Professor: privatisering af universiteter er uundgåelig

»Hvad er den store udfordring, når vi skal bedømme Alfred den Store?«

Lars Kjær, lektor i historie ved det halvandet år gamle privatuniversitet New College of the Humanities (NCH) i London, sidder tilbagelænet i en stor, magelig lænestol. Over for ham sidder 18-årige Marius Sheldon, godt et halvt år inde i sin treårige historieuddannelse. Hans stol er lidt lavere, og noterne samt den ugentlige ca. 10 sider lange opgave ligger på det lave sofabord foran ham.

Der er bare ham og hans lærer i det lille loftlokale med antikke, plysbetrukne stole, en væg af bogreoler og en udsigt over det i dag solbeskinnede Bedford Square, hvor universitetet holder til i et af de rummelige, grå byhuse.

»Kilderne,« konstaterer den høje, spinkle studerende selvsikkert. »Vi har f.eks. den anglo-saksiske krønike, som blev skrevet af personer inden for Alfreds hof. Men selv om det ikke er en neutral kilde, så mener jeg ikke, at det gør noget, for det giver os et meget bedre indblik i, hvad hans mål var. Den dikterer præcis, hvad Alfred ønskede for England,« uddyber den unge mand, fuld af entusiasme for historien om den første engelske konge, der formåede at forsvare sit kongerige imod vikingernes erobringsforsøg.

Det krævende pensum og den ugentlige ’en til en’-seance med en af historiefakultetets lærere – et undervisningstilbud, der ellers kun eksisterer på landets to gamle eliteuniversiteter Oxford og Cambridge – var netop det, der tiltrak Marius Sheldon, da han sidste år skulle vælge uddannelse.

»Jeg havde venner, der allerede studerede på andre universiteter, men det virkede ikke som om, de lavede særlig meget. Det var som om, de brugte tre år og 27.000 pund uden at få ret meget ud af det,« fortæller den unge mand.

Eliteuddannelse

Marius Sheldon og hans britiske jævnaldrende tilhører en generation, der modsat deres ældre søskende og forældre selv kommer til at betale store dele af deres uddannelse. Brugerbetalingen har siden 2012 været omkring 9.000 pund om året på de fleste af de universiteter, der støttes af det offentlige.

I det klima – hvor de unge er blevet mere opmærksomme på at få noget for pengene – så NCH’s grundlægger, professor i filosofi A.C. Grayling, et behov for mere kapacitet i elite-enden af britisk uddannelse.

»Siden Anden Verdenskrig har der været en meget lille udvidelse i udbuddet af uddannelser af ekstrem høj kvalitet nogen steder i verden. Samtidig har der i den samme periode været en massiv forøgelse af den globale middelklasse, og efterspørgslen efter uddannelse i den høje ende har været voksende,« fortæller professoren.

Trods en pris på 18.000 pund om året har det ny universitet da heller ikke manglet kunder i butikken. Men ét er efterspørgsel, noget andet er samfundets behov. Handler det med andre ord om at tilbyde et produkt, der sikrer eliten personlig succes i livet? Ifølge magasinet The Economist har over halvdelen af dem, der besidder landets topposter, studeret på Oxford eller Cambridge. Eller er det i dagens voksende globale konkurrence på viden vigtigt for samfundet at uddanne en elite? Går Danmark for eksempel glip af noget?

»Det er meget muligt,« siger Grayling og påpeger, at mens der er brug for bedre uddannede på alle niveauer, så er der også behov for folk, »der kan påtage sig den rolle at udvikle nye ideer«.

»Alle samfund har brug for folk i den øverste ende – meget kloge mennesker, der har fået deres intellektuelle kapacitet virkelig udvidet og udfordret,« siger han.

Lars Kjær – der selv har en bachelor fra Århus Universitet og en master og ph.d. fra Cambridge – er enig og mener, at Danmark bør overveje, hvad det vil med sine universiteter. Hvis man ønsker at indføre eliteundervisning, så koster det penge; »der er ingen smutveje«. Til gengæld kan det være dyrere ikke at gå den vej, mener han.

