Læsetid: 5 min.

Hvor hører Catalonien til?

Mange catalanere er utilfredse med den nuværende ordning i den spanske stat. Andre frygter, at kravet om en folkeafstemning om national selvstændighed kan få negative og uforudsigelige følger
Fodboldfans flager med Cataloniens flag under en fodboldkamp mellem FC Barcelona og Malaga den 26. januar i år.

Albert S. Llop

8. marts 2014

Efter 17 minutter og 14 sekunders spil rejser tilskuerne på FC Barcelonas hjemmebane, Camp Nou, sig og råber: IN-DE-PEN-DEN-CÍA!

Den nationale selvfølelse i Catalonien er tæt knyttet til fodboldklubben og til årstallet 1714, hvor den seneste catalanske forfatning blev afviklet, efter at Huset Habsburg havde tabt Den Spanske Arvefølgekrig til Bourbon-slægten.

Ideen om en oprindelig catalansk nationalidentitet dyrkes i kulturcentret El Born i Barcelonas gamle bydel ved havnen. Egentlig skulle der have ligget et stort bibliotek i den nedlagte markedshal, men så fandt arkæologer nogle bygningsrester fra før 1714, hvorefter det regionale selvstyre besluttede at indrette stedet som den catalanske kulturs vugge. I år, efter præcis 300 år som en del af Spanien, skal indbyggerne i Catalonien så omsider spørges, om de stadigvæk vil være spaniere – i hvert fald hvis det står til det catalanske selvstyres præsident, Artur Mas:

»Uanset hvordan man ser på det, er Cataloniens løsrivelse i dag mere sandsynlig, end den var for kort tid siden,« konstaterer sociologen Enrique Gil Calvo i en klumme i avisen El País og spørger: »Hvordan er catalanerne pludselig blevet omvendt til en antispansk kultur med etnisk baserede krav? Hvordan kan det være, at den mest uddannede, moderne og oplyste befolkning på Den Iberiske Halvø har ladet sig trække ind i en så irrationel regression?«

Regressiv nationalisme

Det er ikke let at forklare, heller ikke for El País’ klummeskribent Calvo, som må ty til det tyske folks fascination for Hitler for at finde noget at sammenligne den catalanske nationalismes succes med. At Catalonien, Spaniens rigeste region, føler ubehag ved rigsfællesskabet, svarer til Tysklands modstand mod, at EU bliver til en såkaldt »overførelsesunion«, hævder El País og betegner reaktionen som udtryk for »en reaktionær og völkich (folkelig, red.) nationalisme«.

I Barcelonas gadebillede manifesterer tendensen sig med Cataloniens røde og gule flag på balkonerne: »Selvstændighed er værdighed,« står der over en af de monumentale boulevarder i Barcelona, den mest dynamiske by ved Middelhavet. Men under halvdelen af byens balkoner er udsmykket med catalanske symboler og slogans:

»Det er ligesom en fodboldkamp,« siger Maria, »det er noget irrationelt. Ligesom du ikke kan diskutere en kamp med tilhængerne af et andet hold, kommer der heller ikke noget ud af at diskutere selvstændighedsspørgsmålet. Hvis du er modstander af afstemningen, betragter mange dig som anticatalaner.«

Maria er 33 år og i gang med et års prøvetid som nyudnævnt dommer ved retten i Barcelona. Ligesom mange andre modstandere af en afstemning om Cataloniens løsrivelse fra Spanien ønsker hun ikke at få sit navn og billede i avisen:

»Det er dog mest af hensyn til mit embede. Dommere bør ikke udtale sig offentligt om politiske spørgsmål, mener jeg,« siger Maria og fortsætter: »Men hvis de vælger selvstændighed, bliver jeg nødt til at vælge den spanske stat.«

