Den 26-årige Abdul Jabbar peger på en gammel mand, der sidder på gulvet i et lille, mørkt klasselokale og lægger de forskellige stemmer i bunker. Den gamle mands medoptæller sidder på en stol ved siden af og trækker stemmesedlerne ud af kassen.
»Ashraf Ghani, Ashraf Ghani, Ashraf Ghani,« læser han højt, nærmest rytmisk, i det proppede rum, der kun er lyst op af en enkelt pære.
Vi står i Paktiyakot High School, Tara Khel, i distriktet Deh Sabz cirka tre kvarter uden for Kabul. En landsby kendt for den berygtede parlamentariker Mullah Tara Khel, der til præsidentvalget i 2009 fuskede med stemmerne for at støtte Hamid Karzai. Om stemmeboksene endnu engang er fyldt med falske stemmer vil tiden vise. Men Jabbar er stolt over valget og over sin tidligere historielærer, der er en af stemmetællerne.
»Han har lært mig alt. Jeg troede aldrig, at han en dag ville sidde og tælle stemmer til et demokratisk valg. Og jeg troede aldrig, at jeg ville komme til at stemme i den skole, jeg har gået på,« siger Jabbar.
Afghanistan har stemt, og nu er det tid til at tælle. Det første skridt blev allerede taget i nogle af de 6.212 valgsteder, der angiveligt var åbne og operationelle i lørdags, hvor den første optælling fandt sted og sedlerne puttet i bokse, som så sendes til et centralt sted, hvor stemmerne vil blive talt endnu engang. Denne proces kan ende med at tage flere uger, siger analytiker Martine van Bijlert fra Afghanistan Analysts Network (AAN).
»Valget er hverken vundet eller tabt på valgdagen, men i processen der kommer bagefter,« siger hun.
Den process, fortæller van Bijlerts kollega Kate Clark, kan ende med at tegne et billede, der ser helt anderledes ud, end det som bliver fremført i internationale og lokale medier.
»Det tager et par uger, før vi får et klar billede af, hvordan det her valg helt præcist er gået,« siger Clark.
Lange køer
Hverken regn, kulde eller trusler fra Taleban har holdt afghanerne, og specielt dem, der bor i eller tæt på landets relativt sikre storbyer, fra at stemme. Billeder af lange, snoede køer langs våde gader, under regnskyer på en kold lørdag, blev øjeblikkeligt lagt på Twitter og Facebook af udenrigskorrespondenter og mediekyndige afghanere. Og den afghanske valgkommission, Independent Election Commission (IEC), meddelte, at valgdeltagelsen lå på 58 procent. Næsten syv millioner afghanere stemte ud af de 12 millioner stemmeberettigede borgere.
Men selvom valget på nuværende tidspunkt ser ud til at være gået godt, er Clarks umiddelbare kommentar, at man skal vente med at drage konklusioner.
»Det er umuligt at vide, hvad den egentlige valgdeltagelse er allerede nu,« siger Clark, som påpeger, at henholdsvis 20 procent og 25 procent af stemmerne blev erklæret ugyldige i 2009 og 2010. Ifølge AAN er det muligt, at op til 30 procent af stemmerne bliver erklæret ugyldige under det nuværende valg. Og beslutningen om, hvilke der ikke gælder, og hvor de stammer fra, kan ende med at være dybt politisk og have en afgørende effekt på det endelige resultat.
Valgfusk
Ved valget i 2009 blev der rettet anklager mod Hamid Karzai. Han havde snydt, sagde flere, og vundet præsidentvalget ved at fylde valgbokse med stemmesedler, der alle havde kryds ved hans navn.
Mange gange var det lokale og indflydelsesrige politikere, der lavede valgsnyd på vegne af Karzai, så det blev et valg, der ifølge oppositionen var kapret af Karzai.
Valget i år tegner dog umiddelbart bedre.
»Jeg synes, det er gået godt. Men vi må selvfølgelig vente med at se, hvordan valget egentlig er gået, for det tager tid at få besked fra nogle af de områder, der ligger længere væk,« siger Ahmad Nader Nadery, formanden for Free and Fair Election Forum of Afghanistan, ved en debriefing i Kabul efter valget.
Frygten og forventningen er, at valgdeltagelsen er lavere i områder, der ligger længere væk fra de mere sikre storbyer, nemlig i fattigere, perifere områder, hvor sikkerhedssituationen er ustabil. Det kan resultere i et valg, der de facto ikke repræsenterer fattige afghanere, som står ansigt til ansigt med Taleban. Og det sætter et stort spørgsmålstegn ved, hvorvidt de afghanere, hvis valgdeltagelse ville have budt Taleban imod, overhovedet mødte op. Ifølge tal fra IEC ligger 23 procent af de valgsteder, som blev aflyst på grund af sikkerhedsrisikoen, i Nangarhar-provinsen tæt ved den pakistanske grænse, et sted, som er kendt for Talebans massive tilstedeværelse. En nødvendig intervention, siger IEC, en genspejling af, at det stadigvæk går dårligt i Afghanistan, siger andre. To journalister, der besøgte den usikre Wardakprovinsen, der ligger tæt ved Kabul, fortæller, at flere valgsteder uden for byområderne og længere væk fra motorvejen var lukket.
Løb tør for stemmesedler
Den afghanske Electoral Complaints Commission (ECC) har allerede fået 200 klager fra forskellige valgsteder. Valgfusk ved de seneste to valg var koncentreret i fattigere, perifere områder, hvor sikkerhedssituationen var usikker. Den største klage har været, at valgstederne løb tør for stemmesedler, og det er vigtigt, siger Nadery, at finde ud af, hvor de valgsteder, som det skete for, er geografisk placeret. Og ECC har ikke nogen formel procedure for at afgøre, hvilke stemmer der skal erklæres ugyldige, og hvilke der er gyldige. Derfor er der en fare for, at processen, der følger, vil ende med, at flere stemmer vil blive erklæret ugyldige fra visse områder – selvom nogle måske er ægte nok – og at denne proces dermed ender med at tage stemmeretten fra afghanere, der bor uden for byerne.
Selv antallet og koncentrationen af angreb mod valgsteder eller folk, der ville stemme, er ukendt. De spektakulære angreb, det var frygtet, ville blive udført, endte med at være begrænsede og erstattet af en række små, målrettede operationer. Taleban har sagt, at de har udført 1088 angreb, men Umer Daudzai, den afghanske indenrigsminister, siger, at Taleban kun havde planlagt 140 angreb.
»Ni politimænd og seks soldater er blevet dræbt, men 89 militante er også blevet dræbt som følge af operationer udført af Afghan National Security Forces (ANSF),« siger Daudzai.
Men frygten er igen, at de mindre angreb er foregået steder, som ingen har hørt om.
Euforien over, at valget er gået over al forventning, er enorm, og det skal den også være, siger Clark. Et billede viste en gruppe unge pigehænder, der havde malet deres fuckfinger blå i et aggressivt budskab til det afghanske Taleban, som havde lovet angreb på selve valgdagen. Men man skal tage alt det, der kommer ud lige nu, med et gran salt, mener Clark.
»Det ser ud som om, det er gået meget bedre en sidste gang, men lad os se,« siger Clark.
Abdul Jabbar er dog alligevel glad. Han er gennemblødt efter at have stået i regnen i flere timer. Stemmesedlerne nåede først frem til hans tidligere skole langt hen på eftermiddagen. Valgstedet var løbet tør for de blå sedler med præsidentkandidaternes ansigter og den grønne, flere sider lange liste over håbefulde, potentielle medlemmer af Kabuls provinsforsamling. Men Jabbar ville stemme, sagde han, og derfor besluttede han sig for at vente.
»Vi skal vælge den rigtige person, så han kan bringe fred og sikkerhed til vores land,« siger Jabbar.
En afghansk valgdeltagelse til et præsidentvalg på 58 procent er nøjagtigt den samme tilslutning, som ved det sidste USAnske valg. Her var valgdeltagelsen også lavest i "områder, der ligger længere væk fra de mere sikre storbyer". Hvilket har resulteret i "valg, der de facto ikke repræsenterer fattige". Oven i kan lægges omfattende beviser på fusk med optællingen, samt det helt legale fusk med at lade pengeinteresser dominere valgkampen. Ud fra den målestok har Afghanistan desværre nu et demokrati helt efter vestlig standard.