»Risikoen – og det er en høj risiko – er, at vi mister de bedste. Især i takt med, at de bliver mere og mere opmærksomme på, hvilke andre muligheder der er i udlandet. Det er et mere og mere globalt marked,« siger Lars Kjær, der mener, at det »skader os på en hel række måder som samfund«, hvis der sidder folk på de danske universiteter, »som ikke får muligheden for at yde deres toppotentiale«.

»Vi får ikke folk med den samme erfaring i at formulere sig skriftligt, foretage forskning, analysere og fremstille et produkt under tidspres.«

Han påpeger, at det ikke kun handler om ressourcer, men også om kultur.

»Den helt store forskel, da jeg kom herover, var at få en læseliste stukket i hånden med fem-seks bøger og artikler, som jeg skulle mestre på en uge. Jeg tænkte: ’Det er jo vanvittigt’. Men man lærer trickene til, hvordan man kommer igennem så meget materiale,« fortæller han.

Udover et større pensum inden for de enkelte fag har NCH desuden klemt mere undervisning ind end på de fleste universitetsuddannelser. De studerende læser foruden deres hovedfag også et såkaldt kontekstuelt fag – efter amerikansk forbillede. Grayling har ønsket at parre »den amerikanske bredde med den britiske eliteuddannelses dybde«.

»Man indstiller sig efter de krav, der stilles,« siger Lars Kjær. »Så lærer man bare at arbejde hårdere, hurtigere og mere intensivt. Simpelthen fordi man er omgivet af en kultur, der siger, at det er fedt at arbejde rigtig hårdt.«

Ny struktur

Det er dog ikke kun uddannelserne bredde, Grayling har hentet fra den amerikanske model. Også den amerikanske finansieringsmodel har dannet forbillede for NCH. Universitetet opererer helt uden for det offentlige system og har i stedet en fond, der yder stipendier og scholarships til dem, der ikke kan betale den fulde pris. I øjeblikket modtager omkring 30 procent af de ca. 120 studerende fra de to første årgange tilskud.

Modellen er blevet kritiseret af dele af venstrefløjen, der frygter, at oprettelsen af et parallelt privat system vil blive brugt af regeringen som påskud for fuld privatisering af den højere uddannelse i landet.

Grayling – der beskriver sig selv som »en mand af venstrefløjen« – mener dog, at privatisering er »uundgåeligt«, når regeringen ikke investerer nok i uddannelse. I dag dækker statsstøtten og brugerbetalingen langt fra prisen for at uddanne en studerende, hvorfor universiteterne i forvejen rejser penge på andre måder.

»Det er en indikation på, at hvis videregående uddannelse skal blomstre og fastholde sin høje standard, så må man genoverveje dens finansiering,« siger han. Professoren erkender dog, at privatisering af den resterende britiske universitetssektor »måske vil ske lidt hurtigere på grund af os«.

»Men hvad end vi eksisterede eller ej, ville det være uundgåeligt,« tilføjer han, der mener, at »fremtiden er amerikansk«.

Lars Kjær, der selv som studerende på Cambridge var med til at besætte rektors kontor i protest imod indførelsen af højere brugerbetaling, mener også, at den amerikanske model sammenlignet med den nuværende offentlige model trods alt er bedre.

»Man når et punkt, hvor man bliver nødt til at anerkende, at parlamentet har talt. At de aldrig kommer til at indføre fuldt ud statsfinansierede universiteter igen. Og så er man nødt til at finde den mindst ringe løsning,« siger han.

For Marius Sheldon spillede det ingen rolle, at NCH var privat. Han får et stipendium og betaler derfor kun 7.200 pund om året. For ham var det netop kombinationen af bredde og dybde, der tiltalte. Han har valgt økonomi som kontekstuelt fag, hvilket han mener vil hjælpe ham til at »overføre min viden til arbejdsmarkedet«. Og dybden – ’en til en’-undervisningen – mener han er »næsten nødvendigt i et fag som historie«.

»Først var det lidt intimiderende at sidde foran en person med sådan en enorm viden, men når du lærer, at vedkommende er der for dig, så er det ok. Så er det bare en samtale om et emne, som både lærer og studerende elsker, hvilket er fedt.«