Investorer vil bruge ISDS til at få erstatning fra kriseramte EU-lande

Borgernes rettigheder bør sættes over virksomhedernes, siger Bruxelles-tænketank i en ny rapport, der advarer om, hvad ISDS i en transatlantisk frihandelsaftale kan betyde
10. marts 2014

Investorer, der satsede stort og tabte de forventede gevinster i kriseramte EU-lande, rejser nu sager ved internationale voldgiftstribunaler – ISDS – for at opnå erstatning fra de udsatte lande.

Investorerne spillede højt spil og vil nu have skatteyderne til at kompensere deres tab via tribunalerne, der også indgår som et omstridt element i forhandlingerne om en europæisk-amerikansk frihandelsaftale, TTIP. Systemet opererer uden om og over de nationale domstole, som derfor ikke har noget at skulle have sagt.

Og det er et problem, mener Bruxelles-tænketanken Corporate Europe Observatory (CEO) i rapporten Profiting from Crisis, der offentliggøres i dag: »Europas erfaringer med finansielle investorer, der tjener på krisen, bør tjene som en nyttig advarsel om, at virksomheders rettigheder bør indskrænkes og borgernes rettigheder sættes først,« anfører tænketanken.

Den vil have ISDS-tribunalerne ud af TTIP-forhandlingerne, der i denne uge genoptages i Bruxelles.

Det er Grækenland, Spanien og Cypern, der ifølge rapporten mærker, hvordan de såkaldte tvistbilæggelsestribunaler bruges af investorer til at trække penge ud af de skrantende nationale økonomier.

Hidtil har primært u-lande måttet betale for store internationale virksomheders evne til at udnytte ISDS-tribunalerne til egen fordel, men nu er altså også EU-lande mål for brugen af systemet. Belgien og Tjekkiet er andre EU-lande, som i krisens kølvand er indbragt for ISDS af forurettede investorer.

Sagen mod Grækenland

Grækenland var i 2009 på vej mod statsbankerot, hvilket fik værdien af græske statsobligationer til at falde – ikke mange ville eje dem. Den græske regering bad om bistand udefra og fik i to omgange økonomiske hjælpepakker fra Trojkaen – EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond. Betingelsen var barske nedskæringer og omstrukturering af den græske gæld.

Sparepolitikken ramte befolkningen hårdt, mens omstrukturering af gælden betød en nedskrivning af værdien af investorers tilgodehavende i form af statsobligationer. Rent praktisk skulle de eksisterende statsobligationer ombyttes med nye af mindre pålydende værdi. De private investorer var dog – med den amerikanske finans- analytiker Nouriel Roubinis ord – »de heldige«, som fik »en meget fin aftale« og slap billigt.

Den i Slovakiet hjemmehørende bank Postova Bank var en af de ret få investorer, som midt i nedturen gik mod strømmen og i 2010 opkøbte billige græske obligationer, mens de fleste andre prøvede at sælge. Da det græske parlament i februar 2012 vedtog loven om omstrukturering af gælden, accepterede de fleste kreditorer den nedskrivning af deres tilgodehavende, som loven indebar. Men ikke Postova Bank.

Bankens ejere »meddelte 7. marts 2012, at man ikke vil deltage i programmet for ombytning« af de gamle statsobligationer, hedder det i bankens årsberetning. Og den 20. maj indbragte man den græske stat for det ISDS-tribunal, der holder til hos Verdensbanken. En kendelse i sagen er programsat til 15. november 2015.

»Postova Bank er én blandt et lille mindretal af spekulative investorer, der afviste den græske aftale med forventningen om at bruge udenlandske domstole eller internationale tvistbilæggelsestribunaler til at indkassere obligationernes fulde pålydende,« skriver CEO i sin rapport.

Retten til at rejse en sag som denne er defineret i en bilateral investeringsaftale mellem Grækenland og Slovakiet. Sådanne aftaler mellem to lande eller landegrupper eksisterer der 3.000 af globalt, og det er en lignende aftale, der nu søges etableret mellem EU og USA som del af en transatlantisk frihandelsaftale.

Sagen mod Cypern

Rapporten fra Corporate Europe Observatory gennemgår en tilsvarende sag mod Cypern, anlagt af investeringsselskabet Marfin Investment Group, MIG. Selskabet er oprindelig græsk, men har i dag som mindretalsaktionær bl.a. investeringsselskabet Dubai Group med Sheik Mohammed, Emiraternes stenrige premierminister, som hovedejer.

MIG købte sig i 2006 ind i den cypriotiske Laiki Bank og vandt efterfølgende kontrol med banken, som skiftede navn til Marfin Popular Bank. Med det græskdominerede selskab som hovedejer begyndte den cypriotiske bank – som Postova Bank – at opkøbe tvivlsomme, men billige statsobligationer i det kriseramte Grækenland.

Marfin Popular Bank ydede også risikable lån til græske projekter og til investorer, der ville købe aktier i MIG selv. Man »overførte cypriotiske indlåneres penge til Grækenland og forvandlede dem til varm luft,« som det cypriotiske parlamentsmedlem Zacharias Koulias siden har sagt.

