Nyhed
Læsetid: 5 min.

Afghanistans valg handler for første gang om politik

Mens Taleban forsøger at sabotere lørdagens præsidentvalg, insisterer afghanerne på at udnytte deres demokratiske ret. Uddannelse, kvinderettigheder og økonomi står højt på dagsordenen i tv-debatter og på valgmøder, og kandidaterne afk ræves konkrete planer for Afghanistans fremtid
Afghanske kvinder viser deres vælgerkort frem i afstemningscenter i Kabul. Hvor tidligere valg har haft et langt mere givet resultat, er der faktisk noget på spil ved dey kommende afghanske valg. Og kandidaterne bliver afkrævet klare svar på konkrete problemer

Afghanske kvinder viser deres vælgerkort frem i afstemningscenter i Kabul. Hvor tidligere valg har haft et langt mere givet resultat, er der faktisk noget på spil ved dey kommende afghanske valg. Og kandidaterne bliver afkrævet klare svar på konkrete problemer

S. Sabawoon

Udland
3. april 2014

Mens den vestlige verden hovedsagelig er optaget af Talebans forsøg på at sabotere det afghanske præsidentvalg, er de fleste afghanere mere optaget af, hvem der skal overtage posten som landets nye præsident. Og for første gang har de tolv millioner vælgere faktisk et reelt valg. Tre meget forskellige kandidater topper listen over mulige præsidentemner; teknokraten Ashraf Ghani, oppositionspolitikeren Abdullah Abdullah og Karzais loyale følgesvend Zalmay Rassoul. Selv om Afghanistans politiske scene fortsat tæller både magtfulde krigsherrer, korrupte karrierepolitikere og konservative klanledere, mener både afghanske eksperter, demokratiforkæmpere og vestlige diplomater, at valget er et vendepunkt i Afghanistans historie, og at det afghanske demokrati er blevet væsentlig mere demokratisk.

For første gang har afghanerne nemlig oplevet en reel og sprudlende valgkamp, hvor kandidaterne er blevet tvunget til diskutere, hvordan de skal løse Afghanistan mange alvorlige problemer.

LÆS: Det er ikke Talebans valg

For første gang er alle de førende kandidater gået til valg på en modernistisk dagorden for at nå den unge generation og kvinderne. Og for første gang er de etniske modsætninger, der har hærget Afghanistan i årtier, trådt i baggrunden, Også selv om Afghanistan ikke har politiske partier, der repræsenterer en ideologi, som vi kender det i Vesten, men kun har partier, der repræsenterer de forskellige etniske grupper.

Fokus på politik

Skal Afghanistan underskrive en sikkerhedsaftale med USA og tillade, at 10.000 udenlandske soldater bliver i landet? Hvordan skal Afghanistan klare sig økonomisk? Vil I slutte fred med Taleban?

Spørgsmålene er de seneste måneder haglet ned over de afghanske præsidentkandidater i et hav af tv-debatter, radiodebatter, interviews og på velbesøgte vælgermøder over hele landet. Høfligt formuleret, som man gør i Afghanistan, men stadig skarpere i sit indhold.

»Det afghanske præsidentvalg har for første gang virkelig handlet om politik,« konstaterer en af Afghanistans fremmeste demokratiforkæmpere, Nader Nadery, der har grundlagt observatørorganisationen The Free and Fair Election Foundation of Afghanistan, FEFA.

»Valget har været langt friere end i 2009, meget mere dynamisk og entusiastisk, men vigtigst af alt har det handlet om kandidaternes politik.«

Samme vurdering har den afghanske politolog Ghulam Sakhi Darwish.

»Takket være medierne har der været stor fokus på, hvilke løsninger de forskellige kandidater har på Afghanistans mange problemer. Og det er ret godt gået, når man tager i betragtning, at Afghanistan stadig befinder sig i en krigssituation,« siger han.

EU’s øverste repræsentant i Afghanistan, Franz-Michael Mellbin, følger valget og de tre topkandidater på nærmeste hold.

»Flere af de gamle kandidater er blevet klædt helt af i de store tv-debatter. Det har afghanerne selvfølgelig lagt mærke til, og det smitter af i meningsmålingerne,« siger han.

I øjeblikket fører den tidligere verdensbank-konsulent Ashraf Ghani, og det skyldes ifølge Mellbin, at han har en plan for alt fra jobskabelse til økonomisk selvstændighed og fredsforhandlinger med Taleban.