Nyttige spejderdrenge

Artur Mas fra de catalanske nationalpartiers sammenslutning, Convergència i Unió (CiU), har allerede bestemt, at de 7,5 mio. catalanere skal stemme om national selvstændighed den 9. november. Regeringen i Madrid og loven siger nej – »suveræniteten er national«, hedder det i den spanske forfatning. Kun hele den spanske befolkning kan altså ændre på rigets sammensætning. Men hvis ikke catalanerne får deres vilje og en unilateral afstemning, vil Artur Mas opløse det regionale parlament og dermed forvandle et regionalvalg i utide til en afstemning for eller imod den spanske stat:

»Status quo er ikke længere en mulighed,« siger 30-årige Arantxa Calvera, kandidat for det catalanske socialistparti, PSE, ved regionalvalget i 2012: »Mere end 30 år efter afviklingen af Francos diktatur er tiden kommet til en bredere fortolkning af den spanske forfatning. Vi ønsker Catalonien anerkendt som en nation på lige fod med andre spanske regioner med en distinkt identitet, så Spanien bliver en slags føderalstat.«

Artur Mas har talt Cataloniens sag i et brev til samtlige EU’s regeringsledere, men ingen har svaret ham. Formanden for EU-Kommissionen, José Manuel Barroso, har meddelt, at et selvstændigt Catalonien ikke automatisk bliver optaget i EU. Ifølge El País kunne man også forestille sig Catalonien som et attraktivt skattely uden for EU og kun få timers kørsel fra den franske økonomis vækstcentrum, Toulouse. Hvad forhindrer finanssektoren i at pleje sine interesser ved at forvandle de catalanske nationalister til »en trop nyttige spejderdrenge«, spørger El País.

Spørgsmålet skaber også splittelse blandt de catalanske socialister. Forleden blev tre medlemmer af regionalforsamlingen ekskluderet fra partiet, fordi de støttede de catalanske nationalisters krav om en folkeafstemning:

»Vi er tilhængere af en folkeafstemning, men kun efter aftale med centralstaten, ligesom i tilfældet med Skotlands afstemning om en løsrivelse fra Storbritannien,« siger Arantxa Calvera, »problemet er, at David Cameron har givet skotterne lov til at stemme, men at Mariano Rajoy (premierministeren fra det konservative Partido Popular, red.) aldrig giver os lov til at stemme. Vi kommer til at diskutere det her i de næste 20 år.«

Ny fordelingsnøgle

Nationalismen næres af den økonomiske krise, mener Maria: »Man ser mange flere hjemløse på gaden, men separatismediskussionen dækker også over, at alle Jordi Pujols (grundlæggeren af CiU, red.) politiske børn er under anklage for korruption. Problemet i Spanien er, at der er alt for megen politik. Vi har 17 regionale parlamenter, og jeg kan ikke se, hvad større selvstændighed for regionerne skulle nytte.«

Marias mand, Marc, er skotte, så selvstændighedstemaet trænger sig på: »Med kravet om, at man skal tale catalansk, risikerer nationalisterne faktisk at lukke Barcelona som en kosmopolitisk by,« siger Maria, der bl.a. har andalusiske rødder og flyttede til byen som 12-årig: »Og hvad er catalansk kultur? Der bliver også talt catalanske dialekter andre steder i middelhavsområdet – i Valencia-regionen, på De Baleariske Øer og på det nordvestlige Sardinien. Men der vil de ikke høre tale om en catalansk nationalstat. Hvis den catalanske kultur har et særtræk, så er det netop, at den er multikulturel.«

»Vi har vores egen administrative tradition i Catalonien, som har været medvirkende til at skabe velfungerende institutioner og en stærk økonomi,« siger Arantxa Calvera, der stammer fra den catalanske by Lleida: »I Baskerlandet beholder de deres egne skatteindtægter, men vi skal stadig aflevere det meste til den spanske stat. Den fordelingsnøgle holder ikke,« mener socialisten og tilføjer: »Vi har under krisen foretaget større nedskæringer end nogen andre regioner.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu