Læsetid: 4 min.

Der er koldt på EU’s dørtrin

I en skov lidt syd for Serbiens hovedstad, Beograd, bor en gruppe flygtninge fra Eritrea i forladte bygninger nær et asylcenter. De kan ikke skaffe de nødvendige papirer, der giver adgang til asylcentret, og forsøger i stedet at holde stand mod de tocifrede minusgrader med tøj i lag på lag
Få hundrede meter fra et af Serbiens asylcentre har en gruppe eritreiske flygtninge bosat sig i en skov. Det serbiske asylsystem kan ikke følge med den tiltagende flygtningestrøm og levere de papirer, der bekræfter, at flygtningene har søgt asyl, og som giver adgang til asylcentret. Derfor må flygtningene vente i skoven, til de har fået papirerne eller kan rejse videre mod Europa.

Få hundrede meter fra et af Serbiens asylcentre har en gruppe eritreiske flygtninge bosat sig i en skov. Det serbiske asylsystem kan ikke følge med den tiltagende flygtningestrøm og levere de papirer, der bekræfter, at flygtningene har søgt asyl, og som giver adgang til asylcentret. Derfor må flygtningene vente i skoven, til de har fået papirerne eller kan rejse videre mod Europa.

Tor Birk Trads

13. marts 2014

Mohammeds ånde står tydeligt i luften indenfor i det forladte murstensskur. Gennem døråbningen titter istapperne under tagryggen frem. Mohammed er lige blevet færdig med at spise et stykke hvidt brød med sukker, og med fornyet energi viser han, hvordan han klarer kulden:

»Mange lag!« siger han, åbner jakken og løfter op i sin trøje, undertrøje og resten af de i alt seks lag tøj på hans overkrop.

Mohammed har genvundet optimismen. Han har været på politistationen og få besked om, at han forhåbentlig får sine papirer i overmorgen, så han kan komme ind på asylcentret nær landsbyen Bogovada i det centrale Serbien. Mohammed har boet i skoven – eller »junglen«, som han og de andre flygtninge kalder den – i 11 dage.

Mohammed er ikke alene. Cirka 20 eritreerne opholder sig i samme gruppe i skoven uden for Bogovada. De er flygtninge på vej mod EU og har fundet et midlertidigt hjem i tre forladte skure og en campingvogn midt i et tæt buskads af tynde, vinternøgne træer blot få hundreder meter fra et af Serbiens to ankomstcentre for asylansøgere.

Gruppen af østafrikanere er blot en af flere i skoven omkring asylcentret. Afghanere, syrere og vestafrikanere har bosat sig andre steder i området. Nogle er netop ankommet og har kun opholdt sig i skoven i få timer. Andre har været her i en måned, fordi de mangler de fornødne papirer for at blive indkvarteret på centret.

Razziarygter

Om aftenen samles Oishin, Abdou og Yahya om bålets flammer i det lille skur. De taler sagte om Eritrea og rejsen fra hjemlandet. Abdou på 24 år ankom i forgårs sammen med en anden landsmand. Hans følgesvend fra rejsen blev indlagt på hospitalet natten efter ankomsten, fordi hans hænder og ben gjorde ondt og var hævet voldsomt på grund af alvorlige forfrysninger.

Abdou fortæller om sin rejse til Bogovada over bjergene:

»Vi blev kørt til grænsen mellem Makedonien og Serbien af en kontakt. Vi gik om natten med en mand, der fulgte os til et hus, hvor vi ville hvile os. Vi var så trætte. Vi havde gået langt de seneste dage, men vi måtte ikke holde pause.«

Abdou fortæller oprørt, kun afbrudt af tilhørernes host. Røgen fra bålet har samlet sig under loftet.