Krigsherrerne er der stadig

Selv om afghanerne diskuterer politik som aldrig før, har den gamle generation af krigsherrer, klanledere og lokale magthavere stadig stor indflydelse. Som vicepræsident har Ashraf Ghani f.eks. valgt den tidligere krigsherre, general Rashid Dostum, der ifølge Human Rights Watch er ansvarlig for grove krigsforbrydelser under den afghanske borgerkrig i 1990’erne.

Et andet eksempel er den tidligere krigsherre og nu guvernør i det nordlige Afghanistan, Muhammed Atta Noor, som har kastet sin støtte ind bag Ghanis vigtigste modkandidat, Abdullah Abdullah. I sin hjemprovins Balkh er Atta enevældig og tolererer ingen kritik. Det bekræfter Rohullah Mosavi, der stiller op som uafhængig kandidat til provinsrådsvalget, der også afholdes på lørdag. Han mener selv, at hans chancer for at blive valgt er ringe, fordi han ikke er allieret med Atta.

»Guvernør Atta har meget stor indflydelse på, hvem der bliver valgt,« siger den 26-årige kandidat. »Og jeg har med vilje hverken forbindelse til ham eller hans parti. I Afghanistan er partierne etnisk opdelt, og jeg ønsker at repræsentere alle afghanere, ikke kun det tadsjikkiske mindretal.«

Alligevel har Rohullah Mosavi valgt at stille op til valget sammen med tusindvis af andre unge afghanere. Alene i Balkh-provinsen er 21 af 123 kandidater helt unge folk.

Opgør med det etniske

Den anden nye tendens ved valget er de afghanske politikeres forsøg på netop at appellere til de unge – og til kvinderne. Ifølge den afghanske valgkommission har 3,8 millioner nye vælgere registreret sig, heraf rigtig mange unge og kvinder.

»Alle de førende præsidentkandidater stiller op på en modernistisk dagsorden for at nå de unge og kvinderne,« siger Franz-Michael Mellbin.

»De taler alle sammen om uddannelse, kvinderettigheder og om at løfte Afghanistan ind i det 21. århundrede.«

Tendensen bekræftes både af Ghulam Sakhi og Nader Nadery. Selv den islamistiske præsidentkandidat Mullah Sayyaf taler om ligestilling – for »det står jo i Koranen, at mænd og kvinder er lige«, som han siger på sine vælgermøder.

Noget tyder dog på, at afghanerne ikke stoler helt på, at han mener det. I hvert fald giver meningsmålingerne ham kun mellem tre og fem procent af stemmerne:

Den tredje nye udvikling i afghansk politik er tendensen til at samarbejde på tværs af de etniske skillelinjer. Alle otte tilbageværende præsidentkandidater stiller op med et etnisk blandet hold. Er præsidentkandidaten pashtuner, har han f.eks. en tadsjik og en hazara som vicepræsidentkandidater.

»Det er et klar nybrud i afghansk politik, som betyder, at præsidentvalget indtil videre ikke er nær så etnisk styret som sidste gang,« siger Ghulam Sakhi Darwish.

Også Franz-Michael Mellbin ser de blandede etniske hold som en positiv udvikling.

»Ingen af de førende kandidater har en perfekt hånd. De vil derfor være nødt til at indgå yderligere kompromiser med de andre etniske grupper, hvis de vinder. Og det er de parat til,« siger han.

Ifølge meningsmålingerne kan ingen af de tre førende kandidater; Asraf Ghani, Abdullah Abdullah eller Zalmay Rassoul, opnå de nødvendige 50 procent af stemmerne i første valgrunde. De to med højest stemmetal ventes derfor at skulle ud i en anden runde. Med mindre kompromisviljen er så stor, at de kan enes om at dele magten mellem sig.

Det sidste håber mange vestlige diplomater i Kabul på, men spørgsmålet er, om afghanerne vil acceptere. at udlandet blander sig igen som i 2009, hvor USA greb ind og forhindrede et magtopgør mellem Karzai og Abdullah af frygt for en borgerkrig mellem det pashtunske syd og det tadsjikisk-ledede nord.

Denne gang ventes det endelig valg at stå mellem Ghani og Abdullah, men Ghulam Sakhi Darwish mener, at trods de etniske undertoner, er risikoen for en borgerkrig eller en de facto opsplitning af landet »helt ubegrundet«.

Nader Nadery, hvis organisation stiller 10.000 valgobservatører på lørdag, er – trods Talebans ihærdige forsøg på at sabotere valget – optimist.

