Baggrund
Læsetid: 2 min.

Marihuana sendt fra himlen

Amerikanerne bliver stedse gladere for fri hash. En ny meningsmåling viser, at dobbelt så mange borgere angiver sukker som mere skadeligt
Udland
31. marts 2014

Det er ikke nemt med værdipolitik. Samtidig med at kvinder får sværere og sværere ved at få foretaget en lovlig abort i guds eget land, breder accepten af både fri hash og homoægteskaber sig som en ustyrlig og liberal steppebrand.

Og nu viser en meningsmåling, at flere amerikanere mener, at sukker er dårligere for helbredet end pot.

Målingen er foretaget af avisen Wall Street Journal og NBC News. Respondenterne blev bedt om at vælge det mest skadelige af fire stoffer. Næsten halvdelen (48 procent) valgte tobak, 24 procent svarede alkohol. På tredjepladsen kom sukker, som 15 procent af de adspurgte mente, måtte være det mest sundhedsskadelige for kroppen.

Pot vandt også PR-slaget

Andelen af svarere, som pegede på marihuana, kunne heroverfor blot mønstre otte procent. Og hermed er det for første gang sandsynliggjort, at dobbelt så mange amerikanere mener, at sukker er mere skadeligt for dit helbred end tjald.

Derudover har kampen for fri hash også i den grad vundet PR-kapløbet om især de unge amerikaneres opmærksomhed. I aldersgruppen mellem 18 og 35 havde imponerende 57 procent af de adspurgte enten »set, læst eller hørt en masse« om bestræbelserne på at legalisere hash, mens kun 44 procent anede, hvad Obamacare – den nye sundhedsreform, der er vedtaget, og som lige nu rulles ud for fulde gardiner overalt i USA med deadline i dag – var for en størrelse. 39 procent havde hørt om Ruslands invasion af Krim, mens 34 procent kendte til de mange retssager om homoægteskaber, der lige nu bliver ført overalt i Amerika. Målingen er dermed som manna sendt fra himlen for hash-lobbyisterne, mens der ikke er meget at råbe hurra for i tobaksindustrien.

Modtaget med jubel

Derfor blev tallene også modtaget med jubel i NORML – den førende amerikanske græsrodsbevægelse, der siden 1970 har arbejdet for at få hash legaliseret som lovligt rusmiddel.

Fra foreningens vicedirektør Paul Armentano lød det, at »undersøgelsesresultaterne bekræfter, at et overvældende flertal af den amerikanske offentlighed forstår, at eventuelle risici i forbindelse med brug eller misbrug af cannabis er relativt mindre end de risici, der er forbundet med brug af mange andre lovlige og regulerede stoffer«.

Ifølge amerikansk føderal lovgivning er marihuana ellers forbudt og klassificeret som en såkaldt schedule I controlled substance, hvilket betyder, at hash officielt anses for at være lige så farligt som heroin. Men flere og flere delstater har efter folkeafstemninger alligevel besluttet at lovliggøre både medicinsk brug af hash og såkaldt recreational use, altså brug af marihuana som rusmiddel.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nis Jørgensen

"Og hermed er det for første gang sandsynliggjort, at dobbelt så mange amerikanere mener, at sukker er mere skadeligt for dit helbred end tjald"

Påstanden dumper såvel sprogligt som statistisk:

Sprogligt: Der mangler et led i påstanden - "dobbelt så mange" kræver et tilhørende "som".

Statistisk: Der er kun for 23% af respondenterne vi ved noget om deres rangordning af farligheden mellem pot og sukker. De 72% der mener at alkohol eller tobak er farligst, kan sagtens indeholde en overvægt af personer, der mener at marihuana er farligere en sukker. Vi ved det ikke - og artiklens hovedpåstand er meningsløs - selvom den er formelt korrekt.

Det interessanteste man kan læse af undersøgelsen, er vel at kun 8 procent mener at pot er farligere end de tre lovlige substanser - på trods af kampagnerne mod førstnævnte og for sidstnævnte.