Nyhed
Læsetid: 6 min.

Konflikten i Sydsudan eskalerer

Et internt magtopgør i Sydsudans regeringsparti har udviklet sig til etniske kampe og massemord. FN anmoder verdenssamfundet om hjælp til de mere end 200.000 sydsudanesere, der allerede er flygtet til nabolandene
I transitlejren tæt ved Adjumani i Uganda ankommer stadig flere flygtninge fra Sydsudan. Siden konflikten brød ud den 15. december sidste år, er omkring 140.000 flygtet til det nordlige Uganda. Andre godt 100.000 sydsudanesere har søgt tilflugt i DR Congo, Etiopien og Kenya. Det skønnes, at 700.000 er internt fordrevne i Sydsudan. På billederne nederst ses Josef Chol Deng og hans familie, der deler telt med seks andre familier fra Sydsudan.

I transitlejren tæt ved Adjumani i Uganda ankommer stadig flere flygtninge fra Sydsudan. Siden konflikten brød ud den 15. december sidste år, er omkring 140.000 flygtet til det nordlige Uganda. Andre godt 100.000 sydsudanesere har søgt tilflugt i DR Congo, Etiopien og Kenya. Det skønnes, at 700.000 er internt fordrevne i Sydsudan. På billederne nederst ses Josef Chol Deng og hans familie, der deler telt med seks andre familier fra Sydsudan.

Jakob Dall

Udland
20. marts 2014

Josef Chol Deng står i den bagende sol omgivet af kaos. Den FN-kontrollerede transitlejr tæt ved Adjumani i det nordlige Uganda er fyldt til bristepunktet, alligevel ankommer stadig flere lastbiler tæt pakket med flygtninge. Lejrpersonalet er fåtalligt og kæmper tydeligvis med at skabe overblik. Mellem de hvide plastictelte flyder det med indsamlet brænde, små bål, baljer med beskidt vand, ramponerede kufferter, potter og pander. Et lille telt fra Læger uden Grænser udgør lejrens sundhedsklinik, der behandler diarré og malariaramte børn, folk med skader fra deres flugt og de psykisk syge, der er i chok. Mange fordi de har mistet deres børn eller andre familiemedlemmer under flugten.

»Når folk begynder at løbe, løber ikke alle i samme retning. Alt er panik,« forklarer Josef Chol Deng, der var skolelærer indtil for tre måneder siden. Nu er han på flugt med fem børn, sin kone, mor, svigerinde og hendes to børn. Broderen forsvandt den aften, deres landsby blev angrebet.

Han bærer sorte lærredsbukser og en stribet polotrøje og fortæller sin historie med en forbløffende ro og på næsten perfekt engelsk. Forud er gået to og en halv måneds rejse fra landsbyen Palouge omkring 800 km nordøst for den sydsudanesiske hovedstad, Juba. De har bevæget sig fra landsby til landsby uden penge, uden nogen hjælp. I byen Bor blev de gennet om bord på et fragtfly, der bragte dem til Juba. Derfra rejste de videre til grænsen til Uganda, hvor lastbiler fra FN holdt klar. En rejse, der tog sin begyndelse en sen aften den 17. december, da de pludselig hørte geværskud og artilleri, og alle begyndte at løbe.

»Hvis man ikke var fra Nuer-stammen, så blev man skudt. Der er ikke noget, der hedder civile.«

Det er mindre end tre år siden, at Sydsudan den 9. juli 2011 kunne fejre sin fødsel som selvstændig nation. Årtiers konflikt med Sudan i nord blev afsluttet med en fredsaftale i 2005, hvorefter en møjsommelig fredsproces og formel adskillelse fra Sudan førte til det første frie valg, hvor den nuværende præsident Salva Kiir efterfølgende kunne lade sig indsætte som Sydsudans demokratisk valgte leder.

Trods heftig korruption, udbredt nepotisme og lurende stridigheder internt i regeringen lykkedes det den strategisk begavede præsident at holde sammen på landet.

Sammenbruddet

Om aftenen den 15. december sidste år gik det imidlertid galt. Et internt krisemøde i regeringspartiet SPLM udviklede sig katastrofalt. Alle fraktioner i partiet ser frem mod næste års præsidentvalg, og da præsident Salva Kiirs støtter følte deres position truet af andre kandidater i partiet, tog de en hurtig beslutning. Med beskyldninger om et forestående kup blev de dele af nationalgarden, der ikke bakker den siddende præsident op, forsøgt afvæbnet. Det blev til de første kampe mellem partifæller og tidligere allierede krigsherrer. I dag, tre måneder senere, er en etnisk konflikt brudt ud. Som en steppebrand har den spredt sig til store dele af landet.

»Selv om konflikten har udviklet sig til at være af etnisk karakter, er det vigtigt at holde sig for øje, at det, der startede konflikten, var interne magtkampe i partiet,« siger Nils Carstensen, senioranalytiker i Folkekirkens Nødhjælp, der har fulgt konflikterne i Sudan og Sydsudan i årtier og selv hyppigt rejser i landet.

»Det er et spil om magten til at bruge og misbruge landets ressourcer. Og det eneste mobiliserende element i sådanne konflikter er langs de etniske skillelinjer. Derfor udvikler det sig til en konflikt, hvor de største etniske grupper går løs på hinanden,« siger Nils Carstensen, der ikke tror, at nogen af konfliktens aktører som sådan har ønsket en konflikt.

»Der er ingen større plan bag det, der sker. Det er snarere resultatet af en intern magtkamp, der er løbet helt af sporet. Og de, der nu har taget kampen op ude omkring i landet, gør det ikke nødvendigvis efter ordre – men af misforstået loyalitet over for deres egne stammeledere og krigsherrer.«

Krigsherrer og demokrati

I et land med anslået 11 mio. indbyggere fordelt på mere end 100 forskellige stammer, mange med egne sprog, som er spredt ud over et territorium næsten 15 gange så stort som Danmark, er national sammenhængskraft en enorm udfordring. At landet samtidig kun har én reel eksportindtægt, olie, gør ikke opgaven mindre.

Demokratiet er derfor kun en formalitet, forklarer Nils Carstensen. Det, der afgør freden i Sydsudan, er det regerende og i princippet eneste reelle politiske parti SPLM’s evne til internt af fordele magt og ressourcer, så alle større stammer og tidligere krigsherrer føler sig tilgodeset.

»Balancen skal genoprettes, og det er ikke noget, et valg kan løse. Det kan kun ske, hvis der opnås en form for magtdeling, som alle kan leve med. Den skal være acceptabel for alle de store stammer. Det var det, der lykkes for Salva Kiir i 2005, men altså mislykkedes i december sidste år.«

På sidelinjen står flere af verdenssamfundets store spillere som Kina, EU og USA. De har alle interesser i Sydsudan. Ikke modstridende interesser, men interesser af forskellig karakter, og derfor er en genopretning af den politiske stabilitet og orden vigtig for alle.

Den kinesiske stat har investeret mange mia. dollar i dels den olie, der befinder sig i Sydsudan, og dels den infrastruktur i form af rørledninger og raffinaderier, der ligger i Sudan i nord, hvorigennem den sydsudanesiske olie fragtes og destilleres, inden den afskibes mod Kina fra Port Sudan ved Adenbugten.

For de vestlige magter handler det i højere grad om at sikre et stabilt Sydsudan som en naturlig og vestligt orienteret buffer ved grænsen til det islamisk-dominerede Sudan. Både USA og EU har investeret mange års arbejde i fred i Sydsudan.

»Og derfor eksisterer et veludviklet netværk af nationale og internationale aktører, der kender hinanden personligt, og som lige nu arbejder på fuldt tryk for at lægge pres på de forhandlende parter, så der opnås en aftale, alle kan leve med,« siger Nils Carstensen, der dog ikke kun ser positivt på muligheden for fred.

»Jeg er lige nu i tvivl om, hvorvidt konflikten kan stoppes, eller om det ender med en lang og blodig magtkamp, indtil én gruppe kan erklære sig som sejrherre.«

Født på flugt

Det, der taler for en løsning, er ifølge Nils Carstensen, at alle taber, hvis ikke freden genoprettes. Olien flyder kun, når der er tilstrækkelig sikkerhed til, at udenlandske eksperter kan arbejde i landet. Den kapacitet findes endnu ikke lokalt. Men han finder det bekymrende, at de sydsudanesiske flygtningestrømme fortsat tager til tre måneder inde i konflikten.

»Sydsudaneserne er meget hårdhudede og erfarne, hvad angår konflikt. At almindelige mennesker fortsat flygter, tager jeg som et rigtig dårligt tegn, når jeg forsøger at læse den aktuelle udvikling.«

Da vi forlader lejren, er det begyndt at trække op med skyer. Regntiden er kun en dag eller to væk. Når den begynder, forvandles transitlejren til en kæmpe mudderpøl midt i det åbne og sparsomt bevoksede landskab. Problemerne med diarré og malaria vil blive mangedoblet, og alle ved, at det vil koste livet for mange af de svageste og de yngste.

»Se dig omkring,« siger Josef Chol Deng og slår ud med armene.

»Der er alt for mange børn, der ankommer uden en mor eller far. Selv om vi forsøger at hjælpe, er der ikke meget, vi kan gøre. Ingen ved, hvor deres forældre er – måske er de døde. Måske sidder de i en anden lejr.«

Selv fik han en ny nevø på rejsen. Hans svigerinde fødte en dreng cirka to uger inde i deres flugt.

»Han overlevede takket være Gud. Han hedder Malith og er langsomt ved at blive et menneske.«

Rejsen til Uganda blev støttet af Udenrigsministeriets Akutpulje. Desuden har Informations fotograf modtaget et journaliststipendium fra Læger uden Grænser

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her