Læsetid: 6 min.

Kinesisk moderniseringsprojekt øger etniske spændinger

Den næsten totale nedrivning af oasebyen Kashgars gamle bydel er med til at skærpe den voldelige etniske konflikt, der plager det vestlige Kina. De kinesiske myndigheder påstår, der er tale om nødvendig modernisering, men det uighuriske mindretal ser det som et forsøg på at ødelægge deres kultur
Den gamle bydel i Kashgar er næsten totalt jævnet med jorden, og 65.000 hjem er forsvundet.

Martin Gøttske

29. marts 2014

Der er ikke mere tilbage,« konstaterer Mahmati og klør sig i skægget. Han står i en støvet ruinhob. »Jeg boede derovre,« siger han og peger op ad vejen mod et stort hul i jorden. Ved siden af ligger det, der indtil for nylig var en moské. Indgangsfacaden til moskéen står stadig med to spir med halvmåner på spidsen. Men der er intet bag moskéens trædør. Kun ruiner og en rød gravko. Over et otte kvadratkilometer stort område er billedet stort set det samme. Den gamle bydel i Kashgar, en oaseby i den vestkinesiske Xinjiang-provins, er næsten totalt jævnet med jorden.

I århundreder havde Kashgar ellers formået at overleve som kulturelt centrum for det uighuriske folk, og byen var en af de bedst bevarede traditionelle islamiske byer i verden. Krigsherrer fra Centralasien og Djenghis Khans mongolske horder har plyndret Kashgar. Og flere kinesiske kejserdynastier har invaderet og kontrolleret byen og til tider nådesløst undertrykt dens indbyggere. Men ved mødet med den kinesiske regerings byplanlæggere lader byen dog til endeligt at være bukket under. I 2009 begyndte den kinesiske regering det, som den beskriver som et moderniseringsprojekt. Næsten 85 procent af den gamle by er nu revet ned. 65.000 hjem er forsvundet. Og de 220.000 uighurer, der boede i dem, er blevet tvunget til at flytte – ofte til nybyggede boligkomplekser i udkanten af byen.

Menneskerettighedsorganisationer, EU og FN har skarpt kritiseret projektet for at tilintetgøre en vigtig kulturarv. For mange af uighurerne selv er nedrivningen af bydelen med til at understrege det, de betragter som den kinesiske regerings forsøg på at ødelægge deres kulturelle identitet.

»Vi har levet sammen her i århundreder,« siger Mahmati, en uighurisk mand i 40’erne, om uighurernes historie i den gamle bydel. »Regeringen er ude på at svække vores sammenhold.«

Utilfredsheden over den tabte by er med til at forstærke vreden blandt de næsten 10 mio. hovedsageligt muslimske uighurer over kinesisk undertrykkelse af deres kultur, religion og sprog. Spændingerne har ført til en stadig mere voldelig konflikt. Kinas regering anklager uighuriske jihadister for at stå bag flere terrorangreb, bl.a. tidligere denne måned, hvor 29 blev knivdræbt på en togstation i det sydvestlige Kina.

I Kashgar har der i de seneste år også været dødelige sammenstød mellem uighurer og kinesiske sikkerhedsstyrker. Kinesiske sikkerhedsstyrker med maskingeværer er tydelige i gadebilledet i byen, specielt på Folkets Plads, hvor en kæmpestatue af Mao Zedong vinker. Bag formandens ryg ligger den ødelagte gamle by; foran ham bydelen med hovedsageligt hankinesere, Kinas dominerende befolkningsgruppe.

Ødelagt kultur

Kashgar ligger omtrent så langt borte, man kan komme fra Kinas hovedstad Beijing og stadig befinde sig inden for den kinesiske folkerepubliks grænser. Det var her, i den vestlige udkant af Taklamakan-ørkenen og under 200 km fra grænserne til Afghanistan og Pakistan, at den nordlige og sydlige rute for den gamle Silkevej mødtes. Inden regeringen begyndte sit moderniseringsprojekt for næsten 3 mia. kr. af den gamle by var her utallige moskéer og en labyrint af smalle gyder med lerklinede huse med håndskårne døre af poppeltræ. Nu, hvor nedrivningen er næsten komplet, vil der blive opført højhuse og store torve, og gyderne vil blive udvidet til veje. I dele af området bliver der dog også genopbygget kopiversioner af de forsvundne bygninger. De kinesiske myndigheder siger, at nedrivningen af bydelen var nødvendig, da den var »gammel og forfalden og ekstremt sårbar over for jordskælv og brande«. Jordskælv er en reel bekymring her – Kashgar blev sidst ramt af et i 2003, hvor 263 personer blev dræbt, og tusinder af bygninger blev ødelagt.

Men ifølge Uighur Human Rights Project bliver moderniseringsprojektet udført, uden at de lokale uighurer er blevet konsulteret. Den amerikanskbaserede menneskerettighedsorganisation mener, at projektet ødelægger uighurisk kultur, og at det reelle mål er at assimilere etniske uighurer ind i det kinesiske samfund.

»Ødelæggelsen af uighuriske kvarterer har resulteret i tabet af både fysiske strukturer, inklusive uighuriske hjem, butikker og religiøse bygninger, og traditionel uighurisk kultur, der ikke kan reproduceres i de nye, stærkt overvågede lejlighedskomplekser, som mange er blevet tvunget til at flytte til,« skriver organisationen i en rapport.

Nogle af uighurerne i Kashgar ser dog også positivt på de nye huse, der bygges i gammel stil. Flere uighurer er glade for de jobmuligheder, opførelsen af de nye huse giver. Andre hilser de nye huses vandrør og centralvarme velkommen.

»Det er meget bedre kvalitet end de gamle huse,« siger en murer, der er med til at opføre et nyt hus i den gamle bydel. Men den bedre kvalitet koster selvfølgelig også penge. Og prisen for at bo i et af de nye hjem er markant højere end tidligere. Kun de rigeste uighurer har derfor råd, fortæller lokale, mens resten er blevet spredt rundt i udkanten af den moderne del af Kashgar i nye boligblokke langt fra deres traditionelle liv – og mange af dem har mistet de jobs, de havde i den gamle by, som håndværkere, ansatte i restauranter og butikker eller gadesælgere.

»Min families nye lejlighed er behagelig, men det hele er fremmed,« siger en midaldrende mand, der er blevet forflyttet fra et nedrevet hus i den gamle bydel, som han siger havde været i hans families eje i århundreder, til et lejlighedskompleks i den nordlige udkant af byen. »Det har skabt usikkerhed i vores tilværelse.«

Ingen turister

De kinesiske myndigheders ødelæggelse af Kashgar er dog ikke forskellig fra den, som finder sted i resten af Kina. Gamle bydele i utallige kinesiske byer er blevet raseret næsten fuldstændig, og beboere er blevet revet ud af deres traditionelle liv og sat ind i nye boligblokke. I Beijing er størstedelen af alle de traditionelle et-etagers huse i de gamle gyder, kendt som hutonger, revet ned. Også der har det skabt kontroverser, med klager over manglende kompensation og ødelagt samfundsstruktur. Men i Kashgar er nedrivningen mere sprængfarlig, fordi den spiller ind i en etnisk konflikt. De kinesiske myndigheder har betragtet de gamle gyder i Kashgar som udklækningssted for uighuriske separatister, som Beijing påstår har forbindelser til islamister i nabolandene. Regeringen gav også Kashgar status som en speciel økonomisk zone i 2010 i håbet om, at det ville føre til en tilstrømning af nye investeringer og infrastrukturprojekter, som ville være med til at sikre politisk stabilitet.

Som i mange andre byer i Xinjiang klager uighurerne dog også her over, at det især er de hankinesiske tilflyttere, der nyder godt af den økonomiske udvikling, og utilfredsheden er derfor ikke blevet mindre.

Nogle uighurer forsøger imidlertid at tjene penge på turisme til Kashgar. For paradoksalt nok promoverer de kinesiske myndigheder den gamle bydel som turistattraktion, samtidig med at regeringen river den ned. Bydelen med de nye bygninger, der opføres i gammel stil, beskrives nu officielt som et »folkloristisk kulturområde« og et »levende uighurisk kulturmuseum«. Og der skal løses adgangsbillet for cirka 30 kr.

Ifølge Dru Gladney, ekspert i det uighuriske mindretal fra Pomona University i USA, er Kinas regering dermed godt i gang med at gøre den uighuriske kultur tandløs og til blot at være en turistattraktion. Regeringen forsøger »at opretholde en facade af uighurisk kultur i et forsøg på at vise, at den respekterer den«, siger Gladney, men i virkeligheden fremvises »en museumsversion af levende uighurisk kultur«.

Men om uighurerne i det mindste kan tjene penge på at være museumsgenstande, lader dog også til at være tvivlsomt med den igangværende voldelige konflikt. Som Ahmed, der sælger traditionelt uighurisk tøj i et nybygget uighurisk område ved Idkah-moskeen, siger det:

»Der er næsten ingen hankinesiske turister mere. De er bange for os.«

Serie

Seneste artikler

  • Censur og stereotyper forstærker etnisk konflikt

    8. april 2014
    I Kina fremstilles det uighuriske mindretal oftest unuanceret, enten som en farverig turistattraktion eller som terrorister. Samtidig lukker regeringen ned for informationer om årsagen til voldelig uro. Det er med til at skærpe den etniske konflikt
  • Xinjiang i undtagelses-tilstand

    25. marts 2014
    Kinas regering sender massive militærstyrker til Xinjang-provinsen for at bekæmpe jihadister og terror, men den lokale uighuriske minoritet ser i stedet de kinesiske soldater som undertrykkere. Den voldelige uro handler ikke om religiøs ekstremisme, siger uighurer, men om økonomi
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Aase Bak-Nielsen

Ak ja, hvad gjorde Danmark i 1953 med grønlænderne i Thule? De blev med tre ugers varsel tvunget til at flytte nordpå til Qaanaq. Bort fra deres fangstpladser og levemuligheder. Fordi USA skulle bruge Thule til en militærbase. Danmark lovede at bygge nye huse til grønlænderne, men en del af dem måtte bo i telte et år, før det skete. Men de fik skan gratis teltdug med, så de selv kunne sy teltene! Danmark anerkendte det aldrig som brud på menneskerettighederne, og første efter 30-40 år fik grønlænderne fra Thule en lillebitte pekuniær erstatning. Så vi har ikke meget at lade kineserne høre, når de ødelægger livet for "udkantsbeboerne".

Maoisternes adfærd minder uhyggelig meget om spaniernes og englændernes "civilisering" af indianerne.

Heldigvis kan man sige, at selvom spanierne forsøgte at udrydde indianernes kultur, og forpeste befolkningen med kristendom i 300 år, eksisterer indianernes kultur stadig den dag i dag. På Yucatan halvøen lever mayaernes kultur i bedste velgående, i Peru udgør amerikanere ca. 40 % af befolkningen, og i Bolivien er amerikanere oven i købet i majoritet.
Så med det in mente, så er maoisternes forsøg på at "civilisere" de "laverestående" kun stået på i ca. 60 år - så uighurernes kultur vil leve videre.

Men maoisterne skal passe på, at der ikke en dag står en "Simon Bolivar" ude på den himmelske fredsplads, med de undertrykte masser bag sig. For det er ikke utænkeligt. For så kan det godt være, at der kommer til at dingle en korrupt maoist-magthaver eller to i de nærliggende lygtepæle...
Og de han-kinesiske, zionist-inspirerede bosættere i Østtyrkistan (og også i Tibet i øvrigt) bør i øvrigt også passe på. Jovist har de ingen etik eller moral - men folkets vrede vil, helt legitimt, også ramme dem en dag.