, at forfatningen blev bakset på plads, selv om den ikke fuldt ud imødekommer islamisternes krav om øget shariaindflydelse. Men de har fået indrømmelser, og spørger man liberale tunesere også for mange.
Bikini eller niqab
Kritikere påpeger, at forfatningen er uklar på to væsentlige punkter: artikel 6 om ’beskyttelse af religionen’ og paragraf 45 om beskyttelse af kvinders ligestilling.
Den nyslåede premierminister i den overgangsregering, der tiltrådte med vedtagelsen af forfatningen, ingeniøren Mehdi Jomaa, har allerede problemer med udarbejdelsen af en ny valglov, og symptomatisk for debatten er uenigheden om kvinder i fuldt niqabornat, altså om de kan stemme med helt eller delvist dækket ansigt.
Det er både et religiøst problem og et terrorproblem, men for Ennahda-politikeren Hella Hammi er problemet personligt:
»Jeg går ind for basale rettigheder for alle, og det inkluderer også kvinder, der vælger at gå med niqab,« siger hun.
»Niqabdebatten er en krænkelse af kvinders rettigheder. Og ja, jeg er klar over, at der er en mistanke om, at terrorister vil udnytte den type påklædning til terrorhandlinger, men den risiko skal ikke få den konsekvens, at jeg skal antaste kvindernes frie valg. Vi går ind for kvinders ret til at klæde sig, som de vil, og den politik har vi ført, også da vi havde magten. Kvinder er frie, uanset om de vil gå i bikini eller med niqab.«
Brug for samling
Politilogen Hamadi Redissi, professor ved Tunis’ universitet med politisk islam som speciale, er uenig. Han erklærer ligeud, at han ser Ennahda som en »fjende af personlig frihed og ytringsfriheden«.
»Først når forfatningen er udmøntet i konkret lovgivning, ved vi, om vi er købt eller solgt. Om vi er garanteret demokratiske rettigheder som ytringsfrihed, retfærdighed og gennemsigtighed. Kommer Ennahda igen til magten ved det kommmende valg, ser det sort ud. De vil udfordre friheden med nye tilføjelser til forfatningen for at bringe den i større overensstemmelse med shariaen. Du må huske på, at islamisters ideologi er jihad – kamp, ikke kompromis – og får de flertal, føler de sig som de stærkeste og vil ikke tøve med at underminere staten,« siger han og tilføjer med henvisning til niqabdebatten: »De er allerede godt i gang.«
Hamadi Redissi er en de intellektuelle, der var med til stifte centrum-højrepartiet Nidaa Tounes (Tunesiens Kald) i marts 2013 med den 88-årige ekspremierminister (i overgangsperioden fra revolutionen til dannelsen af en regering i 2011) Baja Caid el-Sebsi som frontfigur. Partiet, der nu klarer sig bedst i meningsmålingerne, accepterer medlemmer, der var aktive i Ben Alis nu forbudte Demokratisk Kongressamling – forudsat de ikke har ’blod på hænderne’.
»Der er brug for samling af de liberale kræfter, allerhelst i valg- forbund for venstrepartierne og centrum-højrepartierne, for ved valget i oktober 2011 blev 1,3 millioner stemmer spildt på 27 småpartier, hvilket gav den islamistiske blok en fordel,« siger Redissi og lader forstå, at han fandt den fordel aldeles urimelig.
