Myndighederne på Krim-halvøen har indkaldt til en folkeafstemning for at afgøre, om halvøen skal vedblive at være en del af Ukraine eller søge om at blive en del af Rusland. Mange mener, at der vil være et flertal for at komme ind under Rusland, og det lyder jo sådan set vældig demokratisk at spørge folket til råds. Og er en sådan afstemning ikke netop i overensstemmelse med det folkeretlige princip om ethvert folks ret til selvbestemmelse, som Putin har betonet?
Svaret er nej. Folkets selvbestemmelsesret er godt nok et anerkendt folkeretligt princip, men det giver ikke umiddelbart et mindretal eller en region i en stat nogen ret til at rive sig løs fra den stat, de er en del af. Retten til selvbestemmelse blev anerkendt som folkeretligt princip efter Anden Verdenskrig, og det er listet som et af FN-Pagtens hovedformål.
Selvbestemmelsesretten er desuden anerkendt som en såkaldt kollektiv menneskerettighed i FNs to centrale menneskerettighedskonventioner fra 1966. Retten til selvbestemmelse er imidlertid som det klare udgangspunkt underordnet et mere grundlæggende princip om respekt for staternes suverænitet, hvilket i praksis vil sige de eksisterende staters territoriale integritet og politiske enhed.
Det betyder i praksis, at selvbestemmelsesretten har form af en ret til intern selvbestemmelse, hvorved forstås, at et folk har ret til at tage del i statens politiske styre inden for rammerne af den eksisterende stat uden at blive udsat for diskrimination pga. eksempelvis race, religion eller etnicitet. Etniske, religiøse og sproglige mindretal kan desuden påberåbe sig en særlig mindretalsbeskyttelse, der sikrer mindretallets ret til at praktisere eget kulturliv, egen religion eller eget sprog.
Gælder ikke uden for staten
Derimod har enkelte folk og mindretal inden for en stat ikke umiddelbart også ret til ekstern selvbestemmelse, hvorved forstås retten til at oprette sin egen stat eller vælge at blive indlemmet i en anden stat. wDet fremgår også af en konvention om nationale mindretal fra 1995, som både Ukraine og Rusland har tiltrådt.
Undtagelsen gælder for tidligere kolonier, der geografisk og etnisk/kulturelt adskiller sig fra kolonimagtens befolkning. Herudover kan der i ekstraordinære tilfælde opstå situationer, hvor det internationale samfund støtter et konkret ønske om selvstændighed for en minoritet eller en befolkning på en konkret territorium, der har været udsat for massiv undertrykkelse eller overgreb, som det skete i Kosovo og Østtimor.
Rationalet bag den internationale regulering på dette område er enkelt: Hensynet til stabilitet og orden i det internationale samfund gør det nødvendigt, at der internationalt kun er én politisk enhed, som råder over et territorium og dets befolknings skæbne: staten. Hvis mindretal eller regioner i en stat til stadighed kunne løsrive sig ville det skabe kaos og utallige konflikter i både nationale og internationale forhold.
Hvad ville der ikke ske, hvis eksempelvis det tyske mindretal i Sønderjylland til hver en tid kunne stemme sig selv og deres del af Sønderjylland tilbage til Tyskland? Eller hvis Bornholm – eller måske blot Østbornholm – kunne beslutte sig for integration med Sverige, og Sjælland kunne afholde en folkeafstemning om dannelse af en ny Staten Sjælland?
Befolkningen på Krim har altså ikke noget folkeretligt krav på løsrivelse fra Ukraine, og det gælder uanset resultatet af en lokal folkeafstemning. Noget andet er så, at det vil kunne skabe en penibel politisk situation, hvis en sådan folkeafstemning blev gennemført, og den viste, at der var et flertal for løsrivelse. Det kan derfor ikke undre, at både Ukraine og Vesten søger at forhindre en folkeafstemning på Krim.
Jens Elo Rytter er juraprofessor ved Københavns Universitet
Anders Henriksen er lektor i folkeret og leder af Centre for International Law and Justice på Københavns Universitet
Både Jugoslavien og Tjekkoslovakiet er blevet delt inden for de seneste år, uden Danmark har gjort indsigelser.
I 1920 stemte sønderjyderne en del af det daværende tyske rige sig hjem til Danmark.
For ca 350 år forærede bornholmerne deres ø til den danske konge efter svensk besættelse.
Men der er måske forskel på folk, eftersom hvem de gerne vil høre sammen med?
Så vidt jeg husker forærede hedengangne Sovjetunionens daværende ministerpræsident Khrustjov i 1954 Krim til Ukraine på vegne af Rusland, hvilket land Krim dengang tilhørte.
Ræsonnementet om folkerettens og FN-pagtens gyldighed i den nuværende situation må vel forudsætte, at denne foræring var folkeretligt gyldig i 1954.
Og var den det?
Vrøvl og fortænkt sludder - selvfølgelig kan borgere på Krim stemme om hvilken stat de vil tilhøre - når man betænker at de russisktalende mindretal i Ukraine risikerer at blive udsat for overgreb, efter de neo-nazistiske oprørere har afsat den lovligt valgte præsident i Ukraine - Lex Kosovo er jo noget USA og EU - der tilsyneladende er "det internationale samfund" selv fandt på i deres visdom - og bordet fanger. Vi behøver vel ikke at vente på flygtningestrømme af russisktalende ukrainere på flugt fra det neo-nazistiske styre i Kiev, for at tilstå Krim retten til selv at bestemme.
Her er et par citater fra Wikipedia til belysning af et interessant fortilfælde i et NATO-land i Amerika, nemlig Canada:
"The Government of Quebec has made public its proposal to negotiate a new agreement with the rest of Canada, based on the equality of nations; this agreement would enable Quebec to acquire the exclusive power to make its laws, levy its taxes and establish relations abroad - in other words, sovereignty -" ... :
http://en.wikipedia.org/wiki/Quebec_referendum,_1980 :
"The 1995 Quebec referendum was the second referendum to ask voters in the Canadian province of Quebec whether Quebec should proclaim national sovereignty and become an independent state, with the condition precedent of offering a political and economic agreement to Canada":
http://en.wikipedia.org/wiki/Quebec_referendum,_1995
Med venlig hilsen
Eftersom der hverken findes nogen statsretligt anerkendt "global regering", eller et globalt politi, eller en tilsvarende "global håndhævende myndighed", virker det kunstigt og postuleret, at fremsætte autoritative erklæringer om hvad Krim eller nogen anden folkelig eller geografisk enhed "kan". "Man" kan vel udråbe den stat "man" har magt til - Magt i den sammenhæng forstået som evne til at skabe opbakning i det aktuelle område, og evne til at håndhæve statsfunktionerne i den stat og på det område man ønsker at gøre det i.
Spørgsmålet er så definitorisk; hvilke "statsfunktioner" "man" har ambitioner om at udøve, og hvem/hvor mange, som " man" ønsker der skal anerkende dem som legitime. Det er jo i sidste praktiske, materielle spøgsmål. Og historisk set er folkeret mest legitimerende efterrationaliseringer af netop de spørgsmål.
Tja, skotterne vil nok også gå i rette med den gode professor?
Der skal nemlig også være afstemning om Skotlands fremtidige selvstændighed eller tilhør til UK. Det passer vist for resten heller ikke "Herskabet" i Bruxelles!?
Det meste kan læses under http://da.wikipedia.org/wiki/Rusland - skal være Engelsk, da den danske udgave kun er et marginalt uddrag. (Kievan Rus')
EU, NATO og USA har for længst skudt international ret i grus, men kan altså finde hele parykker i borschten. Det kunne være magthaverne skulle spekulere lidt over hvorfor Rusland bliver mere og mere populær i vesten.
Hvad så med Jugoslavien? Havde Slovenien og Kroatien folkeretten med sig, da de ensidigt rev sig løs? Den jugoslaviske grundlov tillod ikke sådanne løsrivelser, så hvad mener de herrer Rytter og Henriksen om det? Løsrivelserne blev straks anerkendt af Tyskland og resten af EU og USA.
Bjarne Riisgaard,
"Eftersom der hverken findes nogen statsretligt anerkendt "global regering", eller et globalt politi..."
Jo, der findes en global politimand, eller nærmere en global bølle. Det er USA.
"Staten Sjælland"?
Ja, for min skyld må de da gerne.... ;-) :-D
I øvrigt er det vist ikke så meget (citat) '"Herskabet" i Bruxelles', der er imod Skotlands løsrivelse, men snarere regeringen i London.
Demokrati er bredt kendt for at have et indbygget selvskabt paradoks: Det er muligt på demokratisk vis at ophæve demokratiet.
Men det er jo ikke det, der er tale om her, så vidt jeg kan se. (Og selv hvis det var, hvad kunne vi så stille op mod det? I demokratiets navn?) Majoriteten af befolkningen på Krim synes at være enige om substansen: Af forskellige årsager ønsker de ikke mere at være med i staten Ukraine.
At magthaverne så kommer rendende med en eller anden konvention, som vi allerede ved de samme magthavere i andre situationer betragter som en gummiparagraf, viser blot at demokratiet har problemer.
Vel at mærke ikke selvskabte problemer. Det, vi er vidne til, er et godt, gammeldags angreb på folkenes ret til selvbestemmelse.
Ikke at det er noget nyt. Vi ved godt, hvorfor der aldrig er folkeafstemning om vigtige spørgsmål. Politikerne ved jo, at vi ikke støtter op om det meste af det de går og laver, og at vi kun stemmer på dem, fordi vi håber, de er de mindst ringe til opgaven.
Det andet D i DDR var i sin tid en grusom joke. I dag synes det at være et eksempel til efterfølgelse. Ligesom Stasi. FE som politimyndighed, anyone?
Jeg ved ikke om det står i nogen konventioner, men ifølge naturretten har et folk ret til at gøre oprør, hvis deres regering ikke varetager deres interesser.