»Vi er stadig langt fra et velfungerende demokrati. F.eks. mangler vi at oprette rigtige politiske partier, der forsvarer hver sin idé i stedet for hver sin etniske gruppe. Men vi er på vej. Selv krigsherrerne har opdaget, at de ikke kan skaffe sig indflydelse ved våbenmagt. De er nødt til at bede om befolkningens stemmer for at få magt og legitimitet. Og det er i sig selv et stort skridt i den rigtige retning« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjørn Pedersen

Det har altid været ret naivt at tro at man kan skabe demokrati på "medie-tid". Japan fik et demokrati på benene efter nogle årtier, Sydkorea tog endnu længere tid. At der efter 13 år er begyndt at opstå et stabilt demokrati er ligefrem imponerende. Det er dog ikke et demokrati efter vestligt forbillede, selvfølgelig, da de har love (vistnok enddog døddstraf i visse tilfælde) mod apostasi, blasfemi, homoseksuelle, ikke giver kvinder samme rettigheder som mænd, etc. Men hvis man kan acceptere at et enevældigt monarki på den arabiske halvø er og har endnu værrere love og samtidig arbejde sammen med dem, burde det være muligt at fortsætte et samarbejde med dem også. De skal jo være så hjertens velkomne til at påvirke vores værdier som vi ønsker at påvirke deres.

"Selv om Afghanistans politiske scene fortsat tæller både magtfulde krigsherrer, korrupte karrierepolitikere og konservative klanledere"

Skulle det være en hindring for demokratiet? Vi klarer os da ellers ret okay her i DK med ovenstående politiske spillere.

uffe hellum, Rune Petersen og Eva eldrup anbefalede denne kommentar
Peter Poulsen

Det er altid spændende med nye eksperimenter. Skulle det lykkes at etablere demokrati i et land som Afghanistan, så kunne man også forestille sig at systemet kunne omplantes til vore hjemlige breddegrader. Naturligvis først efter en vanskelig omstillingsperiode, men måske vi kan undgår bomberne, måske...

Eva eldrup, David Zennaro og Rune Petersen anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Det væsentlige er om Afghanistan oplever fremgang; Både hvad angår demokrati og levestandard for såvel kvinder som mænd.
Hvad herværende debattører mener om demokrati på vores breddegrader er , i denne sammenhæng, komplet uinteressant.

Helene Nørgaard Knudsen

Alene det at de i et land som Afganistan rent faktisk indrager de unge og kvinderne i valg-kampen kan da kun ses som positivt. Og at deres partier er grupperet efter etnicitet tror jeg egentlig bare er en fordel til at starte med.

Bjarne Riisgaard

Når man sammenligner med andre reportager og artikler om valgkampen og valget, er det svært ikke, at få indtryk af, at Charlotte Aagaards artikel mere er baseret på ønsketænkning og idealisering af processen, end på en nøgtern analyse af situationen.

- Ja, ja,, måske er der slet ikke grund til al denne overstadighed på forhånd, som måske slet ikke kan indfries alligevel.

Spørgsmålet er jo hvilken interesse mange af parterne egentlig har i valget, og hvor mange vælgere er i grunden analfabeter eller har deres stemme liggende "solidt" hos en lokal lens- eller krigsherre, som de allerede lever under og fortsat skal leve under efterfølgende.

De "tomme" løfter og kvinders ligestilling, ret til uddannelse passer måske ind i vesten øregang, men måske slet ikke uden omkring i det store land for den almene befolkning.

Når lens- og krigsherrerne og "andet godtfolk" deltager handler det måske for dem om helt andre ting, som bevarelse af gamle eller tilkæmpede rettigheder de ikke vil miste til en centralregering, som alligevel er korrupt ligesom Karzai, og samtidig også om at udvande en centralregeringsmagt mest muligt og vinde politisk respekt i omverdenen uden interesse i eller for en centralregerings for stor magt.

Vi skal stadig huske på, at den politisk infrastruktur kun er væsentlig forankret i de få storbyer der findes i Afghanistan, og langt mindre ude omkring i de mindre byer og landdistrikter, og som omfatter politisk forankring, politi, retsvæsen, uddannelse osv., osv., osv.

Den fysiske infrastruktur lider af helt de samme problemstillinger, transport, post, elektricitet, vandforsyning, og 1000 andre ting for der overhovedet kan være et fornuftigt håb for befolkningen om demokratiske forandringer, som styres af centralregeringen, og kan udstrækkes til hele landet.