Frygten for dødspatruljerne

Da filmproduceren Dora Bouchoucha for nylig landede i Tunis’ lufthavn efter en rejse til Paris, fandt hun sit navn på en dødsliste tillige med 30 andre tunesiske politikere, kunstnere, journalister og intellektuelle.

»Jeg spurgte Ennahda-partiets minister for menneskerettigheder, hvad han ville gøre ved listen, der stod at læse på en salafistisk hjemmeside, oprettet af folk, som vi ved har forbindelser til Ennahda. Han svarede med at invitere mig til kaffe på hans kontor, så vi ligesom kunne tale om det,« siger hun.

Dora Bouchoucha afslog invitationen:

»De ved, hvem der har publiceret den dødsliste, men de gør intet, så der er ikke så meget at tale om. Vi ved jo, at Ennahdas leder, Rachid Ghannouchi, har kaldte salafisterne ’sine børn’, og at politiet ser den anden vej, når vi udsættes for overlast.«

Indtil videre har Dora Bouchoucha ikke lidt overlast, men det har andre på dødslisten, bl.a. journalisten Soufian Ben Farhat, der tager imod i sit afsidesliggende hus ved kysten en times kørsel mod syd fra hovedstaden. Afstanden til nærmeste nabo, et vindblæst badehotel, hvor fem mænd med hver sin øl sidder i den ellers gabende tomme foyer og ser fodbold på en storskærm, er omkring halvanden kilometer.

Overfaldet fire gange

Farhat halter stadig efter et overfald en uge i forvejen, da han sammen med tre venner forlod en restaurant og blev angrebet af mænd med køller.

»Fire gange er jeg blevet overfaldet, og der har været indbrud i mit hus, hvor tyvene tog computere, kameraer og manuskripter. Vi lever med usikkerheden.«

Farhat hørte om de første dødstrusler i juni 2012, da en officer fra sikkerhedstjenesten ringede og fortalte, at han stod på en dødsliste.

»Og fra juli 2012 har jeg levet med politibeskyttelse. En betjent møder hver morgen klokken fem og kører med mig til Tunis. Om aftenen patruljerer det regionale politi omkring mit hus. Men betjenten, der kører med mig om morgenen, har kun én patron i sin pistol, så jeg vil ikke påstå, at beskyttelsen er særlig effektiv. Faktisk beskytter jeg ham mere, end han beskytter mig,« fortæller Farhat med en lille latter.

»Politiet er underbetalt og underforsynet – ved terroraktionen den 16. februar i Jendouba-provinsen, hvor tre politifolk og en civil blev dræbt af militante i stjålne politiuniformer, der havde etableret en falsk vejspærring, var det terroristerne, der bar skudsikre veste, ikke de myrdede politifolk.«

Blev tippet om mordplaner

Ifølge Farhat kunne terrorproblemet løses på en til to uger, hvis indenrigsministeriet havde viljen til det. Han finder et avisudklip, hvoraf det fremgår, at ministeriet blev tippet om mordplanerne på Mohamed Brahmi, den venstreorienterede politiker, der blev myrdet den 28. juli sidste år.

»De fik en melding om mordplanerne den 14. juli, den 19. juli lokaliserede de drabsmanden 300 meter fra Brahmis hus og lod ham slippe væk, og den 26. juli blev Brahmi skudt ned. Her i landet er det ikke militæret, men indenrigsministeriet, der har magten, og det kritiserer jeg i mine artikler og kommentarer i radio og tv, og derfor er jeg også et terrormål. For to dage siden holdt en lastbil parkeret uden for mit hus i mere end en time. Den kørte væk, da jeg sendte min søn ud for at tage dens nummer, som jeg gav videre til politiet. Dagen efter ringede politiet i Tunis tilbage: De havde taget manden, der hævede, at han var limonadesælger. Men hvad han lavede uden for mit hus, blev ikke opklaret. Sagen er, at politiet intet foretager sig, og det er tydeligt, at politiet ikke har helt rent mel i posen, for at sige det mildt – at der eksisterer en stiltiende aftale om at frede de moskeer, der er arnesteder for terrorismen.«

Soufian Ben Farhats kone og fire børn hører på interviewet med alvorlige miner, men siger ikke noget. Men hver gang han gentager sætningen: »Jeg er ikke bange, og som du ved, er vi arabere fatalister,« og det gør han flere gange, ses en bekymret trækning i hustruens ansigt.

Farhat: »Før revolutionen, havde vi ikke et terrorproblem. Men efter Ben Alis fald vedtog den forfatningsgivende forsamling en amnestilov, der løslod omkring 1.000 fundamentalister – hvoraf nogle var dømt for terrorisme. Og nu lever vi med disse dødspatruljer. Vi vågner ved den mindste lyd om natten.«

Da vi siger farvel og går ud i mørket, spiller Farhats teenagedatter et lille stykke på klaveret. Som om tonerne kan fordrive angsten.