Udviklingslandene frigør sig fra bistanden

Fra Danmark gives hvert år omkring 16 mia. offentlige kroner i udviklingsbistand, og på globalt plan udgør bistanden fra de vestlige lande mere end 700 mia. kroner. Dertil kommer privat indsamlede midler for et stort, men ukendt beløb.

Alligevel fylder bistanden fortsat mindre i de fattige lande i forhold til andre nye og voksende pengestrømme.

»Tendensen er, at udviklingsbistanden fra de vestlige lande er på vej ned, og at dens betydning for modtagerlandene falder i forhold til andre finansieringskilder,« siger Helle Munk Ravnborg, der er forkvinde i Mellemfolkeligt Samvirkes bestyrelse, medlem af Danidas bevillingskomité og mangeårig forsker i udviklingspolitik.

Det skyldes blandt andet, at mange udviklingslande er blevet bedre til at indkræve skatter. Siden årtusindskiftet er de samlede skatteindtægter i udviklingslandene vokset fra godt 9.300 mia. kroner til godt 42.000 mia. kroner i 2012. Det gør staterne mere robuste og uafhængige. Samtidig er det blevet nemmere for immigranter at overføre penge til hjemlandene, og de såkaldte remitter udgør i dag mere end 2.000 mia. kroner – svarende til tre gange den offentlige bistand.

»Det kan selvfølgelig være et godt tegn. Det betyder jo, at det går fremad i mange lande, og vi skal jo ikke trygle landene om at modtage bistand,« siger Helle Munk Ravnborg, der dog peger på, at medaljen har en bagside.

For i sidste ende kan gå ud over de svageste grupper i mange fattige lande, når regeringerne i Uganda, Nigeria eller Zambia siger nej tak til vestlig bistand, fordi donorlandene forholder sig kritisk til eksempelvis behandlingen af homoseksuelle.

»I en række lande, hvor vi typisk har arbejdet i mange år, er det altså ikke så godt i forhold til opgaven med at støtte de fattige eller minoritetsgrupper i kampen for deres rettigheder, sikre at der er lighed for loven og respekt for de alment vedtagne menneskerettigheder.«

En værdikamp?

Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, Lars Engberg- Pedersen, er enig. Samtidig med at bistanden fylder stadigt mindre, bliver det gradvist sværere for de vestlige donorlande at få indflydelse.

»Og så er det, at man eksempelvis fra ugandisk side kan tillade sig at sige, at I kan bare smutte. Også selv om det i det her tilfælde naturligvis handler om en indenrigspolitisk dagsorden og ikke bare penge.«

Om der er tale om en tiltagende værdikamp mellem nord og syd – mellem de traditionelt rige nationer og de nye vækst- og udviklingsøkonomier – er dog alt for simpel en udlægning, mener både Lars Engberg-Pedersen og Helle Munk Ravnborg.

»Det er i hvert fald ikke en værdikamp, der har en nord-syd akse, som mange gerne vil gøre det til. Det handler snarere om en respekt for det enkelte individ og respekten for, at alle har samme rettigheder – det er vedtaget af FN og med opbakning fra stort set samtlige verdens lande. Så i min optik er det ikke en værdikamp, men en politisk kamp om universelle rettigheder,« siger Helle Munk Ravnborg, der udlægger det stigende pres på menneskerettighederne som et spørgsmål om populisme i mange lande.

I takt med at flere udviklingslande bliver mere uafhængige af bistand, slås hårdere ned på de civilsamfundsgrupper, der beskæftiger sig med menneskerettigheder. Det ses ikke kun i forhold til homoseksuelles rettigheder, der kriminaliseres i 36 af Afrikas 55 lande, men også når det gælder kampen mod korruption, staters brug af vold og kampen for en fri presse. Eksempelvis er det i dag helt umuligt at arbejde med rettigheder i nogen form i Ethiopien, der er mangeårig modtager af bistand.

Og det kommer til at få stor betydning for, hvor bistanden fra eksempelvis Danmark i de kommende år bliver koncentreret.

»Det ser vi allerede,« forklarer Lars Engberg-Pedersen fra DIIS.

»Da man fra dansk side skulle vælge imellem, om man ville støtte Niger, Mali eller Ethiopien, blev Etiopien valgt fra netop på grund af den slags politiske udmeldinger.«

Fortsæt kampen

Helle Munk Ravnborg mener, at tendensen med at slå ned på enkelte gruppers rettigheder skyldes, at det er let at mobilisere folk omkring populistiske enkeltsager. Det er typisk tilfældet i lande med stærke ledere og noget nær etpartisystemer, hvor magten over årene koncentreres – som i netop Uganda, Ethiopien eller Tanzania. Derfor handler det mere om at give folk andet at tænke på end eksempelvis korruption og dårlig regeringsførelse.

»De grupper, der råber op og kræver deres rettigheder, har trange vilkår – og her taler vi som sagt ikke bare om homoseksuelles rettigheder, men om rettigheder helt generelt,« siger Helle Munk Ravnborg.

– Hvad skal man gøre ved det?

»Den eneste vaccine mod den form for populisme er, at man bliver i stand til at løfte debatten op og stille nogle mere indholdsrige krav til sine politikere. Eksempelvis om en gennemsigtig og retfærdig skatteopkrævning og forvaltning som grundlag for finansiering af offentlige ydelser. Og så må vi udvise politisk snilde og være bevidste om, at verden forandrer sig – og med det også bistandens rolle. Vi må tilpasse os. Derfor er det med at true med at trække bistanden nok ikke klogt,« siger Helle Munk Ravnborg.