Læsetid: 4 min.

Tilblivelsen af den tyske grønne pragmatisme

Genrejsningen af SF kunne ske ved at skæve til Tysklands Grønne, der efter interne slagsmål har taget turen fra protestparti til parlamentarisk ansvarlig. Idealer er værdiløse, hvis ikke de omsættes i praksis, siger den grønne tænker Peter Siller, der har været medforfatter på grønne valgprogrammer
Joschka Fischer er partiet Die Grünens mest markante leder. Han var også tysk udenrigsminister. Han måtte tage mange slag fra partiets bagland for sin støtte til, at NATO med tysk støtte bombede Serbien i 1999. Han blev overfaldet med malingbomber og kaldt krigsmager. I dag er De Grønne blevet et mere midtsøgende og regeringsdueligt venstrefløjsparti.

Jens Schlüter

3. marts 2014

Få europæiske venstrefløjspartier inkarnerer som Tysklands De Grønne det etiske dilemma mellem loyalitet over for de progressive idealer og den nødvendige stræben efter politisk indflydelse og magt.

Derfor giver det god mening, når SF’s Pia Olsen Dyhr, der i rollen som ny formand skal forsøge at genskabe det sønderslidte SF, vender blikket mod syd efter politisk inspiration.

»Firkantet sagt er Olsen Dyhrs forbillede de tyske Grønne. Det vil i dansk sammenhæng sige et parti med fokus på miljø og klima. Et parti med en entydigt positiv holdning til EU«, skrev Weekendavisen forleden.

Som grøn intellektuel kan 44-årige Peter Siller, der er ansat ved den grønne tænketank Heinrich-Böll-Stiftung i Berlin, godt forstå, hvorfor en ny SF-formand kan finde på at orientere sig efter Tysklands Grønne. For historien om De Grønne er historien om et protestparti, der har lært at omgås magten.

»I 80’erne sloges man i De Grønne intensivt om, hvorvidt man skulle forblive i en art fundamentalopposition, eller om man gradvist skulle indstille sig på at deltage i regeringsarbejdet. Dette spørgsmål har været afgjort i lang tid nu og svaret er, at grøn politik, grønne ideer og værdier, sigter til at blive realiseret i grøn regeringspraksis, for så vidt det er muligt.«

Spørgsmålet om, hvorvidt regeringsdeltagelse og pragmatisk politik nødvendigvis fører til udvanding af rene idealer, anser Peter Siller derfor for forsimplet. »Idealer og mål skal netop forstås som en opråb og en opfordring til at blande sig i samfundet og den politiske praksis. Hvad nytter de skønneste idealer og de højeste principper, hvis de ikke er repræsenteret i en regeringspraksis?,« siger Peter Siller, der som tidligere medarbejder under det grønne ikon Joschka Fischer selv har bidraget til at gøre de tyske grønne regeringsduelige.

Successtrategier

I 2014 spiller grønne værdier en betydelige rolle i det tyske samfund. I den sydtyske og traditionelt ærkekonservative delstaten Baden-Württemberg, sidder De Grønne i dag på regeringsmagten i en koalition med CDU. I sig selv et utænkeligt scenario for mindre end 15 år siden.

Da kansler Angela Merkel efter Fukushima-atomværkkatastrofen indledte udfasningen af atomkraft i Tyskland, var det i høj grad en taktisk anerkendelse af, at store dele af den tyske middelklasse sympatiserer med grønne krav om et opgør med afhængigheden af kerneenergi.

»Det er korrekt, at de tyske grønnes successtrategi sikkert også består i, at man har appelleret bredere for at nå ud til et bredere lag af samfundet, mindre virksomheder, selvstændige, familier med særlige forventninger. Der er ikke tale om et folkeparti, men denne udbredelsesstrategi har naturligvis givet den grønne stemme i det tyske samfund mere vægt. Samtidig fører det til spændinger og inkonsistenser internt i partiet, som det også er tilfældet med de to store folkepartier (CDU og SPD, red.),« siger Peter Siller. Siller er ingen profileret politiker. Som filosof og partiintellektuel har han været medforfatter til flere grønne principprogrammer. Om nogen kender han til konflikten mellem reel indflydelse og idealistisk, som præger de moderne venstrefløjspartier i det, han selv betegner som den ’post-ideologiske tidsalder. Om regeringsdeltagelse og pragmatisk politik nødvendigvis fører til udvanding af rene idealer, er et forenklet synpunkt, mener han.