»Vi gik i seks timer. I bjergene så vi sne for første gang i vores liv. Min ven faldt flere gange og slog sine hænder og fødder. Han sinkede os og insisterede på, at vi skulle efterlade ham, men vi hjalp ham. Vi kom for sent til vores aftale med chaufføren og måtte overnatte i en tom bygning uden tag eller vinduer. Der skjulte vi os i halvandet døgn, før en af de lokale fandt os og hjalp med at skaffe en taxi, der kunne køre os hertil.«

For langt de fleste flygtninge er Serbien et transitland på rejsen mod EU. De søger asyl i landet for at få mad og et sted at sove, mens de forsøger at samle penge sammen til at betale menneskesmuglere for at føre sig videre nordpå. Flygtningene ringer til venner og familie i udlandet i håbet om, at nogen kan hjælpe med et lån, for menneskesmuglerne tager sig godt betalt. De 3.500 kilometer fra Eritrea til Bogovada har allerede kostet flygtningene op mod 30.000 kroner hver.

Senere på aftenen kommer der flere til ved bålet. Der går rygter om, at politiet vil foretage en razzia i løbet af natten. En nervøs stemning breder sig, og de mørke skikkelser taler kortfattet med hinanden. De skiftes til at holde vagt udenfor:

»Hvis de kommer, er vi nødt til at løbe ud i skoven,« siger Abdou, der har rejst sig fra bålet og nu står i døråbningen, hvor et tæppe vikarierer for den manglende dør.

Beklager, systemet er nede

De papirløse og dermed illegale flygtninge i den serbiske skov risikerer at blive deporteret til Makedonien, hvis de bliver taget af politiet.

Det vil være et skridt tilbage i forhold til deres planer om at søge mod EU, og derfor har de fleste af flygtningene været på politi- stationen for at søge asyl. Det er den eneste måde at få de nødvendige papirer og dermed gøre deres tilstedeværelse lovlig samt give dem adgang til flygtningecenteret.

Det serbiske asylsystem er dog svagt og har svært ved at håndtere det voksende antal asylansøgere. Asylcentrene har ikke tilstrækkeligt med pladser, og på politistationen bliver asylansøgere ofte mødt med beskeden om, at »systemet ikke fungerer i dag, kom igen i morgen«. Så længe systemet »ikke fungerer«, får de ikke deres papirer og må leve ulovligt i skoven.

Yahya, Oishin og Abdou går i seng. De sover under store tæpper, som hjælpeorganisationer fra Beograd har doneret. De har alt deres tøj på og dækker også hovederne med tæpperne som værn mod kulden. Minusgraderne er tocifrede og stikker på øjenlåg og i næse.

Udenfor vælter en hund en spand, og et øjeblik forstummer alle åndedræt i rummet. Så vender stilheden tilbage og med den søvnens dybe vejrtrækninger.

Klokken fem om morgenen vækker første mand oppe de andre. Det er på tide at tage mod hovedstaden, Beograd, hvor eritreerne håber at kunne få papirer på politiets hovedkontor. Langsomt rejser de sig, allerede iklædt alle deres ejendele, og forsvinder ud i tusmørket.

Serie

Seneste artikler

  • Historien er krigens første offer

    26. februar 2014
    To gange de seneste 20 år har de serbiske myndigheder ændret indholdet i skolernes historiebøger. Begge gange fordi den førte politik krævede en mere nationalistisk forståelse af fortiden. Nu står de serbiske unge tilbage med en nazisympatiserende historieopfattelse og lærere, der har mistet troen på et forsøg på objektiv historieskrivning
  • Ungdommen siger farvel til Serbien

    17. februar 2014
    Den serbiske ungdom slap omkring årtusindeskiftet af med Slobodan Milošević gennem aktivisme om dagen og dans til techno om natten. I dag er det kun overklassens unge som danser, og de fleste unge drømmer om at forlade landet
  • ’Turbo, turbo, turbo’

    15. februar 2014
    Turbofolk er hæsblæsende techno blandet med folkemusik fra Balkan. Det er lavkultur og silikonebryster. Fetichistisk kapitalisme. Lyden af Milosevics nationalisme, krigene i 1990’erne og de hurtige penge fra mafiaen. Og så er det den altdominerende musikstil i Serbien. For turbofolk virker, og det er umuligt ikke at rejse sig op og stikke hænderne i vejret, når der brøles ’turbo, turbo, turbo’
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Qu
Pia Qu anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu