Læsetid: 2 min.

Boykot kan bruges i kampen mod klimaforandringerne

Kampen mod klimasammenbrud kan lade sig inspirere af kampen mod apartheid
Kampen mod klimasammenbrud kan lade sig inspirere af kampen mod apartheid

Sumaya Hisham / Demotix

15. april 2014

 

For 25 år siden kunne folk undskylde sig med, at de ikke rigtig forstod, hvad klimaændringer var, eller hvad de skulle stille op imod dem. I dag har vi ikke den undskyldning. Ej heller kan vi afvise klimaforandringerne. Vi mærker allerede effekterne.

 

Og realiteten er, at klimaforandringer vil ramme hele verden, vores fælles og eneste verden. Og vi har kun 15 år til at tage de nødvendige skridt, forlyder det i den seneste rapport fra FN’s klimapanel.

Hvem kan forhindre et løbsk klima? Jamen, det kan vi selv. Vores higen efter at forbruge alt, hvad der kan sættes en værdi på – efter at hive enhver sten af værdi op af grunden, ethvert gram metal, enhver dråbe olie, enhver tun i havet, ethvert næsehorn i bushen – kender ingen grænser. Vi lever i en verden domineret af grådighed, hvor vi har tilladt kapitalens interesser at udradere interessen for mennesket og for kloden.

Boykot og sanktioner

Under kampen mod apartheid i Sydafrika kunne vi ved hjælp af boykot, sanktioner og med støtte fra udlandet lægge både økonomisk og moralsk pres på en uretfærdig stat.

Det er klart, at de lande og virksomheder, der bærer det primære ansvar for at udlede kulstof ikke vil opgive ævred. Dertil har de udsigt til at tjene alt for mange penge. De har brug for en mængde venlig overtalelse fra folk som os.

Der er mange måder, hvorpå vi kan tage kampen mod klimaændringer op. Men individuelle tiltag alene vil ikke kunne gøre tilstrækkelig stor forskel inden for den tid, vi har til rådighed.

I stedet må vi bryde vores bånd med de virksomheder, som tjener penge på at opføre sig klimauansvarligt. Vi kan f.eks. boykotte sportsbegivenheder og medier, som har fossile energiselskaber som sponsorer. Vi kan forlange, at reklamer for energiselskaber skal bære sundhedsadvarsler. Vi kan opmuntre universiteter, kommuner og kulturinstitutioner til at bryde alle bånd til den fossile brændstofsindustri. Vi kan aktivt tilskynde energiselskaber at bruge flere ressourcer på at udvikle bæredygtige energiprodukter, og vi kan belønne virksomheder, der gør det, ved at foretrække deres produkter. Vi kan presse verdens regeringer til at investere i vedvarende energi og høre op med at subsidiere fossile brændstoffer.

Hurtigst voksende kampagne

Vi kan måske ikke drive den fossile brændstofsindustri ud i konkurs. Men vi kan tage skridt til at reducere dens politiske slagkraft, og holde dem, der høster profitterne, ansvarlige for at rydde op. Unge mennesker over hele verden er allerede begyndt at gøre noget ved det. Den såkaldte Disvestment-kampagne, der opfordrer til massiv afinvestering i den fossile industri, er den hurtigst voksende kampagne rettet mod virksomheder i historien. Sidste måned stemte synoden i Church of England med overvældende flertal for at omlægge sin investeringspolitik over for de fossile brændstofsselskaber. Universiteter, gymnasier og pensionskasser har allerede erklæret, at de ønsker, at deres investeringer er i overensstemmelse med et grønt værdigrundlag. Det giver ingen mening at investere i de selskaber, der underminerer vores fremtid. Vi må handle lige så resolut, hurtigt og målrettet, som den dystre situation kræver.

Desmond Tutu er pensioneret sydafrikansk ærkebiskop og menneskeretsaktivist.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Helge Rasmussen
  • Erik Nissen
  • Mogens Højgaard Larsen
  • Michael Bruus
  • Simone Bærentzen
  • Steffen Gliese
  • Niels-Simon Larsen
Helge Rasmussen, Erik Nissen, Mogens Højgaard Larsen, Michael Bruus, Simone Bærentzen, Steffen Gliese og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

En kamp på liv og død. En kamp for vores egen overlevelse. Den skulle man jo nok tror, mange ville være med til, men denne kamp er ikke anerkendt. Vækst er stadig det gyldne håb for politikerne og flertallet i befolkningen.

Steffen Gliese

Der er næppe andre, der er slagkraftige nok til at mobilisere, end kirkerne så det er godt, at de besinder sig på det budskab, de prædiker. - "Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da Jesus var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved. Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: »Hvorfor ødsle sådan med olien? Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.« Og de overfusede hende. Men Jesus sagde: »Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.« Mark 14,3-9"
Dette er selvfølgelig den mest radikale opfordring til handling fremfor pengetælleri, man har.

Mogens Højgaard Larsen

Apartheid stod for en klasseopdeling mellem hvide, farvede og sorte. Systemet var selvbærende på den måde, at en meget stor gruppe farvede så en fordel i, ikke at ende som "de sorte" alt imens en lille hvid elite besad magten og "skummede fløden", men i øvrigt levede stort set adskilt fra de øvrige samfundsgrupper.

Parallellen til nutidens vestlige samfund er slående: Vi har et demokratisk flertal (den liberale middelklasse), der ledes til at fokusere al deres styrke og vilje på at undertrykke en minoritet (dem der er afhængige af staten), mens den usynlige elite udgøres af kapitale kræfter, der hverken føler sig underlagt kulturelle, miljømæssige eller demokratiske hensyn.

Desværre har vi, i dette verdensomspændende apartheid, ingen udefra kommende kræfter, der kan boykotte eller lægge pres på systemet. At sætte sin lid til kirken eller pensionskasserne er nok naivt - ikke mindst fordi de i stor udstrækning har forbindelse til den usynlige elite.

jan henrik wegener

En sidebemærkning om det nationale og internationale niveau, f.eks. FN: De nationer, hvis ledere råber højest op, f.eks. i opposition til "vesten" og endda "den internationale kapital" er vist tit ganske afhængige af samme, når deres eksportintækter viser sig at stamme fra olie og gas (som ifølge en bemærkelsesværdig sprogbrug "produceres" - d.v.s. hentes).

Steffen Jørgensen

Jesus bespiste 5000 fans med 5 brød og 2 fisk. De blev alle mætte. Hvis vi alle sammen gør som Jesus, kan meget spares til gavn for klimaet.

Børge Rahbech Jensen

For det første var apaitheid begrænset til ét land. Hvis boycot og sanktioner tænkes indført som støtte for krav om reduktion af udledning af CO2, må vi indføre boykot af og sanktioner mod os selv. Det giver ingen mening.

For det andet kan aktuelle klimaforandringer i sagens natur ikke forhindres. Hvorfor er det så svært at forstå? Den mest sandsynlige forklaring er, at debatten om klimaforandringer fortrinsvis er teoretisk uden relation til den praktiske hverdag endsige relation til sund fornuft. Den har karakter af en akademisk debat mellem teoretiskere. Det antydes også af krav om dels konsensus og dels, at noge andre skal gøre noget.

"I stedet må vi bryde vores bånd med de virksomheder, som tjener penge på at opføre sig klimauansvarligt. "

Sjovt nok nævnes ikke med ord at undlade brug af fossile brændstoffer. Der foreslås alene boycots uden særlige konsekvenser for såvel de, der tilslutter sig boycotten, som for udledningen af CO2. Det har alene karakter af boycot af en bestemt branche, som dermed lægges for had. Det har intet med klimaforandringer at gøre. Når end ikke såkaldte miljøaktivister opfører sig ansvarligt, føler jeg heller ingen forpligtelse til det, især ikke når jeg har erfaret, at det eneste, der opnås ved at prøve at opføre sig lidt ansvarligt, er at blive til grin for at gøre enten for meget eller for lidt. Sådan fungerer teoretiske debatter.