Læsetid: 6 min.

Europas socialdemokrater har forpasset deres øjeblik

Årtiers tilpasning til mainstream i jagten på magten har gjort de europæiske socialdemokratier til tandløse partier, der har forsømt egne chancer for at vinde vælgeropbakning i økonomiske krisetider
Årtiers tilpasning til mainstream i jagten på magten har gjort de europæiske socialdemokratier til tandløse partier, der har forsømt egne chancer for at vinde vælgeropbakning i økonomiske krisetider

iBureauet/Mia Mottelson

1. maj 2014

Essay

For fire år siden definerede den britiske historiker David Marquand efterdønningerne af finanskrisen og den rullende eurokrise i Europa som »et socialdemokratisk øjeblik«, en oplagt mulighed for den europæiske venstrefløj til at appellere til fællesskabet og solidariteten.

Finanskrisen anskueliggjorde de destruktive virkninger af en finanssektor med en uholdbar intern logik. Bag valutafællesskabets illusoriske konvergenskrav blev en svulmende europæisk ulighed mellem syd og nord blotlagt. Få år efter er det tydeligt, at de europæiske socialdemokratier over en kam har forsømt at anvende krisen som anledning til at reaktivere socialdemokratisk politik, mener Henning Meyer, der selv er medlem af det tyske socialdemokratis grundværdikommission og redaktør på tidsskriftet Social Europe Journal.

»Der er to grunde. Når man ser på de sidste 25 års reformbestræbelser i forbindelse med Den Tredje Vej, handlede det om at rykke socialdemokratiernes programmatiske og ideologiske udvikling ind på midten og tilpasse sig en neoliberal politik. Når man bevæger sig ind på midten, forsømmer man at udvikle alternativer. Da det blev klart, at mainstreampolitikkens opskrifter ikke slog til, stod socialdemokraterne uden ideer, da man har brugt de sidste 25 år på at tilpasse sig andres forestillinger. Da spørgsmålet om alternativer dukkede op, var socialdemokraterne intellektuelt uforberedte«, siger Henning Meyer.

Manglende alternativer

Kaster man et kritisk blik på det politiske europakort, tegner der sig et nogenlunde ensartet billede af de europæiske socialdemokratier, der siden halvfjerdserne har kæmpet med at fastholde deres kernevælgere. Industriarbejderen og den offentligt ansatte forlader i stigende grad socialdemokratierne og vandrer til protestpartier på yderfløjene eller til borgerlige midterpartier, der effektivt har brandet sig som arbejderpartier.

Trods regeringsdeltagelser i lande som Danmark, Slovakiet, Tyskland og Frankrig er de europæiske socialdemokratier i dag godt på vej til at miste deres selvforståelse som folkepartier og naturlige indehavere af regeringsmagten.

»I lande som Frankrig og Danmark har socialdemokraterne vundet valg på grund af nationale omstændigheder. Men man kan ikke sige, at de vandt, fordi de har tilbudt overbevisende politiske alternativer. I Frankrig var folk ganske enkelt trætte af Sarkozy. Det ser man også ved, at så snart Helle Thorning-Schmidt eller François Hollande sidder i regering, så kritiseres de for manglende politisk retning. Deres valgsejre er stadig en refleks af ’Den Tredje Vej’, hvor man anså det for vigtigere at vinde valg end at udvikle alternativer«, siger Henning Meyer.

Kendere af socialdemokratisk historie peger igen og igen på Den Tredje Vejs vildfarelser som et afgørende brud med partiets oprindelige idealer om lighed og retfærdighed. Efter årtier med deregulering af finansmarkederne og konservative ikoner som Margaret Thatcher og Ronald Reagan som ideologiske bannerførere i den engelsktalende del af verden, førte socialdemokratiske partiledere som Gerhard Schröder og Tony Blair an i et ryk mod midten af socialdemokratierne i henholdsvis Tyskland og England til en såkaldt »Neue Mitte«.

Forventede man imidlertid, at Labour og SPD ville vende tilbage til omfordeling og regulering af finansmarkedet, blev man skuffet. Som udgangspunkt var Den Tredje Vej blot en mildnet udgave af den liberalistiske politik, som tidligere regeringer havde gennemført. Hvor socialdemokraterne rent faktisk kom til magten i halvfemserne, forspildte de i stor stil muligheden for at forhindre de senere kriser. Til at beskrive manglen på alternativer i den parlamentariske politik, anvender den britiske politilog Colin Crouch begrebet ’neoliberalismens mærkværdige ikke-død’.

»Tredjevejs-socialdemokraterne har deltaget i mange regeringer og har gennemført mange reformer, hvilket har ført til, at socialdemokraterne ikke blot ses som alternativløse, men også som medansvarlige for, at det hele er blevet skruet sammen på en måde, der førte til sammenbrud. Derfor har de også haft svært ved at vinde politisk kapital af kriserne, der ellers handler om traditionelle socialdemokratiske temaer som regulering, det frie markeds svigt, ulighed og så videre,« siger Henning Meyer.

Generationsproblemer

Udglatningen af de ideologiske forskelle mellem tidligere rivaliserende har ikke overraskende ført til intern kritik på midten af europæisk politik. I Tysland kritiseres Merkel af sit konservative bagland for at socialdemokratisere CDU og samtidig udvande partiets katolsk-konservative arv i jagten på magten, mens tyske venstreintellektuelle og skuffede arbejdervælgere beskylder socialdemokraterne for på klasseforræderisk vis at have solgt ud af solidariteten.

De europæiske socialdemokratiers rejse mod midten efterlader plads til en mere radikal udgave af venstrefløjen, der på den ene side har profileret sig som kritikere af socialdemokratisk klasseforræderi, men på den anden side også har gennemgået en vis parlamentarisk socialiseringsproces. Det gode eksempel er naturligvis det tyske venstrefløjsparti Die Linke, der opstod i en særegen blanding af skuffede vesttyske fagforeningsfolk og tidligere medlemmer af det østtyske socialistparti. I Holland har socialistpartiet SP vandret fra et maoistisk udgangspunkt til at være et bærende venstrefløjsmidterparti.

Fælles for flere af de tidligere socialistisk orienterede venstrefløjspartier, der har forsøgt at gøre deres storebror rangen stridig, har været en indlejret, nærmest institutionaliseret modvilje mod at iklæde sig socialdemokratiske gevandter. I dansk sammenhæng har SF’s exit fra den danske regering illustreret kvababbelserne, mens tyske Die Linke reelt set er delt i to fløje; realisterne og fundamentalisterne.

Ikke desto mindre betyder opblomstringen af konkurrerende partier, at de europæiske socialdemokratier risikerer at blive permanent forvist til en position som partier af sekundær og fortidig betydning. Det er ikke fordi, at socialdemokratierne ikke ved, at den er rivende gal, og at kernevælgerne flygter i hobetal. Utallige socialdemokratiske tænkere har derfor i de senere år opfordret til fornyelse af partiets værdier.

Ifølge den hollandske politolog Cas Mudde er der dog ringe udsigt til socialdemokratisk fornyelse.

»30 år med neoliberalt hegemoni har produceret adskillige generationer af europæere med minimal eksponering for socialdemokratisk ideologi og liden erfaring med fordelingspolitik i væsentlig grad. Det afspejles både i den traditionelle vælgerbases forandrede værdier – det vil sige arbejderklassen og den lavere middelklasse – og i venstrefløjspartiernes politiske ledelse«, skriver Mudde i en analyse for Open Democracy.

»Det skyldes, at en genopfindelse af det sociale demokrati ikke blot rejser udfordringer på elitens niveau, det vil sige blandt kadrerne i de socialdemokratiske partier, men også på massernes niveau, hvor (ægte) socialdemokrati ikke blot er ukendt for adskillige generationer af vælgere, men også står i modsætning til deres individualistiske og etnificerede verdenssyn.«

Lyt til Piketty

Udsigterne til en fornyet besindelse på klassiske socialdemokratiske dyder er således også vanskeliggjort af det grundlæggende udsyn hos de vælgere, der i udgangspunktet skal kurtiseres. Socialdemokratierne står altså med en udfordring: Hvordan taler man til generationer af europæere uden førstehåndserfaring med og bevidsthed om omfordelingens velsignelser?

Visse tænkere har skelet til opbakningen bag folkelige protestbevægelser som Los Indignados i Spanien og Occupy Wall Street og har tilskyndet de europæiske socialdemokrater til at slå til lyd for venstreorienteret populisme som vejen til at genvinde tabte vælgere og genetablere en forbindelse til den tabte folkelighed. Men venstrepopulisme er ikke vejen frem, det er snarere vejen tilbage, mener eksperter.

Populisme, skriver Cas Mudde, »reducerer essentielt set politik til en moralsk kløft, der udelukker kompromiser og pluralisme, og forenkler samfundets sande frontlinjer, der løber internt mellem de 99 pct., og ikke mellem de 99 pct. og den ene pct.«.

Socialdemokratisk populisme vil også medføre et troværdighedsproblem, anfører Felix Butzlaff, der forsker i socialdemokratiske bevægelser ved Göttingens Institut für Demokratieforschung.

»Hvis man efterfølgende begynder at dyrke en skarp antikapitalistisk retorik, vil man ikke opnå nogen større troværdighed. Det er også derfor, at socialdemokraterne efter kriserne knap har vundet nogle sejre, fordi de også bliver holdt ansvarlige for krisernes tilblivelse«, siger han.

Andre foreslår, at socialdemokraterne lytter til intellektuelle som eksempelvis den franske økonom Thomas Piketty, hvis empirisk funderede analyser af en voksende ulighed i øjeblikket vækker global opsigt.

»Ulighedsdebatten bliver i øjeblikket mainstream«, siger Henning Meyer. »Voksende ulighed i indkomst og kapital er en af de store problemer for den politiske økonomi og for demokratiet. Det er betegnende, at det er klassiske socialdemokratiske temaer, der bliver mainstream, og at socialdemokraterne har vanskeligt ved at profitere. Efter min mening er det en af de mest aktuelle opgaver for europæiske socialdemokrater at lytte til de stemmer, der i øjeblikket viser, at ulighed er kontraproduktivt for økonomien, for samfundet og for demokratiet som helhed. Det skal omsættes til politisk indhold.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Nielsen
  • Thorbjørn Thiesen
  • Alan Strandbygaard
  • morten Hansen
  • Henrik Christensen
  • Anne Eriksen
  • Lasse Damgaard
  • Jakob Lilliendahl
  • Bjarne Riisgaard
  • Lise Lotte Rahbek
  • Viggo Helth
Morten Nielsen, Thorbjørn Thiesen, Alan Strandbygaard, morten Hansen, Henrik Christensen, Anne Eriksen, Lasse Damgaard, Jakob Lilliendahl, Bjarne Riisgaard, Lise Lotte Rahbek og Viggo Helth anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Riisgaard

Det kan vist kun være en (ganske vist kritisk) socialdemokrat som Henning Meyer, der kan være så overfladisk i analysen som i frasen "Ulighedsdebatten bliver i øjeblikket mainstream«, siger Henning Meyer. »Voksende ulighed i indkomst og kapital er en af de store problemer for den politiske økonomi og for demokratiet. Det er betegnende, at det er klassiske socialdemokratiske temaer, der bliver mainstream"

Det mere problematiske forhold, at det er partiets identifikation med staten og dermed dets indlemmelse i " administrationspartiet", der bliver et problem, ligger udenfor grænserne for det socialdemokratiske perspektiv:

Når krisen tvinger staten til at vælge mellem repressiv, fremmedgørende konservatisme, eller en helhjertet accept af både et socialt ansvar og ansvaret for at fastholde frihedsidealer og retssikkerhed, hvilket i en kapitalistisk markedsøkonomi formentlig kun kan lade sig gøre med en ubetinget flad borgerløn for alle, - Så har system/administrationspartiet (og dermed også socialdemokratiet) et eksistentielt problem som de tydeligvis ikke kan komme fri af, fordi en realisering af statens progressive teoretiske mulighed i borgerlønsalternativet er i strid med konservatismen i administrationspartiets organisation.

Rasmus Kongshøj, morten Hansen, H.C. (Hans Christian) Ebbe, Lasse Damgaard og Jakob Lilliendahl anbefalede denne kommentar
Jakob Lilliendahl

Skarpt Bjarne!

Denne konservatismens konkurrence mellem mennesker og stater skaber mistillid, kriser og krig.. Eller de skaber hinanden.
Og det vil blive ved at gentage sig selv.. Som kronisk krig.. Som verdenshistorien
FOLKET skal tage ansvar! Der skal politik på bordet!

Leo Nygaard

Hovedårsagen er, at klodens resurser, på og under jorden, ikke tilhører landenes befolkninger.
Uanset om resurserne udnyttes af korrupte diktatorer på befolkningens bekostning eller rige selskaber gør det fuld lovligt, er det samme uretfærdighed. Når civiliserede lande som vores ikke kan indse dette, kan man ikke klantre såkaldte bananrepublikkers ledere for at nasse på sine undersåtter. Vi tillader jo det samme.
Samfundets indtægter skal baseres på salg/udlejning af resurserne og skat på arbejde nedsættes tilsvarende.

Socialdemokraterne har oven i dette indført en pengecirkulation uden sidestykke i historien, for at tilfredsstille den griske befolkning og for at blive genvalgt.
Dette har andre partier adopteret og kun få protesterer. Det kaldes velfærdsstaten og beskrives ved, at der udskrives mest muligt i skat og uddeles mest muligt til alle. Til administration af dette cirkus er ansat en hær af kontornussere og kontrollanter, der skal behandle alle klienterne.
Heldigvis får flere og flere øjnene op for bedraget, men den effektive kur hedder Basisindkomst (borgerløn).
Som jeg har beskrevet til overmål her på avisen.

"Efter min mening er det en af de mest aktuelle opgaver for europæiske socialdemokrater at lytte til de stemmer, der i øjeblikket viser, at ulighed er kontraproduktivt for økonomien, for samfundet og for demokratiet som helhed. Det skal omsættes til politisk indhold."
Og ikke bare socialdemokraterne men alle.
Hvorfor er Retsforbundet ene om at indse og anvise den rigtige tredje vej.

Uffe Illum og H.C. (Hans Christian) Ebbe anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Leo - 'Samfundets indtægter skal baseres på salg/udlejning af resurserne og skat på arbejde nedsættes tilsvarende'

Udlejes og sælges til hvem og hvorfor? Her er allerede grundlaget for bureaukratisk fejlforvaltning. Du kan da ikke sælge det, som tilhører alle. At leve i pagt med naturen er en glemt evne, som må genopdages. At udsætte overlevelsesressourcer for handel er i strid med naturens orden.

georg christensen

Det er ikke kun europas socialdemokrater som har forpasset deres tid, det har de gjort i samarbejde med deres konservative partifæller. En problemstillingen som i fremtiden vil give europa folket endnu større problemer, som dem vi idag oplever.

Det virkelige problem liger i opfattelsen og værdibedømmelsen af en "arbejdsydelse". og deraf fremkommet "guldkrone". Når denne arbejdsydelsesindsatsen lander som en "guldkrone", og straks bliver sendt ind som indsats i "cossinospillet",midster arbejdsydelsesindsatsen sin værdi. En tilstandsfornemmelse de fleste oplyste folk på jorden idag oplever.

De kommunistiske diktaturiske systemer er forlængst brudt sammen. I dag oplever vi så bare sammenbrudet af de kapitalistiske diktaturiske systemer.

To diktaturiske systemer landede i deres egenskabte fællesgrav.

Leo Nygaard

Randi - Jeg køber noget af dit. Du får betalingen. Du er folket. Naturen er din. Jeg omformer det du har solgt mig. Jeg sælger det bearbejdede til en anden, måske dig. Fortjenesten er min - skattefri.
Udlejningen er af jorden - betaling for brugsretten. Jeg lejer, bygger et hus eller avler gulerødder. Huset er mit, gulerødderne er mine - skattefrie.
Så simpelt og retfærdigt, at alle tror det er umuligt.
Administrativt meget enklere end nu.
Så mangler vi bare skat på handel med penge - af nogen kaldet spekulation.
Randi - Opgiv nu den socialistiske idè. Bekæmp kapitalismens vildskud med den egne midler.

Michael Kongstad Nielsen

De steder i Europa, hvor socialdemokraterne tilsyneladende er på vej frem, er steder, hvor konservative borgerlige regeringer har fejlet. Men hvis socialdemokratierne skal have en chance for mere end kortvarige comebacks, skal de mere end blot annullere skattelettelser for de rige (jf. Stefan Löfven i Sverige), de skal komme med helt nye ideer, såsom nedsat arbejdstid, fordeling af arbejdet, nedsat vækst, nedsat materiel levestandard af hensyn til miljø og klima. Kraftig regulering af finansverdenen, inddragelse af spekulation, lukning af skattehuller og skattely. Med mere.

Lillian Redam, Per Torbensen, randi christiansen og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Leo, du forholder dig ikke til min pointe : hvilken fordelingsnøgle skal anvendes ifht udnyttelse af jorden?
Og din skelnen, imellem hvad der fuldt og helt er skabt ved egen kraft, mener jeg, heller ikke er valid. Det er først, når den korrekte fordelingsnøgle, dvs den korrekte administration af fællesejet, er etableret, at grænsen mellem det fælles og det private kan defineres. Først når der er orden i husholdningen, kan vi vide, hvornår vi har fri, hvornår vi har vores egen tid. Det er ikke utopi, men bare den praktiske måde at administrere det fysiske, målbare, fælles rum. Og må jeg erindre om, at socialisme ikke betyder andet end 'at være social'. Tag ikke mig til indtægt for en desværre udbredt misforstået brug af begrebet.

randi christiansen

Denne diskussion illustrerer, hvor fremmedgjovrte moderne samfund er. Hos naturfolk foregår disse livspraksisser i overensstemmelse med deres udgpkt - teknologi har fjernet os fra vort ophav, så vi har glemt, hvordan man opfører sig. Man kan sige, at det ikke er lykkedes at integrere de teknologiske såkaldte fremskridt på en for helheden hensigtsmæssig måde. Eksperimenteren er godt - men ikke med kræfter som ikke kendes, forstås og hvor konsekvenserne ikke er overskuede. Naturkræfterne er de stærkeste - det burde nu være klart for de fleste.

Henrik Klausen

ZZz. Der er ikke grund til at finde nye tanker, man skal bare gribe fat i de gamle, som de neoliberale efterlod: regulering af markedet, høj skat på de rige, gode uddannelser, og ikke mindst keynesiansk politik. Længere er den altså ikke.

Thorbjørn Thiesen

Centrum-venstre partier over hele verden for vild da de tog main-straem ideologien til sig. Neoliberalisternes ideologi til sig, og troede på at det fri ukontrollerede marked vil bringe ligevægt i økonomien. Det er den største fejltagelse begået af de økonomer der ikke så finanskrisen komme, og heller ikke vil se i øjnene at ødelæggelserne af livet for mange mennesker er resultatet af den nedskærings politik, der bliver ført i det meste af Europa. Det bør også få de selvoppustede narrehoveder til at se tilbage. Adolf Hitler fik muligheden på bagrund af krisen i 30-erne, i Ungarn er der ved at blive skabt fascistiske grupper, det græske Gyldent Daggry, er også et resultat af at neoliberalister og kapitalister løber fra et hvert socialt ansvar. Kapitalisterne skulle efter 70-erne finde et andet ord fordi kapitalist og kapitalisme havde fået en meget negativ klan. Deres PR.-folk fandt så på at det skulle hedde markedet. Så når man hører økonomer, politikere, og andre kloge-Åger påstå at man skal tage hensyn til markedet. Så er det deres plæderen for at det er de rige der ved bedst og vi andre skal bare bøje hovedet i ydmyghed. Kan I ikke se hvor tosset det er. Her er et link http://betternature.wordpress.com/2014/03/02/the-lost-left-and-the-way-f... denne artikel har jeg med tilladelse oversat på facebook, er du interesseret så er linket her https://www.facebook.com/groups/1402877059954595/permalink/1433065586935.... Den eneste kritik der kan vælte systemet, er oplysninger ude fra, og så er det befolkninger der skal forstå at de rige tåbeligheder ikke er visdom, men kun fremme af snæver egen interesse.

Thorbjørn Thiesen

Centrum-venstre partier over hele verden for vild da de tog main-straem og Neoliberalisternes ideologi til sig, og troede på at det fri ukontrollerede marked vil bringe ligevægt i økonomien. Det er den største fejltagelse begået af de økonomer, der ikke så finanskrisen komme, og heller ikke vil se i øjnene at ødelæggelserne af livet for mange mennesker, er resultatet af den nedskærings politik, der bliver ført i det meste af Europa. Det bør også få de selvoppustede narrehoveder til at se tilbage. Adolf Hitler fik muligheden på bagrund af krisen i 30-erne, i Ungarn er der ved at blive skabt fascistiske grupper, det græske Gyldent Daggry, er også et resultat af at neoliberalister og kapitalister løber fra et hvert socialt ansvar. Kapitalisterne skulle efter 70-erne finde et andet ord fordi kapitalist og kapitalisme havde fået en meget negativ klan. Deres PR.-folk fandt så på at det skulle hedde markedet. Så når man hører økonomer, politikere, og andre kloge-Åger påstå at man skal tage hensyn til markedet. Så er det deres plæderen for at det er de rige der ved bedst og vi andre skal bare bøje hovedet i ydmyghed. Kan I ikke se hvor tosset det er. Her er et link http://betternature.wordpress.com/2014/03/02/the-lost-left-and-the-way-f... denne artikel har jeg med tilladelse oversat på facebook, er du interesseret så er linket her https://www.facebook.com/groups/1402877059954595/permalink/1433065586935.... Den eneste kritik der kan vælte systemet, er oplysninger ude fra, og så er det befolkninger der skal forstå at de rige tåbeligheder ikke er visdom, men kun fremme af snæver egen interesse.

Leo Nygaard

Randi - Jeg går ud fra at du spørger til jordens overflade. Kan være sådan :
Jorden overtages af staten mod ekspropriationserstatning jf. grundloven. Afbetales over 20-25 år.
Ejerskabet erstattes af en brugsret mod betaligt af jordleje/resurseskat/grundskyld, jordrente (mange betegnelser).
Beløbet fastsættes af staten i årets finanslov med en %sats af offentlig vurderet værdi.
Vurderingen/beliggenhedsværdien baseres på de samme faktorer som nu - byggeret, nuværende bebyggelses%, herlighedsværdier, afstands-og trafikforhold, social værdi, by/land, landbrugsdrift, osv.
Bygnings vurdering overflødiggøres, da skat på bygninger/boligskatten bortfalder.
Hvor stor en del af statens indtægter grundskylden kan udgøre ift skat på arbejde, er en større tilrettelægning , bl.a afhængig af statens udgiftsfordeling, og af andre indtægter, som resurseafgifter, finansbeskatning og bortfald af moms.
Alle borgere betaler grundskyld, direkte eller som lejer gennem indehaveren af brugsretten/bygningsejeren.
Jeg håber det var det ?

Hvad der er skabt af dig selv er ret indlysende - salg af din arbejdsindsats mod løn og køb af varer for dine egne penge - bygning, bukser og sofaer - Virksomhedsejerens fortjeneste, dog ikke spekulationsgevinster.

Socialist ? Din definition er meget simpel - for simpel.
Socialister stemmer på EL, er imod fri privat næring og fløjter 1.maj - meget simpelt :-)

Retsforbundet har lige nu vedtaget Basisindkomst i en særlig form, som offentliggøres gennem det reviderede arbejdsprogram om kort tid. Personlig er jeg tilhænger af en mere enkel form. Måske mere om det senere.

randi christiansen

Først leo - jeg mener selvf ikke kun jordens overflade, men alle naturressourcer. Dernæst, du forholder dig stadig ikke til fordelingsnøglen > hvem, hvad, hvorfor og hvordan?
Mht socialisme så er det heller ikke funktionelt med forskellige definitioner alt efter hvilken fraktion, du tilhører. Når man derfor opererer med overordnede begreber, må man udgå fra ordets egl betydning, ellers er det netop at vi - som nu - havner i en babelsk blindgyde.
Du, som er arkitekt, kunne med fordel studere 'sacred geometry', som - kort sagt - samarbejder med naturens lovmæssigheder.
Jeg paster lige mit indlæg fra tråden om at sætte pris på miljøet :

'Åndedrættet er en konstant. Måden at placere det i 'regnskabet' er ikke at krænke det.

Læs 'The Return of Sacred Architecture - The Golden Ratio and the End of Modernism' by Herbert Bangs, M.Arch.
Citat fra kapitel 10 om Geometry and Number : 'Saint Bernard, the great cistercian, has said : 'What is God? He is length, width, height and depht'
'This is a significant and important book tthat expresses the perennial wisdom that has been the basis of covert mystery school teachings throughout the ages. It is most pertinent for society at large as well as all students of the Arts and Architecture who are searching for the knowledge, understanding, and meaning of Plato's concept of Goodness, Beauty, and Truth.' - Thomas Saunders, fellow of the royal institute of british architects and author.

Og den her : 'This brave and perceptive work explores the debacle of modern architecture and points the way to a healthier new architecture, based on proportion and sacred principles, which reveres ecology and the cosmos.' - A.T.Mann, author of Sacred Architecture

Leo Nygaard

Naturresurserne, Randi. Jeg er ubelastet af økonomisk viden og uden tilbundsgående forståelse af studier i den retning - selv om jeg har læst meget i Dali - Nødvendighedens Økonomi.
Derfor min enkle udlægning -allerede berørt ovenfor :
Resurserne afgiftsbelægges ved grænsen eller (sælges)ved udvinding af egen undergrund. Moms på varer er blandet ind i momsen i detailleddet. Den udgår, og skat på arbejde her i landet fjernes (jf den overordnede tanke). Resurseafgiften er faktisk "moms" i første led nationalt set. Der må givet gradueres ud fra produktionsmetoder, forurening, transportafstande og arbejdsmiljø - kort sagt, ud fra belastningen af klimaet. Derved konkurrerer producenter i at opføre sig ordentligt.
Selvfølgelig ender denne statsindtægt i forbrugerpriserne. Det er faktisk meningen.
Materialismen begrænses og enhver får indflydelse på sin skattebetaling. Den der lever beskedent og måske frembringer sine kartofler selv, sparer skat og gavner miljøet.
Jeg regner med vrøvl fra EU`s side, men egentlig bør der ikke være forskel på moms i detailled og importled. Vi ender nok i retten - igen.
Hvis ikke dette besvarer dit spørgsmål, afstår jeg fra at forstå.
Din reference på engelsk forstår jeg desværre ikke.
Socialisme som samfundsform, som alternativ til kapitalisme, vil jeg ikke tvære mere i.