Læsetid: 9 min.

Hun får først erstatning, når hun finder sin døde datter

I dag er det ét år siden, 1.134 arbejdere mistede livet på Rana Plaza i Bangladesh. Ruinerne fra tekstilfabrikken står som et Ground Zero for globaliseringen og et monument over tøjselskabernes jagt på den laveste løn
Pårørende har fundet knogler i ruinerne fra den tekstilfabrik, der kollapsede i Bangladesh sidste år. Mange kan ikke få erstatning, før de finder ligene af dem, de har mistet.

Søren Zeuth

24. april 2014

Området ser ikke ud af meget udefra. Det er en byggetomt, som så mange andre, gemt bag et anonymt plankeværk, der værner grunden fra gadens mylder af rickshaws, kulørte ombyggede Bedford-lastbiler og overfyldte busser i industribyen Savar uden for Dhaka.

Men går man ned ad en støvet sidegade og forcerer et nedlagt pigtrådshegn, åbenbarer der sig en anden og mere morbid verden.

Stilheden er det første, man lægger mærke til på Rana Plaza. I modsætning til gadens larm hersker her en tavshed, der uden tøven kunne kaldes knugende. I bjerge af murbrokker ligger resterne af det vestlige modetøj, der blev produceret på bygningens fire fabrikker, side om side med trevlede bomuldsklæder fra arbejdere, der aldrig slap ud fra fabrikkerne.

Det er ruinerne efter den største katastrofe i tekstilindustriens historie. Mindst 1.134 blev dræbt, da Rana Plaza styrtede sammen den 24. april 2013.

I rodet går efterladte og overlevende fra kollapset mellem betonklodser og forkullede stofruller. Mange af dem leder stadig efter spor af de afdøde. Anwara Imandi mistede sin datter, 22-årige Shenli i Rana Plaza.

»Jeg leder efter hendes lig. Jeg kommer her hver morgen og går først hjem om aftenen,« forklarer hun. Med sig har hun datterens to børn på syv og otte år.

»Shenli led meget på Rana Plaza. Hun arbejdede 15 timer hver dag og kom først hjem klokken tre eller fire om natten. Hun var den eneste, der tjente penge til familien,« fortæller Imandi. Hun blev for et år siden ringet op af en kusi ne, der havde hørt om kollapset og løb direkte til fabrikken.

»Alt var kaos. Ingen vidste, hvad de gjorde. Alle græd og var i chok. Jeg fik ikke et eneste svar. Jeg ledte og kaldte i ni dage.« Hendes ansigt fortrækker sig i gråd. Efter ti dage blev datteren erklæret død. Imandi har endnu ikke fået den erstatning, hun er blevet lovet af myndighederne.

Flere kommer nærmere for at præsentere hver deres lille billede af den, de har mistet. De fleste er id-kort fra tøjfabrikkerne, hvor ansigtet er bleget på grænsen til det ukendelige ved hjælp af billedbehandling. Mange af dem kan ikke få erstatning, før de finder liget.

Nogle har derfor medbragt DNA-profiler af de afdøde. En kvinde bliver ved med at kigge bønfaldende på mig og slå ud med armene. Jeg kan ikke hjælpe hende.

En lille pige leger i murbrokkerne. Hun piller ved et tastatur, der er næsten helt smeltet væk af flammerne. Trevlede jeans hænger i det rustrøde armeringsjern, der er krøllet sammen som båndspaghetti. To drenge forsøger forgæves at fravriste betonen de salgbare jernstænger. »Keep away from fire«, står der på et label fra en T-shirt.

Mørke brandskygger aftegner en afsveden trappeprofil, der fastholder fysiognomien af de forsvundne trin på nabobygningen. Den er ved at blive restaureret, og store bambusstænger holder den nystøbte beton på plads som primitive teleskoprør.

’De tvang os derind’

40-årige Shapla Akhtar går rundt i ruinerne med to piger. Hun arbejdede på fabrikken New Wave Bottom på Rana Plazas 3. sal.

»Jeg var heldig at komme ud gennem et hulrum, da alt skælvede og faldt sammen,« fortæller hun.

Men hendes bror, Suleiman, slap ikke ud, og hun leder stadig efter hans lig. De to børn er broderens datter Fuara på 10 år og hendes egen datter, Ontore, på syv.

Dagen før katastrofen havde statens inspektører fundet store revner i konstruktionen på Rana Plaza, og arbejderne var blevet evakueret. Bygningen var ikke designet til tekstilfabrikker. Den var otte etager høj, selv om der kun var tilladelse til de første fem etager. Men fabrikkernes ejere ville ikke høre tale om at stoppe produktionen.

»Jeg var bange, men de tvang os derind. De lyttede ikke til os, men sagde, at vi ikke ville få vores løn, hvis vi nægtede at gå ind på fabrikken,« fortæller Shapla Akhtar.

Andre blev drevet ind på fabrikken af deres ledere med vold.

Den 24. april klokken halv ni gik lyset ud. Så kom braget. De generatorer, der skulle sørge for strømforsyningen, satte voldsomme rystelser i gang, og som ved et jordskælv sank bygningen sammen under sin egen vægt.

En af dem, der blev fanget på fabrikken, var den 24-årige Rozina Akhtar. I timer og døgn lå hun fastklemt i den sammenstyrtede bygning, alt imens der blev erklæret landesorg uden for fabrikken. Hun arbejdede på fabrikken sammen med sin 17-årige lillesøster.

»Jeg råbte min lillesøsters navn igen og igen. Det eneste jeg havde i tankerne var at komme fri og finde hende,« fortæller Rozina Akhtar.

Efter tre dage fandt en nødhjælpsarbejder frem til den afkræfted pige, men det var umuligt at komme til for de tonstunge sammenstyrtede loftsstykker. Situationen var kritisk, og til sidst tog hun den nedstryger, der blev rakt ned til hende, og forsøgte det utænkelige. At skære sin egen arm af.

»Jeg var ikke bange. Jeg kunne ikke tale længere og knapt nok tænke. Jeg følte heller ingen smerte,« fortæller hun.

Ordene falder roligt og nøgternt.

Operationen lykkedes ikke helt. Men Rozina Akhtar fik gjort nok skade til, at en redningsarbejder kunne hive hende og resterne af underarmen fri. Resten af historien er nådigt slettet af hukommelsen af den bevidstløshed, der fulgte hende på det nærmeste hospital, hvor armen blev amputeret. Hendes søster overlevede ikke. Rozina Akhtar begyndte at arbejde på tøjfabrikkerne allerede som 15-årig i forbindelse med landets tekstilboom. Tøjselskaberne strømmede til det fattige land, lokket af lønninger på under en krone i timen. Ikke mindst da mindstelønnen steg i Kina, vendte verdens tøjgiganter sig mod Bangladesh.

Rana Plaza står som et monument over tøjbranchens race to the bottom, et globaliseringens Ground Zero. Når tøjindustrien flytter land, betyder det typisk lavere løn, dårligere arbejdsmiljø og færre rettigheder. Det er den ekstreme udnyttelse af arbejdskraften, der giver aktionærerne de sidste, vigtige basører.

Ejere af multinationale tøjselskaber har taget højdespring på Forbe’s Liste over verdens rigeste midt i den globale krise. Spanieren Amancio Ortega Gaona, der ejer tøjgiganten Inditex, er hoppet op til nummer tre, mens Stefan Persson, grundlæggeren af Hennes & Mauritz, er nummer 12.

En af kvinderne roder desperat i ruinerne, og jeg føler mig som en uhøflig indtrængende på et gravsted. Det daglige møde i ruinerne repræsenterer en kollektiv bearbejdning af sorg for de efterladte og et spagt krav om retfærdighed til alle, der gider lytte.

En turkisblå orna – et særligt lokalt klæde – med små perler glimter i den skarpe sol. Det har været nogens. Midt i en bunke jern ligger resterne af en mørkegrå jakke af det danske mærke Mascot. Selskabet fik tidligere produceret tøj på Rana Plaza og var blandt de første globale selskaber, der betalte erstatning til ofrene.

Protester mødt med overfald

I 1911 omkom 140 tekstilarbejdere, da fabrikken Triangle Shirtwaist brændte i New York. Dengang skabte ulykken større fokus på arbejdernes rettigheder og sikkerhed.

Mange gode kræfter har forsøgt at bruge Rana Plaza som platform for et nyt spring fremad, og firmaer og organisationer flokkes for at gøre en forskel i Bangladesh. Landets regering er blevet presset til at lempe arbejdsmarkedsloven og hæve mindstelønnen, og en international aftale om bygningssikkerhed skal samtidig sikre, at katastrofen fra Rana Plaza ikke gentager sig.

Tøjarbejderne har dannet over 100 nye fagforeninger på tøjfabrikkerne det seneste år, og det er ekstremt efter lokale forhold. De foregående tre år blev der kun registreret to.

Men arbejdernes krav om rettigheder er ikke blevet mødt med begejstring. På fabrikken Orion Knit Textiles beretter ansatte om, hvordan de blev overfaldet og tævet med jernrør, da de strejkede i protest mod, at lønnen var forsinket.

»De begyndte at tæske løs på os, mens de råbte, at vi skulle gå tilbage til arbejdet og lade være med at beklage os. Jeg blev ramt i ryggen og på skulderen og var overbevist om, at min sidste time var kommet,« siger tekstilarbejderen Kamrul Hasan. Han blev siden blacklistet fra fabrikken sammen med 200 andre og er stadig uden arbejde.