Kompromisets nødvendighed

På kurs mod magten har Tysklands De Grønne måttet file knasterne af den kompromisløse idealisme og samfundsomstyrtende ambitioner, som lå til grund for partiet. 70’ernes ubetingede pacifisme er med tiden blevet afløst af medvirken til humanitære interventioner, mens mere yderligtgående omfordelingskrav og forkærlighed for økonomiske eksperimenter er blevet tilsidesat for accept af markedsøkonomien.

Som udenrigsminister og vicekansler i Tysklands første socialdemokratisk-grønne regering delte Joschka Fischer vandene i sit eget parti, da han gjorde sig til talsmand for tysk deltagelse i NATO’s intervention i det borgerkrigshærgede Eksjugoslavien.

Tronende skikkelser som Joschka Fischer og Daniel Cohn-Bendit begyndte som ’68’ere med samfundsomstyrtende ambitioner og endte som systembevarende i rollerne som henholdsvis udenrigsminister og europaparlamentarikere i Bruxelles. Siller betegner især Joschka Fischer som en afgørende figur i tilblivelsen af den grønne pragmatisme.

»Naturligvis havde Joschka Fischer altid en fornemmelse for kompromisets nødvendighed, men samtidig var han intellektuel og altid interesseret i den programmatiske definition af moderne venstreorientering. Derfor har en figur som Joschka Figur inkarneret begge positioner: pragmatismen, men også bestræbelsen på at finde frem til en tidssvarende venstreorienteret position,« siger Peter Siller.

Ideologier og værdier

Efter syv år ved magten fra 1998 til 2005 er De Grønne efterhånden ved at lande på jorden igen. Ved efterårets forbundsdagsvalg mistede partiet en væsentlig del af den enorme opbakning, som man vandt ved forrige valg. Vælgertabet har tvunget De Grønne ind i et nødvendigt generationsskifte. Indflydelsesrige politikere som Jürgen Trittin, Renate Künast og Claudia Roth har trukket sig tilbage, mens en ny generation af grønne politikere gør klar til at tage over. »Den unge generation i De Grønne har den fordel, at de sandsynligvis er noget mere åbne i deres omgang med konkurrerende partier. De har færre slag under bæltet og færre ar på kroppen. Derfor kan de også gå til andre partier og samfundsmæssige aktører med større nysgerrighed og vilje til dialog,« siger Peter Siller.

»Udfordringen for den nye generation kan derfor bestå i, at man med sin pragmatisme og mere åbne tilgang måske har vanskeligheder, når det gælder det værdimæssige kompas og orienteringen. En pragmatisk ansats må altid huske, hvor retningen og målene ligger. Det er en udfordring, der gælder for det post-ideologiske samfund som sådan og for den europæiske venstrefløj som helhed, der har brug for en ny orienteringsdiskurs. Man ikke kan gribe tilbage til de gamle sandheder, og samtidig kan man ikke give afkald på ideologier og værdier.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Danstrup
Henrik Danstrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Allan Christensen

Grøn ´pragmatisme? Det er dybt ulykkeligt om den kemiteknologiske udvikling i forrige århundrede ikke har bidraget til at vi med så få ødelæggende konsekvenser for naturen har kunnet få så meget velfærd og social retfærdighed. Det vil selvfølgelig være positivt om SF i højere grad vil være indstillet på at indgå i et konstruktivt samarbejde om udvikling af et økologisk mindre uansvarligt landbrug i stedet for at obstruere denne udvikling.

Kurt Loftkjær

Man skal ikke høre på, hvad de siger, men se på hvad de gør

Uanset hvilket parti vi taler om, så når man længst med ærlighed. Det er vel det store problem for den siddende regering og herunder især SF. For alle partier bør udgangspunktet være, at man gør det, som man siger, at man vil gøre. Ellers svigter man vælgerne. Altså modsat af hvad den siddende flertalsregering har gjort.