I takt med krisens uddybning og omstruktureringen af de græske statsobligationer skred grundlaget under Marfin Popular Bank. På randen af kollaps greb den cypriotiske regering i juni 2012 ind, tilførte banken ny kapital og overtog dermed aktiemajoriteten på bekostning af MIG.

Med hele den cypriotiske økonomi på fallittens rand trådte Trojkaen i april 2013 til med en redningspakke for ø-staten, der bl.a. fordrede bankens nationalisering.

»Medansvaret for den finansielle krises opståen på Cypern hindrede ikke Marfin i at lægge sag an mod den cypriotiske regering for tab af profit. Med henvisning til den bilaterale investeringsaftale mellem Grækenland og Tyrkiet varslede man i januar 2013 en tvist med det formål at genvinde bankens private ejerskab eller, hvis det mislykkedes, at få mindst 823 mio. euro i erstatning for tabt investering,« beretter CEO-rapporten.

Og den 27. september 2013 blev en formel sag rejst af MIG mod Cypern ved ISDS-tribunalet hos Verdensbanken.

I stedet for, som CEO skriver, at acceptere, at man havde spillet højt og tabt, benytter man sig nu af det ekstra beskyttende lag, som de bilaterale aftaler og deres voldgiftstribunaler tilbyder, »ved at sagsøge de lande for millioner af euro, på vis bekostning man i første omgang forventede at score store profitter.«

Berettiget kritik

Et tredje eksempel i rapporten er en række internationale investorers voldgiftssager mod Spanien for at have skåret ned på støtten til vedvarende energi og dermed påført investorer i Spaniens solcelleeventyr betydelige tab. De spanske støtteordninger fra 2005 har været meget favorable, men kombinationen af eksplosiv udbygning af solenergien – der via støtten drænede statskassen – og den pludselige finanskrise tvang fra 2008 regeringen til gradvist at skære ned som led i de sparepakker, der skulle redde nationen.

Ifølge CEO har hovedparten af investorerne sat penge i den spanske solenergi efter 2008 og dermed vidst, at støtten og indtjeningen var i fare. I alt 22 selskaber har siden 2012 rejst sager mod Spanien ved ISDS-tribunaler. CEO anklager investorerne for at have investeret i noget, de vidste, ikke ville holde, i forventning om at hente gevinsten hjem via erstatningssagerne.

Corporate Europe Observatory ser de omtalte og lignende sager som eksempler på, hvad EU risikerer mere af, hvis man med en transatlantisk frihandelsaftale giver amerikanske og multinationale selskaber mulighed for at gå uden om de nationale domstole og bruge de overnationale ISDS-tribunaler til at køre erstatningssager, hvis man føler sig snydt for en gevinst på grund af f.eks. ændrede love i investorlandet.

Lauge Skovgaard Poulsen, forsker i international politik og økonomi ved University of Oxford, har lavet en række studier af ISDS-systemet og for nylig vidnet for det britiske Overhus om emnet. Han har læst rapporten fra CEO og siger til Information: »Selvom kritikken af ISDS kan blive skinger, har den til tider sin berettigelse. Særlig når investorer allerede har adgang til velfungerende retssystemer – som i EU og USA – er det svært at finde bevæggrunde for at erstatte nationale domstole med tre voldgiftsadvokater. Ikke desto mindre er der pt. lagt op til, at selv Højesteret ikke kan få mulighed for at give sit besyv med, hvis amerikanske investorer ønsker at lægge sag an imod dansk regulering, lovgivning, eller domstolspraksis.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Hvem er Postova Bank, der bruger ISDS for at få penge ud af Grækenland?

• Den slovakiske bank Postova Bank gik den 20. maj 2013 til et internationalt voldgiftstribunal med krav om erstatning fra den græske stat.

• Postova Bank ejes i fællesskab af det slovakiske investeringsselskab J&T Finance Group og investeringsselskabet Istrokapitál med adresse på Cypern, indtil for nylig kendt som skattely.

• Istrokapitál ejes for sin del af investeringsselskabet Weylin Investment LLC med hjemsted i den amerikanske delstat Delaware, kendt som skattely.

• Weylin Investment LLC er ejet personligt af den slovakiske mangemillionær Mario Hoffman, der samtidig ejer 24 pct. af J&T Finance Group.

• Hoffmann og J&T har også samarbejdet om et hotel- og golfprojekt på øerne Turks and Caicos, et britisk skattely i det caribiske hav. Her blev Hoffmann involveret i korruptionsanklager, der også omfattede den stedlige premierminister. Sagen endte sidste år med et hemmeligt forlig, som indebar, at Hoffmann og J&T måtte forlade Turks and Caicos.

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for John Fredsted

Jeg synes snarere, at det burde være nationers ret at sagsøge sådanne kynisk beregnende investorer med henblik på at give dem en forvaringsdom på en retspsykiatrisk afdeling.

anbefalede denne kommentar