Fabrikken havde været underleverandør til de danske butikker Føtex og Bilka, men samarbejdet var ophørt tidligere samme år, før overfaldet fandt sted.

Problemet er voksende: »Det sker temmelig ofte på tøjfabrikkerne, at arbejdere bliver tævet af bøller, som er hyret af ledelsen. Ofte er årsagen, at de ansatte protesterer over, at lønnen bliver udbetalt for sent eller ikke følger mindstelønnen,« fortæller forskeren Kasheful Hoda fra instituttet RISE Society. Men det er langt fra altid, at de grove episoder bliver opdaget af de udenlandske tøjfirmaer, der ellers bruger store ressourcer på at kontrollere forholdene i Bangladesh.

H&M’s chef for socialt ansvar, Anna Gedda, erkender, at den svenske modegigant ikke opdagede systematisk vold og chikane mod syerskerne hos leverandøren Welltex i Bangladesh, selv om koncernen har omkring 450 folk ansat udelukkende til at kontrollere forholdene i landet. Fabrikken leverede tøj til H&M indtil februar i år. Ansatte på fabrikken fortæller, at de blev straffet med kvælertag, dødstrusler og lussinger, hvis de ikke arbejdede hurtigt nok, eller hvis de beklagede sig.

»Vi er ikke blevet informeret om disse handlinger, Det er en tragisk situation. Ingen af disse eksempler er acceptable for H&M,« siger Anna Gedda.

Vold og trusler kan man sjældent opdage med det blotte øje. Tøjkoncernernes auditører og konsulenter er afhængige af, at arbejderne tør fortælle dem sandheden. Og frygten for fyring eller det, der er værre, er en fast følgesvend på mange arbejdspladser i Bangladesh. Derfor foregår den værste undertrykkelse nogle gange uden for CSR-radarens rækkevidde.

Ingen forbedrede rettigheder

Tøjbranchen i Bangladesh er gennemindustrialiseret og effektiv. Når horder af unge kvinder – og enkelte mænd – trasker mod industrikvartererne klokken syv om morgenen med deres madpakker i metaldåser og hinanden i hænderne, indgår de i en minutiøs global produktion. Tøjselskaber er i stand til at kontrollere og finjustere den mindste syning og style fra kontorer i København og London.

Men det er stadig ikke muligt at sikre, at dem, der syr tøjet, ikke får bank, hvis de kræver deres ret. Konkurrencen på tøjmarkedet skærpes konstant, og i sidste ende handler det mere om styrkeforhold på fabrikken end om de rigtige ord om socialt ansvar.

På årsdagen for Rana Plaza sætter den danske modebranche fokus på bæredygtighed på konferencen Copenhagen Fashion Summit. I Operaen mødes nøglepersoner inden for branchen med notabiliteter som kronprinsesse Mary og økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vest-ager (R).

Modeindustrien er en dansk succeshistorie, også selv om selve produktionen for længst har forladt fædrelandet. I Operaen vil ofrene på Rana Plaza blive mindet med ét minuts stilhed.

Seks danske tøjfirmaer har tilsluttet sig den internationale aftale om bygningssikkerhed i Bangladesh, men mange tøjarbejdere kan ikke mærke de gode intentioner.

De første inspektioner under den internationale aftale viser, at der fortsat er store problemer med sikkerheden på tøjfabrikkerne: Samtlige de undersøgte fabrikker mangler branddøre og sprinklersystemer. Flere bygninger har alvorlige brister i konstruktionen og er bygget om uden tilladelse. En fabriksejer har eksempelvis bygget en heliport oven på fabrikken, selv om den ikke var på de oprindelige tegninger.

Indtil videre er kun få ud af de 1.600 planlagte inspektioner blevet gennemført.

Ifølge Human Rights Watch har det seneste år ikke budt på forbedringer af de ansattes rettigheder. Tværtimod konkluderer organisationen i en ny undersøgelse, at det har voldsomme konsekvenser at gøre brug af sine rettigheder. Ansatte på 21 fabrikker fortæller, at protester eller faglig organisering kan betyde dødstrusler, overfald, fyringer og chikane.

»De firmaer, der købte tøj fra vores fabrik, har et ansvar for, hvad der skete, men de gjorde ingenting. Og de gør stadig ingenting,« siger Rozina Akter, der arbejdede på Rana Plaza.

Tragedien på Triangle Shirtwaist i New York blev startskuddet til bedre forhold for millioner af tekstilarbejdere. Men det var en anden tid. Kapitalismen var endnu på vej fremad. I ly af udflytningen er historiens hjul drejet tilbage inden for mange industrier. Otte timers arbejdsdag og retten til at arbejde under nogenlunde sikre forhold blev vundet i de gamle industrilande, men tabt i de nye. Rana Plaza er det foreløbige lavpunkt i modebranchens ræs mod bunden, men der er ingen garanti for, at bunden er nået.

I ruinerne står solen lavt over de sørgende og søgende, der stadig klamrer sig til de medbragte billeder. De leder ikke længere, betragter blot åstedet med øjne, der kigger på ingenting.

Pludselig vinker en lille dreng, halvt triumferende, halvt forskræmt bag en bunke murbrokker. Han har fundet noget. Da de voksne nærmer sig, holder han det op. Det er et menneskekranie.

Rejsen blev betalt af Fagbladet3F og DanWatch

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Qu
  • Kristian Løwenstein
  • Philip B. Johnsen
  • Grethe Preisler
  • Søren Rehhoff
Pia Qu, Kristian Løwenstein, Philip B. Johnsen, Grethe Preisler og Søren Rehhoff anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fin artikel , men hvor er kritikken af regeringen i Bangladesh ?

Det er fint, men langtfra nok, hvis man kun "skyder" på tekstilindustrien.

Bangladesh er en selvstændig , suveræn stat, og det er vel rimeligt, at mere menneskerettigheds-bevidste stater tager initiativer til at presse Bangladesh's regering, hvis den mishandler sine egne borgere eller tillader andre at mishandle dem ???

June Beltoft, Henrik Christensen, Karsten Aaen, Marianne Rasmussen og Ib Langkilde anbefalede denne kommentar

Lad os få fremstillingsland på tøjet, og ikke kun " at det er dansk", fordi adm. ligger her i Danmark, eller andet vestligt land. Og lad så være med at købe tøj fra de lande der ikke betaler og behandler deres ansatte ordentligt.

Philip B. Johnsen

Hvordan ser Danmark på handel, hvad er et godt og frit marked.

Frihandel og handel generelt, er en kontrolleret handel, hvor der er konstant løbende regulering, der sikre løn og arbejdsvilkår, for leverandører, underleverandører og producenter uanset national placering i verden, der levere produkter til EU og det danske marked.

Det skal ses i lyset af, overholdelse af menneskerettigheder, kontrol af energi forbruget og bekæmpelse af overforbrug, der leder til klimakatastrofer.

Peter Nielsen

Det er interessant at så mange fordømmer de forhold der eksisterer der hvor vores produkter fremstilles. Det være sig alt lige fra elektronik til beklædning osv. Årsagen til at der overhovedet produceres i disse lande er jagten på at minimere omkostninger for derved at forblive konkurrencedygtige overfor forbrugerne. Glem ikke hvad et B&O fjernsyn kostede i "gamle dage" mine forældre spare op som vanvittige og brugte noget af dyrtidsportionen til at købe dette fjernsyn - og det var i farver. Nu kan man købe et 46" LED TV på bud helt ned til ca. 3.500,- og tænk engang - der er nogen der tjener på det her hele vejen igennem forsyningskæden. VI er vant til at ting ikke må koste og vi vil ikke betale for at sikre arbejdspladser i hjemlandet åbenbart. Vi er alle ansvarlige for ulykker af den her karaktér - og sådan er det bare. Det nytter ikke en s*** at presse på hos regeringen i Bangladesh - dels fordi deres syn på rettigheder er nærmest ikke eksisterende men også fordi at den sølle indkomst stat og arbejder får trods alt er en indkomst der måske er forskellen på liv og død ( uagtet at arbejdet også er farligt).
Jeg siger bestemt ikke ar børnearbejde ikke er trist, men tænk engang over at det barn der arbejder er med til at tjene penge til en familie der intet har. Den dag hvor vi siger klart og tydeligt NEJ til børnearbejde ja så kommer der et andet problem nemlig endnu større fattigdom. Vi skal bare tage os sammen og betale mere for varerne.

Pia Qu, Per Torbensen og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Peter Nielsen

Prisen for flåede tomater på dåse, solgt i Danmark, har fra barnsben, vakt min undren om, hvordan kan det lader sig gøre, med fragt og emballage omkostninger, der kunne kun være tale om, udnyttelse af fattige mennesker.

Det er sandheden om frihandel uden fornuftig regulering.

Peter Nielsen

Philip B. Johnsen
det er jo netop dét der er hele problematikken. Men når man peger fingre af lande som Bangladesh og ligestillede lande, så skal man altså også se lidt indad. Vil du betale det 3-dobbelte for en dåse flåede tomater? Er du villig til at betale 40.000,- for et fjernsyn? Vil vi betale det som varerne reelt koster? Vi er jo blevet vant til jagten på tilbud i en uendelighed, og jeg tvivler meget på at der er nogen der vil betale for at sikre ordentlige vilkår i 3. verdens lande...
Hvordan kan H&M sælge en nederdel til 150,-