SF kan genopfinde sig selv, lige så meget de vil. Det vil næppe hjælpe. Et af problemerne er, at SF med sin 50 årlige historie signalerer ét og nu vil noget andet. Det ærligste ville måske være at skifte navn eller starte et nyt parti med det nyt indhold. Det synes at være en mulig udgang af SF's åbenlyse krise. Men vælger man den grønne vej, så foreslår jeg, at man følger den.

Se evt. min kommentar i lørdags om tillidssvigtet på: http://www.information.dk/comment/836529#comment-836529

"På kurs mod magten har Tysklands De Grønne måttet file knasterne af den kompromisløse idealisme og samfundsomstyrtende ambitioner, som lå til grund for partiet. 70’ernes ubetingede pacifisme er med tiden blevet afløst af medvirken til humanitære interventioner, mens mere yderligtgående omfordelingskrav og forkærlighed for økonomiske eksperimenter er blevet tilsidesat for accept af markedsøkonomien."

Eufemismerne er mange, når de magtfuldkomnes korrumpering skal deklareres. Og man må sige at de affilede, rødgrønne knaster udgjorde selve stammen i den rødgrønne bevægelse; i dag er der blot et hult skrog med lidt sminket bark tilbage. Og skoven kan næsten ikke længere ses for dén slags (selv)døde træer.

Hugo Pieterse, Karsten Aaen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Allan Christensen

Man kan håbe på at et nyt SF vil være mere opmærksom på de ødelæggende konsekvenser det har for naturen når stadig flere mennesker skal have stadig mere velfærd og social retfærdighed. Det er da i det mindste positivt at der i dag synes at være større opmærksomhed på at økologi er kompliceret og ikke bare et spørgsmål om at smække et par pesticidfabrikker op.

Niels-Simon Larsen

Interessant artikel om de grønnes ’afretning’. Da det ser ud til at gå al kødets gang også med et grønt parti, er det godt lige at gøre sig klart, hvad udgangspunktet er, inden man går i gang – og her tænker jeg på det sandsynligvis kommende, Alternativet, som bæredygtighedsparti.

Der skal være god balance mellem kraft og magt, indhold og form, så folk ikke hele tiden spørger sig selv, hvorfor de er med. Derfor skal det stå krystalklart, hvad Alternativet står for. Her tænker jeg på forandringen af det kapitalistiske samfund. Hvis man tænker på det enorme spild af ressourcer både materielle og menneskelige, der er, så kan mange jo godt se nødvendigheden af en forandring, men så snart det bliver konkretiseret, vil mange springe fra.
Derfor skal det tegnes tydeligt op, at en mere ligelig fordeling for mange vil medføre nedgang i levestandard. Det er nemlig en af de største hurdler. Forandring kan aldrig blive gratis, men man skal kunne se det gode i den.

Disse forandringer, fx en højere grad af selvforsyning, kan betyde, at man må undvære jordbær om vinteren fra Langbortistan. Det kan man nok klare, men det kan også betyde, at vi ikke vil opvarme vore egne drivhuse om vinteren, og så er der en del grøntsager, vi ikke får. Ja, og så må vi jo lave mad efter årstiden. Det er den (for nogle) lidt bitre pille, der skal sluges, men mindre bitter er den, hvis man kan forstå den større sammenhæng. Det betyder, at der skal være oplysning og en basis af god vilje i befolkningen, ellers går det ikke. Man skal ikke stå en dag og væve: ” Vi har ikke været gode nok til at forklare vælgerne, at…).

Forandringen skal stå lysende klar. Det er læren fra Die Grünen.

Robert Ørsted-Jensen, Karsten Aaen, Toke Andersen og Pia Madsen anbefalede denne kommentar
Toke Andersen

Peter Siller >Idealer er værdiløse, hvis ikke de omsættes i praksis<.
Dette er sandt, men kan ikke stå alene.
Man burde nok tilføje at >Idealerne er tomme og falske, og derfor direkte kontra-produktive, hvis de ikke sætter grænser for acceptabel adfærd<

Die Grüne er med i mange arrangementer, initiativer og demonstrationer om Basisindkomst
Se f.eks : Netzwerk Grundeinkommen _ også sammen med andre småpartier og Die Linke.
Som jeg forstod af det tyske, er basisindkomsten rejst flere gange i Deutsche Bundestag, hvor man (medlemmerne?) kan få 5 minutter til at forelægge en sag.

Michael Kongstad Nielsen

Turen fra protestparti til parlamentarisk ansvarlig. Det betyder udvanding, afvaskning, mundskylning, pænt tøj og sorte sko, dans på de bonede gulve i takt med den herskende klasse. Vor herre bevares. Næh, man skal stå ved sine protester og få dem ud i livet i praksis.

@Niels-Simon

Glasklart skrevet. Vi har tidligere set partier som "De Grønne" i Danmark gå til grunde af netop samme årsager. Ændring og forankring af ændring, KRÆVER en langt mere omfattende basis og en langt mere detaljeret skitse af det nødvendige skridt. Jeg håber Alternativet og andre læser og lærer.....

Benjamin Bach

»Firkantet sagt er Olsen Dyhrs forbillede de tyske Grønne (...) «, skrev Weekendavisen forleden.

Er det noget, hun selv har sagt, eller bare noget ubrugeligt Weekendavis-politisk-kommentator-spekulation?

Torben Morten Lund

SF er i sin selvforståelse socialistisk modsat die grüne, som i denne artikel forherliges uden en eneste henvisning til opnåede resultater. SF selvfeder desuden sin selv som grønne uanset deres (vores) vision om bæredygtighed ikke hænger sammen med ønsket om velfærdsstaten: Proenuet på ca 70 mia kr fra beskatning af fossile aktiviteter, der bruges til velfærd, mangler -hvert år- og de vedvarende energier kræver desuden tilskud. Disse og flere andre store politiske problemer undgår SF at behandle for i stedet snakke ligegyldige personer. Lissom artiklen.

Mvh
Torben Morten Lund
Medl af SF

@torben

Dine holdninger til SF's nuværende selvopfattelse og program er prisværdige (måske uden jeg er 100% enig med dig). Stiller du op til tillidshverv i SF og i givet fald, i hvilken partiforening?

Jeg er udmeldt, men kunne overveje en gen-medlemskab hvis der kommer en retning i partiet man kan tro på.

"I den sydtyske og traditionelt ærkekonservative delstaten Baden-Württemberg, sidder De Grønne i dag på regeringsmagten i en koalition med CDU. I sig selv et utænkeligt scenario for mindre end 15 år siden."
De grønne sidder faktisk i en koalition med SPD i Baden-Württemberg, men der er jo en regeringssamarbejde med CDU i Hessen.

Niels-Simon Larsen

Det, der kan forvirre debatten, er begrebsforvirring og ords skiftende betydning, gliden og skriden. Ord som borgerlig, socialistisk, højreorienteret, grøn, rød, fremskridtsvenlig m.fl. er har ikke samme betydning i dag som i går. Derfor må handlingen tælle mest, og det må gælde om at komme så tæt på virkeligheden som muligt, når man taler om og for noget. En mente, at Alternativet var borgerligt, men det kan jeg ikke forstå, når det vil et andet samfund. Bare et eksempel.

Grøn "pragmatisme" har en chance i de lande, hvor liberale partier er svage eller ikke eksisterende, som de er tilfælde i Tyskland eller Østrig. Hvor de liberale partier er stærkere, som i Holland eller Schweiz, har de Grønne kun en chance, hvis de profilerer sig mere venstreeorienterede.

De sidste har SF prøvet uden held. Og pladsen til højre af socialdemokraterne (hvor SF's Margrethe Auken jo allerede sammen med de andre grønne sidder i EU-parlamentet) er godt nok tæt besat i Danmark. Så glem det dog, SF!

Stephan Paul Schneeberger

grønpragmatiske betyder opgivelse af samtidig mål som freds, økologi og kvindebevægelse har sæt sig i tsykland.

Robert Ørsted-Jensen

et skridt af virkelig bevægelse er mere værd end titusind principprogrammer

Philip B. Johnsen

De forhåndenværende udfordringers omfang taget i betragtning, er pragmatisme og grøn omstilling i samme sætning, lig med nederlag.

EU's ISDS Investor-state dispute settlement og frihandel med USA og TTPI Transatlantic Trade and Investment Partnership, er afslutningen på "det grønne ikon" Joschka Fischer.