Læsetid: 3 min.

Sol og vind skal sikre Fukushima en fremtid

Den hårdt ramte region vil være 100 procent selvforsynende med vedvarende energi i 2040. Nationalt holder regeringen fast i atomkraften
7. marts 2014

Godt 20 kilometer nordvest for Fukushima-atomkraftværket ligger Minamisoma. Et byområde, som før ulykken i marts 2011 havde 70.000 indbyggere. Efter ulykken, der sendte en sky af radioaktivitet i byens retning, måtte store dele af befolkningen evakueres. I dag står flere landsbyer fortsat spøgelsesagtigt tomme og må på grund af den radioaktive forurening ikke bebos, ligesom store landbrugsarealer ikke må dyrkes. Men folk i Minamisoma giver ikke sådan op. Byen i atomkatastrofens skygge vil være eksemplet, der giver håb og viser vej til en mere bæredygtig fremtid for Japan.

»Jeg vil skabe en by af vedvarende energi. Jeg håber, vi kan blive en model for verden,« sagde Minamisomas borgmester, Katsunobu Sakurai, da han i sidste måned talte for deltagerne på International Community Power Conference, afholdt i Fukushima by. Og i borgmesterens by er en ny tids energiforsyning på vej. På initiativ af den 60-årige Eiju Hangai, født i byen, i 32 år ansat hos elselskabet Tesco, men fratrådt få måneder før atomulykken, har man skabt Fukushima Recovery Solar-Agri Park. Et pilotprojekt med 2.000 solcelle-paneler placeret på landbrugsjord omkring to store oppustelige drivhuse, i hvilke der dyrkes afgrøder hydroponisk, dvs. uden jord. Solcellerne leverer el til gartneriet og til en række huse i området. Det store japanske selskab Toshiba har været med til at realisere projektet og har planer om mærkbart større solcelleanlæg med en kapacitet på 100 megawatt i byen. Samtidig samarbejder borgmester Sakurai med Masayoshi Son, chef for it-koncernen Softbank, Japans næstrigeste mand og siden Fukushima-katastrofen stærkt opsat på at bringe Japan ud af atomkraft-æraen. Masayoshi Son har foreslået, at de landbrugsområder, der i dag ikke må produceres fødevarer på, bliver nyttiggjort til store solcellefarme, om muligt kombineret med dyrkning af afgrøder, der som raps ikke bringer de radioaktive stoffer videre.

Barrierer

Katsunobu Sakurais vision er at sikre en elforsyning i Minamisoma, der er fuldstændig baseret på vedvarende energi i 2030.

»Mit fokus er at gøre denne kommune til en grøn kommune, hvor vi kan leve uden atomkraft,« sagde han til de japanske og internationale deltagere på Community Power-konferencen i Fukushima i februar.

Her deltog bl.a. Søren Hermansen, leder af Energiakademiet på Samsø og med i bestyrelsen for Institute for Sustainable Energy Policies (ISEP), der arrangerede konferencen og i 15 år har arbejdet for vedvarende energi og bæredygtighed i Japan.

»Både konferencen og initiativerne i Fukushima vidner om et nyt fænomen i Japan, hvor man prøver at finde tilbage til de fællesskaber, der kan løfte opgaven med at tage energien tilbage til lokalsamfundet,« siger Hermansen.

Han fortæller, at man er oppe imod lovgivning, der på en række områder gør omstillingen vanskelig.

»Elselskaberne har f.eks. nærmest autonomi og monopol på at lave energiinfrastruktur. De skal spørges, før man må sætte solenergi eller vindmøller op, og må selv bestemme, om de vil købe strømmen.«

»En anden hindring er, at den radioaktivt forurenede jord i områder som Minamisoma er under landbrugsloven og reserveret til landbrugsdrift, selv om det nu er forbudt at dyrke fødevareafgrøder.«

Derfor kæmper folk som borgmester Sakurai og Masayoshi Son med landbrugsministeriet for at få ophævet landbrugspligten og i stedet få lov at etablere solenergianlæg på de forurenede jorde.

Abe: Atomkraft vigtig

Det er hele Fukushima-regionen, der vil ud af atomkraftens skygge og stille om. På konferencen i februar blev beslutningen om at gøre regionen 100 pct. selvforsynende med vedvarende energi inden 2040 offentliggjort. Et symbolsk flagskib er den vindmølle, der nu er idriftsat i havet ud for Fukushima-værket. Møllen er verdens første flydende vindmølle forbundet til elnettet, begrundet i de store havdybder der gør traditionelle havmøller vanskelige at realisere. Hvis driftsresultaterne er tilfredsstillende, står selskaber som Mitsubishi og Hitachi klar til at etablere verdens største og antagelig første flydende møllepark med 143 møller og en kapacitet på 1.000 megawatt, klar til start i 2020.

På landjorden i Fukushima-regionen har man netop begyndt opførelsen af et stort solcelle-kraftværk på godt 26 megawatt.

For Japan som helhed er der langt igen og konflikt om retningen. Vedvarende energi udgør foreløbig kun fire pct. af den samlede energiforsyning, og hvor den tidligere regeringsleder Naoto Kan talte for afvikling af atomkraften – alle 48 funktionsdygtige reaktorer står i dag stille – har den nuværende leder, Shinzo Abe netop fremlagt en foreløbig energistrategi, der taler om atomkraften som en »vigtig elektricitetskilde, der understøtter stabiliteten af energiforsynings- og forbrugsstrukturen.« Retningen i planen er mindre atomkraft på sigt, men også genstart af de p.t. lukkede reaktorer.

En måling netop offentliggjort af Kyodo News fortæller, at kun en femtedel af de 156 lokale myndigheder, der har et atomkraftværk inden for 30 kilometers afstand, vil acceptere en genstart af reaktorer.

 

jsn@information.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • John Fredsted
John Fredsted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu