Læsetid: 4 min.

Krim-krise kan blive dyr for Ruslands oligarker

Udsigten til sanktioner og økonomisk krise i Rusland kan efterhånden mærkes hos landets økonomiske elite. Spørgsmålet er, om EU tør ramme oligarkerne på den pengepung, der hjælper med at holde unionens økonomi oven vande
Roman Abramovitj (t.h.), Ruslands 14.-rigeste, hilser på Vladimir Putin.

Matthew Childs

27. marts 2014

Den boblende frygt for, hvad den tilspidsede konflikt mellem Rusland og de vestlige lande kan komme til at betyde for Ruslands økonomi, er begyndt at stige op til landets hovedrige oligarker, der suser gennem luftrummet over EU i private jetfly. Bankmanden Aleksandr Y. Lebedev sagde for nylig i et interview med The New York Times, at han i løbet af få dage havde mødtes med ti fortvivlede bekendte, der alle er milliardærer.

»De er blege. De forstår det ikke,« sagde russeren, der selv har solgt mange af sine russiske aktiver efter offentlig uenighed med præsident Vladimir Putin.

En stor del af oligarkerne driver forretninger i EU. Deres børn studerer på universiteter i Europa, ligesom mange af oligarkerne holder af at feriere på luksuriøse landsteder og skiressorter i EU. Nu truer konflikten mellem Rusland og de vestlige nationer som følge af Ruslands annektering af Krim-halvøen imidlertid med at gøre livet om ikke surt så i al fald lidt mindre sødt for Ruslands superrige overklasse.

»Hvad er pointen i at have en yacht, hvis du ikke kan bruge den til at sejle mellem de græske øer?« spørger underviser i international politisk økonomi ved City University London Anastasia Nesvetailova.

Indtil videre har EU ikke indført sanktioner over for oligarkerne, men alene frygten for eventuelle fremtidige indrejseforbud og indefrysning af penge i europæiske banker har kunnet mærkes. Internationale investorer er begyndt at miste tilliden til det russiske marked, rublen er styrtdykket i værdi, og for et par uger siden meddelte russiske banker, at russiske selskaber har trukket milliarder af dollar tilbage fra vestlige banker af frygt for sanktioner.

Øretæveindbydende playboys

Især i London, EU’s finansielle hjerte, er sammenfletningen mellem den europæiske og den russiske økonomi til at få øje på. Næsten 70 russisk- baserede virksomheder er noteret på den britiske børs, heriblandt Gazprom og Rosneft, mens Londons ejendomsmarked svømmer i russiske rubler i sådan en grad, at byen har fået tilnavnet Moskva-ved-Themsen.

Derfor er det ikke kun de russiske oligarker, der har noget at miste, hvis EU beslutter sig for at udvide sin sortliste til også at omfatte rigmændene i Vladimir Putins inderkreds.

»Byen London er afhængig af russisk kapital og russiske oligarker. Det handler om kapital. Og det er britiske politikere ikke klar til at opgive,« mener Anastasia Nesvetailova.

Så sent som i sidste uge antydede den britiske premierminister, David Cameron, ellers, at det kunne blive nødvendigt også at straffe oligarker som Roman Abramovitj, der er bedst kendt som ejeren af fodboldklubben Chelsea F.C.

»Vi har bestemt ikke udelukket nogen fra denne fremgangsmåde,« sagde premierministeren på et pressemøde, men tilføjede dog, at det er vigtigt for EU at gå målrettet efter de folk, der har haft en direkte forbindelse til annekteringen af Krim.

Her falder mange af nutidens russiske oligarker udenfor, mener ruslandskender og lektor ved Aarhus Universitet Mette Skak. Nogle af oligarkerne nærer ganske vist tætte forbindelser til de inderste cirkler i Ruslands magtapparat. Men andre lever i landflygtighed, for eksempel i London, efter et magtopgør med Vladimir Putin i hans første præsidentperiode.

»Man skal måske ikke se sig så gal på de der øretæveindbydende playboys. Hvis man sætter dem på listen, skal man i hvert fald være 100 procent sikker på, at de er en del af kredsen omkring Putin,« siger Mette Skak.

Putins skygge

Under Boris Jeltsins præsidentskab i 1990’erne spillede oligarkerne en særlig rolle i forbindelse med privatiseringen af statslige mine- og energiselskaber. En snæver gruppe på omtrent 100 forretningsfolk opkøbte de afmattede selskaber og fik hurtigt pustet liv i dem med mil-liardafkast til følge.

I takt med at oligarkerne opbyggede deres forretningsimperier, steg deres politiske status som parallel magtfaktor på linje med staten. Men den magt smuldrede med Putins magtovertagelse i 2000, forklarer Mette Skak.

Putin greb folkestemningen, der havde vendt sig mod de tiltagende indflydelsesrige oligarker, og satte sig for at genetablere statens rolle i den russiske økonomi. Få uger inde i sin første præsidentperiode tog den nye præsident et opgør med mediemagnaterne Vladimir Guzinskij og Boris Beresjovskij, hvoraf den ene blev fængslet og den anden flygtede til Storbritannien.

I 2003 slog Vladimir Putin ned på en tredje oligark, Mikhail Khodorkovskij, som ejede det velfungerende oliefirma Yukos. Han blev i 2005 idømt en fængselsstraf på minimum ni år, mens Yukos blev opslugt af det statslige Rosneft, hvor Igor Setjin, en tidligere embedsmand kendt som »Putins skygge«, netop var blevet udnævnt til formand for bestyrelsen.

Her markeredes et vendepunkt for den russiske magtstruktur. De før så magtfulde oligarker havde udspillet deres rolle i russisk politik og blev erstattet af en ny kreds af betroede Putin-folk.

Præsidenten gjorde det tidligt klart for oligarkerne, at de var velkomne til at beholde deres for-retninger – på den betingelse, at de holdt sig langt fra landets politiske sfære.

I de nu marginaliserede oligarkers sted har Vladimir Putin i dag placeret en alumne af tidligere efterretningsfolk – i Kreml kendt som Siloviki, hvoraf Igor Setjin er den mest fremtrædende. I modsætning til de tidligere oligarker befinder Siloviki-lobbyen sig inde i selve statsapparatet, hvor de indtager strategisk vigtige bestyrelsesposter i statslige virksomheder.

»Det er sådan set dem, der er den reelle magtstruktur,« forklarer Mette Skak. Ifølge hende er det denne gruppe, EU bør sigte efter i en eventuel ny runde af sanktioner. USA har allerede indført målrettede sanktioner mod blandt andre chefen for de russiske jernbaner, Vladimir Jakunin, milliardæren Jurij Kovaltjuk, der er kendt som Putins private bankmand, og Sergei Ivanov, som kender præsidenten fra deres fælles tid i KGB og angiveligt er blandt hans nærmeste rådgivere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Leffers

Oligarkerne blev skabt ved at en lille gruppe, bestående af familie og venner af de kommunistiske magthavere, købte statens ejendom til ”kommunistiske” priser, der ikke havde sammenhæng med deres faktiske værdier, og solgte dem til frie markedspriser. Da Putin så senere gik efter dem for at få værdierne tilbage, gav Tony Blair mange af dem asyl i England, mod at de tog pengene med sig. Det etablerede London city som finansmarked.

Det der sker i Ukraine nu er en fortsættelse af det. Milliarderne i ”støtte” fra EU (og IMF) vil blive stjålet af de nuværende magthavere i Ukraine, så det bliver til nationalgæld for Ukraine. Det er det det hele drejer sig om! –Jeg håber virkeligt, at EU følger hver Euro nøje, ellers vil det ende med en politisk skandale i EU, og en kæmpe nationalgæld i Ukraine.